Min første aften her, fandt jeg en restaurant med lidt indisk tema. Den så meget fyldt ud, men jeg fik at vide, at jeg bare skulle gå ind og finde en plads. Restauranten var en labyrint af borde, pink søjler, lilla gardiner, blomster og vaser. Jeg gik igennem det ene lille kvadratiske rum efter det andet, enten med plads til et stort bord eller fire små. Det mindede mere om et palads end en restaurant. Stueetagen var opdelt i 2 niveauer, et halvt overdækket uden dør og et indendørs område. Der var også en anden sal, hvor jeg fandt et hjørnebord i en fredelig krog. Det var lige før, jeg glemte, at der var omkring 100 gæster fordelt ud over hele komplekset.

Solen brænder her i Saigon. Undslipper man den, skal man stadig døje med 33-35 grader i skyggen. Til gengæld så er der en virkelig dejlig varme om aftenen. Den første aften jeg var ude, kunne jeg tydeligt genkende varmen fra Thailand, da jeg var barn. En god, stærk varme, men uden solen til at forstærke den.

Jeg har holdt mig til et lille område i Saigon ved siden af en bypark. Alligevel føles det som to forskellige bydele, alt efter om jeg er ude om dagen eller aftenen. Dagstiden er flad og doven. Der er masser af mennesker, men tempoet er lavt. Folk sidder i skyggen, enten af træer eller bygninger. Jeg har lært at følge Grab-folkene på denne tid af dagen. De kender de gode oaser.

Jeg bor lige ved siden af en bar-gade, og det myldrer med mennesker efter 19.00. Det er et større spektakel, hvor du både er ved at blive døv af musik fra kæmpe anlæg stillet ud på gaden og blind af lyskegler, neonskilte, projektorer og spotlights. Jeg overnatter på et lille hotel i en gyde bag bar-gaden, og der er utroligt nok meget stille. Udover de fulde gæster, der kommer hjem kl. 04 om natten, selvfølgelig.

Kun et kort visit

Jeg har ikke nået at se så meget i Saigon. Mit hoved har været et andet sted. Jeg skal nemlig videre fra Saigon. Faktisk videre fra Vietnam. Kortvarigt. Den 2. april lander jeg i Japan, Osaka. Jeg skal mødes med en ven fra Aarhus i Kobe, som er i gang med at besøge Japan. Jeg er i Kobe i en uge og ser lidt af det japanske forår. Bagefter skal jeg tilbage til Vietnam for at fortsætte min tur.

Der er mange gårde i og omkring Da Lat. Man skal ikke langt fra byens centrum, før man støder på de aflange, buede drivhuse med halvgennemsigtig plast beklædning. I Danmark er det nemt at finde frisk frugt og grønt. I Vietnam snubler du over det. Fra butikker til restauranter og fragtende scooters. Jeg er nået til et punkt, hvor det er mærkeligt, når jeg ikke ser et bundt af blandede urter i entreen af et spisested.

Da Lat kan mere end frugt og grønt. Blomster og planter er også dyrket og vist frem i enorme mængder. Når man går ind i en planteskole i Danmark, er det ofte et markant skift i luft, duft og fugtighed. En tur i byparken, blomsterhaven eller bare i den lokale cafés baghave her i Vietnam gør det samme.

Den fjerne blomsterpark

Små 10 km uden for centrum af Da Lat er der en blomsterpark. Der er flere tættere på. Ikke desto mindre blev denne min destination. Jeg tog afsted om formiddagen, godt dækket ind med solcreme. Solen bider fra middagstid. Da Lat har budt på høj sol og stort set ingen skyer. 25 grader i skyggen, tæt på 30 i solen.

Min udflugt tog mig langs togbanen, igennem drivhuse i bunden af en dal og op igen til et udsigtspunkt. Der sker et skift fra centrum. Små, pæne og næsten eksklusive steder ses i små enklaver, hvor der er udsigt. Jeg stopper kort, får en kølig frugtjuice og kommer videre.

Efter en længere gåtur langs hovedvejen, drejer jeg ned af en lille sidevej. Jeg ved ikke helt, hvad jeg leder efter. Der er stadig drivhuse til højre og venstre, få skilte, og vejen bliver mindre og mindre. Tilsidst rammer jeg dog en forholdsvis stor parkeringsplads. Tydeligvis lavet til en masse busser. Godt tegn. Men der holder ingen busser. Jeg bliver en smule bekymret. Lukket midt på dagen ville ikke være unormalt.

