Jeg skal til Da Lat, men mangler to overnatninger mere i Da Nang. De to andre hoteller jeg har sovet på i Da Nang var ok. Jeg skulle dog have holdt fast i det første frem for at tage videre. Så jeg tænker, okay, nu har du prøvet budget hotellerne. Lad os lige se, hvad vi får, hvis jeg spytter 100 kr. mere i kassen pr. overnatning. Og med et hotel, hvor deres allerførste billede er en badenymfe, der kigger med dådyrøjne fra poolbassinets kant, hvad kunne så gå galt?

Hotellet ser i hvert fald high-end ud. Pæn og ren reception. Pool oppe på 12. sal under blå himmel.
Jeg har også myrer på værelset. Ikke mange, men nok til, at jeg får besøg på sengen en gang hvert 10. minut. Jeg bor på 11. sal, så hvordan de lige er kommet herop, må guderne vide.
Jeg har eget badeværelse med et badekar. Stort plus. Der er intet badeforhæng. Stort minus. I praksis betyder det, at bad i badekar er den eneste form for bad, der ikke resulterer i, at hele badeværelset er sjak vådt. Hvis du da ikke tipper vand ud over det hele.
Man skal bade, imens der er lys udenfor, for hvis man tænder for lyset, så går ventilatoren igang. Og ventilatoren larmer. Meget. Den piver så højt og i sådan et toneleje, at knoglerne rasler. Jeg synes ikke, at jeg er pivet omkring den slags, men jeg vil hellere få blå mærker af at gå på badeværelset i mørket end at tænde for lyset om natten.
Jeg har fået et rum med en dør ind til en nabo lejlighed. Jeg tror, at døren leder ind til badeværelset, for ellers så er russerne nogle fælt højlydte skidere. Og når de ikke er på toilet, så skændes de. Også højlydt.
Til gengæld er der pænt. Marmor gulvplader, du. Rigtig fancy.
Det er nemt at glæde sig til Da Lat. Også selvom det den bedste seng jeg har haft indtil videre.

At være i en by i et så fremmed sted i en længere periode er virkelig en interessant oplevelse. Jeg nyder at gå rundt i byen. Pomp og pragt, små rolige oaser, ruiner. Alt sammen, side om side. Samtidig er der en svag underliggende tone af vild natur, der knap nok er holdt tilbage af motortrafik og beton. De store udflugtsdage er på ingen måde kedelige eller uinteressante, men føles alligevel mere som en pligt. Byen er til gengæld en åben invitation til alt det man ikke planlægger.

Cafeer og restauranter er spændende. Jeg er faktisk lykkedes med at besøge nye hver dag, med kun enkelte undtagelser. Et par gange er jeg blevet lettere skuffet, primært når jeg har haft lyst til en burger. Hvis man virkelig vil have klassisk vestlig junkfood (burger/pizza), så giv noget ekstra eller forvent tynde bøffer og salat. Prisen handler mere om hvorvidt du bliver mæt end om kvalitet. En portion ris med seafood til 25 kr. er ikke et kæmpe måltid, men det rammer et forholdsvis godt niveau for et måltid mad, hvis man altså spiser 3 gange dagligt.

Massage er forholdsvist nyt for mig. Jeg har fået massage før, men ikke på regulær basis, og der mangler ikke muligheder. Kast en sten i en vilkårlig retning, og du rammer en spa/massageklinik. At splitte skidt fra kanel har dog været en øvelse. Jeg er nok mest til at få arbejdet på kroppen frem for ren wellness. Det har ikke været rigtig massage, før jeg har pivet lidt. Jeg har fået Deep Tissue massage og Thai massage. Det er ikke et must-have for mig, men det løsner spændinger fra at gå så meget. Samtidig er det vildt billigt. 100-150 kr. for en fuld kropsmassage i 60 minutter. Så en massage en gang eller to om ugen, er ikke det, der sprænger budgettet.

Byudforskning koster skridt. Mit gennemsnitlige antal skridt om dagen er krybet op på næsten 16.000. Det er en god 50% mere siden jeg forlod Danmark.

Og sådan bruger jeg mine dage her i Sydøstasien. Lidt café hopping, lidt vandring, en løbetur, et måltid mad og en massage. Det kan godt være, at det på et tidspunkt begynder at blive svært at fortælle jer noget nyt i disse blogposts. Mon dog. I overmorgen lander jeg i Da Lat. Rejsebrochuren siger: Den evige forårsby. Det er lidt oppe i højlandet, så ingen strand, men til gengæld søer, bjerge, vandfald, udsigter, blomster og natur i stakkevis. Endnu en natbusoplevelse venter mig. Ønsk mig held og lykke.

