Der går en kilometer lang vej ned til min mormors sommerhus på Fyn. Det er en asfalteret landevej og teknisk set må du køre 80 km/t på den. Den er dog så ujævn og så skæv, at hvis man kører 60 km/t på den, så letter alle fra deres sæder. Min far vælger selvfølgelig konsekvent altid at sætte farten lidt op ned af den vej, så det føles som at være terninger i et raflebæger.

På motorvejen fra Parapat til Medan ville jeg fortrække at køre ned ad sommerhusvejen med min far bag rattet. Motorvejen er ikke dårlig, men hvert sted, hvor en tunnel eller passage er bygget under vejen, har medført, hvad der svarer til et flyvehop med den fart, vores taxachauffør vælger at tage dem med. Da jeg midt på motorvejen får en besked fra mit skridttællendeur om, at jeg har nået dagens mål for skridt og etager, vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde. Og efter 2 timer i en konstant rutchebane, så bliver selv den stærkeste mave træt.

Turen går tilbage til Medan efter 8 dage på Samosir Island. En hvilken som helst rejseguide vil nok fortælle dig, at 2, maks. 3 dage på Samosir er nok til at opleve øen. Dertil vil jeg nok give dem ret, hvis du blot går efter seværdigheder. Samosir har smukke bjerge og fantastiske udsigter ud over søen. En lille udflugt til Sibea-Bea, og en eftermiddag med badning og vandsport samt et godt aftenmåltid i Tuktuk, og så har du fået en fornemmelse for området. Jeg nød dog mit lille ferieagtige ophold. Klar og frisk til at tage videre.

Hotel O

På Agoda fandt jeg et meget billigt hotel i Medan. Det er faktisk tæt på det billigste hotel, jeg har set på hele min rejse. 29 kr. pr. nat, høj anbefaling, 3 stjerner, en god mængde positive reviews.
Jeg er meget skeptisk over for den slags, så jeg dobbelttjekker, at der ikke er nogle skjulte omkostninger eller store mangler rapporteret. Intet springer i øjnene. Da jeg ankommer til hotellet, er det første, der møder mig, et stort skilt med røde bogstaver, hvor der står “No LGBT”.

Det skal siges, at det er første gang, at jeg har set noget som helst anti-queer-skiltning på hele min rejse. På tværs af 8-9 byer i Indonesien samt både Cambodia og Vietnam har jeg ikke haft indtrykket af aktiv modstand imod queer kultur. Når det så er sagt, så er folk i Medan meget mere konservativt klædt og tildækket. Da jeg spørger receptionisten til skiltet, skæver hun til det, vender øjnene og sender mig et smil, så hvem ved hvor overholdt det er.

Det er et af de mærkeligere hoteller, jeg har været på. Selve bygningen føles nyrenoveret, med hvide vægge og polerede klinkegulve. Der er ikke spor af slitage eller misligholdelse. Omvendt, hvis du går ud af hotellet, så står du på en støvet, beskidt og travl hovedvej. Hotellets placering kan være lidt af det hele. Det er lige ved siden af en fin café, et minimarked og en bazar. Jeg kommer dog ikke til at spise noget lige her. Der er et par madstande ude foran hotellet samt i bazaren ved siden af, men efter at have set rotter kravle ind og ud af de tomme madvogne om natten, så har jeg valgt at gå lidt længere efter mine måltider.

Der er også en lille sidevej ikke så langt fra hotellet. I klassisk asiatisk stil, så er der 8 butikker, der sælger det samme. Dette er computercafé- og printgaden. Hvis man går igennem den, kommer man til universitetscampussen. Det er juli, så universitetet er på sommerferie, med kun ganske få mennesker på vejene. På den måde kan jeg gå fra travlt og bekvemt over til fredeligt og tomt på 2 minutter.

Medan-livet

Bybilledet i Medan er meget anderledes end mange andre byer, som jeg har opholdt mig i. Flere religiøse bygninger, med forholdsvis mange moskéer, lidt kristne kirker med jævne mellemrum og stadig plads til andre religiøse bygninger. Det er meget normalt, at restauranter og caféer kun serverer mad, der er halal. Ingen gris, ingen alkohol. Du kan godt få en øl mange steder, hvis du spørger efter det, men det er ikke skiltet med på mange menukort.

