De bedste caféer og restauranter er ikke langs hovedvejen. De er gemt inde bagved, i de små gader og gyder. Det er hvad der gør Vietnam så spændende at udforske til fods. Man støder konstant på noget uventet og spændende. I Thao Dien (Ho Chi Minh City distrikt 2) fandt jeg et lille bageri, hvor jeg havde en samtale med en café-ejer. Han ejer caféen sammen med sin kone. Han tager sig af caféen fuldtid, og konen bager om aftenen ved siden af et dagjob som sygeplejerske. Jeg spurgte til huslejen og fik at vide, at den var omkring $2000 USD. Omkring 12k DKK og 52 millioner VND. Det er dyrt for Vietnam, men kun en middel pris i Ho Chi Minh City. I butikken kunne man købe kaffe og bagværk til under 200k VND. Hurtig hovedregning fortæller mig, at der skal omkring 300 gæster om måneden for at få det til at løbe rundt. Jeg snakkede med chefen i 1,5 time og var den eneste kunde.

Café-ejeren var flink og havde et flydende engelsk, så jeg tog muligheden for mere dybgående information. Han havde levet og studeret i 7 år i USA. Pga. den nuværende politiske vind i USA, var deres immigrationssag gået på hold. Selv troede han ikke, at de ville kunne emigrere til USA, og som han selv sagde, så ville han nok aldrig tage tilbage til USA. Vi snakkede lidt frem og tilbage omkring jobmuligheder og de vigtige ting rundt om jobbet. For ham var det vigtigt at være tæt på sin familie. Ikke bare kone og forældre, men også brødre, søstre, fætre og kusiner. USA kunne lede til et rigere liv for ham, men han kunne ikke se sig selv leve der for evigt.

Vi snakkede lidt om valg, da det danske og vietnamesiske valg lå en uge forskudt fra hinanden. Det vietnamesiske valg var den 16. marts. Vietnam har et kommunistisk styre og afholder valg af repræsentanter hvert 5. år. Kandidaterne til valget skal nomineres af deres lokale område. Café-ejeren fortalte, at valget føltes kunstigt, men samtidig noget, man skulle deltage i. Der er faktisk en lov om, at man skal stemme til valg, med mulighed for fængselstid, hvis man ikke stemmer. Men efter at have set det amerikanske primærvalg 2 gange imens han boede der, mente han, at Vietnams system gav mere mening.

Ultimativt spurgte jeg ham, om han havde tillid til den vietnamesiske regering, hvilket han bestemt havde. Ikke naive tillid. Der var bestemt problemer, så som interessekonflikter, der stod i vejen for reform på f.eks. boligmarkedet. Men bredt set mente han, at regeringen bevægede Vietnam i en fornuftig retning.

Flere gange under vores samtale var det vigtigt for ham at lægge vægt på, hvordan han ikke kun handlede for egen vinding, men også for sin bredere familie, venner og bekendte. Caféen var ikke en forretning, der skulle gøre dem rige, men skulle være grobund og en del af det lokale område, som andre i området kunne få noget ud af.

Den samtale har siddet i mit hoved de sidste par dage. Jeg håber, at deres forretning og planer går godt. Samtidig er jeg benovet over deres liv og hvordan de navigerer det. Muligheder i et fremmed land vs. nærhed til familie. Det berører dele af min egen situation. Fra min forståelse handlede det mest om risikoen ved at satse på USA lige nu, hvilket vi også morede os lidt over, da jeg fortalte, at jeg var dansker.

Efterfølgende har jeg reflekteret yderligere over de caféer og restauranter, jeg besøger. Jeg tænker på, om jeg ville kunne finde de samme restauranter, caféer og bagerier, hvis jeg kom tilbage om 1 år.

Min nuværende hverdag består af at vågne af mig selv op ad formiddagen. Jeg pakker min taske og bevæger mig afsted. Jeg har typisk udset mig en café, en gade eller en park, som jeg bevæger mig hen imod. Det er sjældent et sted, jeg har været før. På vejen kan jeg tage alle mulige afstikkere. Ho Chi Minh City har mange gode museer, et hav af små sjove butikker, store malls og pæne parker. Nogle dage når jeg slet ikke frem, men vælger bare at tilbringe dagen et sted, jeg fandt på vejen.

Jeg kan ikke gå hele dagen. Mine 25-30k skridt dagligt er lige på grænsen til, at mine ben stadig føles trætte dagen efter. Så jeg sidder typisk på en café, hvor computeren kommer frem, og jeg arbejder på et af mine projekter. Thao Dien – distrikt 2 i HCMC – er kendt som digitalnomade området, så wifi og opladning er en selvfølge. Det gør det rimelig nemt bare at slå sig ned et sted og sidde en time eller to og arbejde.

Vietnams køkken er stort og varieret. Her i HCMC er det kun endnu bredere med mange flere internationale og fusionskøkkener. Jeg sætter virkelig pris på de lokale retter. Nudlesupper, risretter, Banh mi. Det er nemt, billigt og velsmagende.
Specielt i HCMC, hvor mulighederne er der, hopper jeg også ind og får noget mere ‘normalt’ mad. Vietnameserne er rimelig gode til surdejspizza, og pastaretter virker nærmest som værende deres favorit internationale ret. Der er også masser af fisk, både sushi, grillet og friteret. Jeg kunne blive ved, og efter 2 måneder afsted, finder jeg stadig nye smage, variationer og helt nye retter.
Det hele behøver ikke kun at være nyt. De gamle kendinge kan også være et sjovt lille besøg, f.eks. McDonald’s. Her vil du få noget, du kender, men måske på en meget anden måde. Jeg fik deres best seller, pasta og friteret kylling. Ganske rigtigt, så var smagen der. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg spiste McD mad.

