Jeg ankom til George Town med den forholdsvis beskedne ambition at gå lidt mindre end i Kuala Lumpur. Måske omkring 10.000 skridt om dagen. Det er en sund og rimelig ambition, når man allerede har brugt flere uger på at undersøge, hvor langt man kan gå i 30+ graders varme.

Allerede den første dag gik jeg 25.000.

Mit hostel blev foreslået af min amerikanske ven, Andy. Det har gratis morgenmad, et håndklæde uden ekstra betaling og, meget vigtigt, en madras, der faktisk ikke var fuldstændig nedslidt. Min evne til at sove på hostels er direkte korreleret med kvaliteten af madrassen. Jeg kan sove igennem en masse støj, hvis jeg bare ligger ordentligt.

Hostellet er rimelig travlt. Hver aften inkluderer drukspil og pub crawls. Muligheden er rar nok, selvom jeg ikke benyttede mig af den. Til gengæld blev jeg gode venner med morgenholdet, der stod tidligt op og spiste morgenmad sammen.

George Town er en meget mere gangvenlig by end Kuala Lumpur. Bygningerne skifter mellem gamle, bevarede britiske kolonibygninger, kinesiske butikker, indiske distrikter og gyder med street art. Foran det store kolonitidsrådhus er der en kæmpe græsplæne efterfulgt af et fort med en promenade langs vandet. Det hele ligger så tæt, at man kan nå at opdage noget nyt, før man har glemt, hvad man gik efter.

Specielt byens street art er en hel skattejagt. George Town har meget af det, og når man følger et kort rundt i byen, ender man hurtigt med at opdage små gårdrum, butikker og gader, man ellers bare var gået forbi. Der er noget meget tilfredsstillende ved at have en løs retning, uden at dagen behøver at blive til et turistprojekt.

Promenaden er ikke så lang, men man kan hoppe hen over hegnet og gå langs kystsikringen et godt stykke. Hvis man fortsætter længe nok, ender man inde på et stort luksushotel, som er indrettet i endnu en af de fredede kolonibygninger. Skulle man komme til at forvilde sig derind og nyde udsigten ud over havet lidt, så kan man med lidt selvtillid bare gå igennem hotellet for at komme ud. Der er også en åben dør, der fører igennem hotellets personalekøkken. Nik og smil til personalet, mens du går igennem.

En stille Starbucks

Den første aften var jeg træt på den særlige måde, hvor man både har lyst til at ligge på sengen og samtidig ikke kan holde ud at blive liggende på sengen. Så i stedet for at blive på hostellet gik jeg til en Starbucks i nærheden.

Det lyder ikke som den mest romantiske rejseoplevelse. Jeg havde egentlig set for mig en lille lokal café, et bord ved gaden og måske en udsigt over noget, som kunne komme på et postkort. Men jeg havde tidligere spottet en Starbucks, der lå lidt for sig selv og ikke så særligt besøgt ud. Jeg valgte at give den en chance. Jeg kommer ind, og der er stille, køligt og lidt afslappet baggrundsmusik.

Jeg går op for at bestille en af de billige kaffer, der kan retfærdiggøre, at jeg bliver siddende den næste halvanden time. Baristaen peger på et lille whiteboard og et skilt ved siden af skranken, hvor der står, at man skriver sin bestilling og viser den til baristaen. Min trætte hjerne tager bare imod instruktionen og når ikke at tænke så meget over det. Jeg får bestilt og sætter mig hen i en behagelig stol.

Min kaffe bliver serveret kort tid efter. Baristaen sætter kaffen ned og laver en lille håndbevægelse, som jeg først tolker som, at hun blæser et kys. Det slår mig, at ingen har sagt et eneste ord, siden jeg ankom. Der er tre ansatte og to andre gæster. Der er ikke bare stille, men abnormt stille for Asien. Der er nærmest en uskreven regel i Asien om, at stilhed er forbudt og skal fyldes med noget, om så det kræver, at nogen begynder at synge højlydt for sig selv.

Der går lige et øjeblik, før jeg opdager, at personalet og flere af gæsterne kommunikerer på tegnsprog.

Hele aftenen havde jeg ledt efter et stille sted at slutte dagen af, og tilfældigvis trådte jeg ind i den absolut bedst mulige café, der kunne opfylde mit ønske.

Andys fødselsdag

Under hele mit ophold i Kuala Lumpur havde jeg et ønske om at være mere social. I George Town lander jeg så på et meget socialt hostel. Det hedder decideret “Ez Social Hostel”. Og i stedet for at dyrke fællesskabet bruger jeg de første tre aftener på bare at gå rundt og hygge mig alene. Det endte med, at jeg måtte skrive til Andy, at jeg altså ikke forsøgte at undgå ham. Vi havde kun set hinanden den første dag efter, at jeg ankom.

Samme dag, som jeg skrev til Andy, stødte jeg ind i ham. Jeg havde sat mig ind på en café, der tilhørte et hostel, og ned ad trapperne kommer Andy. Det viste sig, at imens jeg havde været ude at vandre rundt i gaderne, var han flyttet over på et nyt hostel.

Endnu mere tilfældigvis var det Andys fødselsdag, så jeg endte med at bruge resten af dagen sammen med ham og nogle af hans venner. Andy har været i George Town i fire uger, så han er godt kendt i byen. Aftenen endte med en god mængde øl oppe på en lukket tagterrasse, som vi brugte til en lille privat fejring.