Jeg når frem til en entré, og der er heldigvis åbent. Trods få transportmidler udenfor, er der faktisk en god mængde gæster. Og hortensia marken står bred og tæt foran mig. Jeg går lidt rundt. Nyder blomsterduften og freden i den indhegnede mark. Området er opdelt i et øvre og et nedre niveau. Det øvre niveau har en indendørs café og nogle udsigtsplatforme. Den nedre del er lange, brede rækker af hortensiaer. Der er til og med en lille Golden Bridge-kopi. Den blev valgt fra i Da Nang, men nu kan jeg så få blomstermark versionen i stedet for. Den er vist også lidt mindre.

At vælge busserne

På forhånd havde jeg besluttet mig for ikke at gå hjem. Det åbenlyse er at hive Grab app’en frem og få tilkaldt transport. Det ville ikke koste mere end 15 kr. Jeg har dog set, at på hovedvejen kører offentlige busser i retning af Da Lat. Bussen er for mig mere interessant. For det første er den mere behagelig end en scooter (synes jeg). Men busserne er også interessante, fordi de siger noget om, hvor folk rent faktisk bevæger sig. Nogle busser tager dig til andre byer, imens andre tager dig til naturvandreruter, blomsterparker og andre opholdssteder. Dog er busserne i Da Lat ikke skiltet online.

Med lidt hjælp fra en Hortensia mark ekspedient, fik jeg det basale på plads. Intet tidsskema, bare en overordnet ‘kører hvert 15/30/60 minut’. Ingen busstopsteder. Du blaffer efter bussen.

Oplevelsen er rimelig grænseoverskridende. 30 grader, en halvtom vandflaske og ingen idé om, hvornår – eller om – der kommer en bus. Men efter 10 minutter gør der det. Jeg vinker. Den stopper. 5 kr. og så er jeg på vej tilbage til Da Lat. Håber jeg. Der er jo ikke noget rutekort, så jeg ved det faktisk ikke. Her er det dog så simpelt, at jeg bare kan bede om at blive sat af. Og det gør jeg, da den drejer af ved et stort kryds 1 km væk fra mit hostel. Resten af vejen går jeg.

Shopping

En aften da jeg var ude og lede efter et godt sted at spise, fandt jeg en lille samling af herretøjsbutikker. Jeg er nået til det punkt hvor jeg aktivt skal begynde at finde nye underbukser og sokker. Samtidig vil jeg gerne have en tynd jakke i lyse farver til at skærme for solen.

Dagen efter går jeg tilbage. Der er flere muligheder end forventet. Adidas og Nike, men også et par små outlet-agtige resellers. Jeg finder en med ‘stor’ størrelse afdeling. XXL og XXXL størrelser. Hjemme er jeg en størrelse XL. XL i Asien føles som barnetøj. Så jeg bliver nødt til at tage fra de helt store hylder.
Jeg fandt 4 t-shirts, en jakke, 3 underbukser. Det hele i størrelse XXL. Jakken og de 2 t-shirt bliver testet. De passer rimelig godt. Og det koster kun 400 kr. For det hele.
At jeg så ikke kunne passe underbukserne alligevel, er så hvad det er.

Videre

Om et par dage tager jeg fra Da Lat, men jeg forlader en by, som jeg gerne vil tilbage til. Jeg efterlader en god mængde ubesøgte seværdigheder. Byen har en god størrelse, hvor der er godt med byliv, men også gode og nemme muligheder for at komme væk fra byen.

Ho Chi Minh City (HCMC) er min næste destination, for et kort visit før jeg hopper på et fly.

Hvad jeg troede bare var et vandfald, åbner op til at være en lille park med små plastikstatuer, bænke og broer henover floden. Det er dog helt forladt. Små skurer har skodderne trukket ned. Der er ikke nogle turister eller personale. Et par knægte sidder ovre i et hjørne og fisker i en kunstig dam. De kigger lidt efter mig. Jeg fornemmer, at de nok ikke må fiske i den dam. Jeg finder et sæt trapper, som tager mig op til en entré og en parkeringsplads. Jeg er kommet til at gå ind via en bagvej. Jeg kan læse mig til, at de har lukket i dag om søndagene.