Nattelivet er også rimelig specielt. Der virker ikke til at være en særlig stærk drukkultur i byen. På mine små aftenvandringer er det typisk store caféer og restauranter, der holder sent åbent. Det virker til, at det er her, nattelivet kan findes. De fleste steder har åbent til 23:00, og enkelte helt til 01:00. Jeg har set forholdsvise store restauranter og caféer flere steder på min rejse, men i Medan er de rimelig konsekvent fyldte med 100-200 gæster i aften-rushhour ved 21-tiden.

En aften på café er ikke en stille stund med en kop kaffe. Det er et aktivitetscenter, hvor hvert bord konkurrerer om at være det mest livlige. Folk spiller spil, lytter til musik, ser film, snakker på FaceTime eller skrålgriner over hinandens jokes. Mellem dem er der et par borde, hvor unge mennesker sidder med computeren fremme i forholdsvis stilhed. Den overordnede stemning er dog livlig og højlydt, tangerende til festlig.

Jeg har set et par reklamer for rooftop parties, hvilket virker til at være de steder, der minder mest om natklubber, men fra hvad jeg har set, så er der ikke en bar- eller klubgade, som i så mange andre storbyer.

I dagstimerne er det varmt i Medan. Der er 6 timer fra Medan til Lake Toba og ligeledes 6 graders forskel. Midt på dagen ligger det stabilt på 35 grader, og ned ad de varme asfaltgader kan det hurtigt føles som at åbne for bageovnen. Folk er vist heller ikke vant til at se fodgængere i middagsvarmen. Der går kun 5-10 minutter, før en ny person råber ‘Hello’ eller dytter og vinker ad mig. Jeg føler mig nærmest som en minikendis. Om det er min forholdsvis blege hud eller om det er Stetson-hatten, der tiltrækker opmærksomheden, kan jeg dog ikke være helt sikker på.

Den kommende rejse

Jeg bruger mine dage i Medan til at rydde op i rygsækken og i hovedet. Der bliver købt lidt til toilettasken, skiftet lidt rundt i mit tøj og kigget på det næste stop. Om lidt tager jeg til Malaysia, hvor jeg umiddelbart vil opholde mig 4-6 uger. Ud over Bali har jeg opholdt mig de fleste steder 1-2 uger, men i Malaysia vil jeg forsøge mig med 3-4 uger i det samme område af gangen. Jeg er nået til et punkt i min rejse, hvor det er blevet vigtigere at føle mig tilpas end at opleve nyt efter nyt. Når scenen, menneskerne og omgivelserne skifter konstant, så når jeg ikke ned i dybden med oplevelserne. Her i Medan kunne jeg nok godt gå ud og finde nogle spændende sociale scener med folk, som jeg kunne snakke med. Men med kun få dage tilbage af mit ophold, så er motivationen der ikke rigtig.

Det betyder ikke, at jeg kommer til at sidde stille i Medan. Det er en lidt interessant by, fordi den ser så få vestlige turister. Der er meget lidt, der er lavet til mig. Jeg skal gå langt for at finde morgenmad, der ikke er ris- og kyllingbaseret. Det er også en markant bedre by for fodgængere end mange andre i Sydøstasien. Universitetscampuset bag hotellet er et perfekt aktivitetsområde til tidlig morgen løb og træning, med mulighed for lidt mad til studenterpriser senere på dagen. Så på ingen måde spilder jeg min tid her i Medan, men det kommer så også fra en lidt atypisk, langsomt rejsende fynbo.

Over de sidste 5 måneder, hvor jeg har bevæget mig igennem Sydøstasien, har jeg haft utrolig lidt regn på programmet. Det kan regne om natten, men sjældent midt på dagen, hvor jeg er ude og aktiv. Så da jeg pakkede mine ting sammen efter en aftenbesøg på en café i Medan og kom udenfor til rimelig kraftig regn, må jeg bare indrømme, at jeg ikke var forberedt. I min taske er der en bærbar, opladere, powerbank, men intet regntøj eller regnslag.

Det normale menneske ville konstatere, at det regnede, og kalde på en taxa. Det koster måske 30 kr. at komme til hotellet fra caféen. Men nu kan jeg jo faktisk godt lide regnvejr. Jeg kan også godt lide at gå igennem regnvejr, dog foretrukket, at jeg er forberedt på det. Imens jeg sidder og overvejer fordele og ulemper ved en regnvejrsgåtur, så stilner regnen af fra hård regn til lidt småregn. Det efterlader mig med en lille smule fugtigt tøj og en gåtur igennem gader med nyfaldet regn. Perfekt.