Denne drøm om ekstra frihed bliver dog konstant udfordret af Vietnams vanvittige trafik.

I byerne er der en vis rytme og flow i trafikken, som giver mening. Uden for byerne på landevejene er det dog en sand kampzone. Vans, pickups, biler, busser og scootere kæmper om retten til at dytte mest i et konstant spil kylling. Gud nåde og trøste dig, hvis du holder i vejen for en bus – jeg er overbevist om, at de har license to kill, eller i hvert fald til at lemlæste dig.

På en tur fra Da Nang til My Son Sanctuary fik jeg virkelig syn for sagen. Vi kørte i en minivan med en vietnamesisk chauffør på min alder. Dyt, dyt, bot, bot. Vi susede rundt om scootere og overhalede i modkørende trafik. Nej vent, der var ikke plads. Hurtigt tilbage med hornet i bund.

Kørslen bliver mere og mere hidsig, da vi fanges i en karavane af pickups med fyldte vognlad. Ingen giver plads. Hornet er i bund, men overhalingsforsøg forpurres af smalle veje og modkørende. Mit blik falder på et lille grønt skilt på bagsiden af sædet foran mig: “Safety and Emergency Instructions”.

Pludselig træder chaufføren på speederen. Han trækker ud for at overhale pickupen, men der lyder et brag. Vi trækker ind til siden, og chaufføren hopper ud. Efter et minut vender han tilbage og spørger, om vi er okay. Han sætter sig på førersædet igen og smider et knust sidespejl på passagersædet – hans sidespejl.

Garderobe opdatering

Hoi An er rimelig berømt for sine skræddersyere. Men jeg er 30 km længere oppe af kysten i Da Nang. Jeg har fået flere anbefalinger om at vente til Ho Chi Minh City (HCMC), hvis jeg vil have nogle konkurrencedygtige priser. Jeg har dog valgt at få lavet en skjorte, mens jeg er her. Det er første gang, jeg er ved en skrædder, så bare det at skulle forholde mig detaljeret til mit tøjs udseende var en ret spændende oplevelse. Jeg endte med at bestille en rimelig basal cotton/linen-skjorte i beige, som jeg kan bruge til en pæn aften og tempelbesøg.
Når ja, og så blev jeg også lige klippet. Så kan jeg faktisk udgive mig for et anstændigt menneske for en stund.

Den daglige gåtur

Jeg fandt skrædderen på en af mine daglige gåture. Generelt oplever jeg Da Nang i små bidder. De fleste dage står jeg op, peger på et sted på telefonen og går derhen. Jeg prøver ikke at gå de samme veje for mange gange.

Det er ikke rigtig badesæson i Da Nang pt. Vandet er oprevet med høje bølger og stærk strøm, så jeg går mest. Mine daglige gåture har taget mig ned til resortdelen af kysten, ind til den travle midtby, til små afsides, men ekstremt hyggelige caféer og butikker. En af dagene besøgte jeg et museum, der handlede om Cham folket, et historisk folk i central Vietnam. Museet lagde meget vægt på Cham-folkets stenskulpturer, som – givet deres alder – er ret beundringsværdige. Museumsbesøget inspirerede mig til at planlægge et besøg til et af de mere berømte udgravninger, My Son Sanctuary, i næste uge.

Weekend i Vietnam

En gåtur i weekenden er anderledes end en gåtur i hverdagen. Ligesom i Danmark er der mange, der har en man-fre arbejdsuge, så når weekenden rammer, så er der flere vietnamesere i bybilledet, især unge og familier. Det giver mening at holde øje med, hvor de samles. Det er ofte en god indikator for noget spændende.
F.eks. så har jeg set et par gange, at der i weekenden er små caféer, der tiltrækker en masse vietnamesiske mænd. 20-30 fuglebure med et udvalg af små, farverige fugle, skaber en rimelig intens symfoni af fuglekvidren. Mændene sidder bare lænet tilbage med en kaffe og en smøg. De snakker kun ganske lidt. De sidder bare og lytter til fuglene.

