Midt på ugen var det dog tid til at komme videre. Ikke fordi jeg ikke kunne være blevet på Koh Pha Ngan. Jeg kunne sagtens have set mig selv blive et par uger mere i den samme rille, og mit AI-projekt kunne godt have brugt et par ekstra ugers fokus. Men jeg besluttede mig for at rejse. Dels fordi jeg glædede mig til Koh Tao. Dels fordi jeg efter lidt over to uger i en meget ensformig hverdag havde brug for at komme afsted. Dels fordi de næste par måneder skal hænge sammen med Bali og Filippinerne senere.

Videre var til Koh Tao. Koh Tao havde for længst fået stemplet som dykkerøen, hvilket også var grunden til besøget. En ven af en ven, der havde været dykkermester på Koh Tao, havde foreslået selskabet Hydronauts, som jeg valgte at gå med. Mit ophold kommer til at handle om Open Water 20-certificeringen, som giver mig lov til at dykke ned til tyve meters dybde.

Da jeg tilmeldte mig, tænkte jeg naivt, at så var jeg klar, men jeg fandt hurtigt ud af, at kurset kom med lektier. Ti lektioner med tilhørende PDF og quiz. Fem af dem skulle jeg læse og være klar på inden første lektion. Det kom til at fylde mine sidste par dage på Koh Pha Ngan. Og ja, så måtte jeg sætte mit lille AI-projekt lidt på pause.

Til Koh Tao

Jeg fik sagt farvel til receptionisten, ejeren af morgenmadsrestauranten og personalet på arbejdscaféen. I et par uger var jeg blevet en del af deres daglige rytme lige så meget, som de var blevet en del af min.

Færgen til Koh Tao var meget simpel. Billetten kunne købes ved havnen, og afgangene lå fast i løbet af dagen. Halvanden til to timer på vandet. Jeg stod bare på det udendørs dæk i skyggen og nød brisen, mens jeg drømte om eventyr på det åbne hav.

Det første, jeg gjorde, da jeg ankom til Koh Tao, var at finde en læge. Dykkerkurset krævede en lægeerklæring på, at jeg kunne dykke uden problemer. Jeg havde oplyst, at jeg får migræne med jævne mellemrum, og det betød altså et lægebesøg til hundrede kroner, før de ville tage mig med ned under vandet.

Konkret skulle mine trommehinder tjekkes. For at kunne dykke skal du kunne regulere trykket i dine luftveje, og det kræver, at trommehinderne er intakte.

Jeg sætter mig ind hos lægen, en jævnaldrende kvinde, som begynder undersøgelsen. Hun kigger ind i mit ene øre og beder mig trykudligne. Pust blidt ud, mens du holder dig for næsen. Tjek, ingen problemer. I det næste øre kan hun ikke rigtig se trommehinden, fordi der er for meget ørevoks. Det skal lige renses. Rensningen kræver en briks, en særlig væske og at man venter på, at voksen bliver løsnet ordentligt op.

Mens jeg lægger mig om på siden på briksen, kommer en af assistenterne hen og viser mig en regning på 3.000 baht, svarende til 520 kroner. Og hvad gør man, når man ligger på siden hos lægen og får at vide, at de altså skal kunne se ind i øret, hvis man vil dykke? Jeg når lige at tænke “så stik mig en vatpind og giv mig to minutter”, inden det lyder fra min mund: “Sure, I’ll pay.”

De hælder det dyre rensemiddel i øret på mig og lader mig vente i tyve minutter, før de kommer over til mig igen. Lægen og assistenten renser mit øre ved at spule lidt vand derind, skrabe forsigtigt og spule lidt mere. Det gør de i fire-fem minutter. Netop som jeg tænker, at de er færdige, mærker jeg en vatpind komme ind og køre en tur rundt i øret, før de fortæller mig, at trommehinden kan ses og er intakt.

Jeg forlader klinikken med min lægeerklæring og en lille bitter smag i munden. Skulle bare have bedt om vatpinden.

Dykkerøen

Koh Tao er fyldt med dykkere. Hver anden butik sælger dykkerture, dykkergrej eller dykkerkurser. Den anden halvdel bruger temaet til at sælge mad, drikke og souvenirs.

Jeg går fra hovedbyen og ned til sydkysten, hvor resortet ligger. Der er to kilometer. Koh Tao er en lille ø. Langs vejen fortsætter dykkertemaet. På Koh Pha Ngan var der reklameskilte for fester. Det er der også på Koh Tao, men i meget mindre omfang, og som jeg kommer til at lære i dykkerundervisningen, er blandingen af alkohol og dykning heller ikke særligt fedt.

Jeg ankommer til selve dykkerresortet. Jeg har booket overnatning det samme sted, hvor jeg skal tage certificeringen. Ikke det billigste valg, men her handlede det om at holde det simpelt, så jeg kunne fokusere på at dykke.

Resortet ligger helt ud til vandet. Der er en pool, en restaurant og en masse dykkerfaciliteter. Ikke overraskende. Jeg bruger min sidste dag inden kursusstart på at læse op og kigge på nogle af de andre, der træner i poolen.

Jeg havde en lille idé om, at jeg kunne nå at udforske Koh Tao ved siden af dykkerkurset. I stedet fyldte kurset tre fulde dage og lidt til, fra morgen til aften. Så frem for at jappe igennem det her, laver jeg en selvstændig historie om dykkerkurset, som jeg arbejder på at få ud i løbet af de næste par dage.

I denne uge har jeg ikke rejst rundt. Jeg har ikke udforsket. Jeg har heller ikke været ude og opleve. I denne uge har jeg begravet mig selv i et projekt på min computer og sat en rimelig struktureret rutine op omkring projektet.

Min dag starter i et lille privat rum i en bungalow på Koh Pha Ngan. Jeg har en god blød seng, rene håndklæder, mit eget badeværelse, et køleskab, et lille skrivebord, en hængekøje og generelt fred og ro. Jeg har booket bungalowen i 14 dage og kommer til at være der indtil den 30. august. Min morgen består af lidt morgenstræk, et par armbøjninger, et par squats og så ellers afsted. Jeg pakker min computer og forlader bungalowen.

På vej ind imod Thong Sala finder jeg et sted og spiser morgenmad. Der er flere gode caféer, men jeg har fundet en morgenmadscafé drevet af en portugisisk mand. Han bager sit eget brød, som smager fantastisk, og så tager han ikke meget for sin morgenmad. Hans katte kommer og siger godmorgen. De er utroligt glade for gæsterne, og hvis du giver dem opmærksomhed, skal du have hjælp til at få dem fjernet, når du på et tidspunkt gerne vil videre.

Jeg ankommer til min arbejdscafé. Personalet kender min ordre. En stor kop americano. Med min kop sætter jeg mig op til et skrivebord. Det er et IKEA-skrivebord med en IKEA-kontorstol, men det er stadig af langt højere ergonomisk kvalitet, end man finder på de fleste arbejdscaféer. Der sidder jeg så, indtil de lukker om eftermiddagen. Nogle dage går jeg lidt før, andre dage holder jeg helt til de lukker.

Derefter går jeg tilbage til bungalowen. Her sætter jeg noget underholdning på og arbejder lidt videre indtil aftensmadstid. Til aftensmad tager jeg ud og spiser på en af restauranterne i området. Bungalowhotellet har egentlig sin egen restaurant. Det kan gå, hvis jeg er træt eller virkelig bare vil tilbage til computeren, men ellers så går jeg ud og finder en restaurant, jeg ikke har spist på endnu.

Efter aftensmaden går jeg tilbage til bungalowen, hvor planen er bare at slappe lidt af og se videoer. Som regel ender det med, at jeg arbejder lidt videre, imens jeg ser mine videoer.

Omkring 00.00 beslutter jeg mig for, at jeg nok hellere må gå i seng. Bad, tænder, toilet og så i køjen. Det har været mine dage den sidste halvanden uge.

Ugens projekt

Så sidder der jo nok nogen og spørger: “Hvad pokker arbejder du dog på?” Det føles lidt pinligt at skrive om, fordi det er både utroligt nørdet, utroligt mærkeligt og en smule kontroversielt.

Jeg er i gang med at lave et selvforsynende AI-setup. Det koster penge at bruge de gode AI-modeller, men hvad hvis vi kunne få dem til at betale for sig selv? Det skal kunne skabe sin egen indkomst med lille til ingen involvering fra min side. Det skal kunne bedømme, hvad ting koster, og håndtere at betale for både sin model, sin infrastruktur, sine udgifter og sin øvrige vedligeholdelse.