Jeg pakker mig sammen. Elektronik kommer i det indre rygsækrum. Klokken er omkring 22:00, som jeg begynder at gå. Det har regnet meget, og jeg hopper hen over store vandstrømninger, der finder deres vej ned i de store halvåbne kloakkanaler, der løber langs vejen. Jeg drejer fra den store, trafikerede hovedvej og går igennem porten til universitetet.

Den mest direkte vej tilbage til hotellet er hen over universitetscampus. Det er et rimelig fredeligt område midt inde i en travel by. Jeg er gået hen over området flere gange i løbet af mit ophold, så jeg føler mig rimelig tryg i at gå rundt selv i mørket. Desuden, så er campusser tomt på denne tid af dagen.

Der er et par kilometer fra campus porten til hotellet. På nuværende tidspunkt er jeg lidt våd på skuldre og arme. Det er stadig 27-28 grader varmt, så regnvandet føles behageligt afkølet. Pludselig er der dog nogen, der skruer op for trykket. Det går fra mild småregn til skybrud på 3 sekunder. Jeg befinder mig på en vej, på et åbent areal med intet dække. Inden jeg har nået at se mig om, kan jeg mærke vandet sive ind i underbukserne og ned i skoene. Regnen, der rammer vejen, kommer ned med en så stor kraft, at der bliver sprayet rekylvand overalt. Jeg bliver fuldstændig gennemblødt.

Nede af vejen er der en tildækket hæveautomat, som jeg søger i skjul ved. Første prioritet er elektronikken. Her må jeg dog prise mig lykkelig over mit valg af kvalitet. Min Osprey dagsrygsæk har formået at holde de indre rum helt tørre, trods hvad der svarer til at få hældt flere spande med vand ned over sig. Jeg har stadig over 1 km tilbage, før jeg er ved mit hotel. Jeg er allerede gennemblødt, så det er ikke som om, at jeg kan blive mere våd. Min rygsæk er regntæt. Så efter at have ventet det værste af regnen væk, går jeg videre.

Det at være gennemblødt gør det faktisk nemmere at nyde turen lidt. Efter det første dyk i svømmehallen stopper man med at tænke over, hvor vådt vandet er. Det går hen og bliver lidt hyggeligt at vandre igennem universitetsområdet i regnvejr. Frøerne skråler om kampen med regnvejret, og de rimelig irriterende kanaler i fortorvet giver lige pludselig mere mening, med den mængde regn, der skal løbe igennem dem. Jeg koncentrerer mig om ikke at falde i en kloak eller kanalåbning, der er skjult i mørket. Der er ikke så meget vand, der samler sig på det forhøjet fortorv, som jeg går på, men jo flere gader jeg skal krydse, des flere gange bliver jeg nødt til at vade igennem ankelhøjt vand.

Jeg kommer endelig til den anden side af campus. Der er en lille gangpassage fra campus og ud til den vej, som mit hotel ligger på. Ud over den hovedindgang, hvor jeg startede, så er der kun et par enkelte andre udgange. Og da jeg kommer hen til den passage, jeg normalt har brugt, ser jeg en 3m høj lukket port og en hængelås. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg tog det med ro og at jeg ikke begyndte at råbe og skrige. Det kan jeg dog ikke. Selv hvis det ikke stod ned i stænger og jeg ikke var gennemblødt, havde den lille opdagelse været nok til et lille hyl fra mig. Jeg er inde på et mere eller mindre lukket campus. Eneste kendte åbne udgang er et par kilometer bag mig i modsat retning af mit hotel, og jeg kan ikke kalde efter en taxa heller.

I min dybe frustration beslutter jeg mig for at gå langs kanten af campusområdet, i tilfælde af en port, lavt hegn eller hul i muren. Det er ikke den mest direkte vej, men muligheden for at finde en genvej er alt for tiltrækkende. På det her tidspunkt har jeg gået igennem regnen i en time. Hvad jeg troede var en lille byge, ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. For at det ikke skal være løgn, så er jeg begyndt at se lyn glimte i horisonten. Ikke lyden af torden. Kun lyset. Men det ændrer sig hurtigt. Som jeg finder min vej rundt på det harmetisk lukkede universitets campus, begynder det at lyne og tordne. Min lille vandretur er gået fra lidt hyggelig troperegn til et reelt tordenvejr. Jeg kan leve med at blive våd, men det er svært ikke at føle sig i fare, når torden begynder at komme tættere og tættere på.