En plan mod Thailand

Andy og jeg mødes igen et par dage senere til George Town Festival. Efter at have gået rundt, spist lidt street food og drukket et par øl sætter vi os ned foran scenen. I stedet for at fokusere på den fire meter høje lysende dukke, der bliver styret af dukkeførere til blid, stemningsfuld musik, begynder vi at snakke om at rejse til Thailand.

Andy tager snart til Thailand, og jeg har godt kunnet bruge en rejsemakker, i hvert fald for en periode. Så vi får aftalt at tage afsted sammen mod Thailand, først til Hat Yai og derefter Koh Samui. Ian og Brail, som jeg mødte til Andys fødselsdag, er også på vej mod øerne, og det tegner allerede til en lille genforening på en sandstrand i Thailand.

Jeg glæder mig ret meget til stranden. George Town er kommet meget højt op på listen over steder, jeg godt kunne vende tilbage til. Det er varmt, ja, men efter mange måneder i troperne er jeg ved at have vænnet mig til at blive bagt levende. Byen har været sjov at gå på opdagelse i. Der er stadig meget at se og mange områder, jeg slet ikke besøgte uden for byen. Derudover er det en meget behagelig by bare at være i. Lidt ligesom en dansk havneby midt om sommeren. Travl, men fyldt med alt muligt spændende. Nogle gode steder at slappe af. Nogle gode steder at møde folk. Nogle gode steder at sidde og fokusere. Den fungerer både som en kort feriedestination og som en mellemlang base.

Jeg kommer nok tilbage en anden god gang.

Men hvis jeg vil rejse lidt rundt med Andy, må jeg efterlade byen for nu. Det bliver dog også meget spændende at komme til Thailand. Og jeg glæder mig til nogle dage med rigtig sandstrand.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Det viser sig at være overraskende svært. George Town virker ikke til at tro på bænke. Ved havnefronten er der nogle stykker, og parkerne har også fået et par, men ellers forventes man tilsyneladende at købe en kop kaffe eller et måltid, hvis man har tænkt sig at lade benene hvile. Resten af byen er bygget til at gå igennem, ikke til at blive i. Jeg kender dog en stille bar, der normalt har sent åbent.

Så jeg går videre.

En bilbutik der sælger elbiler. Et øjeblik overvejer jeg, om jeg egentlig burde arbejde med udrulning af ladeinfrastruktur i Sydøstasien. Jeg når halvvejs gennem en potentiel forretningsidé, inden jeg kommer i tanke om, at jeg aldrig har været særligt god til hustle-kulturen.

En flok hvalpe løber over fortovet. Jeg kigger automatisk efter moderen. Hun holder øje med mig. Fair nok.

Jeg går videre.

Hostellet holder temaaften. Noget med udklædning. Jeg opdager, at grunden til, at jeg ikke har lyst til at gå tilbage, ikke er hostellet. Jeg har bare ikke lyst til organiseret hygge. Jeg har lyst til at sidde et sted og lade dagen falde lidt til ro.
Det er måske derfor, jeg altid ender ved rygerne. Jeg ryger ikke. Men rygere virker til at have forstået noget om samtaler. Ingen skal præstere noget. Ingen skal netværke. Man står bare der, indtil cigaretten er færdig, og hvis nogen siger noget, så siger de noget.

En 7-Eleven. Tid til at proviantere. Der er tilbud på kopnudler. Crazy Wednesday. Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvilken ugedag det er. Det er åbenbart onsdag. En pepsi zero og en 100Plus er hvad det bliver til.

Jeg går videre.

En gruppe drenge marcherer rundt bag et hegn med trommer og sækkepiber. Kirken ved siden af er belyst og ligner et gråhvidt middelalderslot. En motorcykel larmer nok til, at hele gaden burde sende den en regning. Jeg skal krydse gaden, men den er travl. Jeg kommer til at tænke på Vietnam. Mærkeligt nok føltes trafikken der tryggere. Ikke mindre vanvittig. Bare mere samarbejdsvillig. Her virker det, som om bilerne accepterer, at fodgængere eksisterer, men helst så, at de gør det et andet sted.

Jeg når til baren. Den har lukket. Ikke fordi klokken er mange. Bare fordi det er onsdag. Butikken ved siden af har også lukket. Det er faktisk lidt morsomt. Der er dog en food court rundt om hjørnet. Den kan da umuligt have lukket. Også selvom det er onsdag.

Jeg går videre.

Der er halvtreds retter at vælge imellem. Jeg orkede ikke flere beslutninger. Til sidst giver jeg op og sætter mig med den samme oksegryde, som jeg fik den anden dag. Jeg læner mig tilbage og kigger op i loftet. Over mig hænger enorme loftsventilatorer. De holder en række flag i konstant bevægelse. Historiske malaysiske flag? Delstater? Jeg ved det ikke. Det behøver jeg egentlig heller ikke. Fra moskéen begynder aftenbønnen. Ved nabobordet bliver der åbnet Carlsberg. Jeg sidder midt imellem med min oksegryde og dikterer til min telefon.

Det slår mig, at det her nok er den mest præcise beskrivelse af mine aftener.

Ikke sightseeing.

Ikke refleksion.

Bare en lang kæde af observationer.

En flok hvalpe.

En lukket bar.

En motorcykel.

En oksegryde.

Aftenbønnen.

Den ene tanke vælter ikke den næste.

Den næste driver bare forbi.

