Imellem tog, bus og fly er bussen den billigste. Men lidt ligesom med forårsrullen kan det være, at de sparede penge ikke nødvendigvis var det værd. Jeg valgte dog natbussen lige så meget for at have prøvet det. Man får sin egen lille kupé, hvor man næsten kan ligge udstrakt, med TV, wifi, lyd og fancy lys.

En ting bliver hurtigt klart, efter bussen begynder at køre: Det her transportmiddel er ikke for folk uden søvn. Det gynger og vugger, hopper og bumper. Vejene er ujævne, og vietnamesernes kørestil med konstant acceleration og opbremsning skaber en generelt ubehagelig oplevelse. Køresygen begynder at melde sig.

På et tidspunkt gik det op for mig, at meningen faktisk var, at jeg skulle lukke øjnene og sove – i stedet for at holde balancenerven i ro ved at kigge ud ad vinduet.

Jeg har mit smarte Garmin-ur med på rejsen. Det holder styr på ting som søvnkvalitet. Ifølge uret kunne jeg lige så godt bare have været vågen hele natten. Det har i hvert fald ikke registreret, at jeg på noget tidspunkt har fået reel søvn. Og jeg vil umiddelbart give det ret.

Det er en speciel følelse at blive vækket klokken 1.30 om natten med et “toilet, toilet”, hvorefter man skovler sig selv ud på en fremmed rasteplads i bælgmørke og regnvejr. På vej hen til toilettet går det op for dig, at du intet har på dig. Ingen mobil, pas eller pung. Du har ikke engang dine briller.

Det lykkes dog at komme af med det, der skal. Du kravler tilbage i bussen. Den begynder at køre igen, og tanken melder sig: Gad vide om alle er med? Der var ikke rigtig en følelse af, at man blev talt eller fik et tidspunkt for, hvornår bussen kørte videre. Der holdt 4–5 andre natbusser på rastepladsen, og de lignede alle sammen hinanden.

Men det er meget typisk Vietnam. Der sker jo ikke noget. Alle er kommet med igen. Der er styr på det. På en eller anden måde lykkes det at have styr på det – trods gennemsigtigheden.

Vi ankommer tidligt om morgenen, 45 minutter før forventet. Jeg ved ikke, om chaufføren skal have ros eller skældud for at køre til på den måde. Men jeg er nu i Da Nang.

Jeg kan se stranden, mens jeg går hen mod mit nye værelse. Jeg glæder mig til at prøve den – men først i morgen. Nu skal jeg lige have styr på mad, penge, bagage og en tidlig seng.

Da Nang er for nu min base de næste halvanden uge. Tid nok til stranden.

Jeg havde lige lagt på fra en samtale med min faster. Min kære faster havde faktisk lige spurgt til, om jeg fik noget ordentligt at spise, hvortil jeg selvfølgelig svarede, at maden var fantastisk. En Egg Coffee var blevet serveret, og jeg tog en slurk. Næsten med det samme, at jeg sank, begyndte min mave at protestere. En følelse lidt lignende at have proppet sig med mad ramte mig, og jeg fik det ubehageligt.

Jeg sidder lidt med det. Det var da sært. Jeg har ikke spist over evne eller følt mig proppet op til da.

Min indskydelse var, at jeg havde reageret dårligt på egg coffee, og at det nok ville fortage sig om kort tid efter. Så jeg arbejder lidt videre på min PC. Der går 15 – 20 minutter, og den dårlige følelse fortager sig kun en lille smule, men dog alligevel nok til, at jeg tænker, at det nok går i sig selv igen. Klokken er ved at være 22, så jeg begynder at pakke sammen for at vende snuden hjemad.

I det jeg rejser mig op, sætter der sig en stor klump i min hals. Jeg står i et par minutter og overvejer mine muligheder. Hvis jeg virkelig er på vej til at få det dårligt, så vil jeg gerne nå tilbage til hostelværelset.