Jeg har taget, hvad jeg ved om softwareudvikling, produktudvikling, organisationer og forretninger, og kogt det ned til et sæt regler, som tillader, at AI’er kan planlægge, designe, udføre og vedligeholde sig selv over en lang tidshorisont. Ligesom en organisation. Det er ikke en AI, der fungerer som en organisation, men AI’er, der bygger på en organisation. Skulle projektet nå til et punkt, hvor det kan betale for sig selv, så bliver det interessant at se, hvor langt vi kan skubbe organisationens beføjelser og selvstændighed.

Der ligger meget arbejde i at etablere projektet, men når først grundstrukturen er på plads, bliver det en opgave om at administrere AI-modellerne, da det bliver dem, der selv bygger videre.

Det lyder måske lidt mystisk og lidt sci-fi, men fra alt, hvad jeg har set og eksperimenteret med over det sidste halve år, så burde dette være mere end muligt på nuværende tidspunkt. De største udfordringer er at sikre, at regler og love bliver overholdt, da jeg ikke bare kan pege på AI-kassen og give den skylden. Det er ultimativt mig, der hæfter for dens handlinger. Så en stor del af arbejdet handler faktisk mest om at lave noget, der er sikkert nok til, at jeg tør sætte det i søen.

Mit håb er at have lavet den første version, inden jeg forlader Koh Pha Ngan, men projektet har grebet om sig og har allerede slugt mange flere timer, end jeg først troede, det ville, så lad os se.

Herfra

Det er rimelig typisk for mig, at jeg finder noget, som jeg bliver ultrafikseret på i en overgang. Projektet er specielt stimulerende, fordi det blander mange af mine interesser ind i en samlet enhed. På en måde bygger det oven på nogle af de tanker omkring midlertidige baser, som jeg har skrevet om tidligere. Derfor har jeg også ladet mig selv aktivt prøve en reel arbejdsuge af her på Koh Pha Ngan.

Uanset hvad der sker med projektet, så forlader jeg Koh Pha Ngan den 30. august og tager til Koh Tao. Det er stadig min plan at tage et dykkercertifikat på Koh Tao, før jeg tager videre.

Jeg sagde farvel til Andy tidligere på ugen. Han tog videre til Koh Tao. Inden jeg selv ankommer dertil, så er han nok allerede taget videre. Det ligner dog, at vi måske er i Chiang Mai på samme tidspunkt. Vi har i hvert fald aftalt at holde kontakten og se, om vi kan mødes igen længere nede ad vejen.

Men de planer vil jeg ikke lægge nu. Det har hele tiden været min holdning at lægge planerne så løst som muligt. Når det så er sagt, så er jeg ved at have en overordnet holdning til, hvordan de sidste måneder af min rejse kommer til at forløbe. I slutningen af september tager jeg tilbage til Bali. Fra Bali rejser jeg øst og bruger det meste af oktober måned i den del af Indonesien. I november tager jeg til Filippinerne, og fra Filippinerne tager jeg tilbage til Danmark i starten af december. For nu dykker jeg tilbage ned i mit lille AI-projekt.

Thong Sala, kystbyen

Efter fire dage i mere eller mindre total ø-nedsmeltning tog jeg ind til byen Thong Sala. Jeg havde allerede besøgt den en af de første dage for at tjekke et andet hostel ud, men jeg havde på ingen måde dannet mig det overblik over byen, som jeg efterhånden gør de fleste andre steder, jeg besøger.

Thong Sala er en kystby. Det var her, færgen satte os af, og det er en havneby i en fin størrelse. Den er dog ikke større, end at man behageligt kan gå rundt i den uden at skulle pakke vandreudstyr og proviant.

Ganske tæt på færgelejet er der en stor åben plads, der bruges til forskellige markeder. I løbet af ugen har jeg set en spirituel øko-hippie-markedsdag med yoga- og meditationsboder, hjemmedyrkede grøntsager og vegansk mad. Senere på ugen blev pladsen lavet om til en pseudoindendørs markedsplads med telte og presenninger bundet sammen til et tag. Tonsvis af madboder, tøj og souvenirs samt en håndfuld tombolaer, skydetelte og børneforlystelser.

På pladsen står også en stor krigsskude på land, som man kan gå ind i og se indefra. Da jeg besøgte den, var der sat en kunstudstilling op med en lokal fotografs billeder fra Koh Pha Ngan gennem de sidste halvtreds år. Udstillingen tegner ikke et særligt genkendeligt billede. En grusvej med et optog af mennesker, der bærer en vogn med et par tomme stole på skuldrene. En ældre kvinde, der taler til en yngre pige, mens de laver mad i store skåle. Ikke primitivt eller fattigt, bare ikke-vestligt og uden fokus på rige turister.

Udstillingen viser en helt anden verden end den, jeg trådte ud i, da jeg forlod krigsskuden. Ud til en brummende vej med scootere, en taxachauffører der vil tage mig hvor som helst hen på øen og tre 7-Eleven-butikker.

Madekspedition

Igennem hele min rejse har jeg været lidt i sparemode, men her på Koh Pha Ngan har jeg besluttet mig for at løsne snøren lidt. For at sikre mig, at jeg havde forstået mit eget budskab, besøgte jeg en af de dyreste restauranter, jeg kunne finde: The Catch.

Jeg ankommer ved åbningstid og får et bord. Jeg er den eneste gæst i en ganske pæn og veludsmykket restaurant. Der er fire tjenere, der står bag kasseapparatet og kigger, og yderligere to, der vandrer rundt og småjusterer på borddekorationerne.

Jeg får menukortet i hånden og konstaterer, at en restaurant, der hedder “The Catch”, heldigvis specialiserer sig i fiskeretter. Jeg bestiller en grøn salat, en ret med laks og et glas hvidvin. Det er bestemt ikke billigt, men nu er vi her, og jeg synes selv, min sammensætning tegner til et lækkert måltid. Derudover beder jeg om lidt ekstra vand.

Maden kommer rimelig hurtigt. Jeg sidder og nyder den i forholdsvis fred og ro, bortset fra lidt småsnak fra personalet og et musikanlæg, der måske kunne være to decibel lavere. Det er en behagelig stemning, og jeg er glad for, at mine valgte retter både er veltilberedte og velsmagende. Laksen giver jeg mig selv lov til at sidde og nyde i små mundfulde og i forskellige kombinationer af sødkartoffelpureen, de grillede broccolistykker og flødekartoflerne. Hvidvinen skulle nok have været en Riesling i stedet for en Pinot.

Efter måltidet får jeg regningen. Jeg betaler den og tænker, at “ja, det var da lidt dyrt”. Omkring 300 kroner. Det er dog lidt mere, end jeg havde regnet mig frem til ud fra menukortet. Jeg kigger på regningen igen og opdager, at jeg har betalt 45 kroner for 750 milliliter importeret italiensk vand. Og hvad kan man gøre i den situation andet end at grine.

Pause på rejsen

Mit besøg på Koh Pha Ngan har været forholdsvis uplanlagt. Det gælder også, hvor jeg bor. Jeg har mere eller mindre forlænget fra dag til dag på strandhostellet, som Andy og jeg oprindeligt fandt. Problemet med at forlænge fra dag til dag er, at der kan holde op med at være ledig plads.

Det oplevede jeg i starten af ugen, hvilket tvang mig til at kigge mig om efter alternativer. På bookingappen fandt jeg et tilbud på en bungalow ikke så langt fra hostellet. To dage i en privat bungalow lød ualmindeligt tiltalende.

Da jeg ankom til bungalowen, fandt jeg ud af, at den var en del af et mindre resort med tilhørende restaurant, pool og taxa-, vaske- og turservice. Den komplette pakke. Selve bungalowen var også langt over forventning. Blød seng, god aircondition, privat toilet i ren og god stand, køleskab og et lille skrivebord.

Det tog ikke lang tid, før jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne forlænge mit ophold. Receptionisten, manageren og jeg kiggede på det. Vi kunne lave en okay billig aftale, hvis jeg blev i fjorten dage. Ikke helt så billig som mine to første nætter, da priserne var sat til at stige senere på måneden. Priserne følger festivalkalenderen, og en af årets største festivaler starter i den sidste del af august. Ikke desto mindre var prisen god nok til, at jeg sagde ja til fjorten dage i bungalowen.

Hvad skal tiden bruges på?

Jeg har nu fjorten dage i en bungalow på Koh Pha Ngan. Sidste dag er den 30. august. Fjorten dage lyder af meget på en lille ø, som jeg kunne nå at udforske på et par dage, hvis jeg satte mig for det. Men jeg glæder mig til en lille rejsepause. En periode, hvor jeg kan fordybe mig lidt i nogle af mine projekter, mens jeg stille og roligt stifter bekendtskab med de lokale.

Mine planer om et dykkercertifikat er ikke forsvundet. Bare udskudt til september.