Jeg er gået langt nok til, at jeg begynder at planlægge min returrute. Der er ikke noget sjovt i at gå tilbage af den samme sti, så jeg går i en lille bue nord for at krydse floden igen og komme tilbage ind til byen. Landskabet ændrer sig nu. Støvede landeveje, skovlandeveje og små, skæve og snorrede bakkeveje. Det er ikke særligt fodgængervenligt, men det er jeg vant til efterhånden. Jeg runder et hjørne og møder Godzilla.

Jeg er snublet over en lille forlystelsespark. Navnet Langfarm genkender jeg fra noget slik, jeg havde købt dagen forinden. Dinosaurer byder velkommen til Fairytale Farm, en indendørs forlystelsespark, en lille biografoplevelse og en buffetrestaurant samlet i en stor bygning. Der er en god mængde turister til stede. Jeg er fristet. Entréen var heller ikke høj, men efter at have følt efter, så var jeg ikke lige i humøret. Et fantastisk fund og en god lille distraktion, men højderne kalder.

Jeg bevæger mig videre op ad bakke siden. På toppen får jeg den udsigt, jeg havde håbet. Jeg spotter en stor kirke i distansen. Den ligger ca. i den retning, jeg vil gå, så jeg sætter kursen. Da jeg kommer derhen, spørger jeg pænt ved porten, om jeg må gå ind. Det er et stort område og indeholder mere end bare en kirke med store englestatuer og farvet glas mosaik vinduer. Der er sportsbaner, en badehotellignende bygning, og mere. Jeg er det eneste menneske på grunden ud over portvagten, så jeg beundrer kirken lidt, men bevæger mig videre.

Der er en lille café, som jeg har besluttet mig for at besøge i dag. Det passer meget godt med et måltid mad og lidt afslapning efter alle bakkerne. Caféen er hyggelig, og 3. etage har kun et andet par gæster, der er færdige kort tid efter, jeg ankommer, så jeg har det helt for mig selv. Der bliver spillet Thunderstruck, Bittersweet Symphony og Californication. Min eftermiddag går på den lille café, hvor jeg sidder og klarer lidt digital rengøring, skriver denne fortælling og nørkler lidt med mit lille spilprojekt. På vej hjem fandt jeg endda en rigtig god gade med små spisesteder på, som ligger tæt på mit hostel. Dem kan jeg stille og roligt spise mig igennem de næste par dage.

Så midt hen imod middag pakker jeg mig sammen og trasker afsted. Der er to veje hen til kabelvognene. Langs hovedvejen eller igennem beboelsesområdet. Forskellen på de to veje er, om man krydser en dal eller går langs ryggen rundt om en dal. Da jeg har gået langs hovedvejen, tager jeg den anden.

Min timing er lidt uheldig. Det er middag på en lørdag, og skolebørnene vælter ud af skolen på toppen af dalen. De skal selvfølgelig alle sammen samme vej som mig. Stien er 2 m bred, med scooter trafik. Det er snævre, slingrende veje på en skråning. Jeg gør mig så smal som muligt for at følge en skoledreng. Knægten ved, hvornår man skal stoppe og kigge rundt om hjørnerne, træde ind til siden eller bare gå, og jeg aber efter. Stille og roligt finder vi vej igennem labyrinten af trapper og skæve huse.

Efter jeg har rundet dalens bund og er gået lidt op igen, beslutter jeg mig for at tage en kort drikkepause. En sød lille grøn oase i midten af beton og blik lokker mig. Imens jeg får lidt at drikke og en snack, hilser jeg beboerne. En lidt buttet Corgi og en sky Goldie. Pause overstået, og jeg fortsætter. Jeg kommer op til busstationen, hvor jeg blev sat af dagen forinden, og fortsætter lidt videre op af bakker og trapper. Der begynder at vise sig nogle udsigter ud over bjergene, og da jeg ankommer til kabelvognstationen, kan Da Lat by, da også vise sig frem.

Ombord på kabelvognen. De er små, og jeg har min helt egen vogn. Stiller og roligt svæver jeg hen over nåletræerne, som fortsætter så langt øjet rækker. Heroppe får jeg for første gang et indtryk af, hvordan Da Lat er bygget i en dal. Husene flyder stille og roligt ned af bakkerne. Og drejer jeg hovedet, så er det bare bløde grønne bakker. Kabelvognturen krydser toppen af en af bakkerne, og på den anden side dukker der en lille sø op. Et par nåletræer strejfer blidt bunden af vognen. Kort tid efter står jeg i et lille indkøbscenter. Efter souvenirshoppene kommer jeg ud til det buddhistiske tempel. Jeg går den modsatte vej af alle de øvrige turister og finder en lille dam med små havkatte, der bopper i overfladen. Jeg finder en sti op til templet.