Det kritiske punkt er ikke nået endnu, da jeg kommer hjem til mit værelse. Jeg lykkes faktisk med at falde til ro og ligge mig på ryggen, hvor de værste fornemmelser aftager. Jeg falder i søvn.

Midt om natten vågner jeg. Det er lykkedes at blive drejet rundt på siden i min søvn, og min mave er i fuld protest. Det er ingen vej uden om det. Ud og bede ved alteret i badeværelset. Det giver ro. Jeg smider en resorb i et glas vand, tømmer det og hopper tilbage.

Jeg sover umiddelbart godt resten af natten, men dagen efter er jeg alt andet end motiveret til at gå ud og være turist. Appetitten er også helt væk.

Moralen: lad vær med at sige ja til forårsrullerne på tilbud.

Jeg har det godt igen. Inden i skynder jeg mig med alle de gode råd til, hvordan man overkommer madforgiftning, så ro på. Jeg er på højkant igen. Det var meget mildt, og udover lidt kvalme dagen efter har jeg ikke haft nogle problemer. Jeg har drukket rigeligt med vand, taget min resorb, spist mild og fordøjelsesunderstøttende mad, så som banan og guava.

Overordnet status: mere rolig end ved ankomst.

Mindre overstimuleret. Mere nysgerrig.

Ankomst

Hvis vi spoler tilbage til den 22. feb., ankommer jeg til Hanoi Old Quarter på hostellet Buffalo. De første to dage er hårde.

Nyt stort eventyr. Nyt land, ny kultur, ny måde at leve på. Nyt, nyt, nyt. Det er for meget på én gang. Samtidig sover jeg i fællesrum med fem piger fra Holland.

Jeg ankommer ved middagstid efter en lang rejse med dårlig søvn og skal etablere mig i et fællesrum med fem piger, der ikke virker interesserede i, hvem jeg er, eller om der er hensyn, vi bør afstemme. Jeg finder ud af, at jeg deler rum med Sanne, Margit og Sara. De to sidste når jeg ikke at tale med.

Det går fint, og de er flinke. Men uanset hvem jeg havde delt rum med de første to nætter, ville det have føltes grænseoverskridende. Ikke det, jeg havde brug for på dag ét.

Dag 2 er jeg stadig ved at finde mig selv i min nye tilværelse. Min bagage bliver justeret, og jeg konstaterer mangler, der skal løses.

Old Quarter er intenst. Små, tætte, varme stræder med konstant trafik, høj musik og folk, der vil have din opmærksomhed. Sanserne bliver overstimuleret. Lugte fra mad, du ikke kender. Fugtig varme blandet med trafik, du endnu ikke har vænnet dig til. Farverige skilte på et sprog, du ikke forstår. En kaotisk lydmur af dytten, brummen, råben og musik.

Efter nogle timer har jeg brug for fred. For at blive kølet af, tage et bad og hvile. Et fællesrum med folk, jeg ikke kender, bringer ikke ro. Så jeg flygter fra Old Quarter.

Jeg finder et lille privat rum fire kilometer væk, stadig midt i Hanoi. Her sunder jeg mig, får styr på det vigtigste bagagetekniske og lægger planer for opholdet. Jeg begynder at føle mig mere tilpas og får styr på nogle basale ord og termer. Menukortet bliver et udgangspunkt.

Byen bliver mere bekendt, og jeg bruger tid på at hoppe fra café til café for at finde den bedste i forhold til pris, komfort, ro og design.

På dag 4 har jeg overskud til at prøve kræfter med Old Quarter igen. Jeg finder et hostel med privat rum og bliver der den næste uge.

Hanoi dagligdag

Dagene i Hanoi er primært gået med at udforske byen, besøge seværdigheder, gå på café, lære at tale menukort-ske og finde mig til rette i min nye tilværelse.

Hanoi er kæmpestor, og selv i det forholdsvis lille område, jeg bevæger mig i – vestlige Ba Dinh, Hoan Kiem og lidt af Dong Da – er der mere end rigeligt at se og opleve under mit ophold.

