Det har været en uge med fokus på Kuala Lumpur. Jeg har vandret den indre by tynd og stillet mig selv de samme spørgsmål gentagne gange. Kunne jeg se mig selv opholde mig her i en længere periode? Kuala Lumpurs svar er: Så skal du kunne lide indkøbscentre.

I Californien skjuler man store oliepumper inde i bygninger midt i byerne. I Kuala Lumpur skjuler de indkøbscentre. Hvert sted, jeg har besøgt, som ser en smule interessant ud, viser sig at være et indkøbscenter i forklædning. Et indkøbscenter eller en bank. Nogle gange begge dele. Det er en by bygget af rige koncerner. Jeg tror, jeg gik igennem mindst fem malls på to-tre dage. De var stopfyldte med mennesker. Foodcourts var pakket, og selv butikker, som man hjemmefra ville forvente var helt tomme, havde jævnligt kunder. Det var ikke bare steder, man tog hen for at købe noget. De virkede som nogle af byens egentlige opholdsrum.

En af mine første dage havde jeg bare lyst til noget fastfood. Jeg havde gået hele dagen, så jeg søgte og fandt en McDonald’s i nærheden. Min vej tog mig dog igennem Jalan Alor, som er Kuala Lumpurs store madgade. Der var tre-fire hundrede meter med sælgere, lys, larm, menneskemængder og billige madtilbud, som alle kæmpede imod min meget enkle beslutning om at få en burger.

Jeg kom ud på den anden side og var træt i hovedet. Jeg ankom til McDonald’s, og den var propfyldt. Lige så meget som jeg havde brug for lidt komfort-fastfood, havde jeg også brug for ro, og jeg opgav næsten at spise. Så jeg gik videre mod Burger King, som ikke lå så langt væk.

Burger King lå i Pavilion.

Jeg havde ikke forstået, hvor stort Pavilion var. Jeg brugte omkring 20 minutter på at finde ud af, hvilken etage Burger King lå på, og hvilken etage jeg selv var på. Da jeg endelig fandt Burger King og kom til skranken, fik jeg at vide, at jeg kun kunne bestille et Whopper Meal. Ingen af deres andre burgere. Fint. Alt for at få lukket dagen. Jeg satte mig ned og følte trætheden vælte over mig. Personalet var i gang med at lukke biksen ned, og inde fra køkkenet kunne jeg høre nogen synge “I’m Lovin’ It”. Det var sent, da jeg forlod Pavilion Food Court. Men byen kørte på fuldt blus.

Kuala Lumpur til fods

Kuala Lumpur til fods er en blandet oplevelse. I nogle områder kan du gå på store, brede fortove med masser af plads og få eller ingen blokeringer. Men kun så længe du bliver inden for områderne. Der er et stort og integreret motorvejsnetværk, der nærmest skærer byen op i små øer. Som fodgænger er det med livet som indsats, hvis du vil gå fra en ø til en anden, da den eneste vej er at krydse motorvejene. Og de er temmelig travle og brede.

Jeg har ikke vovet mig ud i en motorvejskrydsning endnu. En af dagene havde jeg udset mig en park. Da jeg kom hen i nærheden, kunne jeg konstatere, at jeg skulle krydse et større motorvejskryds for at komme ind i parken. Efter at have gået op og ned langs vejen for at lede efter en bro eller en underpassage måtte jeg konstatere, at den ikke fandtes. Til gengæld var jeg også faret vild og befandt mig i noget, der lignede en serviceindgang til et større kompleks. Da der var en del fodtrafik, valgte jeg bare at følge med strømmen og se, hvor jeg ville blive bragt hen. Pludselig stod jeg i et indkøbscenter.

Indkøbscenter er ikke helt præcist. Jeg var endt ved TRX. Det er et kæmpe kompleks med flere skyskrabere og en hævet park, der forbinder de mange bygninger, mens man har udsigt over store dele af byen. Der er endda en politistation oppe i komplekset. Det føles meget luksuriøst og meget velholdt, men også lidt som sit eget lukkede område. En by i byen.