Resort eskapader

En af dagene besluttede jeg mig for at gå ned langs kystruten og se, hvad jeg kunne finde. Svaret var resorts. Store, afskårne, indhegnede arealer, hvor et lille antal feriegæster boldrer sig, væk fra pøblen. Der var ikke meget at se udefra, så jeg ville vende om og gå tilbage langs stranden. I min naivitet tænkte jeg, at det var let at komme ned til stranden. Problemet er bare, at der ingen strandveje er. Resorterne har bygget mure og har sikkerhedsvagter. Så man lyver sig igennem og finder den hurtigste vej ned til stranden, inden de kan nå at tjekke, hvorvidt du bor på det værelsesnummer, du gav (eller om det værelse overhovedet eksisterer). Første sikkerhedsvagt fik værelsesnummer 203 og lod mig gå videre ad den 300 m lange flisebelagte sti. Anden sikkerhedsvagt kom mig i møde med en walkie-talkie i hånden. Jeg smilede pænt, men satte ikke farten ned. Jeg er jo, hvor jeg skal være. Jeg passerede ham uden at blive stoppet. 
Nede på stranden var der måske 10 mennesker. Nogle gjorde klar til at få taget deres ferie- eller bryllupsfoto. Jeg listede forsigtigt forbi dem. Det eneste, jeg ville, var jo bare at gå 4-5 km tilbage langs kysten.

Marmor og grotter

Jeg oplever også lidt af den lokale kultur og historie. Ved Linh Ung Pagoda var jeg meget benovet over marmorskulpturerne. Det viser sig, at der er en lokal industri omkring Marble Mountains syd for Da Nang. Der er opstået en større håndværkstradition rundt om disse bakker, hvor marmor tidligere blev udvundet. I dag er bakkerne fredet, og marmor importeres fra andre provinser, men håndværkerne er her stadig. Hvis jeg nogensinde skulle få brug for at udsmykke min have eller bygge en katedral, så ved jeg nu, hvor jeg skal gå hen. En lille knæhøj buddhaskulptur ligger dog i omegnen af 20.000 kr. + fragt, som vist også nærmer sig de 20.000 kr. hvor den skal hjem til Danmark i nogenlunde hel tilstand.

Marble Mountains rummer store grotter, som har haft religiøs betydning, været brugt af Vietcongs, og en er turistattraktion. Det er to grottesystemer, ‘hell’ ved foden og ‘heaven’ på toppen. ‘Hell’ var lidt forlystelsesparkagtig, med skulpturer om helveds pinsler. Det gør mig trist at fortælle, at vi nok alle skal en tur forbi helvede, eftersom uartige børn og løgnere har hver deres pladser. ‘Heaven’ er en smuk grotte, hvor sollys skinner ind fra huller i loftet, så det ligner, at vandfald løber ned i grotten. Det kræver selvfølgelig, at man er der på en solskinsdag. Grotten er dog stadig smuk uden solskin.

Kommende uge

Jeg har stadig Golden Bridge, Ba Na Hills, My Son Sanctuary og Hoi An til gode. Jeg prøver at prioritere My Son eller Ba Na Hills, men vejrudsigten gør det svært at vælge. Det ender nok med, at jeg bare tager afsted, pakker regntøj, og så må det pisse ned.

Når jeg kigger rundt i bybilledet, så er der mange bygninger og restauranter under konstruktion eller renovation. Det føles som om denne del af byen er på vej igennem en form for fornyelse. Når det hele står færdigt om nogle år, så kan Da Nang tage imod endnu flere rige strandeglade turister. I husrækkerne fra stranden og ind ligger der flere gamle huse, som er ved at blive fuldstændig genbygget. Det skaber et lidt pudsigt billede af pæne nye marmorbelagte søjler side om side med blikskure.

Jeg har to forskellige overnatninger planlagt i Da Nang. De er meget tæt på hinanden, måske 1 km. Det første sted, Salux, bookede jeg kun til 4 overnatninger, da det ikke var mit første valg, men det, der mødte mine kriterier for pris, beliggenhed og var ledigt. Det andet sted, Chilala, var der, jeg reelt gerne ville bo. Lidt billigere, lidt højere anmeldt, lidt bedre beliggenhed. Skulle det så ikke lige passe, at jeg faktisk foretrækker det første over det andet?

En hurtig sammenligning af værelserne giver et ens billede – dog med en stor forskel. De er begge middelmådige budgethotelværelser. Værelset er rent ‘nok’. Lagner og håndklæder har små misfarver og pletter, men er friske og nyvasket. AC fungerer, og der er et køleskab til mit vand.

