Jeg ankom til George Town med den forholdsvis beskedne ambition at gå lidt mindre end i Kuala Lumpur. Måske omkring 10.000 skridt om dagen. Det er en sund og rimelig ambition, når man allerede har brugt flere uger på at undersøge, hvor langt man kan gå i 30+ graders varme.

Allerede den første dag gik jeg 25.000.

Mit hostel blev foreslået af min amerikanske ven, Andy. Det har gratis morgenmad, et håndklæde uden ekstra betaling og, meget vigtigt, en madras, der faktisk ikke var fuldstændig nedslidt. Min evne til at sove på hostels er direkte korreleret med kvaliteten af madrassen. Jeg kan sove igennem en masse støj, hvis jeg bare ligger ordentligt.

Hostellet er rimelig travlt. Hver aften inkluderer drukspil og pub crawls. Muligheden er rar nok, selvom jeg ikke benyttede mig af den. Til gengæld blev jeg gode venner med morgenholdet, der stod tidligt op og spiste morgenmad sammen.

George Town er en meget mere gangvenlig by end Kuala Lumpur. Bygningerne skifter mellem gamle, bevarede britiske kolonibygninger, kinesiske butikker, indiske distrikter og gyder med street art. Foran det store kolonitidsrådhus er der en kæmpe græsplæne efterfulgt af et fort med en promenade langs vandet. Det hele ligger så tæt, at man kan nå at opdage noget nyt, før man har glemt, hvad man gik efter.

Specielt byens street art er en hel skattejagt. George Town har meget af det, og når man følger et kort rundt i byen, ender man hurtigt med at opdage små gårdrum, butikker og gader, man ellers bare var gået forbi. Der er noget meget tilfredsstillende ved at have en løs retning, uden at dagen behøver at blive til et turistprojekt.

Promenaden er ikke så lang, men man kan hoppe hen over hegnet og gå langs kystsikringen et godt stykke. Hvis man fortsætter længe nok, ender man inde på et stort luksushotel, som er indrettet i endnu en af de fredede kolonibygninger. Skulle man komme til at forvilde sig derind og nyde udsigten ud over havet lidt, så kan man med lidt selvtillid bare gå igennem hotellet for at komme ud. Der er også en åben dør, der fører igennem hotellets personalekøkken. Nik og smil til personalet, mens du går igennem.

En stille Starbucks

Den første aften var jeg træt på den særlige måde, hvor man både har lyst til at ligge på sengen og samtidig ikke kan holde ud at blive liggende på sengen. Så i stedet for at blive på hostellet gik jeg til en Starbucks i nærheden.

Det lyder ikke som den mest romantiske rejseoplevelse. Jeg havde egentlig set for mig en lille lokal café, et bord ved gaden og måske en udsigt over noget, som kunne komme på et postkort. Men jeg havde tidligere spottet en Starbucks, der lå lidt for sig selv og ikke så særligt besøgt ud. Jeg valgte at give den en chance. Jeg kommer ind, og der er stille, køligt og lidt afslappet baggrundsmusik.

Jeg går op for at bestille en af de billige kaffer, der kan retfærdiggøre, at jeg bliver siddende den næste halvanden time. Baristaen peger på et lille whiteboard og et skilt ved siden af skranken, hvor der står, at man skriver sin bestilling og viser den til baristaen. Min trætte hjerne tager bare imod instruktionen og når ikke at tænke så meget over det. Jeg får bestilt og sætter mig hen i en behagelig stol.

Min kaffe bliver serveret kort tid efter. Baristaen sætter kaffen ned og laver en lille håndbevægelse, som jeg først tolker som, at hun blæser et kys. Det slår mig, at ingen har sagt et eneste ord, siden jeg ankom. Der er tre ansatte og to andre gæster. Der er ikke bare stille, men abnormt stille for Asien. Der er nærmest en uskreven regel i Asien om, at stilhed er forbudt og skal fyldes med noget, om så det kræver, at nogen begynder at synge højlydt for sig selv.