Det er en ting, jeg stadig prøver at lære om Kuala Lumpur: Distrikterne er så forskellige, at de hver især føles lidt som deres egen by. Man bruger ikke en eftermiddag på at “se TRX”. Man bruger en eftermiddag på at finde ud af, hvordan man kommer ind, hvor udgangen er, og hvorfor der står en politistation midt i en have oven på et indkøbscenter.

Farvel til rotterne

Jeg flyttede fra Bukit Bintang til Chinatown midt på ugen. Jeg havde allerede booket det nye hostel, Mingles, men den sidste morgen på det gamle hostel bekræftede, at det var et godt tidspunkt at tage videre. Da jeg gik ud for at børste tænder, så jeg en rotte i fællesområdet. Den kravlede ind under en dør ved siden af det aflåste personaletoilet. Der var også rottelort på gulvet.

Jeg har en ret høj tolerance for halvslidte hosteller. Det gamle sted lå ekstremt centralt og var faktisk rimeligt billigt for Bukit Bintang. Men rotter er ikke ideelle. Der er kort vej fra en rotte til en ødelagt rygsæk og en meget dårlig dag.

Mingles startede bedre. Der var en tagterrasse, fællesområder, et tilknyttet caféområde og et rigtigt håndklæde uden ekstra betaling. Små ting gør overraskende meget. Jeg kunne bruge min egen kaffe, få varmt vand og sidde i fællesområdet, hvor man faktisk faldt i snak med folk.

Hostellet havde dog også sine egne særlige regler. En nat ringede et fysisk vækkeur klokken seks om morgenen. Ikke en mobiltelefon, men et rigtigt vækkeur. Det ringede i flere minutter, før jeg rejste mig, fandt sengen og vækkede manden, der ejede det. Fem minutter senere ringede det igen.

Ved min egen seng, lige ved døren, havde jeg et andet problem. Når døren lukkede, smækkede den så hårdt, at hele værelset nærmest hoppede. Så jeg lavede små klumper af toiletpapir og placerede dem i karmen, hvor døren og rammen ramte hinanden. Ikke nok til at blokere døren, bare nok til at dæmpe slaget.

Det gjorde en verden til forskel.

Jeg har ingen planer om at gå rundt og forbedre hosteller som en ubetalt driftskonsulent. Men når jeg allerede ligger ved døren og bliver vækket af den, kan jeg godt finde på at lægge lidt toiletpapir i karmen.

Vandfald

En morgen hang der en liste i receptionen over en tur til vandfald og Batu Caves. Billedet viste nogle, der badede i et vandfald. Tiltalende, og jeg havde ikke været uden for Kuala Lumpur før. Der stod bare, at man kunne skrive sit navn på listen, så det gjorde jeg.

Vi mødtes ude foran hostellet. Vi var 12, der skulle afsted. Vi delte os i taxier ud til vandfaldsområdet, som kun lå 25-30 minutter væk. Da vi steg ud af taxierne, stod vi på en lille parkeringsplads ud til en stor jungle. Ud over et par boder med mad og drikke var der bare nogle få skilte, der pegede os ind i buskadset.

Da vi begyndte at gå, tænkte jeg ved mig selv, at jeg havde pakket alt for meget. Håndklæde, badebukser, elektronik og det hele. De fleste andre havde en plastikpose og klipklappere. Jeg havde min dagsrygsæk og kondisko.

Det viste sig dog, at det ikke så meget var en tur for at se et vandfald som en vandretur op langs en bjergside for at se otte vandfald i cirka 30 graders varme og ekstrem luftfugtighed. Selvom jeg var glad for valget af fodtøj, var rygsækoppakningen ikke helt optimal. Men i det mindste vidste jeg, hvor min bærbare computer var.

Vi startede med at gå ad cementtrapper, men efter de første fire vandfald blev det til grus og sten. Fra det syvende til det ottende vandfald fik vi at vide, at vi skulle klatre med reb et par steder, hvortil jeg svarede, at jeg bare ville vente ved det syvende vandfald på de andre.

