Can Tho føles som den mindste storby, på min rejse ind til nu. Der er en stærk bymidte med alt, hvad du har brug for, og mere til. God shoppingmulighed, både i små markedsgader og i indkøbscentre. Tonsvis af restauranter, dog langt færre med international cuisine. Pæne byparker og en havnepromenade, hvorfra man kan komme ud på floderne. Men det er koncentreret. Uden for bymidten er det en blanding af beboelse, hovedveje og vejbutikker. Man kan stadig få alt det nødvendige, men i et dagligdagsformat.

Om aftenen bliver bymidten lyst op med fantastiske farverige lysdekorationer. I modsætning til de andre byer, som jeg har besøgt, så prøver dekorationerne ikke at sælge dig noget. De er festlige, kunstneriske og uden relation til en butik. Det virker afvæbnende på mig. Jeg kan parkere mange af bagtankerne og bare nyde det.

Jeg er i Can Tho fra torsdag til tirsdag. Fredag, lørdag og søndag er der åbent for nattemarkedet. Promenaden ved floden er i fuld belysning. Der er boder side om side med hinanden, underholdning fra en række forskellige scener og et hav af mennesker. Der er meget få internationale i menneskemængden, og markedet føles lokalt. Det er mange boder, der ikke har engelsk på skiltene, og underholdningen er udelukkende på vietnamesisk.

Ned langs promenaden er der scener, med forskellige underholdning. Min yndlingsscene er en åben scene hvor publikum deltager. Der er sat et tema, i form af dans, poesi eller sang. Publikum skiftes til at hoppe ind og performe. Den ene aften var der et dans-off. En stor cirkel af unge mennesker står klar. En nedtælling lyder, og 4-5 løber ind i midten, hvor de fyre nogle koreograferede danse trin af. Musikken kører i 20 sekunder, før den stopper, og dansegulvet ryddes. En ny nedtælling lyder, som medfører en ny gruppe, der løber ind og gør klar til at performe. Jeg blev aldrig helt klog på, om det var en konkurrence. Deltagerne skulle kende musikken og udføre den korrekte koreografi. En fysisk musik quiz. Men niveauet var højt og folk stod og heppede på hinanden. Musikken var rimelig energisk asiatisk pop. Jeg hørte både vietnamesisk, koreansk og japansk, og sammen med koreografien, gætter jeg på k-pop.

En anden scene der også trække et godt publikum, kalder jeg den folkeligescene. Her har jeg set traditionel klassisk vietnamesisk musik på traditionelle instrumenter. Nogle gange er der en sanger eller sangerinde, der improviserende trækker grin ud af publikum og instruere i hvordan omkvædet skal synges i kor. Uden at forstå et kvæk, så var det utrolig hyggeligt at stå og se på. Folk morede sig, sang med og klappede.

Imellem alle scenerne går jeg rundt og tager det hele ind. Det er en af de få gange på min rejse, hvor jeg er et sted, der ikke føles, som om det er lavet for min skyld. Det gør mig meget mere afslappet. Can Tho har stadig fokus på turisme, men for befolkningen frem for internationale. Forskellen er mærkbar. Can Tho er generelt lidt kedeligt, hvis jeg kigger på sightseeing muligheder. Der er Mekong floden og det flydende marked. Men derudover er der få museer, få naturhotspots, få åbne templer. Can Tho føles som en by lavet til sine indbyggere, der arbejder til daglig og har brug for at komme ned på havnen og feste i weekenden. Som en by der kunne eksisterer uden mig.

Klokken 3:45 var der en mærkelig lyd ved mit vindue. Et skarpt piv få centimeter fra mit øre. Det var højt nok til at vække mig, og jeg sover ellers tungt. Så jeg ligger der, i mørke i et fremmed land og lytter efter, om lyden gentager sig.

Jeg hører lyden igen, men langt væk denne gang. Stille og roligt blunder jeg hen igen. Som jeg lige er ved at falde i søvn igen, pusler det fra mit gardin. Der er noget, der bevæger sig. Stort nok til at få et mørklægningsgardin til at rykke sig. Jeg er nu lysvågen.