Jeg er blevet rigtig glad for at finde små caféer, hvor jeg kan sidde og fordybe mig med en kop kaffe i behagelige omgivelser. Hanoi har masser af den slags steder. De er tilpas skjulte – både online og fysisk – så man kan være heldig at finde en stille oase midt i byen og føle sig lidt privilegeret over at have fundet et sted, som ikke alle andre turister har opdaget.

De bedste caféer har en anden eller tredje etage med balkon, hvor man kan sidde i skygge med en let brise og kigge ned på mylderet.

Udflugter

I løbet af ugen kommer jeg også lidt uden for Hanoi.

Ud over Hanoi har jeg været på to éndagsture til Ha Long Bay og Ninh Binh. Fuldt arrangerede ture med guide og alt inkluderet – jeg skulle egentlig bare lade mig hyrde rundt.

Ha Long Bay

I Ha Long Bay sejler vi rundt på et cruiseship. Frokost er inkluderet, og programmet står på tre aktiviteter: grotter, kajak og strand.

Grotterne er spændende, men svære at beskrive. Kæmpemæssige hulrum inde i klipperne med tonsvis af sten hængende over hovedet – skabt af naturen. En mindre by kunne gemme sig derinde i ly for vind og vejr. Personligt kunne jeg godt lide grotterne. De var storslåede. Jeg ville dog ikke rynke på panden over andre, der synes, det var lidt kedeligt.

Kajakturen går ind i en lagune. Naturen er flot, små aber dukker frem for at spise bananer, og vi sejler under en grotteåbning. Det, der stjæler oplevelsen, er turisterne. Jeg skal ikke gøre mig hellig og påstå, at jeg er ekspert i en kajak, men jeg er heller ikke den værste. Når en person opgiver at styre uden om et sammenstød, og to kajakker i slowmotion bumper ind i hinanden, mens passagererne hviner, siger det lidt om niveauet. Med 50 kajakker på vandet og måske 10 med folk, der har prøvet det før, opstår der kollisioner.

Stranden var lidt kedelig, hvis jeg skal være ærlig. Det var ellers den, jeg havde set mest frem til. Jeg havde håndklæde og badebukser med, men da vi ankom om eftermiddagen, var det overskyet. Luften var lun, men ikke rigtig varm. Nogle få lå på stranden, endnu færre badede.

Jeg hoppede i. Vandet var køligt – ikke koldt – omkring 20–22 grader. Men jeg kunne ikke helt slappe af. Alle mine ting lå i tasken på stranden, og jeg holdt konstant øje med den. En af ulemperne ved at rejse solo.

Selve cruiseshipet var nydeligt: tre etager, to indendørs og én med soldæk og pool. Mens vi sejlede, lagde jeg mig på en solseng på toppen. Det var virkelig behageligt.

På hjemturen var der aftenstemning på soldækket med snacks og juice. Poolen blev varmet op, og der blev hygget med musik og samtaler. Jeg mødte to skotter på sidste uge af deres rejse og fik et par gode tips med på vejen.

Alt i alt var det en god tur til Ha Long Bay.

Ninh Binh

Ninh Binh-turen startede ikke superpositivt. Transporten var en større bus, som vi skulle køre rundt i hele dagen. Vi var omkring 40 deltagere til tre aktiviteter plus frokostbuffet – samme koncept som Ha Long Bay, bare med bus i stedet for cruise.

Jeg vil ikke kalde mig germofob, men der er få ting, der kan få mig til at krumme tæer som andres baciller. Forestil dig at sidde i en bus i to timer ud, en time rundt og to timer hjem – og manden bag dig hoster og snotter hele vejen. Hvis jeg bliver syg de næste dage, ved jeg hvorfor. Som prikken over i’et er han fem minutter for sent tilbage ved et stop.

Så jeg er i dårligt humør ved tanken om potentielt at ligge syg, fordi jeg ikke gad give 50 kroner ekstra for en mindre turgruppe.

Første aktivitet er tempelbesøg ved to templer for gamle vietnamesiske konger. Et udmærket stop med lidt historie om Vietnam og vietnamesisk kultur.