Mens jeg ventede, kiggede jeg på aberne. Der var aber overalt. De holdt sig for sig selv og gik kun hen til de ting, der var efterladt ved siden af vandfaldsbassinerne.

De andre kom ned fra det ottende vandfald, og vi gik ned til det fjerde vandfald, hvor det næsten var blevet tid til at tage hjem. Hele gruppen var klar på at køle ned i vandet. Vandfaldet her endte i et større bassin og var det sted, hvor flest folk generelt tog en dukkert. Der var en del mennesker, men kun få af os var vestlige.

Efter at have svedt i junglen var det kølige vand forfriskende. Vi nåede at bruge en halv time i bassinet. Et par drenge fandt ud af, at man kunne klatre op ad bjergsiden og rutsje ned ad de våde sten og ned i bassinet. Det forvandlede hurtigt bassinet til et lille naturligt vandland. Mens der var gang i at glide ned ad de glatte sten, havde jeg bare nakken godt nede i det kølige vand og nød en lille afslappende pause.

Efter at have haft det sjovt ved vandfaldene og kæmpet med et par nysgerrige aber, der var gået i gang med at undersøge gruppens efterladte net og tasker, gik vi ned fra bjerget. Gruppen delte sig, og nogle tog videre til nogle hellige grotter. Jeg tog dog tilbage til hostellet. Det er godt at vide, at der også er lidt at opleve ikke så langt uden for Kuala Lumpur, når man bliver lidt for træt af byen.

En aften på pubben

Jeg drikker generelt ikke så meget alkohol og specielt ikke alene. Men jeg havde en aften, hvor jeg så en pub og tænkte, at en fadøl og lidt værtshusstemning var på sin plads. Jeg satte mig ned, fik en øl og kiggede rundt. Jeg var tidligt på den. Det var kun mig og personalet. Jeg småsludrede lidt med servitricen og spurgte til aftenens program. Der var åbenbart livemusik med gæstesangere.

Jeg var lige nået til et stadie af afslapning, da jeg fra indgangen hørte en kvinde fortælle, at hun var kommet for at synge, og spørge, hvornår hun kunne starte. Pænt fik hun at vide, at musikken først startede senere. Derefter stillede hun sig op ved scenen og begyndte at synge højlydt hen over højttaleren, der spillede “Hotel California”. Hun fik øjenkontakt med mig og tog det som en invitation til en samtale.

Hun præsenterede sig som ph.d.-studerende inden for kvantefysik, forretningsejer og life coach. Da jeg spurgte hende til hendes forretning, trak hun sin iPad frem og viste mig sin hjemmeside, der brugte horoskoper og kvanteverdener til at forklare, hvordan man manifesterer den virkelighed, man ønsker sig. Den næste halve til hele time gik med, at hun dykkede ned i spiritualitet, chakraer, relationer, energi, parforhold, sex og hvad mænd og kvinder burde gøre. Jeg prøvede mest at oversætte hendes spirituelle sprog til noget, jeg kunne genkende.

Efter en god lang snak om alt mellem himmel og jord kom hun i tanke om, at hun var kommet for at synge. Jeg benyttede lejligheden til at betale for min øl og stille mig i positionen: Jeg går nu. Lad os sige farvel.

Videre mod George Town

Min indledende plan for Kuala Lumpur var egentlig at blive der i tre-fire uger. Byen er ikke dårlig. Jeg kunne gå rundt, se alt muligt og finde nye indkøbscentre, biblioteker, parker og områder med caféer. Jeg fandt dog ikke et opholdssted, der talte til mig. Og efter over en uge følte jeg trang til et skifte.

Så jeg tog videre til George Town, hvor min amerikanske ven Andy for tiden arbejder som frivillig på et hostel. Da jeg stod på busterminalen, klikkede det for mig. Min oplevelse af Kuala Lumpur var meget som en transitzone. Kom og oplev spektaklet, men der var ikke rigtig nogen grund til at blive og hænge ud. Så jeg er spændt på, hvad George Town kan give mig.