Der er natklubber og festivaler i konstant rotation på øen, så hvis jeg har brug for lidt adspredelse, er der rig mulighed for det. Og nu hvor jeg alligevel er her under en af de større festivaler, kunne jeg måske finde på at tage ud og feste en nat eller to. Efter forrige uge med bajere og strand har jeg dog ikke haft den store trang til fest og farver. Vi må se, om lysten vender tilbage.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Når jeg tænker tilbage, mens jeg sidder i en pink sækkestol på stranden på Koh Phangan, så føles det ikke som en uge, hvor der er sket så meget. Men så kommer jeg i tanke om, hvor ugen startede.

Mandag sad jeg på færgen og så George Town glide væk. Andy og jeg har brugt ugen på at rejse op gennem Malaysia, krydse grænsen til Thailand, tilbringe én dag i Thailands tredjestørste by, Hat Yai, rejse videre til de sydlige øer i Den Thailandske Bugt og bruge en halv uge på Koh Phangan.

Fra Hat Yai

Andy og jeg besluttede os for at rejse til de sydlige thailandske øer, så vores stop i Hat Yai var tænkt som et stop på rejsen mere end en destination. Ikke desto mindre bookede vi to overnatninger, så vi ikke skulle skynde os alt for meget.

Hat Yai gjorde indtryk på mig fra det øjeblik, vi ankom. Det er en by, der føles alt for stor i forhold til, hvor livlig den er. Den er bestemt ikke øde. Der er folk på gaderne, spændende morgen- og aftenmarkeder, klubber og butikker. Men alt føles bare mindre, end byen er bygget til.

På vej til vores hostel går vi langs en stor firesporet vej med en eftermiddagstrafik, der knap nok har brug for to spor. Byens gader er bygget meget i stil med mange andre asiatiske byer. Stort set alle facader i gadeplan kan åbnes op, så der kan være en butik, restaurant eller noget andet. Jeg er vant til, at disse butikker næsten altid er åbne, måske med et lukket-skilt, hvis det er sent om aftenen. I Hat Yai er mange af facaderne med skodder og gitre lukkede, selv midt på dagen.

Andy og jeg brugte vores dag i Hat Yai hver for sig. Jeg tog ud og fandt en café, hvorefter jeg fandt et smukt buddhistisk tempel. Senere på dagen mødtes vi og tog på nattemarked. Markedet var levende og fyldt med billige madboder, souvenirs, tøj og alt muligt andet. Det var også livligt nok, hvilket endnu en gang fik mig til at tænke på kontrasten mellem markederne og resten af byen.

Efter vi havde fået lidt at spise og var på vej tilbage, begyndte jeg at lufte mine observationer for Andy. Jeg pegede på lejlighederne over butikkerne. Der var næsten ingen lys, ingen planter, intet tøj til tørre og ingen små tegn på, at folk boede der. Ikke bare i ét hus, men hele vejen ned ad gaden.
Andy gav ikke meget respons til mine observationer, så jeg undskyldte for mine tilfældige byobservationer. Der gik dog ikke mere end fem minutter, før jeg hørte ham sige: “Jeg har kigget videre. Du har ret. Det er mærkeligt.” Da vi kom tilbage til hostellet, måtte vi have det afklaret. Vores værtinde forklarede, at mange af de lokale havde forladt området efter en oversvømmelse tilbage i november.

Den døde fest og den levende strand

Det skal siges, at jeg godt kunne lide Hat Yai. Det føltes lidt som at være i en forlystelsespark uden for de travle timer. Så efter to overnatninger og kun én hel dag føltes det lidt tidligt at tage afsted. Men vi skulle hen til en pink sækkestol på en strand med en øl, og bussen var allerede bestilt.
Vi ankom til Koh Phangan om eftermiddagen efter en lang otte timers rejse. Vores hostel hedder Slumber Party Hostel. Som navnet antyder, markedsfører det sig som et partyhostel. Men af en eller anden grund ankommer vi til et forholdsvis stille hostel. Festen er vist allerede død.

Vi har en bar, en pool, en strand og alle de fysiske faciliteter, der skal til for at få en gruppe backpackere til at glemme, hvad klokken er. Alkoholen sælges selvfølgelig med et lille premium oveni, så det er ikke det billigste sted at slå sig ned. Men selv med premiumprisen er det ikke overvældende dyrt. Det svarer nogenlunde til, hvad en øl koster, hvis du køber en ramme i Brugsen derhjemme. Og her sidder jeg i en pink sækkestol under en palme i 30 graders varme og nyder den. Jeg hører dog, at vi efterhånden nærmer os de temperaturer hjemme i Danmar

Stranden ved Slumber Party Hostel er virkelig den del af min tur gennem Asien, som jeg ikke har gjort nok af. Det er ikke den bedste strand. Om morgenen ved lavvande skal man gå omkring hundrede meter ud, før vandet når anklerne. Man skal holde øje med, hvor man træder, da der ligger skarpe koraller og muslinger i klynger. Der er dog en sandrevle fra kysten og ud, som man tydeligt kan se ved lavvande. Om eftermiddagen er det den, man skal følge. Man skal stadig de hundrede meter ud, men vandet er højt nok til, at man kan komme ordentligt under.

Hvis man går i havet for at blive kølet af, bliver man skuffet. Vandet må være 25-26 grader. Man bliver mere kølet af ved at tage en dukkert og derefter blive ramt af den tropiske havbrise. Poolen er der, hvor man virkelig kan blive kølet lidt ned, så rutinen er: hop i havet, hop i poolen, drik en øl i sækkestolen og fortsæt, indtil det bliver mørkt.

Og sådan er mine dage på Koh Phangan gået indtil videre. Ud over lidt aftenfest, som jeg skrev om sidst, har jeg faktisk bare været en kedelig strandturist i nogle dage. Og planen er at fortsætte, indtil jeg ikke gider det mere, eller mit visum udløber.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Jeg ankom til George Town med den forholdsvis beskedne ambition at gå lidt mindre end i Kuala Lumpur. Måske omkring 10.000 skridt om dagen. Det er en sund og rimelig ambition, når man allerede har brugt flere uger på at undersøge, hvor langt man kan gå i 30+ graders varme.

Allerede den første dag gik jeg 25.000.

Mit hostel blev foreslået af min amerikanske ven, Andy. Det har gratis morgenmad, et håndklæde uden ekstra betaling og, meget vigtigt, en madras, der faktisk ikke var fuldstændig nedslidt. Min evne til at sove på hostels er direkte korreleret med kvaliteten af madrassen. Jeg kan sove igennem en masse støj, hvis jeg bare ligger ordentligt.

Hostellet er rimelig travlt. Hver aften inkluderer drukspil og pub crawls. Muligheden er rar nok, selvom jeg ikke benyttede mig af den. Til gengæld blev jeg gode venner med morgenholdet, der stod tidligt op og spiste morgenmad sammen.

George Town er en meget mere gangvenlig by end Kuala Lumpur. Bygningerne skifter mellem gamle, bevarede britiske kolonibygninger, kinesiske butikker, indiske distrikter og gyder med street art. Foran det store kolonitidsrådhus er der en kæmpe græsplæne efterfulgt af et fort med en promenade langs vandet. Det hele ligger så tæt, at man kan nå at opdage noget nyt, før man har glemt, hvad man gik efter.

Specielt byens street art er en hel skattejagt. George Town har meget af det, og når man følger et kort rundt i byen, ender man hurtigt med at opdage små gårdrum, butikker og gader, man ellers bare var gået forbi. Der er noget meget tilfredsstillende ved at have en løs retning, uden at dagen behøver at blive til et turistprojekt.

Promenaden er ikke så lang, men man kan hoppe hen over hegnet og gå langs kystsikringen et godt stykke. Hvis man fortsætter længe nok, ender man inde på et stort luksushotel, som er indrettet i endnu en af de fredede kolonibygninger. Skulle man komme til at forvilde sig derind og nyde udsigten ud over havet lidt, så kan man med lidt selvtillid bare gå igennem hotellet for at komme ud. Der er også en åben dør, der fører igennem hotellets personalekøkken. Nik og smil til personalet, mens du går igennem.

En stille Starbucks

Den første aften var jeg træt på den særlige måde, hvor man både har lyst til at ligge på sengen og samtidig ikke kan holde ud at blive liggende på sengen. Så i stedet for at blive på hostellet gik jeg til en Starbucks i nærheden.

Det lyder ikke som den mest romantiske rejseoplevelse. Jeg havde egentlig set for mig en lille lokal café, et bord ved gaden og måske en udsigt over noget, som kunne komme på et postkort. Men jeg havde tidligere spottet en Starbucks, der lå lidt for sig selv og ikke så særligt besøgt ud. Jeg valgte at give den en chance. Jeg kommer ind, og der er stille, køligt og lidt afslappet baggrundsmusik.