Der går lige et øjeblik, før jeg opdager, at personalet og flere af gæsterne kommunikerer på tegnsprog.

Hele aftenen havde jeg ledt efter et stille sted at slutte dagen af, og tilfældigvis trådte jeg ind i den absolut bedst mulige café, der kunne opfylde mit ønske.

Andys fødselsdag

Under hele mit ophold i Kuala Lumpur havde jeg et ønske om at være mere social. I George Town lander jeg så på et meget socialt hostel. Det hedder decideret “Ez Social Hostel”. Og i stedet for at dyrke fællesskabet bruger jeg de første tre aftener på bare at gå rundt og hygge mig alene. Det endte med, at jeg måtte skrive til Andy, at jeg altså ikke forsøgte at undgå ham. Vi havde kun set hinanden den første dag efter, at jeg ankom.

Samme dag, som jeg skrev til Andy, stødte jeg ind i ham. Jeg havde sat mig ind på en café, der tilhørte et hostel, og ned ad trapperne kommer Andy. Det viste sig, at imens jeg havde været ude at vandre rundt i gaderne, var han flyttet over på et nyt hostel.

Endnu mere tilfældigvis var det Andys fødselsdag, så jeg endte med at bruge resten af dagen sammen med ham og nogle af hans venner. Andy har været i George Town i fire uger, så han er godt kendt i byen. Aftenen endte med en god mængde øl oppe på en lukket tagterrasse, som vi brugte til en lille privat fejring.

En plan mod Thailand

Andy og jeg mødes igen et par dage senere til George Town Festival. Efter at have gået rundt, spist lidt street food og drukket et par øl sætter vi os ned foran scenen. I stedet for at fokusere på den fire meter høje lysende dukke, der bliver styret af dukkeførere til blid, stemningsfuld musik, begynder vi at snakke om at rejse til Thailand.

Andy tager snart til Thailand, og jeg har godt kunnet bruge en rejsemakker, i hvert fald for en periode. Så vi får aftalt at tage afsted sammen mod Thailand, først til Hat Yai og derefter Koh Samui. Ian og Brail, som jeg mødte til Andys fødselsdag, er også på vej mod øerne, og det tegner allerede til en lille genforening på en sandstrand i Thailand.

Jeg glæder mig ret meget til stranden. George Town er kommet meget højt op på listen over steder, jeg godt kunne vende tilbage til. Det er varmt, ja, men efter mange måneder i troperne er jeg ved at have vænnet mig til at blive bagt levende. Byen har været sjov at gå på opdagelse i. Der er stadig meget at se og mange områder, jeg slet ikke besøgte uden for byen. Derudover er det en meget behagelig by bare at være i. Lidt ligesom en dansk havneby midt om sommeren. Travl, men fyldt med alt muligt spændende. Nogle gode steder at slappe af. Nogle gode steder at møde folk. Nogle gode steder at sidde og fokusere. Den fungerer både som en kort feriedestination og som en mellemlang base.

Jeg kommer nok tilbage en anden god gang.

Men hvis jeg vil rejse lidt rundt med Andy, må jeg efterlade byen for nu. Det bliver dog også meget spændende at komme til Thailand. Og jeg glæder mig til nogle dage med rigtig sandstrand.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Det viser sig at være overraskende svært. George Town virker ikke til at tro på bænke. Ved havnefronten er der nogle stykker, og parkerne har også fået et par, men ellers forventes man tilsyneladende at købe en kop kaffe eller et måltid, hvis man har tænkt sig at lade benene hvile. Resten af byen er bygget til at gå igennem, ikke til at blive i. Jeg kender dog en stille bar, der normalt har sent åbent.

Så jeg går videre.