Byen fra gaderne

Fra mit hostel i Bukit Bintang kommer jeg ud til downtown Kuala Lumpur. Der er skyskrabere så langt som øjet rækker. Til fods går jeg forbi en lang række butikker. Små kiosker, kinesiske restauranter, souvenirs og en service butik engang imellem som vaskerier.

Overordnet set er Bukit Bintang rimelig turist/rejsende fokuseret. Der er en god blanding forretningsfolk og internationale familier i bybilledet. I mange af de store skyskraber og bygningskomplekser gemmer der sig enorme shopping centre. Området byder på tonsvis af muligheder, men er klar gearet til en øvre middelklasse og op efter.

Imellem de store bygninger ville jeg forvente at finde små halvskjulte cafeer med billigere mad og drikke. I Kuala Lumpur er der en større change for at finde service indgange, affald og rotter. I Medan ville en vilkårlig sidegade som minimum indeholde 2-3 små vogne, cafeer eller restauranter. Godt nok udendørs, på plastikstole, med tvivlsom fødevare og sanitet, men de var der. I Kuala Lumpur er der ikke helt den samme mulighed for at gå ud og få frivillig madforgiftning.

Af de cafeer, som jeg besøger, virker få til at være designet til længere opholdssted. Men når man skal maksimere antallet af kunder, der kan komme igennem på en given dag, så er det nok heller en fordel af have polstrede stole. Det har dog betydet, at mine dage har taget mig vidt omkring, frem for at blive på cafeerne. Jeg har fået set en masse af den indre by. Ud over Bukit Bintang, har jeg været i Chinatown, Chow Kit, KLCC og TRX. Det er mere eller mindre Kuala Lumpur centrum distrikterne.

Byen inde fra bibliotekerne

Nogle dage vil jeg gerne finde et sted og sidde i fred og ro med mine projekter i længere tid. Derfor søgte jeg biblioteker og andre fredelige områder, da jeg havde brug for et sted at sidde med computeren i fred.

Min søgning bragte mig til et lille rum på tredje sal, op af en lille trappeopgang i siden på en rimelig intetsigende bygning. På første sal kunne jeg møde en malaysisk designer. På anden sal kunne jeg få en spådom. På tredje sal var der, hvad der viste sig at være en af en række små malaysisk-kinesiske biblioteker rundt omkring i Kuala Lumpur, vedligeholdt af frivillige.

De frivillige er typisk studerende, og bibliotekerne bruges ser umiddelbart ud til at blive brugt primært som små studieklubber, med en lille brætspilsaften blandet ind i. Et helt udemærket sted til stille fordybelse og muligvis endda møde nogle nye mennesker.

Byen inde fra skyskraberne

Indre Kuala Lumpur er i mit hoved begyndt at være en by bestående af shoppingcentre. Kæmpe store shoppingcentre med samtlige brands og uendeligt store restaurantområder. De er også meget travle.

På tværs af Danmark og mange af de shoppingcentre, jeg er stødt på rundt omkring i Indonesien, Cambodia og Vietnam, er shoppingcentrene i Kuala Lumpur de største og samtidig også de mest brugte. Nogle af shoppingcentrene føles mindre som et sted, hvor man shopper, og mere som byens rum. Et opholdssted, hvor venner hænger ud, og familier bruger aftenen.

Det er ikke kun brands, der har butikker i centrene. Du kan også finde dine mere normale supermarkeder, apoteker og bagere. Hvis jeg bare ville have det nemt, med alt i rækkevidde og endda til nogenlunde priser, så kunne jeg bare bo i et af Kuala Lumpurs shoppingcentre.

En af dagene gik jeg rundt ved KLCC. Da det begyndte at regne, søgte jeg ind i den nærtliggende konferencebygning, med et akvarium i kælderetagen og tilhørende mini restaurant etage ovenpå.