Georgetown skuffer ikke med udvalget. Her kan du få alt fra en billig rundbarbering til en bøjet femmer over til et luksuriøst spaophold, hvor der bliver kælet for hvert hår på dit hoved og ansigt. Efter at have spurgt lidt rundt, googlet og gået forbi flere saloner beslutter jeg mig for at forsøge med den højt anmeldte, men travle frisør. Jeg går forbi og får at vide, at jeg kan komme tilbage to timer senere. Super, tid til en klipnin
Da jeg kommer ind, møder jeg tilfældigvis et par fra hostellet. Med det samme har frisørbutikken vundet point ved at huse bekendte. Samtidig har de givet en rimelig god klipning, der har transformeret en langhåret hippie til en løvemanke.

Efter lidt fejning bliver det min tur. Lige på tungen ligger ordene: “Det samme som sædvanlig.” Jeg når dog at stoppe mig selv og får i stedet forklaret, at vi skal af med otte ugers hår. “Fate?” lyder det fra frisøren. “Ja,” svarer jeg, imens jeg tænker: “Lav du bare en spådom.”

Min frisør er en ung kinesisk mand. Han klipper mig nærmest i strakt arm. Han betragter mig på samme måde som en maler, der ofte træder tilbage for at se helheden. Det giver en lidt sjov dynamik, hvor det nærmest føles, som om mit hoved er ved at blive skulpteret, imens jeg sidder og kigger på det i spejlet. Sådan en lidt out-of-body-oplevelse. Vi snakker lidt, men for det meste sidder jeg bare og lader mine tanker vandre i stilhed, imens han koncentrerer sig om sit arbejde.

Pludselig spørger han, om jeg vil have vasket håret. Jeg får øjenkontakt med mig selv og opdager, at jeg er færdig med at blive klippet. Og mine sider er blevet klippet, så der er en fade. Det look har jeg ikke lige kørt så meget før, men det ser ikke dårligt ud. “Ja tak,” får jeg mumlet, hvorefter det slår mig: Vasket håret? Er det ikke noget, man gør, inden der klippes?

Jeg bliver nu ført med ud i et baglokale. Hvad jeg troede var en lille frisør med to stole, viser sig at være et større foretagende med fem-seks kunder i gang med forskellige langtidsprojekter som farve, permanent osv. Jeg får plads ved en vaskepult, helt ligesom hjemme i Danmark. Ligesom jeg begynder at tænke, at det virker bekendt igen, kan jeg mærke, at en hovedbundsmassage bliver påbegyndt. Derefter en nakkemassage. Spørgsmålet “Har jeg bestilt det?” når lige at melde sig, men bliver hurtigt forkastet til fordel for afslappende massage.

Mit hoved bliver viklet ind i et håndklæde, og jeg bliver ledt tilbage til, hvor jeg blev klippet, med en fugtig turban på hovedet. Efter klipningen er der ærlig talt ikke meget hår, der skal tørres, specielt sammenlignet med de andre, der er inde for at få taget lidt af det lange hår. Men jeg sætter mig og får fjernet håndklædet. Før jeg ved af det, bliver der båret et fad hen med et dampende, sammenrullet håndklæde. Det er så til ansigtet og halsen. Først tænker jeg: “Okay, slap af. Så beskidt er jeg heller ikke.” Men efter at have kørt håndklædet rundt og konstateret, hvor mange små hår der ender i kluden, sidder jeg nærmere tilbage og tænker: “Hvorfor gør vi ikke det her derhjemme?”

Ligesom jeg tænker, at nu mangler der kun voksen, kommer en gennemsigtig glaskrukke frem med en spraydyse på. Spray, spray, spray, og så har jeg også fået parfume på. Derefter kommer voksen i håret, der sammen med parfumen gør, at jeg ikke bare ser velklippet ud, men også lugter velklippet. Vi runder af med en flaske vand, imens jeg sidder og sunder mig oven på strabadserne.

Der er kun én tanke nu. Jeg har på intet tidspunkt set en prisliste. Imellem klipning, vask, massage og hårprodukter sidder jeg tilbage og kan ikke helt gennemskue, hvad der kostede ekstra, og hvad der bare var service. Jeg er som sådan ikke nervøs. Parret fra Ecuador var ikke rige eller luksusmennesker, så uanset hvad vidste jeg, at det ville blive en overkommelig pris.

50 RM skulle jeg af med, hvilket svarede til omkring 80 kr. Kunne jeg være blevet klippet for 30 kr.? Ja. Men jeg må indrømme, at det var en rimelig effektiv og behagelig klipning, imens alle de små frynsegoder, at jeg følte mig som en prins. Det kan også noget.

Det har været en uge med fokus på Kuala Lumpur. Jeg har vandret den indre by tynd og stillet mig selv de samme spørgsmål gentagne gange. Kunne jeg se mig selv opholde mig her i en længere periode? Kuala Lumpurs svar er: Så skal du kunne lide indkøbscentre.

I Californien skjuler man store oliepumper inde i bygninger midt i byerne. I Kuala Lumpur skjuler de indkøbscentre. Hvert sted, jeg har besøgt, som ser en smule interessant ud, viser sig at være et indkøbscenter i forklædning. Et indkøbscenter eller en bank. Nogle gange begge dele. Det er en by bygget af rige koncerner. Jeg tror, jeg gik igennem mindst fem malls på to-tre dage. De var stopfyldte med mennesker. Foodcourts var pakket, og selv butikker, som man hjemmefra ville forvente var helt tomme, havde jævnligt kunder. Det var ikke bare steder, man tog hen for at købe noget. De virkede som nogle af byens egentlige opholdsrum.