En bilbutik der sælger elbiler. Et øjeblik overvejer jeg, om jeg egentlig burde arbejde med udrulning af ladeinfrastruktur i Sydøstasien. Jeg når halvvejs gennem en potentiel forretningsidé, inden jeg kommer i tanke om, at jeg aldrig har været særligt god til hustle-kulturen.

En flok hvalpe løber over fortovet. Jeg kigger automatisk efter moderen. Hun holder øje med mig. Fair nok.

Jeg går videre.

Hostellet holder temaaften. Noget med udklædning. Jeg opdager, at grunden til, at jeg ikke har lyst til at gå tilbage, ikke er hostellet. Jeg har bare ikke lyst til organiseret hygge. Jeg har lyst til at sidde et sted og lade dagen falde lidt til ro.
Det er måske derfor, jeg altid ender ved rygerne. Jeg ryger ikke. Men rygere virker til at have forstået noget om samtaler. Ingen skal præstere noget. Ingen skal netværke. Man står bare der, indtil cigaretten er færdig, og hvis nogen siger noget, så siger de noget.

En 7-Eleven. Tid til at proviantere. Der er tilbud på kopnudler. Crazy Wednesday. Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvilken ugedag det er. Det er åbenbart onsdag. En pepsi zero og en 100Plus er hvad det bliver til.

Jeg går videre.

En gruppe drenge marcherer rundt bag et hegn med trommer og sækkepiber. Kirken ved siden af er belyst og ligner et gråhvidt middelalderslot. En motorcykel larmer nok til, at hele gaden burde sende den en regning. Jeg skal krydse gaden, men den er travl. Jeg kommer til at tænke på Vietnam. Mærkeligt nok føltes trafikken der tryggere. Ikke mindre vanvittig. Bare mere samarbejdsvillig. Her virker det, som om bilerne accepterer, at fodgængere eksisterer, men helst så, at de gør det et andet sted.

Jeg når til baren. Den har lukket. Ikke fordi klokken er mange. Bare fordi det er onsdag. Butikken ved siden af har også lukket. Det er faktisk lidt morsomt. Der er dog en food court rundt om hjørnet. Den kan da umuligt have lukket. Også selvom det er onsdag.

Jeg går videre.

Der er halvtreds retter at vælge imellem. Jeg orkede ikke flere beslutninger. Til sidst giver jeg op og sætter mig med den samme oksegryde, som jeg fik den anden dag. Jeg læner mig tilbage og kigger op i loftet. Over mig hænger enorme loftsventilatorer. De holder en række flag i konstant bevægelse. Historiske malaysiske flag? Delstater? Jeg ved det ikke. Det behøver jeg egentlig heller ikke. Fra moskéen begynder aftenbønnen. Ved nabobordet bliver der åbnet Carlsberg. Jeg sidder midt imellem med min oksegryde og dikterer til min telefon.

Det slår mig, at det her nok er den mest præcise beskrivelse af mine aftener.

Ikke sightseeing.

Ikke refleksion.

Bare en lang kæde af observationer.

En flok hvalpe.

En lukket bar.

En motorcykel.

En oksegryde.

Aftenbønnen.

Den ene tanke vælter ikke den næste.

Den næste driver bare forbi.

Georgetown skuffer ikke med udvalget. Her kan du få alt fra en billig rundbarbering til en bøjet femmer over til et luksuriøst spaophold, hvor der bliver kælet for hvert hår på dit hoved og ansigt. Efter at have spurgt lidt rundt, googlet og gået forbi flere saloner beslutter jeg mig for at forsøge med den højt anmeldte, men travle frisør. Jeg går forbi og får at vide, at jeg kan komme tilbage to timer senere. Super, tid til en klipnin
Da jeg kommer ind, møder jeg tilfældigvis et par fra hostellet. Med det samme har frisørbutikken vundet point ved at huse bekendte. Samtidig har de givet en rimelig god klipning, der har transformeret en langhåret hippie til en løvemanke.