Jeg går op for at bestille en af de billige kaffer, der kan retfærdiggøre, at jeg bliver siddende den næste halvanden time. Baristaen peger på et lille whiteboard og et skilt ved siden af skranken, hvor der står, at man skriver sin bestilling og viser den til baristaen. Min trætte hjerne tager bare imod instruktionen og når ikke at tænke så meget over det. Jeg får bestilt og sætter mig hen i en behagelig stol.

Min kaffe bliver serveret kort tid efter. Baristaen sætter kaffen ned og laver en lille håndbevægelse, som jeg først tolker som, at hun blæser et kys. Det slår mig, at ingen har sagt et eneste ord, siden jeg ankom. Der er tre ansatte og to andre gæster. Der er ikke bare stille, men abnormt stille for Asien. Der er nærmest en uskreven regel i Asien om, at stilhed er forbudt og skal fyldes med noget, om så det kræver, at nogen begynder at synge højlydt for sig selv.

Der går lige et øjeblik, før jeg opdager, at personalet og flere af gæsterne kommunikerer på tegnsprog.

Hele aftenen havde jeg ledt efter et stille sted at slutte dagen af, og tilfældigvis trådte jeg ind i den absolut bedst mulige café, der kunne opfylde mit ønske.

Andys fødselsdag

Under hele mit ophold i Kuala Lumpur havde jeg et ønske om at være mere social. I George Town lander jeg så på et meget socialt hostel. Det hedder decideret “Ez Social Hostel”. Og i stedet for at dyrke fællesskabet bruger jeg de første tre aftener på bare at gå rundt og hygge mig alene. Det endte med, at jeg måtte skrive til Andy, at jeg altså ikke forsøgte at undgå ham. Vi havde kun set hinanden den første dag efter, at jeg ankom.

Samme dag, som jeg skrev til Andy, stødte jeg ind i ham. Jeg havde sat mig ind på en café, der tilhørte et hostel, og ned ad trapperne kommer Andy. Det viste sig, at imens jeg havde været ude at vandre rundt i gaderne, var han flyttet over på et nyt hostel.

Endnu mere tilfældigvis var det Andys fødselsdag, så jeg endte med at bruge resten af dagen sammen med ham og nogle af hans venner. Andy har været i George Town i fire uger, så han er godt kendt i byen. Aftenen endte med en god mængde øl oppe på en lukket tagterrasse, som vi brugte til en lille privat fejring.

En plan mod Thailand

Andy og jeg mødes igen et par dage senere til George Town Festival. Efter at have gået rundt, spist lidt street food og drukket et par øl sætter vi os ned foran scenen. I stedet for at fokusere på den fire meter høje lysende dukke, der bliver styret af dukkeførere til blid, stemningsfuld musik, begynder vi at snakke om at rejse til Thailand.

Andy tager snart til Thailand, og jeg har godt kunnet bruge en rejsemakker, i hvert fald for en periode. Så vi får aftalt at tage afsted sammen mod Thailand, først til Hat Yai og derefter Koh Samui. Ian og Brail, som jeg mødte til Andys fødselsdag, er også på vej mod øerne, og det tegner allerede til en lille genforening på en sandstrand i Thailand.

Jeg glæder mig ret meget til stranden. George Town er kommet meget højt op på listen over steder, jeg godt kunne vende tilbage til. Det er varmt, ja, men efter mange måneder i troperne er jeg ved at have vænnet mig til at blive bagt levende. Byen har været sjov at gå på opdagelse i. Der er stadig meget at se og mange områder, jeg slet ikke besøgte uden for byen. Derudover er det en meget behagelig by bare at være i. Lidt ligesom en dansk havneby midt om sommeren. Travl, men fyldt med alt muligt spændende. Nogle gode steder at slappe af. Nogle gode steder at møde folk. Nogle gode steder at sidde og fokusere. Den fungerer både som en kort feriedestination og som en mellemlang base.

Jeg kommer nok tilbage en anden god gang.

Men hvis jeg vil rejse lidt rundt med Andy, må jeg efterlade byen for nu. Det bliver dog også meget spændende at komme til Thailand. Og jeg glæder mig til nogle dage med rigtig sandstrand.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Det har været en uge med fokus på Kuala Lumpur. Jeg har vandret den indre by tynd og stillet mig selv de samme spørgsmål gentagne gange. Kunne jeg se mig selv opholde mig her i en længere periode? Kuala Lumpurs svar er: Så skal du kunne lide indkøbscentre.

I Californien skjuler man store oliepumper inde i bygninger midt i byerne. I Kuala Lumpur skjuler de indkøbscentre. Hvert sted, jeg har besøgt, som ser en smule interessant ud, viser sig at være et indkøbscenter i forklædning. Et indkøbscenter eller en bank. Nogle gange begge dele. Det er en by bygget af rige koncerner. Jeg tror, jeg gik igennem mindst fem malls på to-tre dage. De var stopfyldte med mennesker. Foodcourts var pakket, og selv butikker, som man hjemmefra ville forvente var helt tomme, havde jævnligt kunder. Det var ikke bare steder, man tog hen for at købe noget. De virkede som nogle af byens egentlige opholdsrum.

En af mine første dage havde jeg bare lyst til noget fastfood. Jeg havde gået hele dagen, så jeg søgte og fandt en McDonald’s i nærheden. Min vej tog mig dog igennem Jalan Alor, som er Kuala Lumpurs store madgade. Der var tre-fire hundrede meter med sælgere, lys, larm, menneskemængder og billige madtilbud, som alle kæmpede imod min meget enkle beslutning om at få en burger.

Jeg kom ud på den anden side og var træt i hovedet. Jeg ankom til McDonald’s, og den var propfyldt. Lige så meget som jeg havde brug for lidt komfort-fastfood, havde jeg også brug for ro, og jeg opgav næsten at spise. Så jeg gik videre mod Burger King, som ikke lå så langt væk.

Burger King lå i Pavilion.

Jeg havde ikke forstået, hvor stort Pavilion var. Jeg brugte omkring 20 minutter på at finde ud af, hvilken etage Burger King lå på, og hvilken etage jeg selv var på. Da jeg endelig fandt Burger King og kom til skranken, fik jeg at vide, at jeg kun kunne bestille et Whopper Meal. Ingen af deres andre burgere. Fint. Alt for at få lukket dagen. Jeg satte mig ned og følte trætheden vælte over mig. Personalet var i gang med at lukke biksen ned, og inde fra køkkenet kunne jeg høre nogen synge “I’m Lovin’ It”. Det var sent, da jeg forlod Pavilion Food Court. Men byen kørte på fuldt blus.

Kuala Lumpur til fods

Kuala Lumpur til fods er en blandet oplevelse. I nogle områder kan du gå på store, brede fortove med masser af plads og få eller ingen blokeringer. Men kun så længe du bliver inden for områderne. Der er et stort og integreret motorvejsnetværk, der nærmest skærer byen op i små øer. Som fodgænger er det med livet som indsats, hvis du vil gå fra en ø til en anden, da den eneste vej er at krydse motorvejene. Og de er temmelig travle og brede.

Jeg har ikke vovet mig ud i en motorvejskrydsning endnu. En af dagene havde jeg udset mig en park. Da jeg kom hen i nærheden, kunne jeg konstatere, at jeg skulle krydse et større motorvejskryds for at komme ind i parken. Efter at have gået op og ned langs vejen for at lede efter en bro eller en underpassage måtte jeg konstatere, at den ikke fandtes. Til gengæld var jeg også faret vild og befandt mig i noget, der lignede en serviceindgang til et større kompleks. Da der var en del fodtrafik, valgte jeg bare at følge med strømmen og se, hvor jeg ville blive bragt hen. Pludselig stod jeg i et indkøbscenter.

Indkøbscenter er ikke helt præcist. Jeg var endt ved TRX. Det er et kæmpe kompleks med flere skyskrabere og en hævet park, der forbinder de mange bygninger, mens man har udsigt over store dele af byen. Der er endda en politistation oppe i komplekset. Det føles meget luksuriøst og meget velholdt, men også lidt som sit eget lukkede område. En by i byen.

Det er en ting, jeg stadig prøver at lære om Kuala Lumpur: Distrikterne er så forskellige, at de hver især føles lidt som deres egen by. Man bruger ikke en eftermiddag på at “se TRX”. Man bruger en eftermiddag på at finde ud af, hvordan man kommer ind, hvor udgangen er, og hvorfor der står en politistation midt i en have oven på et indkøbscenter.