Der er noget i de buddhistiske templer, der taler mere til mig end andre religioner. Blandingen af natur som udsmykning, minutiøst belagte og arrangerede haver, med de simple og let belyste templer. Hele området indbyder til fred og ro. Jeg sætter tempoet ned til spadsering. Kigger på bonsai træerne, buddha statuerne og munkene, der forbereder køkkeningredienser i skyggen af en af bygningerne. Jeg har lyst til at tilbyde at hjælpe. Jeg gør det dog ikke. Jeg er kun en gæst og vil ikke overskride deres gæstfrihed.

Fra templet går der trapper ned til søen, igennem en stille skov. Søen er lidt mindre rolig. En vej gãr langs den. Den er ikke stærkt trafikeret, men der kommer en scooter, bil eller bus kørende med jævne mellemrum. Der er små aflange blå både langs søen i massevis. Jeg ser måske 3-4 både på søen af 100 langs breden. På en lille restaurant ved søen får jeg braiseret havkat. Det smager vildt godt, også selvom havkatten kigger bebrejdende på mig under hele måltidet. Min dag ved søen og templet bliver sluttet af med en kop kaffe, imens jeg leger lidt med computeren. Jeg når lige hjem til Da Lat by imens solen går ned.

Hurtig status: højt humør, afslappet, nyder min rejse, træt af solcreme og myggespray.

Oplevelsen om at være på en kortvarig ferie er ved at fortage sig. Hver dag bringer noget nyt, men også i et roligt tempo. Jeg peger på kortet og begynder at gå. Jeg begynder stille og roligt at vælge de store sightseeing destinationer fra til fordel for mine egne indskydelser. Det giver ro. Jeg skal ikke nå noget. Jeg skal ikke igennem nogen tjekliste eller todos. Bare en dag af gang.
Jeg bliver ikke træt af opdagelse og udforskning. Samtidig er verden for stor til, at jeg nogensinde bliver færdig med det. Hvis jeg kunne leve af at traske rundt i alle mulige byer over hele verden, ville jeg nok springe på den mulighed.

Da Nang til Da Lat

Jeg forlod Da Nang i denne uge. Efter at have haft et lidt undervældende ophold på et hotel, var jeg mentalt klar til en nat mere med bus. Hotellet var delvist valgt fordi natbus opsamlingsstedet var i gåafstand derfra

Bus selskabet ringer til mig om morgenen på dagen. Der kommer en taxa og henter mig kl. 15:00. Service men også lidt mærkeligt. Min bus går først klokken 18:00 og det aftalte startsted er 100m væk fra hotellet. Før jeg når at tænke mig ordentligt om, er samtalen slut og der er lagt på.
Jeg skriver til selskabet, at jeg er lige ved siden af det beskrevne mødested, så en taxi er ikke nødvendig. Retur får jeg at vide, at mødestedet er blevet blokeret, så jeg vil blive kørt til det nye mødested. Ok, så er der jo styr på det. Kl. 15:00 bliver jeg hentet i en lille taxi, og vi kører afsted. Jeg skriver lidt med arrangøren på WhatsApp. Mit startsted er blevet flyttet til Da Nang busstation, og jeg skal køre allerede kl. 16:00.

Taxi chauffører i Vietnam er modbeviset på, at det kun er kvinder, der kan multitaske. En ting er trafikken. Jeg vil ikke gentage mig selv alt for meget. Men det er ikke for folk med nakkeproblemer. Hovedet snurrer rundt i vildskabe for at undgå buler og trafikulykker. Ved siden af kører der en asynkron snak med makkeren over telefonen. Sådan en, voice mail til voice mail udveksling. Jeg er ærligt talt forundret over, at de ikke bare kører et opkald, så mange beskeder de sidder og sender. Imellem beskederne får han også flettet et par spørgsmål ind til mig. Hvor jeg er fra, hvor længe jeg har været i Da Nang, om jeg kan lide Da Nang. Lidt distraheret får jeg kvækket “Yes. Good.”. Det er ikke fordi, at jeg ikke vil snakke, men jeg vil ikke tage fokus væk fra vejen. Det er vist kun mig, der har den bekymring.

