Can Tho føles som den mindste storby, på min rejse ind til nu. Der er en stærk bymidte med alt, hvad du har brug for, og mere til. God shoppingmulighed, både i små markedsgader og i indkøbscentre. Tonsvis af restauranter, dog langt færre med international cuisine. Pæne byparker og en havnepromenade, hvorfra man kan komme ud på floderne. Men det er koncentreret. Uden for bymidten er det en blanding af beboelse, hovedveje og vejbutikker. Man kan stadig få alt det nødvendige, men i et dagligdagsformat.

Om aftenen bliver bymidten lyst op med fantastiske farverige lysdekorationer. I modsætning til de andre byer, som jeg har besøgt, så prøver dekorationerne ikke at sælge dig noget. De er festlige, kunstneriske og uden relation til en butik. Det virker afvæbnende på mig. Jeg kan parkere mange af bagtankerne og bare nyde det.

Jeg er i Can Tho fra torsdag til tirsdag. Fredag, lørdag og søndag er der åbent for nattemarkedet. Promenaden ved floden er i fuld belysning. Der er boder side om side med hinanden, underholdning fra en række forskellige scener og et hav af mennesker. Der er meget få internationale i menneskemængden, og markedet føles lokalt. Det er mange boder, der ikke har engelsk på skiltene, og underholdningen er udelukkende på vietnamesisk.

Ned langs promenaden er der scener, med forskellige underholdning. Min yndlingsscene er en åben scene hvor publikum deltager. Der er sat et tema, i form af dans, poesi eller sang. Publikum skiftes til at hoppe ind og performe. Den ene aften var der et dans-off. En stor cirkel af unge mennesker står klar. En nedtælling lyder, og 4-5 løber ind i midten, hvor de fyre nogle koreograferede danse trin af. Musikken kører i 20 sekunder, før den stopper, og dansegulvet ryddes. En ny nedtælling lyder, som medfører en ny gruppe, der løber ind og gør klar til at performe. Jeg blev aldrig helt klog på, om det var en konkurrence. Deltagerne skulle kende musikken og udføre den korrekte koreografi. En fysisk musik quiz. Men niveauet var højt og folk stod og heppede på hinanden. Musikken var rimelig energisk asiatisk pop. Jeg hørte både vietnamesisk, koreansk og japansk, og sammen med koreografien, gætter jeg på k-pop.

En anden scene der også trække et godt publikum, kalder jeg den folkeligescene. Her har jeg set traditionel klassisk vietnamesisk musik på traditionelle instrumenter. Nogle gange er der en sanger eller sangerinde, der improviserende trækker grin ud af publikum og instruere i hvordan omkvædet skal synges i kor. Uden at forstå et kvæk, så var det utrolig hyggeligt at stå og se på. Folk morede sig, sang med og klappede.

Imellem alle scenerne går jeg rundt og tager det hele ind. Det er en af de få gange på min rejse, hvor jeg er et sted, der ikke føles, som om det er lavet for min skyld. Det gør mig meget mere afslappet. Can Tho har stadig fokus på turisme, men for befolkningen frem for internationale. Forskellen er mærkbar. Can Tho er generelt lidt kedeligt, hvis jeg kigger på sightseeing muligheder. Der er Mekong floden og det flydende marked. Men derudover er der få museer, få naturhotspots, få åbne templer. Can Tho føles som en by lavet til sine indbyggere, der arbejder til daglig og har brug for at komme ned på havnen og feste i weekenden. Som en by der kunne eksisterer uden mig.

Klokken 3:45 var der en mærkelig lyd ved mit vindue. Et skarpt piv få centimeter fra mit øre. Det var højt nok til at vække mig, og jeg sover ellers tungt. Så jeg ligger der, i mørke i et fremmed land og lytter efter, om lyden gentager sig.

Jeg hører lyden igen, men langt væk denne gang. Stille og roligt blunder jeg hen igen. Som jeg lige er ved at falde i søvn igen, pusler det fra mit gardin. Der er noget, der bevæger sig. Stort nok til at få et mørklægningsgardin til at rykke sig. Jeg er nu lysvågen.

Jeg begynder at rumstere og lave lidt lyde. Hvis jeg nu laver nok støj, så smutter hvad end der sidder i mit gardin, måske? Nej, min uvelkomne nabo begynder i stedet at pive tilbage til mig. Så nu ligger jeg i mørket og har en samtale med… noget.

Der er ingen mulighed for, at jeg kan falde i søvn igen, uden at jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Jeg rejser mig, tænder lyset, åbner vinduet og begynder at ryste gardinet. Gardinet pusler lidt mere, og jeg synes, at jeg ser noget brunt bevæge sig. Var det dyret eller var det bare gardinets skygge? Tidligere på dagen har jeg både set flagermus og rotter.