En af mine første dage havde jeg bare lyst til noget fastfood. Jeg havde gået hele dagen, så jeg søgte og fandt en McDonald’s i nærheden. Min vej tog mig dog igennem Jalan Alor, som er Kuala Lumpurs store madgade. Der var tre-fire hundrede meter med sælgere, lys, larm, menneskemængder og billige madtilbud, som alle kæmpede imod min meget enkle beslutning om at få en burger.

Jeg kom ud på den anden side og var træt i hovedet. Jeg ankom til McDonald’s, og den var propfyldt. Lige så meget som jeg havde brug for lidt komfort-fastfood, havde jeg også brug for ro, og jeg opgav næsten at spise. Så jeg gik videre mod Burger King, som ikke lå så langt væk.

Burger King lå i Pavilion.

Jeg havde ikke forstået, hvor stort Pavilion var. Jeg brugte omkring 20 minutter på at finde ud af, hvilken etage Burger King lå på, og hvilken etage jeg selv var på. Da jeg endelig fandt Burger King og kom til skranken, fik jeg at vide, at jeg kun kunne bestille et Whopper Meal. Ingen af deres andre burgere. Fint. Alt for at få lukket dagen. Jeg satte mig ned og følte trætheden vælte over mig. Personalet var i gang med at lukke biksen ned, og inde fra køkkenet kunne jeg høre nogen synge “I’m Lovin’ It”. Det var sent, da jeg forlod Pavilion Food Court. Men byen kørte på fuldt blus.

Kuala Lumpur til fods

Kuala Lumpur til fods er en blandet oplevelse. I nogle områder kan du gå på store, brede fortove med masser af plads og få eller ingen blokeringer. Men kun så længe du bliver inden for områderne. Der er et stort og integreret motorvejsnetværk, der nærmest skærer byen op i små øer. Som fodgænger er det med livet som indsats, hvis du vil gå fra en ø til en anden, da den eneste vej er at krydse motorvejene. Og de er temmelig travle og brede.

Jeg har ikke vovet mig ud i en motorvejskrydsning endnu. En af dagene havde jeg udset mig en park. Da jeg kom hen i nærheden, kunne jeg konstatere, at jeg skulle krydse et større motorvejskryds for at komme ind i parken. Efter at have gået op og ned langs vejen for at lede efter en bro eller en underpassage måtte jeg konstatere, at den ikke fandtes. Til gengæld var jeg også faret vild og befandt mig i noget, der lignede en serviceindgang til et større kompleks. Da der var en del fodtrafik, valgte jeg bare at følge med strømmen og se, hvor jeg ville blive bragt hen. Pludselig stod jeg i et indkøbscenter.

Indkøbscenter er ikke helt præcist. Jeg var endt ved TRX. Det er et kæmpe kompleks med flere skyskrabere og en hævet park, der forbinder de mange bygninger, mens man har udsigt over store dele af byen. Der er endda en politistation oppe i komplekset. Det føles meget luksuriøst og meget velholdt, men også lidt som sit eget lukkede område. En by i byen.

Det er en ting, jeg stadig prøver at lære om Kuala Lumpur: Distrikterne er så forskellige, at de hver især føles lidt som deres egen by. Man bruger ikke en eftermiddag på at “se TRX”. Man bruger en eftermiddag på at finde ud af, hvordan man kommer ind, hvor udgangen er, og hvorfor der står en politistation midt i en have oven på et indkøbscenter.

Farvel til rotterne

Jeg flyttede fra Bukit Bintang til Chinatown midt på ugen. Jeg havde allerede booket det nye hostel, Mingles, men den sidste morgen på det gamle hostel bekræftede, at det var et godt tidspunkt at tage videre. Da jeg gik ud for at børste tænder, så jeg en rotte i fællesområdet. Den kravlede ind under en dør ved siden af det aflåste personaletoilet. Der var også rottelort på gulvet.

Jeg har en ret høj tolerance for halvslidte hosteller. Det gamle sted lå ekstremt centralt og var faktisk rimeligt billigt for Bukit Bintang. Men rotter er ikke ideelle. Der er kort vej fra en rotte til en ødelagt rygsæk og en meget dårlig dag.

Mingles startede bedre. Der var en tagterrasse, fællesområder, et tilknyttet caféområde og et rigtigt håndklæde uden ekstra betaling. Små ting gør overraskende meget. Jeg kunne bruge min egen kaffe, få varmt vand og sidde i fællesområdet, hvor man faktisk faldt i snak med folk.

Hostellet havde dog også sine egne særlige regler. En nat ringede et fysisk vækkeur klokken seks om morgenen. Ikke en mobiltelefon, men et rigtigt vækkeur. Det ringede i flere minutter, før jeg rejste mig, fandt sengen og vækkede manden, der ejede det. Fem minutter senere ringede det igen.

Ved min egen seng, lige ved døren, havde jeg et andet problem. Når døren lukkede, smækkede den så hårdt, at hele værelset nærmest hoppede. Så jeg lavede små klumper af toiletpapir og placerede dem i karmen, hvor døren og rammen ramte hinanden. Ikke nok til at blokere døren, bare nok til at dæmpe slaget.

Det gjorde en verden til forskel.