Taxien dropper mig af på en asfaltmark. Jeg bliver ledt ind i en kæmpe sal med omkring 30 skranker. Der er ingen mennesker. Ved en af skrankerne sidder der en dame inde i mørket. Skranken har samme navn som busselskabet, så jeg føler mig okay tryg. Jeg får en håndskrevet billet og bliver bedt om at sidde på bænken og vente på, at jeg bliver hentet.

Natbus tid

Oplevelse? Ja!

Natbussen denne gang var rimelig tom. Mig selv, et kinesisk par og en vietnamesisk familie, mor, far og 2 drenge.

Jeg tror, der er en eller anden matematisk formel for sandsynlighed for, at børn skal græde i små indelukkede transportmidler. Og chancerne går hen imod 100% så snart turen inkluderer overnatning. En spændende ting ved denne natbus er, at den kommer med toilet. Lille kasse med flydende væsker på en vietnamesisk landevej. What could possibly go wrong? Det måtte simpelthen prøves.

Hvis du har fløjet før eller gået på festivalstoilet, så kender du størrelsen. Der er lige nok fodplads til, at du kan spinde ben for dig selv. Vi er i asian, så nej, en 180cm høj person kan ikke stå oprejst. Og værst, at køre i bus i Vietnam er lige som at køre rutschebane. Acceleration, rysten, skarpe sving. Plus, fra du har aflagt goderne på kummen til det næste store vejbump, skal du have skyllet ud. Du vil ikke stå i en situation, hvor du ikke har skyllet ud.

Aktion overstået og tilbage til den hulkende unge. Ja, ja. I det mindste sov jeg godt natten forinden.

Afslapning i Da Lat

Jeg ankommer til Da Lat træt, men i hel tilstand. Byen er et stort afbræk fra Da Nang. Størrelsen føles meget mindre, og samtidig er det mere kondenseret. Mit hostel ligger downtown, i den indre midtby. Der er meget trafik, mange restauranter, og 100 m til søen i midten af byen.

Efter jeg har lagt bagagen af på mit hostel, vælger jeg at tage en gåtur rundt om søen for lige at få bevæget den stive krop. Lige uden for mit hostel er der en mand på en motorcykel, der holder ind til siden og spørger, hvor jeg er fra. “From Denmark” svarer jeg, klar til at få salgstalen. Han trækker en nusset notesbog frem og begynder at bladre. Hurtigt finder han en side. Indholdet er skrevet på dansk, signeret Louise og Caro. Jeg får bogen og bladrer lidt i den. Der er alle mulige hilsner fra folk fra hele verden. Gutten er en tour guide og sælger selvfølgelig sin tour. Havde lige landet med søvnunderskud, vælger jeg at sige nej tak og gå videre. Det så egentlig spændende nok ud, men jeg er ikke i stand til at kunne ordentligt overveje, hvad det er, jeg siger ja til.

Jeg når ned til søen. Der er 5 km rundt om søen, så den er ikke kæmpe stor, men den er centrum for byen. Der er et storcenter med biograf og opera-teater. Der er restauranter og blomsterparker. Og der er en form for ringvej rundt om søen med en massiv mængde trafik 24/7. Det gør området meget travlt, men også fyldt med alt muligt at se. Ca. halvvejs rundt om søen bliver jeg endnu engang kaldt på. En bog bliver hivet frem, og hvem skulle tro det, men der er sørme også en gruppe danskere, der har efterladt en håndskrevet hilsen. “5 stjerner” står der med store bogstaver og 5 tegnede stjerner. Jeg får mandens WhatsApp-nummer og trasker videre.

Modsat siden af storcenteret er der en kæmpe park. Noget er golfbaner, noget er blomsterpark. Der er entrébetaling til blomsterparken. Det bliver skrevet bag øret som en god lille aktivitet, hvis jeg mangler en time en dag. Langs søkanten er der små bænke. Der er en op af et træ i skyggen. Jeg når lige at sætte min taske, før jeg hører “Where are you from?” fra bag over skulderen. Tour guide? Tjek. Notesbog? Tjek. Dansk hilsen? Tjek. Han får pænt at vide, at han er den 3. tour guide i dag. “Maybe… third one, lucky one?”. Sjov fætter. Jeg modtager også hans WhatsApp-nummer. Af frygt for at nå at blive stoppet igen, beslutter jeg mig for at finde et sted at spise i stedet for. Men 10 skridt fra bænken og den 4. tour guide er allerede ved min side. Ham her har en tyk fransk accent. Den 5. tour guide bliver viftet væk.