Åbenbart så er at fysisk aktivitet + træthed + frustration opskriften for, at jeg begynder at snakke med mig selv højlydt. Mine tanker går fra at summe rundt i hovedet, til at komme ud af min mund. Hvis der var nogen i nærheden, der kunne dansk, ville de nok være i tvivl om de var stødt på en Gollum-imitator midt ude i regnvejret. Udover den lidt hæse levering, så er jeg åbenbart meget tilbøjelig til at diskutere med mig selv. Eller synge. 

Forestil dig: På en mørk, regnfuld tordenvejrsnat går en mand ned af en tom gade. Fra hans sko kommer der et skvulp med hvert skridt. Vandet siver fra ham, som var han kravlet op fra en pool. Fra hans mund kommer der, hvad der kun kan beskrives som lyden af en hylende, halvdruknet hund, der prøver at synge Fumes af EDEN. Passerer du ham på din scooter, får du et stort smil og en dedikeret tone.

Efter at have konstateret, at der ikke er nogen genvej langs yderkanten, når jeg endelig til universitetsporten igen. Det er en stor dobbelt port for biler, og den er halvt lukket til. To vagter sidder på plastikstole i et lille, belyst porthus. Den ene får øje på mig og prikker til sin makker, som kigger op. De får en tommel op, hvorfra jeg modtager to skæve smil. Jeg kan næsten høre dem sige til hinanden ‘De er skøre, de europæere’.

Jeg får kaldt en scooter, som tager mig tilbage til hotellet. Med alle mine omveje, frem og tilbage på campus og søgen efter genveje, når jeg at gå 12.000 ekstra skridt. Ud over nogle sko, som jeg kraftigt overvejer at smide ud fra alt det kloakvand, jeg gik igennem, så var der ikke nogen skader. Jeg kommer til en skorensservice, og hvis de ikke overlever, så har de også klaret det godt på denne tur. Det er nemt at være bagklog, specielt på sig selv. Det var selvfølgelig knap så sjovt at blive fanget i reelt tordenvejr, men omvendt så var det heller ikke planen at gå på kryds og tværs af et campus i regn og mørke. Men nogle mennesker kan lide at bungee jumpe, og jeg kan lide at gå igennem skybrud.

Det stille hostel

Denne uge ankom jeg til Samosir Island ved Lake Toba. Jeg bor på Bagus Bay hostel i Tuktuk. Da jeg ankom til hostellet, var det praktisk talt tomt. Personalet består af 3 indonesere. En receptionist, en køkken dame og en gardner. Køkken damen og receptionisten sidder og snakker i køkkenet for det meste. De er venlige nok, men holder sig for sig selv. Der er lidt sommerferie stemning over hostellet. Den der stemning hvor man er på arbejde, men der sker ikke rigtig noget. Vedligeholdslisten er færdig, så nu er der kun sølvtøjet tilbage at pudse.

De første par dage ser jeg 5 andre gæster. En fransk hiker, som jeg snakker en del med, et par ældre franske damer, der enten ikke kan eller ikke vil snakke engelsk, og et ungt britisk par, der indimellem slår over i russisk. Franskmanden og jeg snakker sammen når vi støder på hinanden. Han er hyggelig nok, men keder sig på Samosir. Vejret har været dårligt i dagene op til jeg ankom, så han har hængt fast på et halvtomt hostel og ventet på at kunne komme på udflugt.

Udover regnvejr den aften, hvor jeg ankom, så har det været godt vejr med kun lidt natteregn, hvilket er rimelig heldigt, for det er ikke det mest interessante hostel. Hostellet har en stor restaurant med masser af træbænke og -stole, der ikke ligefrem indbyder til mange timers ophold. Tilknyttet er der et stort grønt areal med basketkurv, badmintonnet og gynger. Der er også en lille cementsti ned til vandkanten, hvor man kan hoppe ned i søen eller leje en kano/kajak. Hostellet og generelt Samosir taler mest til udendørs mennesker. Alle caféer, restauranter og hostels er åbne bygninger med kun enkelte rum lukket for vind og vejr, så som toiletter og soveværelser. Jeg har fået mange myggestik som konsekvens.

Festival i byen

Tuktuk er en lille by med forholdsvis mange caféer, restauranter og overnatningsmuligheder. Det er et lille turistsamfund, men ikke overskruet som så mange andre steder i Indonesien. For en som mig, der godt kan lide bare at sidde og nyde en kop kaffe på en café i et par timer, så er det et perfekt område.