Det langsomme tempo giver plads til små fordybelsesprojekter. Her er jeg også begyndt at variere imellem alt muligt forskelligt. Ud over at skrive disse fortællinger, har jeg eksperimenteret med AI, lavet spiludvikling, skaffet et CVR-nummer og kigget på freelance arbejdsmuligheder. Det er nogle projekter, jeg hygger mig med og som hjælper mig på forskellige måder med at absorbere og reflektere over min rejse. Med tiden håber jeg, at et af mine projekter kan vokse til noget større. Men selv hvis de ikke gør, så hører de til på den her lidt mærkelige, eksperimenterende rejse.

Historie er vigtigt. Heldigvis har jeg også fundet en fascination for meget historie. Igennem mine egne kreative projekter er jeg begyndt også at sætte pris på, hvordan historie er fortalt ud over selve indholdet.

Jeg besøgte War Remnants museum i HCMC. Det er det første museum, jeg har besøgt, der er dedikeret til Vietnamkrigen. Krigen spøger i alle kroge af landet, og du vil finde små og store bidder af den på din rejse. Det er uundgåeligt. Fra mindestatuer, til sidebemærkninger om områders militære eller civile funktion under krigen.

Krigsmuseet var et godt og vigtigt besøg, der hjalp mig med at sætte det hele i perspektiv. Du starter med at gå ind i en gårdsplads, fyldt med amerikanske krigsmaskiner. Tanks, helikoptere, artilleri og bomber. De er pæne og vedligeholdte uden skader eller spor af krig. Kun bomberne er pillet fra hinanden.

Inde på museet starter du med at gå igennem krigens tidslinje, fra optakten efter slutningen af Anden Verdenskrig til krigens afslutning i 1975. Det er meget faktuelt, med navngivne verdensleders planer, missioner, store tal om forbrug, drab og omkostninger. Meget sterilt.

Fra rummet om tidslinjen, er det næste rum krigsforbrydelser. Forskellige fortællinger om de mest horrible handlinger bliver lagt ud i nådesløse detaljer med tilhørende billeder. Hvor rummet med tidslinjen havde en god tone og småsnakken, er der ny en trykkende stilhed med kun lidt visken.

Agent orange – det primære kemiske våben brugt af USA – har en dedikeret afdeling. Ødelagte økosystemer, hele byer ubeboelige og en lang serie af de mest rædselsfulde fysiske effekter på tværs af generationer forårsaget af dioxin. Der er også heroiske fortællinger på museet. Hyldest til den unge revolutionære garde i Sydvietnam, og til en af deres vigtigste diplomater.

Da jeg forlader bygningen og træder ud i gårdspladsen igen, ser krigsmaskinerne ikke pæne ud mere. Jeg kan kun finde væmmelse nu.

Varmen

Som jeg har skrevet om nogle gange, så går jeg som udgangspunkt rundt. Det princip kommer på prøve, når vi rammer 35 grader i skyggen. Min døgnerytme er stille og rolig ved at mutere til noget helt nyt. Jeg står op tidligt. 6-7. Sollys plejer at vække mig. Jeg lader bare gardinerne stå på klem.
Frem til omkring 10.30 laver jeg noget ude i byen. Jeg peger på noget og går efter det. Midt på dagen søger jeg ly. 11.00 til 15.00 handler om at maksimere indedørstid. Helst med aircon. Museer, shoppingcentre, cafeer. Hvis jeg skal flytte mig fra en aktivitet til en anden, så prøver jeg at sørge for, at jeg maksimalt er ude i 15 minutter af gangen. Det er ca. den tid, det tager, før sveden siver ned af mig. Der var en restaurant, der fik besøg af mig, ikke fordi jeg var sulten, men fordi jeg gerne ville betale for bare en side i deres aircondition.

Pengeperspektiv

Min rejse har ikke en helt endelig slut dato. Jeg har lovet at komme hjem til jul, men hvad der sker derefter, har jeg ikke besluttet. Derfor fylder forbruget forholdsvist meget i mit hoved. Men her mødes to forskellige sider af mig.

Jeg går rundt og laver konstante konverteringer fra VND til DKK for at få et overblik. Kaffe kan fås billigt fra små boder for 5 kr. eller fra cafeer for 15 kr. På de virkelig overdådigt pæne cafeer koster en drink op til 25 kr. Det skal understreges, at du skal nærmest gå ind i en cafe, der ligner et palads, før prisen kommer helt op på 25 kr. Taxa’er koster 5 kr. per km. Scooters koster 2 kr. per km. Og så videre. Alle de små beløb løber selvfølgelig op. Men selv med mit tætte budget, så når jeg langt på kronen.

Samtidig kan jeg ikke komme uden om, at mit perspektiv på, hvad der er billigt og dyrt, er helt skævt i forhold til det her land. Der er flere steder, jeg er gået forbi, der føles som om, det er lavet til de ultrarige. Men så ser jeg prisen og må bare erkende, at i Vietnam, der er jeg en del af den gruppe.

Jeg er blevet stoppet et par gange på gaden, af tiggere eller indsamlere til velgørende formål. Hvis jeg giver dem 50.000 vnd – 13 kr., bliver de ovenud lykkelige. Hvis jeg prøver at give dem 100.000 vnd, vil de ikke have det. Det er for mange penge at donere. Forskellen for mig føles grotesk.