Da Lat Note Hostel

Mit hostel er topniveau. Jeg har et privat rum. Det har alt, hvad jeg skal bruge, samtidig med at det er godt vedligeholdt, rumligt og godt ventileret. Der bliver arrangeret fællesspisning nogle gange om ugen, og fællesrummet har udsigt over byen, gode siddepladser og er et roligt sted at opholde sig. Der er en lille gruppe frivillige udlændinge, der hjælper til på hostellet. Den vietnamesiske familie, der ejer stedet, er også tilstede med et par søde små pigebørn, der går rundt og hilser på alle gæsterne og ellers holder stedet livligt ved at lege lidt i foyeren.

Jeg er faldet i god snak med lidt forskellige. Der er en gruppe universitetsstuderende fra Portugal, Spanien og Italien, der er på noget udveksling. Der er lidt højlydte og drengerøvet, men hvis man vil have spil kort om aftenen, så er de klar, hvis ikke allerede i gang. Jeg brugte en hel aften på at chatte med en amerikansk lærerinde, der også er solo rejsende det meste af 2026. Der er flere af de frivillige, som også er åbne for en snak. De har været i Da Lat noget længere end mig og er derfor gode at spørge til råds om spændende seværdigheder.

De næste dage byder på et buddhistisk kloster, et vandfald, en forladt kunstpark og Godzilla.

Jeg skal til Da Lat, men mangler to overnatninger mere i Da Nang. De to andre hoteller jeg har sovet på i Da Nang var ok. Jeg skulle dog have holdt fast i det første frem for at tage videre. Så jeg tænker, okay, nu har du prøvet budget hotellerne. Lad os lige se, hvad vi får, hvis jeg spytter 100 kr. mere i kassen pr. overnatning. Og med et hotel, hvor deres allerførste billede er en badenymfe, der kigger med dådyrøjne fra poolbassinets kant, hvad kunne så gå galt?

Hotellet ser i hvert fald high-end ud. Pæn og ren reception. Pool oppe på 12. sal under blå himmel.
Jeg har også myrer på værelset. Ikke mange, men nok til, at jeg får besøg på sengen en gang hvert 10. minut. Jeg bor på 11. sal, så hvordan de lige er kommet herop, må guderne vide.
Jeg har eget badeværelse med et badekar. Stort plus. Der er intet badeforhæng. Stort minus. I praksis betyder det, at bad i badekar er den eneste form for bad, der ikke resulterer i, at hele badeværelset er sjak vådt. Hvis du da ikke tipper vand ud over det hele.
Man skal bade, imens der er lys udenfor, for hvis man tænder for lyset, så går ventilatoren igang. Og ventilatoren larmer. Meget. Den piver så højt og i sådan et toneleje, at knoglerne rasler. Jeg synes ikke, at jeg er pivet omkring den slags, men jeg vil hellere få blå mærker af at gå på badeværelset i mørket end at tænde for lyset om natten.
Jeg har fået et rum med en dør ind til en nabo lejlighed. Jeg tror, at døren leder ind til badeværelset, for ellers så er russerne nogle fælt højlydte skidere. Og når de ikke er på toilet, så skændes de. Også højlydt.
Til gengæld er der pænt. Marmor gulvplader, du. Rigtig fancy.
Det er nemt at glæde sig til Da Lat. Også selvom det den bedste seng jeg har haft indtil videre.

At være i en by i et så fremmed sted i en længere periode er virkelig en interessant oplevelse. Jeg nyder at gå rundt i byen. Pomp og pragt, små rolige oaser, ruiner. Alt sammen, side om side. Samtidig er der en svag underliggende tone af vild natur, der knap nok er holdt tilbage af motortrafik og beton. De store udflugtsdage er på ingen måde kedelige eller uinteressante, men føles alligevel mere som en pligt. Byen er til gengæld en åben invitation til alt det man ikke planlægger.

Cafeer og restauranter er spændende. Jeg er faktisk lykkedes med at besøge nye hver dag, med kun enkelte undtagelser. Et par gange er jeg blevet lettere skuffet, primært når jeg har haft lyst til en burger. Hvis man virkelig vil have klassisk vestlig junkfood (burger/pizza), så giv noget ekstra eller forvent tynde bøffer og salat. Prisen handler mere om hvorvidt du bliver mæt end om kvalitet. En portion ris med seafood til 25 kr. er ikke et kæmpe måltid, men det rammer et forholdsvis godt niveau for et måltid mad, hvis man altså spiser 3 gange dagligt.