Jeg har ingen planer om at gå rundt og forbedre hosteller som en ubetalt driftskonsulent. Men når jeg allerede ligger ved døren og bliver vækket af den, kan jeg godt finde på at lægge lidt toiletpapir i karmen.

Vandfald

En morgen hang der en liste i receptionen over en tur til vandfald og Batu Caves. Billedet viste nogle, der badede i et vandfald. Tiltalende, og jeg havde ikke været uden for Kuala Lumpur før. Der stod bare, at man kunne skrive sit navn på listen, så det gjorde jeg.

Vi mødtes ude foran hostellet. Vi var 12, der skulle afsted. Vi delte os i taxier ud til vandfaldsområdet, som kun lå 25-30 minutter væk. Da vi steg ud af taxierne, stod vi på en lille parkeringsplads ud til en stor jungle. Ud over et par boder med mad og drikke var der bare nogle få skilte, der pegede os ind i buskadset.

Da vi begyndte at gå, tænkte jeg ved mig selv, at jeg havde pakket alt for meget. Håndklæde, badebukser, elektronik og det hele. De fleste andre havde en plastikpose og klipklappere. Jeg havde min dagsrygsæk og kondisko.

Det viste sig dog, at det ikke så meget var en tur for at se et vandfald som en vandretur op langs en bjergside for at se otte vandfald i cirka 30 graders varme og ekstrem luftfugtighed. Selvom jeg var glad for valget af fodtøj, var rygsækoppakningen ikke helt optimal. Men i det mindste vidste jeg, hvor min bærbare computer var.

Vi startede med at gå ad cementtrapper, men efter de første fire vandfald blev det til grus og sten. Fra det syvende til det ottende vandfald fik vi at vide, at vi skulle klatre med reb et par steder, hvortil jeg svarede, at jeg bare ville vente ved det syvende vandfald på de andre.

Mens jeg ventede, kiggede jeg på aberne. Der var aber overalt. De holdt sig for sig selv og gik kun hen til de ting, der var efterladt ved siden af vandfaldsbassinerne.

De andre kom ned fra det ottende vandfald, og vi gik ned til det fjerde vandfald, hvor det næsten var blevet tid til at tage hjem. Hele gruppen var klar på at køle ned i vandet. Vandfaldet her endte i et større bassin og var det sted, hvor flest folk generelt tog en dukkert. Der var en del mennesker, men kun få af os var vestlige.

Efter at have svedt i junglen var det kølige vand forfriskende. Vi nåede at bruge en halv time i bassinet. Et par drenge fandt ud af, at man kunne klatre op ad bjergsiden og rutsje ned ad de våde sten og ned i bassinet. Det forvandlede hurtigt bassinet til et lille naturligt vandland. Mens der var gang i at glide ned ad de glatte sten, havde jeg bare nakken godt nede i det kølige vand og nød en lille afslappende pause.

Efter at have haft det sjovt ved vandfaldene og kæmpet med et par nysgerrige aber, der var gået i gang med at undersøge gruppens efterladte net og tasker, gik vi ned fra bjerget. Gruppen delte sig, og nogle tog videre til nogle hellige grotter. Jeg tog dog tilbage til hostellet. Det er godt at vide, at der også er lidt at opleve ikke så langt uden for Kuala Lumpur, når man bliver lidt for træt af byen.

En aften på pubben

Jeg drikker generelt ikke så meget alkohol og specielt ikke alene. Men jeg havde en aften, hvor jeg så en pub og tænkte, at en fadøl og lidt værtshusstemning var på sin plads. Jeg satte mig ned, fik en øl og kiggede rundt. Jeg var tidligt på den. Det var kun mig og personalet. Jeg småsludrede lidt med servitricen og spurgte til aftenens program. Der var åbenbart livemusik med gæstesangere.

Jeg var lige nået til et stadie af afslapning, da jeg fra indgangen hørte en kvinde fortælle, at hun var kommet for at synge, og spørge, hvornår hun kunne starte. Pænt fik hun at vide, at musikken først startede senere. Derefter stillede hun sig op ved scenen og begyndte at synge højlydt hen over højttaleren, der spillede “Hotel California”. Hun fik øjenkontakt med mig og tog det som en invitation til en samtale.

Hun præsenterede sig som ph.d.-studerende inden for kvantefysik, forretningsejer og life coach. Da jeg spurgte hende til hendes forretning, trak hun sin iPad frem og viste mig sin hjemmeside, der brugte horoskoper og kvanteverdener til at forklare, hvordan man manifesterer den virkelighed, man ønsker sig. Den næste halve til hele time gik med, at hun dykkede ned i spiritualitet, chakraer, relationer, energi, parforhold, sex og hvad mænd og kvinder burde gøre. Jeg prøvede mest at oversætte hendes spirituelle sprog til noget, jeg kunne genkende.

Efter en god lang snak om alt mellem himmel og jord kom hun i tanke om, at hun var kommet for at synge. Jeg benyttede lejligheden til at betale for min øl og stille mig i positionen: Jeg går nu. Lad os sige farvel.

Videre mod George Town

Min indledende plan for Kuala Lumpur var egentlig at blive der i tre-fire uger. Byen er ikke dårlig. Jeg kunne gå rundt, se alt muligt og finde nye indkøbscentre, biblioteker, parker og områder med caféer. Jeg fandt dog ikke et opholdssted, der talte til mig. Og efter over en uge følte jeg trang til et skifte.