Men på værelset på hotel Chilala har jeg ikke et vindue. Intet dagslys kan komme ind på værelset. Og mit nøglekort virker ikke til døren, så jeg har bare fået en dørkode. Jeg bor på værelse 203, og dørkoden er 203203. Gad vide, hvad dørkoden er til de andre værelser.

Fra Salux går jeg ud i en bypark. Der er aktivitet på legepladsen. Børn leger, mens de voksne er grupperet rundt om motionsudstyret. Fra byparken kan jeg gå 2 rækker ind i en lille stræde, hvor der er et udvalg af restauranter og shopping. Det er aktivt, men ikke proppet som i Hanoi. Går jeg ned ad sidegaden, ligger der en hyggelig café, som jeg efterhånden er blevet stamkunde ved. Her kan jeg godt lide at få noget at drikke og sidde med computeren lidt. Vandkanten er lige rundt om hjørnet. Her kan jeg bare gå så langt, som jeg har lyst, langs en pæn sandstrand. Alt, hvad jeg har brug for, i et tempo, jeg kan lide.

Fra Chilala går jeg ud på en tæt pakket gade. Luften er tung og lugter af mad. Der er neonskilte så langt øjet rækker. På gaden er der omkring 25 massage/spa saloner. Ud for hver af dem står en medarbejder og spørger forbipasserende “massage? spa?”. Nej, det er ikke i et rødt distrikt. Hotellets placering i midten af gaden, koblet med at gaden kun har 2 indgange/udgange, betyder, at jeg skal gå ned langs gaden og blive spurgt gentagne gange, flere gange hver dag, om jeg vil have “massage? spa?”. Kommer jeg ud af gaden og drejer ned mod vandet, er der kun én vej, der skal krydses, måske 50-100 m. En promenade er bygget langs kysten med high-class dining. Priserne på et måltid på disse restauranter nærmer sig danske priser og er 5-10 gange dyrere end hvis jeg spiser på familierestauranten ved siden af mit hotel og 20 gange dyrere end hvis jeg tog skamlen foran pho bo-butikken.

På den anden side af vejen, og grunden til at jeg skal gå en omvej for at komme til stranden, bliver der bygget skyskrabere i vildskab. Der ligger allerede 10-12 stykker på stribe, med de næste sæt på.

Imens jeg sidder og får en vietnamesisk burger nede på den dyre promenade, tager jeg computeren frem. Som du ved, givet hvor du læser denne historie, har jeg lavet en hjemmeside. Ud over lidt research, så er hele sitet lavet efter jeg rejste fra Danmark. Det er et WordPress site med et workflow, der konverterer det til statiske sider og deployer det på Vercel. Jeg har mit eget domæne, som er sat op til både hjemmesiden og en mailserver. Der er en tilhørende YouTube-kanal, som jeg bruger til mine videoer, som jeg også selv laver. Der er versionskontrol og lokal databasebackup sat i system. Der er endda lavet små hjælpescripts til at processere og organisere videoer og billeder fra min iPhone, så jeg nemmere kan lave nye historier.

Hvis du spørger en vilkårlig IT-professionel, så har jeg ikke lavet noget exceptionelt. Det er nok faktisk meget basalt, svarende til nybegynder niveau. Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft et hobbyprogrammeringprojekt, som jeg automatisk vender tilbage til, ikke på grund af arbejde, en deadline, eller et løfte, men bare fordi jeg har lyst. Helt uden at skulle “tage tilløb” eller “finde motivationen” har jeg gennemført et projekt fra start til slut.

Da Nang – afslapning

Måske var det efterveerne fra min sygdom eller busturen, men da jeg ankom til Da Nang, havde jeg brug for kortvarigt at trække stikket. Mere specifikt havde jeg brug for at befinde mig i rolige omgivelser for en stund. Heldigvis kunne Da Nang levere på det ønske.

Jeg er bosat i den nordøstlige del af Da Nang i nærheden af det område, der hedder Man Thai. Atmosfæren her er meget anderledes end i Hanoi. Der er en feriestemning over området, hvilket giver god mening – det er 28 grader, og stranden ligger kun 200 meter væk. Der er dog ikke så mange turister endnu, som der tydeligvis er gjort plads til. Gigantiske skyskrabere ligger på rad og række langs kysten, og mange nye er stadig under opførelse. Om nogle måneder, når sommeren starter, bliver stedet sikkert fyldt med turister. Det håber jeg – ellers er det nogle meget dyre bygninger at have stående tomme.