Massage er forholdsvist nyt for mig. Jeg har fået massage før, men ikke på regulær basis, og der mangler ikke muligheder. Kast en sten i en vilkårlig retning, og du rammer en spa/massageklinik. At splitte skidt fra kanel har dog været en øvelse. Jeg er nok mest til at få arbejdet på kroppen frem for ren wellness. Det har ikke været rigtig massage, før jeg har pivet lidt. Jeg har fået Deep Tissue massage og Thai massage. Det er ikke et must-have for mig, men det løsner spændinger fra at gå så meget. Samtidig er det vildt billigt. 100-150 kr. for en fuld kropsmassage i 60 minutter. Så en massage en gang eller to om ugen, er ikke det, der sprænger budgettet.

Byudforskning koster skridt. Mit gennemsnitlige antal skridt om dagen er krybet op på næsten 16.000. Det er en god 50% mere siden jeg forlod Danmark.

Og sådan bruger jeg mine dage her i Sydøstasien. Lidt café hopping, lidt vandring, en løbetur, et måltid mad og en massage. Det kan godt være, at det på et tidspunkt begynder at blive svært at fortælle jer noget nyt i disse blogposts. Mon dog. I overmorgen lander jeg i Da Lat. Rejsebrochuren siger: Den evige forårsby. Det er lidt oppe i højlandet, så ingen strand, men til gengæld søer, bjerge, vandfald, udsigter, blomster og natur i stakkevis. Endnu en natbusoplevelse venter mig. Ønsk mig held og lykke.

Denne drøm om ekstra frihed bliver dog konstant udfordret af Vietnams vanvittige trafik.

I byerne er der en vis rytme og flow i trafikken, som giver mening. Uden for byerne på landevejene er det dog en sand kampzone. Vans, pickups, biler, busser og scootere kæmper om retten til at dytte mest i et konstant spil kylling. Gud nåde og trøste dig, hvis du holder i vejen for en bus – jeg er overbevist om, at de har license to kill, eller i hvert fald til at lemlæste dig.

På en tur fra Da Nang til My Son Sanctuary fik jeg virkelig syn for sagen. Vi kørte i en minivan med en vietnamesisk chauffør på min alder. Dyt, dyt, bot, bot. Vi susede rundt om scootere og overhalede i modkørende trafik. Nej vent, der var ikke plads. Hurtigt tilbage med hornet i bund.

Kørslen bliver mere og mere hidsig, da vi fanges i en karavane af pickups med fyldte vognlad. Ingen giver plads. Hornet er i bund, men overhalingsforsøg forpurres af smalle veje og modkørende. Mit blik falder på et lille grønt skilt på bagsiden af sædet foran mig: “Safety and Emergency Instructions”.

Pludselig træder chaufføren på speederen. Han trækker ud for at overhale pickupen, men der lyder et brag. Vi trækker ind til siden, og chaufføren hopper ud. Efter et minut vender han tilbage og spørger, om vi er okay. Han sætter sig på førersædet igen og smider et knust sidespejl på passagersædet – hans sidespejl.

Garderobe opdatering

Hoi An er rimelig berømt for sine skræddersyere. Men jeg er 30 km længere oppe af kysten i Da Nang. Jeg har fået flere anbefalinger om at vente til Ho Chi Minh City (HCMC), hvis jeg vil have nogle konkurrencedygtige priser. Jeg har dog valgt at få lavet en skjorte, mens jeg er her. Det er første gang, jeg er ved en skrædder, så bare det at skulle forholde mig detaljeret til mit tøjs udseende var en ret spændende oplevelse. Jeg endte med at bestille en rimelig basal cotton/linen-skjorte i beige, som jeg kan bruge til en pæn aften og tempelbesøg.
Når ja, og så blev jeg også lige klippet. Så kan jeg faktisk udgive mig for et anstændigt menneske for en stund.

Den daglige gåtur

Jeg fandt skrædderen på en af mine daglige gåture. Generelt oplever jeg Da Nang i små bidder. De fleste dage står jeg op, peger på et sted på telefonen og går derhen. Jeg prøver ikke at gå de samme veje for mange gange.