Farvel til rotterne

Jeg flyttede fra Bukit Bintang til Chinatown midt på ugen. Jeg havde allerede booket det nye hostel, Mingles, men den sidste morgen på det gamle hostel bekræftede, at det var et godt tidspunkt at tage videre. Da jeg gik ud for at børste tænder, så jeg en rotte i fællesområdet. Den kravlede ind under en dør ved siden af det aflåste personaletoilet. Der var også rottelort på gulvet.

Jeg har en ret høj tolerance for halvslidte hosteller. Det gamle sted lå ekstremt centralt og var faktisk rimeligt billigt for Bukit Bintang. Men rotter er ikke ideelle. Der er kort vej fra en rotte til en ødelagt rygsæk og en meget dårlig dag.

Mingles startede bedre. Der var en tagterrasse, fællesområder, et tilknyttet caféområde og et rigtigt håndklæde uden ekstra betaling. Små ting gør overraskende meget. Jeg kunne bruge min egen kaffe, få varmt vand og sidde i fællesområdet, hvor man faktisk faldt i snak med folk.

Hostellet havde dog også sine egne særlige regler. En nat ringede et fysisk vækkeur klokken seks om morgenen. Ikke en mobiltelefon, men et rigtigt vækkeur. Det ringede i flere minutter, før jeg rejste mig, fandt sengen og vækkede manden, der ejede det. Fem minutter senere ringede det igen.

Ved min egen seng, lige ved døren, havde jeg et andet problem. Når døren lukkede, smækkede den så hårdt, at hele værelset nærmest hoppede. Så jeg lavede små klumper af toiletpapir og placerede dem i karmen, hvor døren og rammen ramte hinanden. Ikke nok til at blokere døren, bare nok til at dæmpe slaget.

Det gjorde en verden til forskel.

Jeg har ingen planer om at gå rundt og forbedre hosteller som en ubetalt driftskonsulent. Men når jeg allerede ligger ved døren og bliver vækket af den, kan jeg godt finde på at lægge lidt toiletpapir i karmen.

Vandfald

En morgen hang der en liste i receptionen over en tur til vandfald og Batu Caves. Billedet viste nogle, der badede i et vandfald. Tiltalende, og jeg havde ikke været uden for Kuala Lumpur før. Der stod bare, at man kunne skrive sit navn på listen, så det gjorde jeg.

Vi mødtes ude foran hostellet. Vi var 12, der skulle afsted. Vi delte os i taxier ud til vandfaldsområdet, som kun lå 25-30 minutter væk. Da vi steg ud af taxierne, stod vi på en lille parkeringsplads ud til en stor jungle. Ud over et par boder med mad og drikke var der bare nogle få skilte, der pegede os ind i buskadset.

Da vi begyndte at gå, tænkte jeg ved mig selv, at jeg havde pakket alt for meget. Håndklæde, badebukser, elektronik og det hele. De fleste andre havde en plastikpose og klipklappere. Jeg havde min dagsrygsæk og kondisko.

Det viste sig dog, at det ikke så meget var en tur for at se et vandfald som en vandretur op langs en bjergside for at se otte vandfald i cirka 30 graders varme og ekstrem luftfugtighed. Selvom jeg var glad for valget af fodtøj, var rygsækoppakningen ikke helt optimal. Men i det mindste vidste jeg, hvor min bærbare computer var.

Vi startede med at gå ad cementtrapper, men efter de første fire vandfald blev det til grus og sten. Fra det syvende til det ottende vandfald fik vi at vide, at vi skulle klatre med reb et par steder, hvortil jeg svarede, at jeg bare ville vente ved det syvende vandfald på de andre.

Mens jeg ventede, kiggede jeg på aberne. Der var aber overalt. De holdt sig for sig selv og gik kun hen til de ting, der var efterladt ved siden af vandfaldsbassinerne.

De andre kom ned fra det ottende vandfald, og vi gik ned til det fjerde vandfald, hvor det næsten var blevet tid til at tage hjem. Hele gruppen var klar på at køle ned i vandet. Vandfaldet her endte i et større bassin og var det sted, hvor flest folk generelt tog en dukkert. Der var en del mennesker, men kun få af os var vestlige.

Efter at have svedt i junglen var det kølige vand forfriskende. Vi nåede at bruge en halv time i bassinet. Et par drenge fandt ud af, at man kunne klatre op ad bjergsiden og rutsje ned ad de våde sten og ned i bassinet. Det forvandlede hurtigt bassinet til et lille naturligt vandland. Mens der var gang i at glide ned ad de glatte sten, havde jeg bare nakken godt nede i det kølige vand og nød en lille afslappende pause.

Efter at have haft det sjovt ved vandfaldene og kæmpet med et par nysgerrige aber, der var gået i gang med at undersøge gruppens efterladte net og tasker, gik vi ned fra bjerget. Gruppen delte sig, og nogle tog videre til nogle hellige grotter. Jeg tog dog tilbage til hostellet. Det er godt at vide, at der også er lidt at opleve ikke så langt uden for Kuala Lumpur, når man bliver lidt for træt af byen.

En aften på pubben

Jeg drikker generelt ikke så meget alkohol og specielt ikke alene. Men jeg havde en aften, hvor jeg så en pub og tænkte, at en fadøl og lidt værtshusstemning var på sin plads. Jeg satte mig ned, fik en øl og kiggede rundt. Jeg var tidligt på den. Det var kun mig og personalet. Jeg småsludrede lidt med servitricen og spurgte til aftenens program. Der var åbenbart livemusik med gæstesangere.

Jeg var lige nået til et stadie af afslapning, da jeg fra indgangen hørte en kvinde fortælle, at hun var kommet for at synge, og spørge, hvornår hun kunne starte. Pænt fik hun at vide, at musikken først startede senere. Derefter stillede hun sig op ved scenen og begyndte at synge højlydt hen over højttaleren, der spillede “Hotel California”. Hun fik øjenkontakt med mig og tog det som en invitation til en samtale.

Hun præsenterede sig som ph.d.-studerende inden for kvantefysik, forretningsejer og life coach. Da jeg spurgte hende til hendes forretning, trak hun sin iPad frem og viste mig sin hjemmeside, der brugte horoskoper og kvanteverdener til at forklare, hvordan man manifesterer den virkelighed, man ønsker sig. Den næste halve til hele time gik med, at hun dykkede ned i spiritualitet, chakraer, relationer, energi, parforhold, sex og hvad mænd og kvinder burde gøre. Jeg prøvede mest at oversætte hendes spirituelle sprog til noget, jeg kunne genkende.

Efter en god lang snak om alt mellem himmel og jord kom hun i tanke om, at hun var kommet for at synge. Jeg benyttede lejligheden til at betale for min øl og stille mig i positionen: Jeg går nu. Lad os sige farvel.

Videre mod George Town

Min indledende plan for Kuala Lumpur var egentlig at blive der i tre-fire uger. Byen er ikke dårlig. Jeg kunne gå rundt, se alt muligt og finde nye indkøbscentre, biblioteker, parker og områder med caféer. Jeg fandt dog ikke et opholdssted, der talte til mig. Og efter over en uge følte jeg trang til et skifte.

Så jeg tog videre til George Town, hvor min amerikanske ven Andy for tiden arbejder som frivillig på et hostel. Da jeg stod på busterminalen, klikkede det for mig. Min oplevelse af Kuala Lumpur var meget som en transitzone. Kom og oplev spektaklet, men der var ikke rigtig nogen grund til at blive og hænge ud. Så jeg er spændt på, hvad George Town kan give mig.

Turen til Kuala Lumpur begyndte i den slags situationer, som kun rigtig kan opstå alt for tidligt om morgenen før et fly. Jeg havde bestilt en taxa til stationen. Taxachaufføren var ti minutter væk og skrev til mig for at diskutere, om den rigtige destination var valgt i appen.

Jeg skulle til togstationen. Han ville gerne løse et problem, som først ville være relevant, efter han havde hentet mig. Jeg skrev tilbage, at jeg sådan set var ligeglad med, hvilken destination der var valgt, for hvis han ikke var her, hvordan skulle jeg så komme nogen steder hen?

Jeg nåede toget og flyet. På flyet opdagede jeg igen de universelle love for kommerciel luftfart:

• Der skal være mindst én baby eller tumling om bord.
• Mindst én baby eller tumling skal placeres inden for fem rækker af Mathias.
• For hver times flyvning skal der være fem minutters gråd eller skrig i nærheden. Bemærk: Nogle gange deltager Mathias i hyleriet.

Mens jeg sidder og nyder udsigten ud ad vinduet, springer der pludselig gnister ud fra jetmotoren bag mig, efterfulgt af et dæmpet brag. I de næste sekunder blinkede seleskiltene, kabinepersonalet blev kaldt til deres pladser, og kaptajnen sagde noget over højtaleren, som jeg ikke kunne høre. Han snakkede i to minutter. En lille stemme i mit hoved popper op og siger: Hey, var der ikke noget med et Malaysia Airlines-fly, der på mystisk vis forsvandt nogle år tilbage?