Så jeg tog videre til George Town, hvor min amerikanske ven Andy for tiden arbejder som frivillig på et hostel. Da jeg stod på busterminalen, klikkede det for mig. Min oplevelse af Kuala Lumpur var meget som en transitzone. Kom og oplev spektaklet, men der var ikke rigtig nogen grund til at blive og hænge ud. Så jeg er spændt på, hvad George Town kan give mig.

Byen fra gaderne

Fra mit hostel i Bukit Bintang kommer jeg ud til downtown Kuala Lumpur. Der er skyskrabere så langt som øjet rækker. Til fods går jeg forbi en lang række butikker. Små kiosker, kinesiske restauranter, souvenirs og en service butik engang imellem som vaskerier.

Overordnet set er Bukit Bintang rimelig turist/rejsende fokuseret. Der er en god blanding forretningsfolk og internationale familier i bybilledet. I mange af de store skyskraber og bygningskomplekser gemmer der sig enorme shopping centre. Området byder på tonsvis af muligheder, men er klar gearet til en øvre middelklasse og op efter.

Imellem de store bygninger ville jeg forvente at finde små halvskjulte cafeer med billigere mad og drikke. I Kuala Lumpur er der en større change for at finde service indgange, affald og rotter. I Medan ville en vilkårlig sidegade som minimum indeholde 2-3 små vogne, cafeer eller restauranter. Godt nok udendørs, på plastikstole, med tvivlsom fødevare og sanitet, men de var der. I Kuala Lumpur er der ikke helt den samme mulighed for at gå ud og få frivillig madforgiftning.

Af de cafeer, som jeg besøger, virker få til at være designet til længere opholdssted. Men når man skal maksimere antallet af kunder, der kan komme igennem på en given dag, så er det nok heller en fordel af have polstrede stole. Det har dog betydet, at mine dage har taget mig vidt omkring, frem for at blive på cafeerne. Jeg har fået set en masse af den indre by. Ud over Bukit Bintang, har jeg været i Chinatown, Chow Kit, KLCC og TRX. Det er mere eller mindre Kuala Lumpur centrum distrikterne.

Byen inde fra bibliotekerne

Nogle dage vil jeg gerne finde et sted og sidde i fred og ro med mine projekter i længere tid. Derfor søgte jeg biblioteker og andre fredelige områder, da jeg havde brug for et sted at sidde med computeren i fred.

Min søgning bragte mig til et lille rum på tredje sal, op af en lille trappeopgang i siden på en rimelig intetsigende bygning. På første sal kunne jeg møde en malaysisk designer. På anden sal kunne jeg få en spådom. På tredje sal var der, hvad der viste sig at være en af en række små malaysisk-kinesiske biblioteker rundt omkring i Kuala Lumpur, vedligeholdt af frivillige.

De frivillige er typisk studerende, og bibliotekerne bruges ser umiddelbart ud til at blive brugt primært som små studieklubber, med en lille brætspilsaften blandet ind i. Et helt udemærket sted til stille fordybelse og muligvis endda møde nogle nye mennesker.

Byen inde fra skyskraberne

Indre Kuala Lumpur er i mit hoved begyndt at være en by bestående af shoppingcentre. Kæmpe store shoppingcentre med samtlige brands og uendeligt store restaurantområder. De er også meget travle.

På tværs af Danmark og mange af de shoppingcentre, jeg er stødt på rundt omkring i Indonesien, Cambodia og Vietnam, er shoppingcentrene i Kuala Lumpur de største og samtidig også de mest brugte. Nogle af shoppingcentrene føles mindre som et sted, hvor man shopper, og mere som byens rum. Et opholdssted, hvor venner hænger ud, og familier bruger aftenen.

Det er ikke kun brands, der har butikker i centrene. Du kan også finde dine mere normale supermarkeder, apoteker og bagere. Hvis jeg bare ville have det nemt, med alt i rækkevidde og endda til nogenlunde priser, så kunne jeg bare bo i et af Kuala Lumpurs shoppingcentre.

En af dagene gik jeg rundt ved KLCC. Da det begyndte at regne, søgte jeg ind i den nærtliggende konferencebygning, med et akvarium i kælderetagen og tilhørende mini restaurant etage ovenpå.

Her fandt jeg ud af, at jeg kunne tage elevatoren op til 4. sal, hvor der var mødelokaler, behagelige stole og borde med strømstik, gratis internet og udsigt ud til Petronas tårnene. Samtidig var der utroligt fredeligt, da der ikke rigtig var andre end konferencedeltagerne, der kom op til denne sal. Mad og drikke var bare en elevatorlift væk.

Den perfekte arbejdsplads.

Byen inde fra hostellet

På mit hostel er jeg faldet i snak med en midaldrende mand fra New Zealand, en kiwi. Han har levet på en sten de sidste mange år, imens han har arbejdet med sin startup.

Efter vi bondede lidt over at leve uden fast indkomst, tilbød han mig at række ud til en udvikler, som han kendte og som arbejdede med noget af det samme. Inden jeg vidste af det, var jeg blevet sat i kontakt med en indisk iværksætter. Tror ikke, der kommer noget større forretningsmæssigt ud af den samtale, men en interessant oplevelse og et bevis på, at networking altid er en mulighed, når man rejser rundt.