Midt på ugen bliver der pludseligt mere travlt i byen og på hostellet. Der ankommer en god mængde nye mennesker, og trafikken på de små veje bliver pakket, nogle gange med køer. Det er dog ikke vestlige turister. Det er en masse udenbys Indonesere. Nogle af de restauranter, der før havde lukket midt på dagen, er nu åbne og ser lidt fodtrafik. Den søvnige lille ferieby er vågnet op.

Jeg sidder og spiser morgenmad på en café, hvor jeg falder i snak med indehaveren. Hun spørger, om jeg tager over til festivalen senere, hvortil jeg må spørge “hvilken festival?”. Det viser sig, at jeg åbenbart er dukket op midt i den årlige Samosir music festival, som strækker sig over 3 dage. Der er en scene med opvisninger og familieunderholdning i dagstimerne. Om aftenen er der koncerter med store nationale navne. Samtidig bliver der også afholdt et 10 km løb og andre sportsaktiviteter.

Da byen begyndte at blive mere aktiv, var min første indskydelse en smule ærgelse. Freden er forbi. Aftenerne går fra at være stille med kun lidt støj fra vejen og insekterne, til et livligt opholdsrum, hvor, i sand Indonesisk manner, alle sidder med deres smartphones og enten snakker eller ser videoer på fuld speakerlyd. Samtidig har naboerne fundet karaoke-anlægget frem og skråler nogle af de skæveste toner, jeg har hørt længe. Og den stille vej er blevet fyldt med biler og motorcykler, der alle har behov for at dytte, som da de passerer svinget, hvor hostellet ligger. Jeg kan tolerere meget støj, men da en midaldrende mand mente, at klokken 5:00 var et glimrende tidspunkt at lave en aerobics musikvideo guide ude foran mit værelse, måtte jeg alligevel stå op og stirre på ham, som var han komplet sindsyg, indtil han smuttede.

Men hvis man ikke kan vinde over støjen, må man slutte sig til den. Så jeg tog over på festivalspladsen og brugte aftenen på at lytte til Bulu Mini band, der spillede cover numre af alt fra “Can’t help falling in love” til “Knockin on heaven’s door” samt et andet band ved navn Punxgoaran, som tiltrak et rimeligt stort publikum. Produktionskvaliteten var høj med både godt scene show, lyd, lys og kamera. Lidt ligesom Hede Rytmer i Silkeborg. Bare på indonesisk.

Tilbage til projekterne

Jeg sidder ikke meget på hostellet. Om morgenen pakkes rygsækken og så går jeg ellers igennem byen, indtil en god café dukker op. Der er nok valgmuligheder til at holde mig beskæftiget hele ugen, og nogle steder er gode nok til et ekstra besøg. F.eks. er der en lille restaurant, der laver pizzaer og har siddepladser med udsigt ud over søen. Jeg har spist aftensmad der et par gange. Jeg kan sidde med min computer og kigge ud over søen, imens mørket falder på og lyset fra byen på den anden side tænder. En aften var der en tordensky, der rullede hen over bredden på den anden side og gav naturens svar på et fyrværkeri show.

På computeren er der gang i en masse. Jeg er kommet tilbage i mit skrivehjørne, som I måske har bemærket. Selvom min rejse ikke er hu-hej vilde dyr, så er der stadig massere af fortællinger, som jeg kan give videre til jer. Det er med tiden også blevet nemmere og en normal del af dagen at finde mig godt til rette i at dokumentere mine oplevelser. Tak fordi I læser med, forresten.

Det passer mig meget godt at kunne kombinere en rig verdensoplevelse med den velbevandrede digitale verden. Når jeg kigger tilbage, har jeg dog ændret mit forhold til begge sider. Jeg går ikke længere lange ture for at afstresse. Nu går jeg dem for at se og opleve den del af verden, jeg nu befinder mig i. På samme måde sidder jeg ikke og ser YouTube for at afkoble efter en lang arbejdsdag mere. På computeren er der primært gang i små projekter, der interesserer mig, og jeg arbejder hen imod at udvikle en anden side af mig selv end tidligere. En mere kreativ og måske endda en smule kunstnerisk side.