Her fandt jeg ud af, at jeg kunne tage elevatoren op til 4. sal, hvor der var mødelokaler, behagelige stole og borde med strømstik, gratis internet og udsigt ud til Petronas tårnene. Samtidig var der utroligt fredeligt, da der ikke rigtig var andre end konferencedeltagerne, der kom op til denne sal. Mad og drikke var bare en elevatorlift væk.

Den perfekte arbejdsplads.

Byen inde fra hostellet

På mit hostel er jeg faldet i snak med en midaldrende mand fra New Zealand, en kiwi. Han har levet på en sten de sidste mange år, imens han har arbejdet med sin startup.

Efter vi bondede lidt over at leve uden fast indkomst, tilbød han mig at række ud til en udvikler, som han kendte og som arbejdede med noget af det samme. Inden jeg vidste af det, var jeg blevet sat i kontakt med en indisk iværksætter. Tror ikke, der kommer noget større forretningsmæssigt ud af den samtale, men en interessant oplevelse og et bevis på, at networking altid er en mulighed, når man rejser rundt.



Jeg flytter hostel. Efter 5 dage i Bukit Bintang skal jeg bo i Chinatown i 4 dage. Det er et område, jeg allerede har besøgt, og hostellet virker til at være mere socialt anlagt, med dagsture, pubcrawl og andre aktiviteter.

Det er ikke fordi, at jeg specielt higer efter at komme ud og drikke en øl med nogen, men måske kan det lede til nogle mere interessante opdagelser omkring byen.

Guldlok

Så er jeg klar til at bruge Kuala Lumpur som en base?

Over ugen, hvor jeg har været her, har jeg følt mig som Guldlok. En lille, rolig bibliotekklub med mulighed for brætspil, men er det den type sociale klub, jeg leder efter? Muligheder og bekvemmelighed i massevis, men vil jeg tage hen i et shoppingcenter hver dag? Utroligt god arbejdsplads i konferencecenteret, men vil jeg sidde i en konferencefoyer til daglig?

Overfladisk har Kuala Lumpur sat et tjek i alt, hvad jeg vil sige er grundlæggende på min tjekliste. Udover at være noget dyrere end mange af de andre byer, som jeg har opholdt mig i over de sidste par måneder, så er der få negative sider ved Kuala Lumpur.

Men jeg synes ikke rigtig, jeg har fundet byens identitet endnu. Biblioteket er nok tættest på. Derudover er det ‘bare’ en storby.

Kuala Lumpur har ikke skuffet, men har heller ikke overbevist mig.

Endnu.

Turen til Kuala Lumpur begyndte i den slags situationer, som kun rigtig kan opstå alt for tidligt om morgenen før et fly. Jeg havde bestilt en taxa til stationen. Taxachaufføren var ti minutter væk og skrev til mig for at diskutere, om den rigtige destination var valgt i appen.

Jeg skulle til togstationen. Han ville gerne løse et problem, som først ville være relevant, efter han havde hentet mig. Jeg skrev tilbage, at jeg sådan set var ligeglad med, hvilken destination der var valgt, for hvis han ikke var her, hvordan skulle jeg så komme nogen steder hen?

Jeg nåede toget og flyet. På flyet opdagede jeg igen de universelle love for kommerciel luftfart:

• Der skal være mindst én baby eller tumling om bord.
• Mindst én baby eller tumling skal placeres inden for fem rækker af Mathias.
• For hver times flyvning skal der være fem minutters gråd eller skrig i nærheden. Bemærk: Nogle gange deltager Mathias i hyleriet.

Mens jeg sidder og nyder udsigten ud ad vinduet, springer der pludselig gnister ud fra jetmotoren bag mig, efterfulgt af et dæmpet brag. I de næste sekunder blinkede seleskiltene, kabinepersonalet blev kaldt til deres pladser, og kaptajnen sagde noget over højtaleren, som jeg ikke kunne høre. Han snakkede i to minutter. En lille stemme i mit hoved popper op og siger: Hey, var der ikke noget med et Malaysia Airlines-fly, der på mystisk vis forsvandt nogle år tilbage?