Jeg flytter hostel. Efter 5 dage i Bukit Bintang skal jeg bo i Chinatown i 4 dage. Det er et område, jeg allerede har besøgt, og hostellet virker til at være mere socialt anlagt, med dagsture, pubcrawl og andre aktiviteter.

Det er ikke fordi, at jeg specielt higer efter at komme ud og drikke en øl med nogen, men måske kan det lede til nogle mere interessante opdagelser omkring byen.

Guldlok

Så er jeg klar til at bruge Kuala Lumpur som en base?

Over ugen, hvor jeg har været her, har jeg følt mig som Guldlok. En lille, rolig bibliotekklub med mulighed for brætspil, men er det den type sociale klub, jeg leder efter? Muligheder og bekvemmelighed i massevis, men vil jeg tage hen i et shoppingcenter hver dag? Utroligt god arbejdsplads i konferencecenteret, men vil jeg sidde i en konferencefoyer til daglig?

Overfladisk har Kuala Lumpur sat et tjek i alt, hvad jeg vil sige er grundlæggende på min tjekliste. Udover at være noget dyrere end mange af de andre byer, som jeg har opholdt mig i over de sidste par måneder, så er der få negative sider ved Kuala Lumpur.

Men jeg synes ikke rigtig, jeg har fundet byens identitet endnu. Biblioteket er nok tættest på. Derudover er det ‘bare’ en storby.

Kuala Lumpur har ikke skuffet, men har heller ikke overbevist mig.

Endnu.

Turen til Kuala Lumpur begyndte i den slags situationer, som kun rigtig kan opstå alt for tidligt om morgenen før et fly. Jeg havde bestilt en taxa til stationen. Taxachaufføren var ti minutter væk og skrev til mig for at diskutere, om den rigtige destination var valgt i appen.

Jeg skulle til togstationen. Han ville gerne løse et problem, som først ville være relevant, efter han havde hentet mig. Jeg skrev tilbage, at jeg sådan set var ligeglad med, hvilken destination der var valgt, for hvis han ikke var her, hvordan skulle jeg så komme nogen steder hen?

Jeg nåede toget og flyet. På flyet opdagede jeg igen de universelle love for kommerciel luftfart:

• Der skal være mindst én baby eller tumling om bord.
• Mindst én baby eller tumling skal placeres inden for fem rækker af Mathias.
• For hver times flyvning skal der være fem minutters gråd eller skrig i nærheden. Bemærk: Nogle gange deltager Mathias i hyleriet.

Mens jeg sidder og nyder udsigten ud ad vinduet, springer der pludselig gnister ud fra jetmotoren bag mig, efterfulgt af et dæmpet brag. I de næste sekunder blinkede seleskiltene, kabinepersonalet blev kaldt til deres pladser, og kaptajnen sagde noget over højtaleren, som jeg ikke kunne høre. Han snakkede i to minutter. En lille stemme i mit hoved popper op og siger: Hey, var der ikke noget med et Malaysia Airlines-fly, der på mystisk vis forsvandt nogle år tilbage?

Det hjalp så ikke, at en steward ti minutter senere gik ned gennem kabinen og sprayede duftspray i luften. Jeg er nu i fuldt alarmberedskab. Da vi kort tid efter ligger an til landing, sidder jeg og stirrer ud af vinduet på motoren. Er det bare mig, eller ryster den mere end normalt? Og så landede vi uden problemer.

Jeg gætter på, at jetmotorer bare eksploderer en lille smule en gang imellem.

Første indtryk

Første indtryk af Malaysia er positivt. Jeg sad i lufthavnstoget og så landskabet glide forbi. Der var velbygget infrastruktur, velbyggede boliger, et togspor der så vedligeholdt ud, og veje langs skinnerne, som også virkede i rimelig god stand. Bygningerne så ikke ud, som om de var ved at falde sammen eller havde været igennem en krig.

Jeg er sikker på, at der er fattigdom mange steder. Men efter Indonesien, og særligt Medan, virkede det som at komme tilbage til civilisationen.

Efter måneder i et land, hvor fortovene inkluderer store huller ned til kloakken, sætter jeg pris på ikke at skulle kigge på mine fødder konstant, når jeg går. Jeg beder ikke om Japan-niveau. Det ville bare være rart at gå på et fortov, som jeg ikke ser som en potentiel sundhedsrisiko.

Det er ikke fordi, jeg sidder og filosoferer om fortove ud af det blå. Jeg er en vandrer. Når man bruger mange timer hver dag på at gå rundt, lægger man mærke til, om turen er behagelig. Gåture er transport, motion, sightseeing og den måde, jeg finder caféer og opholdssteder på.

En by om aftenen

Den første aften i Kuala Lumpur var jeg for træt til at tage tilbage til hostellet, men også for træt til at lave noget fornuftigt. Så jeg gik en tur.

Byens høje bygninger var oplyste. Kuala Lumpurs skyline er behagelig. Man går rundt, drejer om et hjørne og ser en ny samling skyskrabere. Der er meget forskellig arkitektur, og det føles ikke bare gråt og ensartet. Når jeg står og kigger op på en skyskraber på hundrede etager, får jeg stadig den mærkelige følelse af at være lille.

Jeg genså også noget, jeg næsten havde glemt, fordi jeg ikke havde set det i flere uger: influencere. De var overalt mellem de oplyste bygninger. Ikke med ét kamera, men med fem telefoner monteret på en håndholdt dims, hvor hver telefon tilsyneladende lavede noget forskelligt. Det er faktisk imponerende, at de kan styre det.