Det hjalp så ikke, at en steward ti minutter senere gik ned gennem kabinen og sprayede duftspray i luften. Jeg er nu i fuldt alarmberedskab. Da vi kort tid efter ligger an til landing, sidder jeg og stirrer ud af vinduet på motoren. Er det bare mig, eller ryster den mere end normalt? Og så landede vi uden problemer.

Jeg gætter på, at jetmotorer bare eksploderer en lille smule en gang imellem.

Første indtryk

Første indtryk af Malaysia er positivt. Jeg sad i lufthavnstoget og så landskabet glide forbi. Der var velbygget infrastruktur, velbyggede boliger, et togspor der så vedligeholdt ud, og veje langs skinnerne, som også virkede i rimelig god stand. Bygningerne så ikke ud, som om de var ved at falde sammen eller havde været igennem en krig.

Jeg er sikker på, at der er fattigdom mange steder. Men efter Indonesien, og særligt Medan, virkede det som at komme tilbage til civilisationen.

Efter måneder i et land, hvor fortovene inkluderer store huller ned til kloakken, sætter jeg pris på ikke at skulle kigge på mine fødder konstant, når jeg går. Jeg beder ikke om Japan-niveau. Det ville bare være rart at gå på et fortov, som jeg ikke ser som en potentiel sundhedsrisiko.

Det er ikke fordi, jeg sidder og filosoferer om fortove ud af det blå. Jeg er en vandrer. Når man bruger mange timer hver dag på at gå rundt, lægger man mærke til, om turen er behagelig. Gåture er transport, motion, sightseeing og den måde, jeg finder caféer og opholdssteder på.

En by om aftenen

Den første aften i Kuala Lumpur var jeg for træt til at tage tilbage til hostellet, men også for træt til at lave noget fornuftigt. Så jeg gik en tur.

Byens høje bygninger var oplyste. Kuala Lumpurs skyline er behagelig. Man går rundt, drejer om et hjørne og ser en ny samling skyskrabere. Der er meget forskellig arkitektur, og det føles ikke bare gråt og ensartet. Når jeg står og kigger op på en skyskraber på hundrede etager, får jeg stadig den mærkelige følelse af at være lille.

Jeg genså også noget, jeg næsten havde glemt, fordi jeg ikke havde set det i flere uger: influencere. De var overalt mellem de oplyste bygninger. Ikke med ét kamera, men med fem telefoner monteret på en håndholdt dims, hvor hver telefon tilsyneladende lavede noget forskelligt. Det er faktisk imponerende, at de kan styre det.

Mens jeg går rundt om Petronas-tårnene og undviger influencers og ivrige gadesælgere, kommer jeg til KLCC-parken bag tårnene. En stor bypark med grønt, bænke og en kunstig sø med springvand. Lige da jeg kommer rundt om hjørnet, bliver der skruet op for højtalerne. Popmusik spiller i parken, og et helt springvandsshow starter med lys, farver og koreograferet vand til musikken. Åbenbart er der springvandsshow om aftenen klokken ni, og jeg er helt tilfældigt endt der på det præcise klokkeslæt. Jeg har en tendens til bare at snuble over den slags begivenheder.

Det var en god aften. Kuala Lumpur gav et godt første indtryk. Små bygninger, så lidt større bygninger, og til sidst Petronas Towers. Måske kommer jeg til at kunne lide Kuala Lumpur. Jeg kan godt lide sightseeing-delen indtil videre. Det er ikke det samme som at kunne lide at være her, men det er en fin begyndelse.

Den røde tunnel

Jeg havde brugt hele dagen på at besøge hostels og hoteller. På grund af regnen havde jeg gjort holdt ved flere restauranter, og sent på eftermiddagen havde jeg fået nok og ville bare hjem. Regnen var stoppet, men alt var stadig vådt. Mens jeg bevæger mig tilbage mod hostellet, går jeg fra små gader og stræder over mod skyskraberne med Petronas-tårnene som mit primære mål.

Da jeg går ned ad de mørke gader, lægger jeg mærke til en masse biler, der kører ned ad en sidevej med masser af belysning og restauranter langs vejen. De holder nærmest i kø for at komme ned ad vejen, og folk hopper ind og ud af bilerne. Selvom jeg ikke er sulten, er jeg nysgerrig nok til at gå ned ad sidevejen for at se, hvad der sker.

Jeg gik gennem gaden med restauranter og ind på et lille oplyst marked. I enden af markedet var der en stor belyst bro. Fra brotårnet kunne jeg se floden og motorvejen nedenunder. Selve broen var en lystunnel, der langsomt skiftede farver. Som en sci-fi-portal.

Der var mennesker, der tog billeder, men fordi det lige havde regnet, var menneskemængden forholdsvis mild. Foran mig stod tårnene med en lille sky ved toppen, så de lignede, at de røg eller dampede.

Hosteller, håndklæder og rotter

Jeg har brugt overraskende meget tid på at kigge på hosteller. Målet er at finde ud af, om jeg gider leve her i 3-4 uger. Resultatet er, at jeg nærmest er blevet til en inspektør, der går rundt og vurderer brusere, senge, gardiner, aircondition, fællesområder, personale, renlighed, priser og om folk faktisk ser ud til at tale sammen.

Det hostel, jeg bor på nu, er egentlig fint og nok også muligt at bo på i længere tid. Det koster bare 55 ringgit for en seng på sovesal og yderligere fem ringgit for at leje et håndklæde. Tagterrassen er uventet god om morgenen omkring klokken otte, før de andre vågner. Der er gratis varmt vand og te, og jeg kan bruge mit eget kaffepulver.

Bruseren har svagt tryk. Mit nanofiberhåndklæde er en god kompakt ting at have i rygsækken, og jeg har brugt det flere gange, hvor jeg ellers havde manglet noget. Men det er ikke et godt håndklæde. Det er funktionelt. Når jeg har været i bad, kæmper jeg for at føle mig tør i stedet for at komme ud stadig lidt fugtig. Midt om natten hørte jeg rotter løbe på taget direkte over min køje.

Og alligevel er mit nuværende hostel mere attraktivt på tværs af faciliteter og pris end stort set alt andet, jeg har kigget på.

Da jeg havde fundet ud af, at rotterne sandsynligvis løb over loftet, faldt jeg mere til ro. Min øverste køje, som jeg normalt ikke bryder mig om, blev pludselig en taktisk fordel. Den holdt mig væk fra gulvet og gav mig et hjørne af sovesalen, hvorfra jeg kunne holde øje, hvis rotteinvasionen begyndte.

Hvis de faktisk kommer ind på sovesalen, så tjekker jeg dog ud, så snart jeg kan kæmpe mig vej gennem dem.

Jeg har gået omkring 50.000 skridt på to dage. Fødder og ankler sørgede for at fortælle mig det om natten. Jeg har også været mentalt træt. Ikke bare træt af sightseeing, men træt af hele tiden at vurdere: Er Kuala Lumpur et sted, jeg gider blive? Er Chinatown for budget? Er Bukit Bintang for dyrt? Ville Penang give mere mening? Skal jeg finde et fællesskab i stedet for bare en billig seng?

Men jeg er begyndt at varme op til hostellet. Ikke fordi det er blevet bedre, men fordi det er blevet et sted, jeg kender. Jeg ved, hvor man kan sidde på tagterrassen om morgenen. Jeg ved, hvor teen er. Jeg ved, at bruseren er svag. Jeg ved, at håndklædet ikke rigtigt er et håndklæde. Og jeg ved, sådan cirka, hvor rotterne løber rundt.

Hver gang jeg kommer et helt nyt sted hen, betaler jeg åbenbart for de første 24 timer. Jeg sammenligner, ser alle fejlene og begynder at lede efter det næste, før jeg nærmest har pakket ud.

Så lærer jeg, hvor rotterne løber rundt, og så bliver det mere håndterbart.

Der går en kilometer lang vej ned til min mormors sommerhus på Fyn. Det er en asfalteret landevej og teknisk set må du køre 80 km/t på den. Den er dog så ujævn og så skæv, at hvis man kører 60 km/t på den, så letter alle fra deres sæder. Min far vælger selvfølgelig konsekvent altid at sætte farten lidt op ned af den vej, så det føles som at være terninger i et raflebæger.

På motorvejen fra Parapat til Medan ville jeg fortrække at køre ned ad sommerhusvejen med min far bag rattet. Motorvejen er ikke dårlig, men hvert sted, hvor en tunnel eller passage er bygget under vejen, har medført, hvad der svarer til et flyvehop med den fart, vores taxachauffør vælger at tage dem med. Da jeg midt på motorvejen får en besked fra mit skridttællendeur om, at jeg har nået dagens mål for skridt og etager, vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde. Og efter 2 timer i en konstant rutchebane, så bliver selv den stærkeste mave træt.