Efter lidt fejning bliver det min tur. Lige på tungen ligger ordene: “Det samme som sædvanlig.” Jeg når dog at stoppe mig selv og får i stedet forklaret, at vi skal af med otte ugers hår. “Fate?” lyder det fra frisøren. “Ja,” svarer jeg, imens jeg tænker: “Lav du bare en spådom.”

Min frisør er en ung kinesisk mand. Han klipper mig nærmest i strakt arm. Han betragter mig på samme måde som en maler, der ofte træder tilbage for at se helheden. Det giver en lidt sjov dynamik, hvor det nærmest føles, som om mit hoved er ved at blive skulpteret, imens jeg sidder og kigger på det i spejlet. Sådan en lidt out-of-body-oplevelse. Vi snakker lidt, men for det meste sidder jeg bare og lader mine tanker vandre i stilhed, imens han koncentrerer sig om sit arbejde.

Pludselig spørger han, om jeg vil have vasket håret. Jeg får øjenkontakt med mig selv og opdager, at jeg er færdig med at blive klippet. Og mine sider er blevet klippet, så der er en fade. Det look har jeg ikke lige kørt så meget før, men det ser ikke dårligt ud. “Ja tak,” får jeg mumlet, hvorefter det slår mig: Vasket håret? Er det ikke noget, man gør, inden der klippes?

Jeg bliver nu ført med ud i et baglokale. Hvad jeg troede var en lille frisør med to stole, viser sig at være et større foretagende med fem-seks kunder i gang med forskellige langtidsprojekter som farve, permanent osv. Jeg får plads ved en vaskepult, helt ligesom hjemme i Danmark. Ligesom jeg begynder at tænke, at det virker bekendt igen, kan jeg mærke, at en hovedbundsmassage bliver påbegyndt. Derefter en nakkemassage. Spørgsmålet “Har jeg bestilt det?” når lige at melde sig, men bliver hurtigt forkastet til fordel for afslappende massage.

Mit hoved bliver viklet ind i et håndklæde, og jeg bliver ledt tilbage til, hvor jeg blev klippet, med en fugtig turban på hovedet. Efter klipningen er der ærlig talt ikke meget hår, der skal tørres, specielt sammenlignet med de andre, der er inde for at få taget lidt af det lange hår. Men jeg sætter mig og får fjernet håndklædet. Før jeg ved af det, bliver der båret et fad hen med et dampende, sammenrullet håndklæde. Det er så til ansigtet og halsen. Først tænker jeg: “Okay, slap af. Så beskidt er jeg heller ikke.” Men efter at have kørt håndklædet rundt og konstateret, hvor mange små hår der ender i kluden, sidder jeg nærmere tilbage og tænker: “Hvorfor gør vi ikke det her derhjemme?”

Ligesom jeg tænker, at nu mangler der kun voksen, kommer en gennemsigtig glaskrukke frem med en spraydyse på. Spray, spray, spray, og så har jeg også fået parfume på. Derefter kommer voksen i håret, der sammen med parfumen gør, at jeg ikke bare ser velklippet ud, men også lugter velklippet. Vi runder af med en flaske vand, imens jeg sidder og sunder mig oven på strabadserne.

Der er kun én tanke nu. Jeg har på intet tidspunkt set en prisliste. Imellem klipning, vask, massage og hårprodukter sidder jeg tilbage og kan ikke helt gennemskue, hvad der kostede ekstra, og hvad der bare var service. Jeg er som sådan ikke nervøs. Parret fra Ecuador var ikke rige eller luksusmennesker, så uanset hvad vidste jeg, at det ville blive en overkommelig pris.

50 RM skulle jeg af med, hvilket svarede til omkring 80 kr. Kunne jeg være blevet klippet for 30 kr.? Ja. Men jeg må indrømme, at det var en rimelig effektiv og behagelig klipning, imens alle de små frynsegoder, at jeg følte mig som en prins. Det kan også noget.