Jeg begynder at rumstere og lave lidt lyde. Hvis jeg nu laver nok støj, så smutter hvad end der sidder i mit gardin, måske? Nej, min uvelkomne nabo begynder i stedet at pive tilbage til mig. Så nu ligger jeg i mørket og har en samtale med… noget.

Der er ingen mulighed for, at jeg kan falde i søvn igen, uden at jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Jeg rejser mig, tænder lyset, åbner vinduet og begynder at ryste gardinet. Gardinet pusler lidt mere, og jeg synes, at jeg ser noget brunt bevæge sig. Var det dyret eller var det bare gardinets skygge? Tidligere på dagen har jeg både set flagermus og rotter.

Jeg tager mod til mig og undersøger gardinet. Men jeg kan ikke se noget på hverken indersiden eller ydersiden. Jeg hørte ikke noget flyve eller løbe afsted, men måske opdagede jeg det bare ikke. Jeg lukker for vinduet og sætter mig ned. Ingen lyd og ingen rumstering.

Der er en time til, at min alarm ville have ringet. Jeg havde været bekymret for, om jeg ville kunne vågne og være frisk nok. Det er ikke et problem. Jeg er lysvågen og har stadig lidt adrenalin i blodet. Som jeg forlader rummet og tager et sidste kig ind i rummet, ser jeg den. Helt oppe i hjørnet af rummet på væggen ved gardinstangen hænger der en 10 cm hvid/beige gekko.

Det kommer til mig som en åbenbaring. Et minde fra min barndom i et varmt værelse om natten, hvor mine forældre diskuterede, hvad der dog lavede den lyd. Det er noget, vi har snakket om og grint af mange år senere. Gekkoerne laver de her sjove små, men skingre kald.

Om morgenen snakker jeg med min værtinde. Da jeg nævnte, at jeg troede, at jeg havde en flagermus på værelset, sagde hun, at så skulle jeg være meget heldig. Jeg tror, vi havde meget forskellige definitioner af held.

Jeg er ankommet til Can Tho. Det er en lille by i midten af det område, der hedder Mekong Deltaet. Lille er relativt, for det har 4 millioner indbyggere, og Mekong Deltaet er 8 gange større end Sjælland.

Jeg er blevet indlogeret ved et lille homestay. Min vietnamesiske værtinde er lille, gråhåret, sød og hjælpsom. Da jeg ankom, pegede hun på en lille bambus stol, hvor jeg tog plads. Derfra trak hun en smartphone op og brugte Google Translate til at holde en samtale med mig. Jeg fik både en introduktion til området, hjælp til at booke sightseeing tours, vasketøjsservice og valuta veksling. Alt, hun kunne hjælpe med, ville normalt være dobbelt så dyrt, hvis ikke mere, i alle de andre byer, jeg har besøgt. Jeg tror dog, at noget af det er pga. Can Tho. Det er meget lidt turistet, og det kan mærkes på valgmulighederne og priserne.

Can Tho ligger langs en af de største floder i deltaet og er berømt for sit flydende marked. Et lille samfund af mennesker, der lever på både og sælger til de mange, der rejser op og ned af floderne dagligt. I dag er det vist mere en attraktion, der lever af at sælge til turister, da normal trafik foregår på scooter og i bil.

Min fantastiske værtinde hjalp mig med at finde en god bådtur og transport til havnen. Man skal stå tidligt op for at se markedet. Båden sejler 5.30 om morgenen. Jeg bliver ledt til båden, får et klistermærke på hånden, så der er styr på mig. Vi er omkring 30 på denne langbåd. Det er faktisk overraskende behageligt. Solen er lige ved at stå op, så temperaturen er kun på 27-28 grader, hvilket er en behagelig lav temperatur i forhold til de 35 grader, jeg har døjet med de sidste par uger.

Vores turguide griber mikrofonen og begynder at snakke. På vietnamesisk. Det er på dette tidspunkt, at jeg kigger rundt og indser, at jeg er den eneste udlænding. Men her må jeg bare sige, at moderne teknologi er blevet absurd god. Med Google Translate, formår jeg at følge med i, hvad tour guiden snakker om.