Turen går tilbage til Medan efter 8 dage på Samosir Island. En hvilken som helst rejseguide vil nok fortælle dig, at 2, maks. 3 dage på Samosir er nok til at opleve øen. Dertil vil jeg nok give dem ret, hvis du blot går efter seværdigheder. Samosir har smukke bjerge og fantastiske udsigter ud over søen. En lille udflugt til Sibea-Bea, og en eftermiddag med badning og vandsport samt et godt aftenmåltid i Tuktuk, og så har du fået en fornemmelse for området. Jeg nød dog mit lille ferieagtige ophold. Klar og frisk til at tage videre.

Hotel O

På Agoda fandt jeg et meget billigt hotel i Medan. Det er faktisk tæt på det billigste hotel, jeg har set på hele min rejse. 29 kr. pr. nat, høj anbefaling, 3 stjerner, en god mængde positive reviews.
Jeg er meget skeptisk over for den slags, så jeg dobbelttjekker, at der ikke er nogle skjulte omkostninger eller store mangler rapporteret. Intet springer i øjnene. Da jeg ankommer til hotellet, er det første, der møder mig, et stort skilt med røde bogstaver, hvor der står “No LGBT”.

Det skal siges, at det er første gang, at jeg har set noget som helst anti-queer-skiltning på hele min rejse. På tværs af 8-9 byer i Indonesien samt både Cambodia og Vietnam har jeg ikke haft indtrykket af aktiv modstand imod queer kultur. Når det så er sagt, så er folk i Medan meget mere konservativt klædt og tildækket. Da jeg spørger receptionisten til skiltet, skæver hun til det, vender øjnene og sender mig et smil, så hvem ved hvor overholdt det er.

Det er et af de mærkeligere hoteller, jeg har været på. Selve bygningen føles nyrenoveret, med hvide vægge og polerede klinkegulve. Der er ikke spor af slitage eller misligholdelse. Omvendt, hvis du går ud af hotellet, så står du på en støvet, beskidt og travl hovedvej. Hotellets placering kan være lidt af det hele. Det er lige ved siden af en fin café, et minimarked og en bazar. Jeg kommer dog ikke til at spise noget lige her. Der er et par madstande ude foran hotellet samt i bazaren ved siden af, men efter at have set rotter kravle ind og ud af de tomme madvogne om natten, så har jeg valgt at gå lidt længere efter mine måltider.

Der er også en lille sidevej ikke så langt fra hotellet. I klassisk asiatisk stil, så er der 8 butikker, der sælger det samme. Dette er computercafé- og printgaden. Hvis man går igennem den, kommer man til universitetscampussen. Det er juli, så universitetet er på sommerferie, med kun ganske få mennesker på vejene. På den måde kan jeg gå fra travlt og bekvemt over til fredeligt og tomt på 2 minutter.

Medan-livet

Bybilledet i Medan er meget anderledes end mange andre byer, som jeg har opholdt mig i. Flere religiøse bygninger, med forholdsvis mange moskéer, lidt kristne kirker med jævne mellemrum og stadig plads til andre religiøse bygninger. Det er meget normalt, at restauranter og caféer kun serverer mad, der er halal. Ingen gris, ingen alkohol. Du kan godt få en øl mange steder, hvis du spørger efter det, men det er ikke skiltet med på mange menukort.

Nattelivet er også rimelig specielt. Der virker ikke til at være en særlig stærk drukkultur i byen. På mine små aftenvandringer er det typisk store caféer og restauranter, der holder sent åbent. Det virker til, at det er her, nattelivet kan findes. De fleste steder har åbent til 23:00, og enkelte helt til 01:00. Jeg har set forholdsvise store restauranter og caféer flere steder på min rejse, men i Medan er de rimelig konsekvent fyldte med 100-200 gæster i aften-rushhour ved 21-tiden.

En aften på café er ikke en stille stund med en kop kaffe. Det er et aktivitetscenter, hvor hvert bord konkurrerer om at være det mest livlige. Folk spiller spil, lytter til musik, ser film, snakker på FaceTime eller skrålgriner over hinandens jokes. Mellem dem er der et par borde, hvor unge mennesker sidder med computeren fremme i forholdsvis stilhed. Den overordnede stemning er dog livlig og højlydt, tangerende til festlig.

Jeg har set et par reklamer for rooftop parties, hvilket virker til at være de steder, der minder mest om natklubber, men fra hvad jeg har set, så er der ikke en bar- eller klubgade, som i så mange andre storbyer.

I dagstimerne er det varmt i Medan. Der er 6 timer fra Medan til Lake Toba og ligeledes 6 graders forskel. Midt på dagen ligger det stabilt på 35 grader, og ned ad de varme asfaltgader kan det hurtigt føles som at åbne for bageovnen. Folk er vist heller ikke vant til at se fodgængere i middagsvarmen. Der går kun 5-10 minutter, før en ny person råber ‘Hello’ eller dytter og vinker ad mig. Jeg føler mig nærmest som en minikendis. Om det er min forholdsvis blege hud eller om det er Stetson-hatten, der tiltrækker opmærksomheden, kan jeg dog ikke være helt sikker på.

Den kommende rejse

Jeg bruger mine dage i Medan til at rydde op i rygsækken og i hovedet. Der bliver købt lidt til toilettasken, skiftet lidt rundt i mit tøj og kigget på det næste stop. Om lidt tager jeg til Malaysia, hvor jeg umiddelbart vil opholde mig 4-6 uger. Ud over Bali har jeg opholdt mig de fleste steder 1-2 uger, men i Malaysia vil jeg forsøge mig med 3-4 uger i det samme område af gangen. Jeg er nået til et punkt i min rejse, hvor det er blevet vigtigere at føle mig tilpas end at opleve nyt efter nyt. Når scenen, menneskerne og omgivelserne skifter konstant, så når jeg ikke ned i dybden med oplevelserne. Her i Medan kunne jeg nok godt gå ud og finde nogle spændende sociale scener med folk, som jeg kunne snakke med. Men med kun få dage tilbage af mit ophold, så er motivationen der ikke rigtig.

Det betyder ikke, at jeg kommer til at sidde stille i Medan. Det er en lidt interessant by, fordi den ser så få vestlige turister. Der er meget lidt, der er lavet til mig. Jeg skal gå langt for at finde morgenmad, der ikke er ris- og kyllingbaseret. Det er også en markant bedre by for fodgængere end mange andre i Sydøstasien. Universitetscampuset bag hotellet er et perfekt aktivitetsområde til tidlig morgen løb og træning, med mulighed for lidt mad til studenterpriser senere på dagen. Så på ingen måde spilder jeg min tid her i Medan, men det kommer så også fra en lidt atypisk, langsomt rejsende fynbo.

Det stille hostel

Denne uge ankom jeg til Samosir Island ved Lake Toba. Jeg bor på Bagus Bay hostel i Tuktuk. Da jeg ankom til hostellet, var det praktisk talt tomt. Personalet består af 3 indonesere. En receptionist, en køkken dame og en gardner. Køkken damen og receptionisten sidder og snakker i køkkenet for det meste. De er venlige nok, men holder sig for sig selv. Der er lidt sommerferie stemning over hostellet. Den der stemning hvor man er på arbejde, men der sker ikke rigtig noget. Vedligeholdslisten er færdig, så nu er der kun sølvtøjet tilbage at pudse.

De første par dage ser jeg 5 andre gæster. En fransk hiker, som jeg snakker en del med, et par ældre franske damer, der enten ikke kan eller ikke vil snakke engelsk, og et ungt britisk par, der indimellem slår over i russisk. Franskmanden og jeg snakker sammen når vi støder på hinanden. Han er hyggelig nok, men keder sig på Samosir. Vejret har været dårligt i dagene op til jeg ankom, så han har hængt fast på et halvtomt hostel og ventet på at kunne komme på udflugt.

Udover regnvejr den aften, hvor jeg ankom, så har det været godt vejr med kun lidt natteregn, hvilket er rimelig heldigt, for det er ikke det mest interessante hostel. Hostellet har en stor restaurant med masser af træbænke og -stole, der ikke ligefrem indbyder til mange timers ophold. Tilknyttet er der et stort grønt areal med basketkurv, badmintonnet og gynger. Der er også en lille cementsti ned til vandkanten, hvor man kan hoppe ned i søen eller leje en kano/kajak. Hostellet og generelt Samosir taler mest til udendørs mennesker. Alle caféer, restauranter og hostels er åbne bygninger med kun enkelte rum lukket for vind og vejr, så som toiletter og soveværelser. Jeg har fået mange myggestik som konsekvens.