Samosir Island og Lake Toba er nøjagtigt det landskab, jeg kan sidde og stirre ud på i timevis. Og det er t-shirt/shorts vejr her, hvor New Zealand var lige på den kølige side. På Bali støder jeg på flere indonesere, der kommer fra regionen og som foreslog, at jeg besøgte området. Fra billederne vidste jeg allerede, at jeg ville nyde naturen.

Jeg kommer til at tilbringe en hel uge på øen. Mere end det, de fleste rejseguider foreslår. Jeg skal dog ikke nå noget eller have en pakket oplevelse rejse. Der er tid nok til at opleve en smule og ellers bare slappe af i området på forskellig vis. Jeg skal dog ud og se en smule.

For at få mig rundt i området, lejer jeg en scooter. Planen er at køre de små 50 km, der er til den store Jesus statue i området. Det er en god undskyldning for at se mere af øen. Få taget rigeligt med små stops og nyde de smukke omgivelser.

Efter en lidt langsom morgen, hvor jeg sov helt til 8:30, får jeg endelig hejst mig selv ud af sengen og op scooteren. Efter et kort stop for morgenmad tæt ved hostellet, kører jeg afsted. Mit første planlagte stop er den nordlige spids af Samosir Island.

Turen derop er smuk. På venstre side har jeg et grønt og frodigt bjerg med små vandfald ned af siden. På højre side har jeg Lake Toba, med turkiseblåt vand og bjerge på den modsatte bred. Langs vejen er der mange små kristne kirker. Ikke kalkkirker som i Danmark, men med pænt malede træfacader og kors på taget. Der er en større kirke hver 3-4 kilometer. Ind imellem dem er der små skrin i form at en indhegning på 9 kvadratmeter med en pedestal og et kors på toppen. På Bali så jeg ofte disse skrin, dog bare med pedestaler med hinduistiske udskæringer.

Jeg ankommer til den nordlige spids af Samosir og finder ud af, at det faktisk er en lille betalt strand med kiosk, madboder, badudstyr og godt med siddepladser. Der er en god aktivitet her, med mange børnefamilier, der opholder sig ved vandet. Jeg tager et billede med nordkystmonumentet og spiser en lille kage-snack (Kue pancung). 

I denne del af Indonesien vil folk ofte gerne snakke med vestlige, og her er det ikke anderledes. En mand kommer op til mig, mens jeg står og kigger på stranden. Som stort set alle andre Indonesere åbner han med “Hvor er du fra?” spørgsmålet. Danmark svarer jeg. Tilbage kommer det sædvanlige. “Oooh Danmark…”. På dette tidspunkt går samtalen en af to retninger. Enten kommer der et tilbud på noget, jeg kan købe, eller også spørges der til Danmark i fodbold World Cup. Denne gang er det fodboldspørgsmålet. Han stiller nogle flere spørgsmål til min rejse og undskylder for sit engelsk, hvilket egentlig var ganske fint og forståeligt. Jeg har haft denne form for samtale 2-3 gange dagligt den sidste uges tid, siden jeg forlod Bali.

Næste stop er Pangururan, hvor der er en bro fra øen over til fastlandet. Jesus-statuen er på den anden side, så jeg krydser her. Pangururan er nok den første semi-travle by, jeg har set siden jeg tog fra Medan. Den er ikke stor, men havnepromenaden er godt besøgt, med en masse butikker, caféer og lejeplads til børn. Langs vandfronten er der en masse skulpturer og informationstavler, der fortæller lidt om områdets kultur samt vigtige begivenheder og personer. Blandt andet har det indfødte folk skrevet tykke bøger så langt tilbage som for omkring 300 år siden. De indeholder fortællinger om deres folk samt beskrivelser af god og ond magi. Noget at læse op på en anden gang.

Jeg krydser broen og kører mod statuen, som befinder sig på en bjergtop ved navn Sibea-Bea. Ruten flugter med søbredden, men går en smule ind i bjergene, hvor store dale udfolder sig med græsbeklædte, bølgende bjerge som en barriere.

Selve Sibea-Bea ligger helt ud til søen. Efter at have betalt for entre ved foden, kører man op af en fin, bred bjergsidevej. På bjergsiden er der sået en masse farverige blomster, og det føles næsten som at køre op af en regnbue. Toppen af Sibea-Bea er en stor parkeringsplads med et madpakkehus, en kiosk og en gangsti, der fører helt op til statuen. Statuen er stor og dominerende i billedet allerede ved parkeringspladsen. Jeg bevæger mig op af de meget pæne, blomsterbeklædte gangstier. Der er en god strøm af mennesker, men jeg er blandt de få vestlige. Her bliver jeg også hilst på af forskellige folk. Nej, Danmark kvalificerede ikke til World Cup. Hele to gange beder folk mig om at få et billede sammen med mig, og en dame forsøger at sætte mig på en date med hendes søster, da hun finder ud af, at jeg rejser alene.