For mange af jer kommer det nok ikke som en overraskelse, at jeg virkelig nyder en god gåtur langs kysten. Her har Da Nang bestemt ikke skuffet. Der var dog én ting, som min opmærksomhed ikke kunne slippe: den kæmpe store Buddha-statue på bjergsiden. Så på tredjedagen pakkede jeg rygsækken og traskede op til den.

Pilgrimsvandring til Linh Ung Pagoda

Jeg er nok lidt sær. Både i Hanoi og nu i Da Nang er jeg en af de få fodgængere, der våger at gå langs vejstrækningerne. Det er sådan set også forståeligt nok, for infrastrukturen er ikke særlig fodgængervenlig. Faktisk vil jeg sige, at den nærmest fraskriver fodgængere ved at tvinge dem ud i trafikken. Standarden virker til at være: Lige så snart der er mere end én kilometer, så kaldes en scooter-taxi. Og hvorfor ikke? Det koster et par kroner – måske mindre – og så er du hurtigt fremme. Med apps som Grab, der finder en scooter og fastsætter prisen, bliver oplevelsen næsten ikke nemmere.

Men jeg går. Jeg nyder at gå. Jeg ser ting på mine gåture, som andre overser, og jeg har tid til at tænke og reflektere – eller bare lytte til en podcast, lydbog eller musik. For eksempel støder jeg på et lille udendørsmuseum på vej op ad bjerget, der lokker med en kold forfriskning. Dong Dinh Museum ligger på bjergsiden af Son Tra. For en lille sum kunne jeg få en friskpresset ananasjuice, nyde udsigten over Da Nang og se en samling af oldtidsartefakter – nogle helt tilbage fra det 1.–3. århundrede.

Efter et lille hvil fortsætter jeg langs den stærkt trafikerede vej. Da jeg når frem til Linh Ung Pagoda, går det op for mig, at al trafikken på vejen primært havde én destination: dette sted. Der er mange mennesker. Langt flere, end jeg havde forestillet mig. I mit hoved var det bare en stor statue – måske med en lille iskiosk ved siden af. Men det viser sig at være et kæmpe buddhistisk tempelområde med store pladser, haller, pagoder, statuer og haver. Faktisk er det et af Centralvietnams vigtigste buddhistiske områder. Og selvom det kun blev bygget for et par årtier siden, er det virkelig imponerende.

Kender du det der, hvor en park eller forlystelsespark har bygget en stor statue eller klippeformation for at efterligne en anden kultur? Når man kommer tæt på, kan man se malingen skalle, detaljer knække af, og det man troede var sten, viser sig at være papmaché.

Her er det anderledes. Statuerne er lavet af ægte marmor på solide kalkstenssokler. Træer og planter er ægte, i gang med at blive vandet og beskæret. Vaserne er to meter høje og dekoreret fra top til bund. Møblerne har de fineste dekorationer og graveringer. Forgyldte statuer og et prægtigt alter fyldt med… supermarket-snacks. Ja, okay – godt ord igen. Men jeg lader mig fortælle, at det mere handler om de flotte farver på emballagen end indholdet. Jeg bruger et par timer i templet, hvor jeg bare går rundt og tager området ind. På trods af de mange besøgende er der rig mulighed for at finde ro – dog ikke foran den store “Lady Buddha”.

Efter en dejlig dag på bjerget beslutter jeg mig for, at det er på tide at prøve kræfter med en scooter.

Min første scooter

I de første to uger af min rejse i Vietnam har jeg faktisk ikke benyttet mig af scooter-taxier. Den ene grund er selvfølgelig, at jeg foretrækker at gå. Den anden er, at efter at have observeret vietnamesisk trafik, var det ikke ligefrem noget, der gav mig lyst til frivilligt at kaste mig ud i den. Men det er også for upraktisk helt at ignorere. Så tyren skulle tages ved hornene.

Jeg installerede Grab, blev valideret og indtastede min destination. 32.000 dong. Det svarer til cirka 8 kroner. For de 8 kroner bliver jeg transporteret fra templet til mit hotel – cirka 7 kilometer. Min chauffør er klar næsten før jeg når at trykke accept. Jeg går ud på parkeringspladsen, får stukket en alt for lille hjelm i hånden og sætter mig op bag på scooteren. Afsted kører vi. Jeg når lige at nævne, at det faktisk er første gang jeg sidder bag på en scooter. Det får ikke rigtigt nogen reaktion. 12–14 minutter senere står jeg foran mit hotel igen. Chaufføren når lige at se, at jeg er kommet af og få hjelmen tilbage, før han drøner videre. Tilbage står jeg lidt og tænker.