Imens vi sejler, er der konstant speedbåde, der lægger sig op på siden af os. De hægter sig på med kroge og slynger kaffe, te og frugt ind til de købende på vores båd. De har vildt god balance, for deres både gynger og banker ind i siden på vores båd konstant. Det er helt normalt, at en fod hviler på bådmotoren og styrer den, imens to hænder arbejder med at servere en drikkevare og tage imod betaling. Akrobatikken er imponerende.

Morgenmaden er nudelsuppe og bliver også serveret fra en båd, der lægger sig op på siden af os. Efter at have spist nudelsuppe adskillige gange i den sidste måneds tid, er der noget poetisk i, at den bedste nudelsuppe, jeg har fået, er blevet serveret midt på en vietnamesisk flod for 10 kroner.

Efter den sidste indkøbsmulighed på et par flydende huse på pontoner tøjlet sammen med reb og planker, vender vi tilbage til vores havn. Klokken er 8.00, da vi når tilbage, og temperaturen er allerede ved at snige sig op igen. Dagens eventyr er allerede ved at være slut, og resten af dagen handler mest om skygge, aircondition og respekt for solen.

De bedste caféer og restauranter er ikke langs hovedvejen. De er gemt inde bagved, i de små gader og gyder. Det er hvad der gør Vietnam så spændende at udforske til fods. Man støder konstant på noget uventet og spændende. I Thao Dien (Ho Chi Minh City distrikt 2) fandt jeg et lille bageri, hvor jeg havde en samtale med en café-ejer. Han ejer caféen sammen med sin kone. Han tager sig af caféen fuldtid, og konen bager om aftenen ved siden af et dagjob som sygeplejerske. Jeg spurgte til huslejen og fik at vide, at den var omkring $2000 USD. Omkring 12k DKK og 52 millioner VND. Det er dyrt for Vietnam, men kun en middel pris i Ho Chi Minh City. I butikken kunne man købe kaffe og bagværk til under 200k VND. Hurtig hovedregning fortæller mig, at der skal omkring 300 gæster om måneden for at få det til at løbe rundt. Jeg snakkede med chefen i 1,5 time og var den eneste kunde.

Café-ejeren var flink og havde et flydende engelsk, så jeg tog muligheden for mere dybgående information. Han havde levet og studeret i 7 år i USA. Pga. den nuværende politiske vind i USA, var deres immigrationssag gået på hold. Selv troede han ikke, at de ville kunne emigrere til USA, og som han selv sagde, så ville han nok aldrig tage tilbage til USA. Vi snakkede lidt frem og tilbage omkring jobmuligheder og de vigtige ting rundt om jobbet. For ham var det vigtigt at være tæt på sin familie. Ikke bare kone og forældre, men også brødre, søstre, fætre og kusiner. USA kunne lede til et rigere liv for ham, men han kunne ikke se sig selv leve der for evigt.

Vi snakkede lidt om valg, da det danske og vietnamesiske valg lå en uge forskudt fra hinanden. Det vietnamesiske valg var den 16. marts. Vietnam har et kommunistisk styre og afholder valg af repræsentanter hvert 5. år. Kandidaterne til valget skal nomineres af deres lokale område. Café-ejeren fortalte, at valget føltes kunstigt, men samtidig noget, man skulle deltage i. Der er faktisk en lov om, at man skal stemme til valg, med mulighed for fængselstid, hvis man ikke stemmer. Men efter at have set det amerikanske primærvalg 2 gange imens han boede der, mente han, at Vietnams system gav mere mening.

Ultimativt spurgte jeg ham, om han havde tillid til den vietnamesiske regering, hvilket han bestemt havde. Ikke naive tillid. Der var bestemt problemer, så som interessekonflikter, der stod i vejen for reform på f.eks. boligmarkedet. Men bredt set mente han, at regeringen bevægede Vietnam i en fornuftig retning.

Flere gange under vores samtale var det vigtigt for ham at lægge vægt på, hvordan han ikke kun handlede for egen vinding, men også for sin bredere familie, venner og bekendte. Caféen var ikke en forretning, der skulle gøre dem rige, men skulle være grobund og en del af det lokale område, som andre i området kunne få noget ud af.