Det hjalp så ikke, at en steward ti minutter senere gik ned gennem kabinen og sprayede duftspray i luften. Jeg er nu i fuldt alarmberedskab. Da vi kort tid efter ligger an til landing, sidder jeg og stirrer ud af vinduet på motoren. Er det bare mig, eller ryster den mere end normalt? Og så landede vi uden problemer.

Jeg gætter på, at jetmotorer bare eksploderer en lille smule en gang imellem.

Første indtryk

Første indtryk af Malaysia er positivt. Jeg sad i lufthavnstoget og så landskabet glide forbi. Der var velbygget infrastruktur, velbyggede boliger, et togspor der så vedligeholdt ud, og veje langs skinnerne, som også virkede i rimelig god stand. Bygningerne så ikke ud, som om de var ved at falde sammen eller havde været igennem en krig.

Jeg er sikker på, at der er fattigdom mange steder. Men efter Indonesien, og særligt Medan, virkede det som at komme tilbage til civilisationen.

Efter måneder i et land, hvor fortovene inkluderer store huller ned til kloakken, sætter jeg pris på ikke at skulle kigge på mine fødder konstant, når jeg går. Jeg beder ikke om Japan-niveau. Det ville bare være rart at gå på et fortov, som jeg ikke ser som en potentiel sundhedsrisiko.

Det er ikke fordi, jeg sidder og filosoferer om fortove ud af det blå. Jeg er en vandrer. Når man bruger mange timer hver dag på at gå rundt, lægger man mærke til, om turen er behagelig. Gåture er transport, motion, sightseeing og den måde, jeg finder caféer og opholdssteder på.

En by om aftenen

Den første aften i Kuala Lumpur var jeg for træt til at tage tilbage til hostellet, men også for træt til at lave noget fornuftigt. Så jeg gik en tur.

Byens høje bygninger var oplyste. Kuala Lumpurs skyline er behagelig. Man går rundt, drejer om et hjørne og ser en ny samling skyskrabere. Der er meget forskellig arkitektur, og det føles ikke bare gråt og ensartet. Når jeg står og kigger op på en skyskraber på hundrede etager, får jeg stadig den mærkelige følelse af at være lille.

Jeg genså også noget, jeg næsten havde glemt, fordi jeg ikke havde set det i flere uger: influencere. De var overalt mellem de oplyste bygninger. Ikke med ét kamera, men med fem telefoner monteret på en håndholdt dims, hvor hver telefon tilsyneladende lavede noget forskelligt. Det er faktisk imponerende, at de kan styre det.

Mens jeg går rundt om Petronas-tårnene og undviger influencers og ivrige gadesælgere, kommer jeg til KLCC-parken bag tårnene. En stor bypark med grønt, bænke og en kunstig sø med springvand. Lige da jeg kommer rundt om hjørnet, bliver der skruet op for højtalerne. Popmusik spiller i parken, og et helt springvandsshow starter med lys, farver og koreograferet vand til musikken. Åbenbart er der springvandsshow om aftenen klokken ni, og jeg er helt tilfældigt endt der på det præcise klokkeslæt. Jeg har en tendens til bare at snuble over den slags begivenheder.

Det var en god aften. Kuala Lumpur gav et godt første indtryk. Små bygninger, så lidt større bygninger, og til sidst Petronas Towers. Måske kommer jeg til at kunne lide Kuala Lumpur. Jeg kan godt lide sightseeing-delen indtil videre. Det er ikke det samme som at kunne lide at være her, men det er en fin begyndelse.

Den røde tunnel

Jeg havde brugt hele dagen på at besøge hostels og hoteller. På grund af regnen havde jeg gjort holdt ved flere restauranter, og sent på eftermiddagen havde jeg fået nok og ville bare hjem. Regnen var stoppet, men alt var stadig vådt. Mens jeg bevæger mig tilbage mod hostellet, går jeg fra små gader og stræder over mod skyskraberne med Petronas-tårnene som mit primære mål.