Tidligere på dagen havde jeg sammen med to canadiere rystet på hovedet over folk, der kørte uden hjelm. Nu er jeg ikke helt sikker på, hvad min egen hjelm egentlig skulle opnå – ud over at sikre, at der måske stadig var et genkendeligt ansigt tilbage, efter resten af kroppen var blevet slået til pjalter. Måske er det bare mig, der er en tøsedreng. Millioner af vietnamesere kører jo rundt på scooter hver eneste dag. Faktisk så ubesværet, at jeg selv har overvejet at leje en scooter. Den mulighed er stadig på bordet. Men nu vejer beslutningen lidt tungere. Så meget som jeg savner friheden fra min campervan i New Zealand, var vejforholdene der trods alt noget tættere på danske forhold end her i Vietnam. Og New Zealand kører endda i venstre side af vejen.

Den kommende uge

Der er faktisk ikke lagt nogle konkrete planer for den kommende uge endnu. Jeg overvejer nogle heldagsudflugter, men vejrudsigten har vist sig at være ret utilregnelig.

Jeg er også lidt i tvivl om, hvorvidt jeg bliver i Da Nang efter næste uge eller tager en uge i Hoi An. Lige nu hælder jeg mest til færre skift i opholdssteder.

Uanset hvad skal jeg til Ho Chi Minh i starten af april. Jeg har lavet en aftale med en ven om at mødes der. Mere får I dog ikke at vide om det – endnu.

Imellem tog, bus og fly er bussen den billigste. Men lidt ligesom med forårsrullen kan det være, at de sparede penge ikke nødvendigvis var det værd. Jeg valgte dog natbussen lige så meget for at have prøvet det. Man får sin egen lille kupé, hvor man næsten kan ligge udstrakt, med TV, wifi, lyd og fancy lys.

En ting bliver hurtigt klart, efter bussen begynder at køre: Det her transportmiddel er ikke for folk uden søvn. Det gynger og vugger, hopper og bumper. Vejene er ujævne, og vietnamesernes kørestil med konstant acceleration og opbremsning skaber en generelt ubehagelig oplevelse. Køresygen begynder at melde sig.

På et tidspunkt gik det op for mig, at meningen faktisk var, at jeg skulle lukke øjnene og sove – i stedet for at holde balancenerven i ro ved at kigge ud ad vinduet.

Jeg har mit smarte Garmin-ur med på rejsen. Det holder styr på ting som søvnkvalitet. Ifølge uret kunne jeg lige så godt bare have været vågen hele natten. Det har i hvert fald ikke registreret, at jeg på noget tidspunkt har fået reel søvn. Og jeg vil umiddelbart give det ret.

Det er en speciel følelse at blive vækket klokken 1.30 om natten med et “toilet, toilet”, hvorefter man skovler sig selv ud på en fremmed rasteplads i bælgmørke og regnvejr. På vej hen til toilettet går det op for dig, at du intet har på dig. Ingen mobil, pas eller pung. Du har ikke engang dine briller.

Det lykkes dog at komme af med det, der skal. Du kravler tilbage i bussen. Den begynder at køre igen, og tanken melder sig: Gad vide om alle er med? Der var ikke rigtig en følelse af, at man blev talt eller fik et tidspunkt for, hvornår bussen kørte videre. Der holdt 4–5 andre natbusser på rastepladsen, og de lignede alle sammen hinanden.

Men det er meget typisk Vietnam. Der sker jo ikke noget. Alle er kommet med igen. Der er styr på det. På en eller anden måde lykkes det at have styr på det – trods gennemsigtigheden.

Vi ankommer tidligt om morgenen, 45 minutter før forventet. Jeg ved ikke, om chaufføren skal have ros eller skældud for at køre til på den måde. Men jeg er nu i Da Nang.

Jeg kan se stranden, mens jeg går hen mod mit nye værelse. Jeg glæder mig til at prøve den – men først i morgen. Nu skal jeg lige have styr på mad, penge, bagage og en tidlig seng.

Da Nang er for nu min base de næste halvanden uge. Tid nok til stranden.