Jeg tager mod til mig og undersøger gardinet. Men jeg kan ikke se noget på hverken indersiden eller ydersiden. Jeg hørte ikke noget flyve eller løbe afsted, men måske opdagede jeg det bare ikke. Jeg lukker for vinduet og sætter mig ned. Ingen lyd og ingen rumstering.

Der er en time til, at min alarm ville have ringet. Jeg havde været bekymret for, om jeg ville kunne vågne og være frisk nok. Det er ikke et problem. Jeg er lysvågen og har stadig lidt adrenalin i blodet. Som jeg forlader rummet og tager et sidste kig ind i rummet, ser jeg den. Helt oppe i hjørnet af rummet på væggen ved gardinstangen hænger der en 10 cm hvid/beige gekko.

Det kommer til mig som en åbenbaring. Et minde fra min barndom i et varmt værelse om natten, hvor mine forældre diskuterede, hvad der dog lavede den lyd. Det er noget, vi har snakket om og grint af mange år senere. Gekkoerne laver de her sjove små, men skingre kald.

Om morgenen snakker jeg med min værtinde. Da jeg nævnte, at jeg troede, at jeg havde en flagermus på værelset, sagde hun, at så skulle jeg være meget heldig. Jeg tror, vi havde meget forskellige definitioner af held.

Jeg er ankommet til Can Tho. Det er en lille by i midten af det område, der hedder Mekong Deltaet. Lille er relativt, for det har 4 millioner indbyggere, og Mekong Deltaet er 8 gange større end Sjælland.

Jeg er blevet indlogeret ved et lille homestay. Min vietnamesiske værtinde er lille, gråhåret, sød og hjælpsom. Da jeg ankom, pegede hun på en lille bambus stol, hvor jeg tog plads. Derfra trak hun en smartphone op og brugte Google Translate til at holde en samtale med mig. Jeg fik både en introduktion til området, hjælp til at booke sightseeing tours, vasketøjsservice og valuta veksling. Alt, hun kunne hjælpe med, ville normalt være dobbelt så dyrt, hvis ikke mere, i alle de andre byer, jeg har besøgt. Jeg tror dog, at noget af det er pga. Can Tho. Det er meget lidt turistet, og det kan mærkes på valgmulighederne og priserne.

Can Tho ligger langs en af de største floder i deltaet og er berømt for sit flydende marked. Et lille samfund af mennesker, der lever på både og sælger til de mange, der rejser op og ned af floderne dagligt. I dag er det vist mere en attraktion, der lever af at sælge til turister, da normal trafik foregår på scooter og i bil.

Min fantastiske værtinde hjalp mig med at finde en god bådtur og transport til havnen. Man skal stå tidligt op for at se markedet. Båden sejler 5.30 om morgenen. Jeg bliver ledt til båden, får et klistermærke på hånden, så der er styr på mig. Vi er omkring 30 på denne langbåd. Det er faktisk overraskende behageligt. Solen er lige ved at stå op, så temperaturen er kun på 27-28 grader, hvilket er en behagelig lav temperatur i forhold til de 35 grader, jeg har døjet med de sidste par uger.

Vores turguide griber mikrofonen og begynder at snakke. På vietnamesisk. Det er på dette tidspunkt, at jeg kigger rundt og indser, at jeg er den eneste udlænding. Men her må jeg bare sige, at moderne teknologi er blevet absurd god. Med Google Translate, formår jeg at følge med i, hvad tour guiden snakker om.

Imens vi sejler, er der konstant speedbåde, der lægger sig op på siden af os. De hægter sig på med kroge og slynger kaffe, te og frugt ind til de købende på vores båd. De har vildt god balance, for deres både gynger og banker ind i siden på vores båd konstant. Det er helt normalt, at en fod hviler på bådmotoren og styrer den, imens to hænder arbejder med at servere en drikkevare og tage imod betaling. Akrobatikken er imponerende.

Morgenmaden er nudelsuppe og bliver også serveret fra en båd, der lægger sig op på siden af os. Efter at have spist nudelsuppe adskillige gange i den sidste måneds tid, er der noget poetisk i, at den bedste nudelsuppe, jeg har fået, er blevet serveret midt på en vietnamesisk flod for 10 kroner.

Efter den sidste indkøbsmulighed på et par flydende huse på pontoner tøjlet sammen med reb og planker, vender vi tilbage til vores havn. Klokken er 8.00, da vi når tilbage, og temperaturen er allerede ved at snige sig op igen. Dagens eventyr er allerede ved at være slut, og resten af dagen handler mest om skygge, aircondition og respekt for solen.