Mens jeg går rundt om Petronas-tårnene og undviger influencers og ivrige gadesælgere, kommer jeg til KLCC-parken bag tårnene. En stor bypark med grønt, bænke og en kunstig sø med springvand. Lige da jeg kommer rundt om hjørnet, bliver der skruet op for højtalerne. Popmusik spiller i parken, og et helt springvandsshow starter med lys, farver og koreograferet vand til musikken. Åbenbart er der springvandsshow om aftenen klokken ni, og jeg er helt tilfældigt endt der på det præcise klokkeslæt. Jeg har en tendens til bare at snuble over den slags begivenheder.

Det var en god aften. Kuala Lumpur gav et godt første indtryk. Små bygninger, så lidt større bygninger, og til sidst Petronas Towers. Måske kommer jeg til at kunne lide Kuala Lumpur. Jeg kan godt lide sightseeing-delen indtil videre. Det er ikke det samme som at kunne lide at være her, men det er en fin begyndelse.

Den røde tunnel

Jeg havde brugt hele dagen på at besøge hostels og hoteller. På grund af regnen havde jeg gjort holdt ved flere restauranter, og sent på eftermiddagen havde jeg fået nok og ville bare hjem. Regnen var stoppet, men alt var stadig vådt. Mens jeg bevæger mig tilbage mod hostellet, går jeg fra små gader og stræder over mod skyskraberne med Petronas-tårnene som mit primære mål.

Da jeg går ned ad de mørke gader, lægger jeg mærke til en masse biler, der kører ned ad en sidevej med masser af belysning og restauranter langs vejen. De holder nærmest i kø for at komme ned ad vejen, og folk hopper ind og ud af bilerne. Selvom jeg ikke er sulten, er jeg nysgerrig nok til at gå ned ad sidevejen for at se, hvad der sker.

Jeg gik gennem gaden med restauranter og ind på et lille oplyst marked. I enden af markedet var der en stor belyst bro. Fra brotårnet kunne jeg se floden og motorvejen nedenunder. Selve broen var en lystunnel, der langsomt skiftede farver. Som en sci-fi-portal.

Der var mennesker, der tog billeder, men fordi det lige havde regnet, var menneskemængden forholdsvis mild. Foran mig stod tårnene med en lille sky ved toppen, så de lignede, at de røg eller dampede.

Hosteller, håndklæder og rotter

Jeg har brugt overraskende meget tid på at kigge på hosteller. Målet er at finde ud af, om jeg gider leve her i 3-4 uger. Resultatet er, at jeg nærmest er blevet til en inspektør, der går rundt og vurderer brusere, senge, gardiner, aircondition, fællesområder, personale, renlighed, priser og om folk faktisk ser ud til at tale sammen.

Det hostel, jeg bor på nu, er egentlig fint og nok også muligt at bo på i længere tid. Det koster bare 55 ringgit for en seng på sovesal og yderligere fem ringgit for at leje et håndklæde. Tagterrassen er uventet god om morgenen omkring klokken otte, før de andre vågner. Der er gratis varmt vand og te, og jeg kan bruge mit eget kaffepulver.

Bruseren har svagt tryk. Mit nanofiberhåndklæde er en god kompakt ting at have i rygsækken, og jeg har brugt det flere gange, hvor jeg ellers havde manglet noget. Men det er ikke et godt håndklæde. Det er funktionelt. Når jeg har været i bad, kæmper jeg for at føle mig tør i stedet for at komme ud stadig lidt fugtig. Midt om natten hørte jeg rotter løbe på taget direkte over min køje.

Og alligevel er mit nuværende hostel mere attraktivt på tværs af faciliteter og pris end stort set alt andet, jeg har kigget på.

Da jeg havde fundet ud af, at rotterne sandsynligvis løb over loftet, faldt jeg mere til ro. Min øverste køje, som jeg normalt ikke bryder mig om, blev pludselig en taktisk fordel. Den holdt mig væk fra gulvet og gav mig et hjørne af sovesalen, hvorfra jeg kunne holde øje, hvis rotteinvasionen begyndte.

Hvis de faktisk kommer ind på sovesalen, så tjekker jeg dog ud, så snart jeg kan kæmpe mig vej gennem dem.

Jeg har gået omkring 50.000 skridt på to dage. Fødder og ankler sørgede for at fortælle mig det om natten. Jeg har også været mentalt træt. Ikke bare træt af sightseeing, men træt af hele tiden at vurdere: Er Kuala Lumpur et sted, jeg gider blive? Er Chinatown for budget? Er Bukit Bintang for dyrt? Ville Penang give mere mening? Skal jeg finde et fællesskab i stedet for bare en billig seng?

Men jeg er begyndt at varme op til hostellet. Ikke fordi det er blevet bedre, men fordi det er blevet et sted, jeg kender. Jeg ved, hvor man kan sidde på tagterrassen om morgenen. Jeg ved, hvor teen er. Jeg ved, at bruseren er svag. Jeg ved, at håndklædet ikke rigtigt er et håndklæde. Og jeg ved, sådan cirka, hvor rotterne løber rundt.

Hver gang jeg kommer et helt nyt sted hen, betaler jeg åbenbart for de første 24 timer. Jeg sammenligner, ser alle fejlene og begynder at lede efter det næste, før jeg nærmest har pakket ud.

Så lærer jeg, hvor rotterne løber rundt, og så bliver det mere håndterbart.