Det er ikke rigtig badesæson i Da Nang pt. Vandet er oprevet med høje bølger og stærk strøm, så jeg går mest. Mine daglige gåture har taget mig ned til resortdelen af kysten, ind til den travle midtby, til små afsides, men ekstremt hyggelige caféer og butikker. En af dagene besøgte jeg et museum, der handlede om Cham folket, et historisk folk i central Vietnam. Museet lagde meget vægt på Cham-folkets stenskulpturer, som – givet deres alder – er ret beundringsværdige. Museumsbesøget inspirerede mig til at planlægge et besøg til et af de mere berømte udgravninger, My Son Sanctuary, i næste uge.

Weekend i Vietnam

En gåtur i weekenden er anderledes end en gåtur i hverdagen. Ligesom i Danmark er der mange, der har en man-fre arbejdsuge, så når weekenden rammer, så er der flere vietnamesere i bybilledet, især unge og familier. Det giver mening at holde øje med, hvor de samles. Det er ofte en god indikator for noget spændende.
F.eks. så har jeg set et par gange, at der i weekenden er små caféer, der tiltrækker en masse vietnamesiske mænd. 20-30 fuglebure med et udvalg af små, farverige fugle, skaber en rimelig intens symfoni af fuglekvidren. Mændene sidder bare lænet tilbage med en kaffe og en smøg. De snakker kun ganske lidt. De sidder bare og lytter til fuglene.

Resort eskapader

En af dagene besluttede jeg mig for at gå ned langs kystruten og se, hvad jeg kunne finde. Svaret var resorts. Store, afskårne, indhegnede arealer, hvor et lille antal feriegæster boldrer sig, væk fra pøblen. Der var ikke meget at se udefra, så jeg ville vende om og gå tilbage langs stranden. I min naivitet tænkte jeg, at det var let at komme ned til stranden. Problemet er bare, at der ingen strandveje er. Resorterne har bygget mure og har sikkerhedsvagter. Så man lyver sig igennem og finder den hurtigste vej ned til stranden, inden de kan nå at tjekke, hvorvidt du bor på det værelsesnummer, du gav (eller om det værelse overhovedet eksisterer). Første sikkerhedsvagt fik værelsesnummer 203 og lod mig gå videre ad den 300 m lange flisebelagte sti. Anden sikkerhedsvagt kom mig i møde med en walkie-talkie i hånden. Jeg smilede pænt, men satte ikke farten ned. Jeg er jo, hvor jeg skal være. Jeg passerede ham uden at blive stoppet. 
Nede på stranden var der måske 10 mennesker. Nogle gjorde klar til at få taget deres ferie- eller bryllupsfoto. Jeg listede forsigtigt forbi dem. Det eneste, jeg ville, var jo bare at gå 4-5 km tilbage langs kysten.

Marmor og grotter

Jeg oplever også lidt af den lokale kultur og historie. Ved Linh Ung Pagoda var jeg meget benovet over marmorskulpturerne. Det viser sig, at der er en lokal industri omkring Marble Mountains syd for Da Nang. Der er opstået en større håndværkstradition rundt om disse bakker, hvor marmor tidligere blev udvundet. I dag er bakkerne fredet, og marmor importeres fra andre provinser, men håndværkerne er her stadig. Hvis jeg nogensinde skulle få brug for at udsmykke min have eller bygge en katedral, så ved jeg nu, hvor jeg skal gå hen. En lille knæhøj buddhaskulptur ligger dog i omegnen af 20.000 kr. + fragt, som vist også nærmer sig de 20.000 kr. hvor den skal hjem til Danmark i nogenlunde hel tilstand.

Marble Mountains rummer store grotter, som har haft religiøs betydning, været brugt af Vietcongs, og en er turistattraktion. Det er to grottesystemer, ‘hell’ ved foden og ‘heaven’ på toppen. ‘Hell’ var lidt forlystelsesparkagtig, med skulpturer om helveds pinsler. Det gør mig trist at fortælle, at vi nok alle skal en tur forbi helvede, eftersom uartige børn og løgnere har hver deres pladser. ‘Heaven’ er en smuk grotte, hvor sollys skinner ind fra huller i loftet, så det ligner, at vandfald løber ned i grotten. Det kræver selvfølgelig, at man er der på en solskinsdag. Grotten er dog stadig smuk uden solskin.

Kommende uge

Jeg har stadig Golden Bridge, Ba Na Hills, My Son Sanctuary og Hoi An til gode. Jeg prøver at prioritere My Son eller Ba Na Hills, men vejrudsigten gør det svært at vælge. Det ender nok med, at jeg bare tager afsted, pakker regntøj, og så må det pisse ned.