Da jeg går ned ad de mørke gader, lægger jeg mærke til en masse biler, der kører ned ad en sidevej med masser af belysning og restauranter langs vejen. De holder nærmest i kø for at komme ned ad vejen, og folk hopper ind og ud af bilerne. Selvom jeg ikke er sulten, er jeg nysgerrig nok til at gå ned ad sidevejen for at se, hvad der sker.

Jeg gik gennem gaden med restauranter og ind på et lille oplyst marked. I enden af markedet var der en stor belyst bro. Fra brotårnet kunne jeg se floden og motorvejen nedenunder. Selve broen var en lystunnel, der langsomt skiftede farver. Som en sci-fi-portal.

Der var mennesker, der tog billeder, men fordi det lige havde regnet, var menneskemængden forholdsvis mild. Foran mig stod tårnene med en lille sky ved toppen, så de lignede, at de røg eller dampede.

Hosteller, håndklæder og rotter

Jeg har brugt overraskende meget tid på at kigge på hosteller. Målet er at finde ud af, om jeg gider leve her i 3-4 uger. Resultatet er, at jeg nærmest er blevet til en inspektør, der går rundt og vurderer brusere, senge, gardiner, aircondition, fællesområder, personale, renlighed, priser og om folk faktisk ser ud til at tale sammen.

Det hostel, jeg bor på nu, er egentlig fint og nok også muligt at bo på i længere tid. Det koster bare 55 ringgit for en seng på sovesal og yderligere fem ringgit for at leje et håndklæde. Tagterrassen er uventet god om morgenen omkring klokken otte, før de andre vågner. Der er gratis varmt vand og te, og jeg kan bruge mit eget kaffepulver.

Bruseren har svagt tryk. Mit nanofiberhåndklæde er en god kompakt ting at have i rygsækken, og jeg har brugt det flere gange, hvor jeg ellers havde manglet noget. Men det er ikke et godt håndklæde. Det er funktionelt. Når jeg har været i bad, kæmper jeg for at føle mig tør i stedet for at komme ud stadig lidt fugtig. Midt om natten hørte jeg rotter løbe på taget direkte over min køje.

Og alligevel er mit nuværende hostel mere attraktivt på tværs af faciliteter og pris end stort set alt andet, jeg har kigget på.

Da jeg havde fundet ud af, at rotterne sandsynligvis løb over loftet, faldt jeg mere til ro. Min øverste køje, som jeg normalt ikke bryder mig om, blev pludselig en taktisk fordel. Den holdt mig væk fra gulvet og gav mig et hjørne af sovesalen, hvorfra jeg kunne holde øje, hvis rotteinvasionen begyndte.

Hvis de faktisk kommer ind på sovesalen, så tjekker jeg dog ud, så snart jeg kan kæmpe mig vej gennem dem.

Jeg har gået omkring 50.000 skridt på to dage. Fødder og ankler sørgede for at fortælle mig det om natten. Jeg har også været mentalt træt. Ikke bare træt af sightseeing, men træt af hele tiden at vurdere: Er Kuala Lumpur et sted, jeg gider blive? Er Chinatown for budget? Er Bukit Bintang for dyrt? Ville Penang give mere mening? Skal jeg finde et fællesskab i stedet for bare en billig seng?

Men jeg er begyndt at varme op til hostellet. Ikke fordi det er blevet bedre, men fordi det er blevet et sted, jeg kender. Jeg ved, hvor man kan sidde på tagterrassen om morgenen. Jeg ved, hvor teen er. Jeg ved, at bruseren er svag. Jeg ved, at håndklædet ikke rigtigt er et håndklæde. Og jeg ved, sådan cirka, hvor rotterne løber rundt.

Hver gang jeg kommer et helt nyt sted hen, betaler jeg åbenbart for de første 24 timer. Jeg sammenligner, ser alle fejlene og begynder at lede efter det næste, før jeg nærmest har pakket ud.

Så lærer jeg, hvor rotterne løber rundt, og så bliver det mere håndterbart.