Statuen er enorm, men ikke hvad jeg ville rigtigt forbinde med kristendom. Den forestiller Jesus, men alt fra blomsterhaven, til de små skulpturer og måden, man tager fodtøj af foran statuen, fik det til at føles mere som et hinduistisk tempel.

Efter at have vandret rundt, siddet i skyggen, nydt udsigten, taget billeder, blevet peget på og taget billeder af, hoppede jeg på scooteren igen. Tilbage imod Tuktuk. Jeg stopper kun kort et par gange og tager billeder af naturen på vej tilbage. Anden gang forbi ved jeg, hvor der er godt at lægge ind og nyde en udsigt. Samosir har færre turistattraktioner, og turismen her er meget mere vægtet på indonesere end vestlige. Færre oversatte skilte, traditionelle facader, lavt engelsk sprogniveau. Jeg føler mig dog velkommen og bliver taget godt imod, der hvor jeg går hen. Jeg kan efterhånden fint klare mig med armbevægelser og enkelte ord, der hvor sproget ikke rækker.

Turen hjem er hurtigt overstået, og jeg ankommer til en lidt sen eftermiddagsdrink på en café, som jeg er blevet stamkunde ved. I morgen har jeg ingen planer. Jeg regner med at stå op, pakke tasken og gå en lang tur.

Samosir Island har gjort et godt indtryk på mig. Her er det fredeligt og afslappende, men også med nok muligheder for at komme ud og spise, sidde på café, tage på stranden, vandsport eller besøge vandfald i bjergene. Det kan ikke det hele, men det kan alt det, jeg forventer af et lille samfund ude i bjergene. Og det var nok et rimeligt heldigt valg, da temposkiftet har hjulpet mig tilbage til solo rejse mode.

Medan er ikke min slut destination. Efter jeg stiger ud af sarkofagen, samler jeg mine ting og tager afsted. Transport til Samosir Island var lidt en hårdknude at regne ud. Der er forholdsvist lidt hjælp at hente på internettet. Jeg kom frem til, at jeg skulle med bus i ca. 6 timer for at nå til Parapat. I Parapat skal jeg så med færge og så finde vej til mit hostel. Igen en heldagsrejse.

Fra mit hotel til busterminalen vil jeg tage en bus, men efter 4 er passeret mig uden at stoppe, giver jeg op og kalder en taxa. Trafikken i Medan skal bare være ubehagelig, for min nye taxachauffør kører også som om, vi er på flugt. Jeg bliver kørt helt ind til indgangen ved busterminalen, hvor døren til bilen bliver åbnet og jeg bliver guidet ud. 4 mænd står helt oppe i ansigtet på mig og da en af dem rækker ud efter min rygsæk, bliver jeg nødt til at bede dem om at tage et skridt tilbage. Selv med afstand stopper det dem ikke i at tilbyde billig transport, næsten uanset hvor hen jeg skal i landet. Desværre for dem, så er jeg nok den værste person at prøve at overrumple med hurtige tilbud. Jeg vil hellere vente og betale mere, end jeg vil tage et tilbud, uden at forstå hvad jeg siger ja til. Så jeg arbejder mig igennem gruppen og ind i bus terminalen, hvor jeg finder informationen og spørger.

En ting, jeg har lagt mærke til i Indonesien, er, at der er en uskreven regel om, at ingen vil give dig en prisvejledning, hvis du ikke er ved at købe noget fra dem. På samme måde her er der ikke nogen, der kan give mig en standard pris på bussen. Kun fortælle mig, hvem jeg skal forhandle med. Der er dog skiltede priser rundt omkring, så det er ikke fuldstændig tilfældigt, hvad jeg kommer til at betale.

Ved forhandleren får jeg at vide, at bussen går om 3 timer. Ikke helt, hvad jeg havde håbet på, for så ender jeg i Parapat efter det er mørkt og skal finde vej til en sen færge. Men jeg får spurgt mig frem til, om der er andre selskaber med andre busser og bliver bedt om at vente, imens han undersøger. Han kommer hurtigt tilbage med en anden løsning til mig. Der er altid en anden løsning i Indonesien. Før jeg ved af det, er jeg blevet sat på en større bus mod Parapat.