Den samtale har siddet i mit hoved de sidste par dage. Jeg håber, at deres forretning og planer går godt. Samtidig er jeg benovet over deres liv og hvordan de navigerer det. Muligheder i et fremmed land vs. nærhed til familie. Det berører dele af min egen situation. Fra min forståelse handlede det mest om risikoen ved at satse på USA lige nu, hvilket vi også morede os lidt over, da jeg fortalte, at jeg var dansker.

Efterfølgende har jeg reflekteret yderligere over de caféer og restauranter, jeg besøger. Jeg tænker på, om jeg ville kunne finde de samme restauranter, caféer og bagerier, hvis jeg kom tilbage om 1 år.

Min nuværende hverdag består af at vågne af mig selv op ad formiddagen. Jeg pakker min taske og bevæger mig afsted. Jeg har typisk udset mig en café, en gade eller en park, som jeg bevæger mig hen imod. Det er sjældent et sted, jeg har været før. På vejen kan jeg tage alle mulige afstikkere. Ho Chi Minh City har mange gode museer, et hav af små sjove butikker, store malls og pæne parker. Nogle dage når jeg slet ikke frem, men vælger bare at tilbringe dagen et sted, jeg fandt på vejen.

Jeg kan ikke gå hele dagen. Mine 25-30k skridt dagligt er lige på grænsen til, at mine ben stadig føles trætte dagen efter. Så jeg sidder typisk på en café, hvor computeren kommer frem, og jeg arbejder på et af mine projekter. Thao Dien – distrikt 2 i HCMC – er kendt som digitalnomade området, så wifi og opladning er en selvfølge. Det gør det rimelig nemt bare at slå sig ned et sted og sidde en time eller to og arbejde.

Vietnams køkken er stort og varieret. Her i HCMC er det kun endnu bredere med mange flere internationale og fusionskøkkener. Jeg sætter virkelig pris på de lokale retter. Nudlesupper, risretter, Banh mi. Det er nemt, billigt og velsmagende.
Specielt i HCMC, hvor mulighederne er der, hopper jeg også ind og får noget mere ‘normalt’ mad. Vietnameserne er rimelig gode til surdejspizza, og pastaretter virker nærmest som værende deres favorit internationale ret. Der er også masser af fisk, både sushi, grillet og friteret. Jeg kunne blive ved, og efter 2 måneder afsted, finder jeg stadig nye smage, variationer og helt nye retter.
Det hele behøver ikke kun at være nyt. De gamle kendinge kan også være et sjovt lille besøg, f.eks. McDonald’s. Her vil du få noget, du kender, men måske på en meget anden måde. Jeg fik deres best seller, pasta og friteret kylling. Ganske rigtigt, så var smagen der. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg spiste McD mad.

Det langsomme tempo giver plads til små fordybelsesprojekter. Her er jeg også begyndt at variere imellem alt muligt forskelligt. Ud over at skrive disse fortællinger, har jeg eksperimenteret med AI, lavet spiludvikling, skaffet et CVR-nummer og kigget på freelance arbejdsmuligheder. Det er nogle projekter, jeg hygger mig med og som hjælper mig på forskellige måder med at absorbere og reflektere over min rejse. Med tiden håber jeg, at et af mine projekter kan vokse til noget større. Men selv hvis de ikke gør, så hører de til på den her lidt mærkelige, eksperimenterende rejse.

Historie er vigtigt. Heldigvis har jeg også fundet en fascination for meget historie. Igennem mine egne kreative projekter er jeg begyndt også at sætte pris på, hvordan historie er fortalt ud over selve indholdet.

Jeg besøgte War Remnants museum i HCMC. Det er det første museum, jeg har besøgt, der er dedikeret til Vietnamkrigen. Krigen spøger i alle kroge af landet, og du vil finde små og store bidder af den på din rejse. Det er uundgåeligt. Fra mindestatuer, til sidebemærkninger om områders militære eller civile funktion under krigen.