Derefter kører bussen os til restauranten ad en 4–5 kilometer lang grusvej fuld af huller og uden plads til modkørende, som må bakke eller halvt i grøften. Så er det buffet – med samme flok turister. Jeg maser mig forrest, fylder tallerkenen og skynder mig væk, inden for mange deler de samme redskaber.

Heldigvis falder jeg i snak med en gruppe albanere – to par på tur – og får en hyggelig frokost ud af det.

Vi bliver kørt til Tam Coc, hvor vi skal sejle op ad Ngo Dong River og gennem tre grotter – deraf navnet Tam Coc, “tre grotter”. Det er en sejltur på lidt over en time. Floden er travl med både.

Jeg sejler med en franskmand, Julian, og en brasilianer, Gutierrez, som jeg falder i snak med undervejs. De rejser også solo og har været afsted i henholdsvis én og fem måneder. Vi taler om det at rejse alene og udveksler kontaktinfo. Sejlturen er fredelig, om end lidt lang. Der er smukt langs Ngo Dong River, og jeg forstår godt, hvorfor området er blevet udnævnt til UNESCO-site.

Sidste aktivitet er Mua Cave. Trods navnet er det et lille bjerg med omkring 500 trin til toppen. Der er mange turister på trapperne, og de høje, ujævne trin gør opstigningen hård. Det lykkes mig at komme op. De sidste trin er stejle og glatte.

Fra toppen kan jeg se endnu en tinde ved siden af – højere end den, jeg står på. Trappen havde delt sig, og jeg valgte den laveste. Så der er ikke andet for end at gå ned til splittet igen, klappe bjerggeden på vejen og tage endnu en tur op.

Hver gang jeg er et sted som dette – højt oppe med en stejl skrænt eller et fald – og folk stiller sig helt ud til kanten og ikke står stille, snurrer det i mig. Det er nok en slags fobi, men jeg kan simpelthen ikke have skrænter. Mine tæer krummer, når andre ikke respekterer kanten.

Turen hjem i bussen er træls. Mest fordi jeg sidder i en gennemblødt T-shirt i en bus fuld af svedige turister, hvor flertallet tilsyneladende ikke har haft deodorant med. Jeg fortryder, at jeg ikke selv har en skiftetrøje i tasken.

Overordnet set var turen mindre komfortabel end Ha Long Bay, men selskabet var bedre. Bådturen i Tam Coc var en anelse lang, men jeg ville ikke have været den foruden. Det var en enestående naturoplevelse.

Det er ikke helt blevet hverdag for mig endnu. Der er for meget nyt, og hverdag for mig betyder rutiner. Indtil videre har jeg stået op på vidt forskellige tidspunkter, spist måltider på vidt forskellige tidspunkter og lavet vidt forskellige ting. Jeg har ledt efter et godt workspace, aka. en café. Problemet med at finde det helt rigtige sted at sidde og nørkle med sin PC, er at jeg er meget kræsen med mit setup. Basics er wifi og et wall-plug til strømforsyningen. Der er faktisk rimelig mange caféer der tilbyder det. Det er dog typisk dem hvor kaffen koster det doblet eller tredoblet. Der er et par steder hvor jeg tror at jeg bare kan sætte mig ind uden af bestille/købe noget, men det føles også lidt sølle.

Et andet problem; pepsi max sælges stort set ikke i det her land. Kun i et stort supermarket har jeg set det. Jeg kan få almindelig pepsi, pepsi max med lime, coca cola og coca cola light. Nej! Jeg har ikke abstinenser fra et overforbrug af pepsi max!!

I forbindelse med min søgen efter pepsi max fik jeg også en reality check på priserne på dagligvarer. Indtil videre har jeg købt vand og snacks fra de mange små boder der er på alle vejene. 0.5l vand for 7k dong og 1.5l for 21k dong. Snacks imellem 30k og 50k. Så jeg var lidt overrasket, da jeg fandt ud af at jeg kunne købe vand 1.5l for 12k dong og en pose chips for 20k inde i WinMart.