Festival i byen

Tuktuk er en lille by med forholdsvis mange caféer, restauranter og overnatningsmuligheder. Det er et lille turistsamfund, men ikke overskruet som så mange andre steder i Indonesien. For en som mig, der godt kan lide bare at sidde og nyde en kop kaffe på en café i et par timer, så er det et perfekt område.

Midt på ugen bliver der pludseligt mere travlt i byen og på hostellet. Der ankommer en god mængde nye mennesker, og trafikken på de små veje bliver pakket, nogle gange med køer. Det er dog ikke vestlige turister. Det er en masse udenbys Indonesere. Nogle af de restauranter, der før havde lukket midt på dagen, er nu åbne og ser lidt fodtrafik. Den søvnige lille ferieby er vågnet op.

Jeg sidder og spiser morgenmad på en café, hvor jeg falder i snak med indehaveren. Hun spørger, om jeg tager over til festivalen senere, hvortil jeg må spørge “hvilken festival?”. Det viser sig, at jeg åbenbart er dukket op midt i den årlige Samosir music festival, som strækker sig over 3 dage. Der er en scene med opvisninger og familieunderholdning i dagstimerne. Om aftenen er der koncerter med store nationale navne. Samtidig bliver der også afholdt et 10 km løb og andre sportsaktiviteter.

Da byen begyndte at blive mere aktiv, var min første indskydelse en smule ærgelse. Freden er forbi. Aftenerne går fra at være stille med kun lidt støj fra vejen og insekterne, til et livligt opholdsrum, hvor, i sand Indonesisk manner, alle sidder med deres smartphones og enten snakker eller ser videoer på fuld speakerlyd. Samtidig har naboerne fundet karaoke-anlægget frem og skråler nogle af de skæveste toner, jeg har hørt længe. Og den stille vej er blevet fyldt med biler og motorcykler, der alle har behov for at dytte, som da de passerer svinget, hvor hostellet ligger. Jeg kan tolerere meget støj, men da en midaldrende mand mente, at klokken 5:00 var et glimrende tidspunkt at lave en aerobics musikvideo guide ude foran mit værelse, måtte jeg alligevel stå op og stirre på ham, som var han komplet sindsyg, indtil han smuttede.

Men hvis man ikke kan vinde over støjen, må man slutte sig til den. Så jeg tog over på festivalspladsen og brugte aftenen på at lytte til Bulu Mini band, der spillede cover numre af alt fra “Can’t help falling in love” til “Knockin on heaven’s door” samt et andet band ved navn Punxgoaran, som tiltrak et rimeligt stort publikum. Produktionskvaliteten var høj med både godt scene show, lyd, lys og kamera. Lidt ligesom Hede Rytmer i Silkeborg. Bare på indonesisk.

Tilbage til projekterne

Jeg sidder ikke meget på hostellet. Om morgenen pakkes rygsækken og så går jeg ellers igennem byen, indtil en god café dukker op. Der er nok valgmuligheder til at holde mig beskæftiget hele ugen, og nogle steder er gode nok til et ekstra besøg. F.eks. er der en lille restaurant, der laver pizzaer og har siddepladser med udsigt ud over søen. Jeg har spist aftensmad der et par gange. Jeg kan sidde med min computer og kigge ud over søen, imens mørket falder på og lyset fra byen på den anden side tænder. En aften var der en tordensky, der rullede hen over bredden på den anden side og gav naturens svar på et fyrværkeri show.

På computeren er der gang i en masse. Jeg er kommet tilbage i mit skrivehjørne, som I måske har bemærket. Selvom min rejse ikke er hu-hej vilde dyr, så er der stadig massere af fortællinger, som jeg kan give videre til jer. Det er med tiden også blevet nemmere og en normal del af dagen at finde mig godt til rette i at dokumentere mine oplevelser. Tak fordi I læser med, forresten.

Det passer mig meget godt at kunne kombinere en rig verdensoplevelse med den velbevandrede digitale verden. Når jeg kigger tilbage, har jeg dog ændret mit forhold til begge sider. Jeg går ikke længere lange ture for at afstresse. Nu går jeg dem for at se og opleve den del af verden, jeg nu befinder mig i. På samme måde sidder jeg ikke og ser YouTube for at afkoble efter en lang arbejdsdag mere. På computeren er der primært gang i små projekter, der interesserer mig, og jeg arbejder hen imod at udvikle en anden side af mig selv end tidligere. En mere kreativ og måske endda en smule kunstnerisk side.

Bali er ikke mit hjem. Jeg er heller ikke interesseret i at gøre det til mit hjem. Men jeg er kommet derfra med en følelse af, at jeg bliver nødt til at vende tilbage snart. Jeg har boet on/off på det samme hostel i en måned. Det har givet mig et helt andet forhold til området, de ansatte og gæsterne. Fordi hostellet har været hjemligt, har jeg også behandlet det som et hjem. Hilser og snakker med personalet. Rydder op efter mig selv frem for at vente og/eller forvente, at der er nogen, der kommer og gør det for mig. Været aktiv omkring de sociale aktiviteter og hjulpet nye gæster med at føle sig velkomne. På den måde har jeg også mødt mange flere mennesker end jeg ellers ville have og haft nogle helt andre oplevelser end på de andre ophold, jeg har været på.

Som et resultat har jeg haft en ultra social måned, hvor stort set hver dag har handlet om at tilbringe tid sammen med andre. Selvom vennegruppen har været en stor gave, så har det også bragt meget uro i mig. Det kræver mange kræfter fra mig at manøvrere rundt i et rimelig følelsesladet miljø. Nye folk slutter sig til gruppen og skal læres at kende. Kærestepar dannes og splittes. Folk rejser videre.

Vennegruppen er lidt speciel, netop fordi på grund af de mange rejsende. Så i stedet for en lille tæt gruppe af gamle venner, så er det en meget åben og bred gruppe, med folk der slutter sig til og rejser videre løbende. Folk vil gerne have det bedste ud af den tid, de har sammen. Hver aften er en potentiel bytur. Om det bliver en lang eller kort bytur, er ikke til at gætte. Så selvom jeg kun har kendt dem i kort tid, har det været forholdsvis nemt at vokse tæt på dem.

Det er mange år siden, jeg har brugt kræfter på at navigere denne type sociale scene. Blandet med mine egne følelser om vennegrupper, fællesskab og intimitet, har jeg lært meget om mig selv, om hvad jeg ønsker fra mit forhold til andre, hvor mine grænser går, og hvor jeg gerne vil gøre mere. Hvad får jeg fra disse tætte venskaber, og bør jeg stræbe efter flere? Når jeg rejser og møder mennesker, hvordan kan jeg bedre finde mig til rette i fællesskabet?

Jeg kommer til at øve mit sociale leje i den næste periode, hvor jeg endnu engang rejser afsted solo. Jeg rejser fra Bali med kurs mod Java og Sumatra. Mit visum udløber den 18. Juli, og i de resterende dage vil jeg være på den nordlige del af Sumatra med et lille stop midt på Java i området Yogyakarta.

Inden jeg tog afsted, havde jeg en debrief med Eline. Det har været en mærkelig måned for os begge. Jeg har haft svært ved at falde til og finde ud af, hvordan jeg bruger min tid. Hun har været ramt af sygdom, arbejdspres, venindestøtte og en håndfuld bejlere. Vi er begge enige om, at vi ser frem til at rejse sammen, men at det også må vente til Eline er færdig eller næsten færdig med sit remote arbejde. Jeg har en plan om, at til den tid har jeg fundet ud af en måde at forlænge mit rejsebudget på.

Tidligere har jeg gået og været bekymret for mit rejsebudget. Noget jeg har frygtet, er at løbe tør for penge til at rejse for, inden jeg havde set, hvad jeg ville se og tænkt mig om. Men fra Bali tager jeg et andet mindset med mig. Nu er det ikke længere en frygt, men et mål. Jeg vil have en løsning. En løsning der giver mig mulighed for at vælge. At rejse rundt er ikke fantastisk dyrt på den måde jeg gør det. For 200-300.000 om året kan jeg komme langt og opleve meget. Siden jeg forlod Danmark midt i februar, har jeg brugt 90.000 kr.

Jeg har ikke besluttet mig for, hvad jeg rent faktisk vil gøre. Om jeg vil rejse rundt og kun komme til Danmark 2-3 gange om året. Eller en 50/50 ordning imellem Danmark og udlandet. Måske lave en forretning et sted i verden, som jeg kan vende tilbage til. Måske bare slutte mig til digitalnomadeklubben og arbejde remote. Jeg er dog mere sikker, end da jeg startede min rejse, på at jeg kommer til at være herude i den vide verden længere end bare 10 måneder.