Krigsmuseet var et godt og vigtigt besøg, der hjalp mig med at sætte det hele i perspektiv. Du starter med at gå ind i en gårdsplads, fyldt med amerikanske krigsmaskiner. Tanks, helikoptere, artilleri og bomber. De er pæne og vedligeholdte uden skader eller spor af krig. Kun bomberne er pillet fra hinanden.

Inde på museet starter du med at gå igennem krigens tidslinje, fra optakten efter slutningen af Anden Verdenskrig til krigens afslutning i 1975. Det er meget faktuelt, med navngivne verdensleders planer, missioner, store tal om forbrug, drab og omkostninger. Meget sterilt.

Fra rummet om tidslinjen, er det næste rum krigsforbrydelser. Forskellige fortællinger om de mest horrible handlinger bliver lagt ud i nådesløse detaljer med tilhørende billeder. Hvor rummet med tidslinjen havde en god tone og småsnakken, er der ny en trykkende stilhed med kun lidt visken.

Agent orange – det primære kemiske våben brugt af USA – har en dedikeret afdeling. Ødelagte økosystemer, hele byer ubeboelige og en lang serie af de mest rædselsfulde fysiske effekter på tværs af generationer forårsaget af dioxin. Der er også heroiske fortællinger på museet. Hyldest til den unge revolutionære garde i Sydvietnam, og til en af deres vigtigste diplomater.

Da jeg forlader bygningen og træder ud i gårdspladsen igen, ser krigsmaskinerne ikke pæne ud mere. Jeg kan kun finde væmmelse nu.

Varmen

Som jeg har skrevet om nogle gange, så går jeg som udgangspunkt rundt. Det princip kommer på prøve, når vi rammer 35 grader i skyggen. Min døgnerytme er stille og rolig ved at mutere til noget helt nyt. Jeg står op tidligt. 6-7. Sollys plejer at vække mig. Jeg lader bare gardinerne stå på klem.
Frem til omkring 10.30 laver jeg noget ude i byen. Jeg peger på noget og går efter det. Midt på dagen søger jeg ly. 11.00 til 15.00 handler om at maksimere indedørstid. Helst med aircon. Museer, shoppingcentre, cafeer. Hvis jeg skal flytte mig fra en aktivitet til en anden, så prøver jeg at sørge for, at jeg maksimalt er ude i 15 minutter af gangen. Det er ca. den tid, det tager, før sveden siver ned af mig. Der var en restaurant, der fik besøg af mig, ikke fordi jeg var sulten, men fordi jeg gerne ville betale for bare en side i deres aircondition.

Pengeperspektiv

Min rejse har ikke en helt endelig slut dato. Jeg har lovet at komme hjem til jul, men hvad der sker derefter, har jeg ikke besluttet. Derfor fylder forbruget forholdsvist meget i mit hoved. Men her mødes to forskellige sider af mig.

Jeg går rundt og laver konstante konverteringer fra VND til DKK for at få et overblik. Kaffe kan fås billigt fra små boder for 5 kr. eller fra cafeer for 15 kr. På de virkelig overdådigt pæne cafeer koster en drink op til 25 kr. Det skal understreges, at du skal nærmest gå ind i en cafe, der ligner et palads, før prisen kommer helt op på 25 kr. Taxa’er koster 5 kr. per km. Scooters koster 2 kr. per km. Og så videre. Alle de små beløb løber selvfølgelig op. Men selv med mit tætte budget, så når jeg langt på kronen.

Samtidig kan jeg ikke komme uden om, at mit perspektiv på, hvad der er billigt og dyrt, er helt skævt i forhold til det her land. Der er flere steder, jeg er gået forbi, der føles som om, det er lavet til de ultrarige. Men så ser jeg prisen og må bare erkende, at i Vietnam, der er jeg en del af den gruppe.

Jeg er blevet stoppet et par gange på gaden, af tiggere eller indsamlere til velgørende formål. Hvis jeg giver dem 50.000 vnd – 13 kr., bliver de ovenud lykkelige. Hvis jeg prøver at give dem 100.000 vnd, vil de ikke have det. Det er for mange penge at donere. Forskellen for mig føles grotesk.