Ret skal være ret; jeg har været inde i mere end ét supermarked, og WinMart er nok det billigste, jeg har set, med næsten 50%-70% lavere priser end alle andre steder. Og jeg har også været inde i en døgnkiosk tidligt om morgenen, hvor der stod 40k for 1l vand. Så jeg er ikke fuldstændig blevet taget ved næsen, så meget som en dansker der giver 36 Dkk for 2 x 0.5l sodavand på 7-Eleven.

Inden nogen af jer derhjemme korser jer alt for meget, så vil jeg gerne give jer dette perspektiv. 10k dong for 2,43 dkk. Så vi snakker om 2-6 kr. forskel alt efter hvor jeg handler. Umiddelbart tænker jeg, at jeg fortsætter med at købe fra de små boder på gaden. Specielt hvis de har pepsi max! Så kan de nærmest tage hvad de vil for en flaske.

Imens jeg sidder på mit værelse og skriver denne post, så kan jeg høre syngen uden for mit vindue. Det er ret utroligt, fordi det overdøver den konstante larm fra bytrafikken. Da jeg åbner vinduet og kigger ud, kan jeg se en stor skraldebil med en højtaler på toppen, spille en pæn melodi udført af et kvindekor. Vietnamesere går ud og smider skrald i den imens den passerer forbi. Stille og roligt så bliver gaden tømt for skrald. Det er effektivt og noget jeg har lagt mærke til. Hanoi er en kæmpe by med masser af mennesker, og den er meget mindre fyldt med skrald end jeg havde forventet. Det ville være forkert at kalde det for en ren by. Den bliver levet i, og man kan sagtens finde en klam gyde. Men man skal faktisk lede lidt efter dem. De almindelige veje, hvor der kan køre biler, og har turister og gadeboder, har forholdsvist lidt skrald, og det der er, er som regel fra samme dag. Skraldebilerne med deres lille melodi minder alle om, at nu er det tid til at komme af med deres skrald. Det er et godt bevis på det høje samfundssind, jeg føler at have mødt her i Vietnam.

På mandag har jeg booket en tur til Ninh Binh. I morgen skal jeg se om jeg ikke kan få lavet min blog hjemmeside færdig.

Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad jeg skal inkludere i disse posts. Der er jo altid noget at fortælle om. Jeg opdager og oplever noget nyt hver dag, men lige så mange af de ting handler om mig, som de handler om Vietnam; i forhold til hvordan jeg vil bevæge mig rundt og vil leve de næste mange måneder, i forhold til hvad jeg vil opnå, skabe og have med mig efter denne rejse, i forhold til hvordan mine egne præferencer bliver mere tydelige nu, hvor jeg udsætter mig selv for noget meget anderledes.

F.eks. så synes jeg lige pt. at det er svært at administrere mit vasketøj. Jeg mangler at få etableret et praktisk system til at holde rent, fra genbrugeligt, fra det som kræver vask. Er svaret et par vasketøjsposer evt. på karabinkrog fra siden af rygsækken? Ja, det er det nok, så det prøver jeg nok som det næste.

Men hvad har jeg så lavet i Hanoi? Jeg har gået rundt i byen og taget det ind. Omkring 80km på de første 4 dage. Den ene dag gik jeg rundt om West Lake i Hanoi, omkring 20km for at komme rundt, + det løse fra andre aktiviteter den dag. Imens jeg går, oplever jeg bylivet; den konstante trafik af scooters og biler, de små afkroge med en lille smule fred, de mange små tætte gyder ind til de private hjem, ritualerne omkring at mødes før og efter arbejdsdagen i store grupper til en omgang Pho, sikkerhedsfolk på skamler foran hver butik, der indeholder en my af værdi, afslappetheden ved frokosttid og travlheden ved aftentiden.

I min forrige post skrev jeg, at jeg var på vej videre fra Hanoi om nogle dage. Men det kommer nok ikke til at gå så stærkt. I modsætning til alle andre ture, jeg har været på, så er der ikke en større deadline, en hjemrejse, der gør, at jeg skal nå at være færdig med et sted inden for få dage. Derfor giver jeg mig selv noget mere tid i Hanoi og omegnen. Jeg tager en uge mere i Hanoi, men med hensigt om at tage nogle heldagsture til nogle af stederne tæt på Hanoi.

For at fikse min døgnrytme til Viet tid var planen at holde mig vågen ind til tidlig aften. En plan som min krop ikke just havde lyst til at samarbejde om at opnå.

For at holde mig selv i gang besluttede jeg mig for at tag ud og se området. Mit hostel ligger i det der hedder Old Quarters. Små tætte gader og stræder med butikker og madboder. Langs gaderne står der scooters eller sidder Vietnamesere på små skamler foran deres butikker. Midt på gaden er der en strøm af biler og scootere og man skal hele tiden holde øje med om man er ved at blive påkørt eller klippet af et sidespejl. Man er dog ikke i tvivl hvis man står i vejen, da der bliver dyttet højlydt og insisterende, lige så snart en fører mistænker dig for at gå ud foran dem.

Hanoi er en travl by og Old Quarters tager travlheden og flytter den ind på endnu mindre plads.

Jeg er ankommet til Vietnam lige ved udgangen af deres nytår. “Tet” er en stor fejring der strækker sig over en uge. Jeg er ankommet på sidste dagen, hvor dekorationerne fortsat står fremme, men hvor festlighederne er ved at være ovre. Byen er dækket i røde flag, enten med den kinesiske gule stjerne eller et gult hammer og segl. Forbindelsen imellem flagene og nytår har jeg ikke regnet ud endnu. Selvom jeg nok hurtigt ville kunne google mig til svaret, så lader jeg det være et lille mysterie som jeg kan sludre med en lokal om.

Når man kommer ud af Old Quarters så åbner byen sig lidt mere op. Der er fortsat travlt og en konstant summen af motortrafik og mennesker, men med et indbyggertal på lige knap 9 millioner, så er det at forvente. Der er lidt mere plads på fortovet, dog skal man stadig gå slalom rundt om scootere og træer. Langs alle lidt større veje er der sat træer på fortovet. Ikke langs, ikke ved siden af. Midt på fortovet er der fjerne fliser og plantet træer. Som fodgænger går man konstant rundt om dem.

Jeg føler mig lidt underdressed. Med sports shorts og en trænings t-shirt, så skeler jeg mig ud fra de fleste andre i byen. Skjorte og habit eller pænt broderet bluse med matchende nederdel kan ses over det hele. Mit gæt er at der er forholdsvist mange kinesere i byen for at fejre nytår og at det er dem som løfte påklædningsniveauet. Men ud over mode, så går folk rundt i lange ærmer og bukser generelt. Selvom solen ikke er fremme så er det alligevel omkring 27 grader med en forholdsvis høj luftfugtighed givet at det ikke regner i dag. Det kan selvfølgelig være at jeg stadig mangler at akklimatisere, men jeg ville umiddelbart have det svært ved at gå rundt i mere tøj end jeg har på nu.

Mine planer er fortsat meget åbne. Jeg har besluttet mig for at rejse syd i stedet for nord. Det vil sige at jeg venter med Ha Giang og Sapa til en anden god gang, måske senere i marts/april når vejret er bedre. Det efterlader mig med spørgsmålet om hvordan jeg vil bevæge mig syd og hvor hurtigt. Jeg kan vælge at flyve ned til Ho Chi Minh. Alternativt kan jeg tag tog/bus ned igennem Vietnam og lave nogle stop undervejs. For at beslutte mig, snakker jeg med nogle af de lokale på hostelet samt andre rejsende. Min luksus er at jeg ikke har travlt. Jeg har tid til at lade rejsen blive en del af oplevelsen. Derfor hælder jeg mest til at tag det slow ned igennem Vietnam.

Umiddelbart får Hanoi 2-3 dage mere for denne gang.