Det er en stor, fin, rummelig bus. Der er plads til 30+, men vi er under 10. Jeg har et par sæder for mig selv og min rygsæk. Det største minus ved bussen er, at der regner indvendigt. Langs den højre side af bussen drypper der vand ned fra loftpanelet ned på den yderste sæderække. Det ligner, at AC’en lækker kondensvand ud i panellet. Jeg bliver indledende anbragt på det vådeste sæde, men efter en stirrekonkurrence fik jeg lov at sidde på et andet, tørrere sæde.

Efter 4 timer stopper vi i en større by ved en busbureaufacade. Buschaufføren forlader bussen uden at sige noget. Jeg tror, de øvrige indonesere i bussen er lige så forvirrede, som jeg er, for de kigger på hinanden. Nogle rejser sig, men sidder sig igen. Jeg stiger af og ser, at buschaufføren sidder og spiser frokost med en gruppe mænd, der ikke er fra vores bus. Jeg køber lidt mad selv og går rundt på pladsen. Der går en time, før vi kører videre. Imens vi venter, er der et par gutter, der kommer og tapper plastikposer til bunden af det dryppende panel. Det kommer på ingen måde til at stoppe vandet, men det kommer til at samle sig og lave en fin lille strøm af vand i stedet for at dryppe ud over et større område, så hvis det var målet, så gjorde de et godt stykke arbejde.

Bussen fortsætter, indtil en gut pludselig kommer og peger på mig. Det er blevet mit stop. Da jeg står af, befinder jeg mig på en vej oppe på en klippe side. Min GPS siger, at der er 2 km hen til havnen, hvilket ikke ville være et problem, hvis det ikke var fordi, at det regnede. Jeg kryber ind i en tom restaurant, hvor en ung kvinde kigger på mig med et skævt smil. Regnen tager til, og der er umiddelbart ingen taxier i nærheden. Til sidst overgiver jeg mig og spørger om hjælp. Havnen hedder Ajibata, hvilket heldigvis er nok. Hun kigger ud af vinduet og begynder at råbe af en forbipasserende blå minivan uden dør i siden. Det er åbenbart den offentlige transport. De stopper, og jeg klemmer mig ind af den lille dør med min rygsæk. På vognen er der en midaldrende mand, en ældre men frisk dame og en 8-9 årig dreng. 

Da vi begynder at køre, kan jeg se, at vi hastigt bevæger os væk fra havnen. Jeg prøver at spørge, om vi kører til Ajibata, hvorved der bliver nikket. Men vi fortsætter ud af byen og væk. Vi kører 4-5 km, før vi holder ind til højre, sætter manden af og vender om imod Parapat. Der var ikke rigtig nogen skiltning eller noget, der mindede om et busstop, og jeg tror faktisk bare, at minivanen kører rundt, samler folk op og sætter dem af sådan nogenlunde, hvor de skal hen. Imens vi kører, får jeg forklaret, at jeg skal til Samosir Island. Der bliver nikket fra forsædet, og før jeg ved af det, så holder jeg på kajen.

Til Samosir Island

Der er et skur og 2 fiskekuttere, der ligger til ved kajen. På skuret er der et skilt med færgeafgange. En mand sidder og sover i skuret. Fra fiskekutteren lyder der et kald. En mand hopper op på kajen og begynder at vække manden i skuret. Lynhurtigt bliver der peget på et papir, hvor jeg skal skrive mine oplysninger og betale et lille beløb. Derefter må jeg gå ombord. 

Fiskekutteren er i 3 små etager. Der er plads til en god, stor gruppe mennesker, men lige nu er jeg en ud af 3 passagerer. Det varer dog ikke længe, da en større minivan trækker op på kajen, hvorfra der kommer en masse folk ud af. En god blanding af alle nationaliteter, de fleste med en stor rygsæk, ligesom mig. Den lille fiskekutterfærge bliver hurtigt fyldt, og vi begynder at sejle. Det er en stille tur på lidt over en time hen over søen. Selvom det er en sø, er den stor nok til, at vi har en lille smule bøjlegang. Udsigten er ikke imponerende, da der både er en let tåge fra regnen og tunge skyer tæt ned over søen og brederne.

Det er tusmørke, da vi ankommer til Tuktuk på Samosir Island. Færgen sejler op til en bred betonmur, som jeg får lov til at hoppe over på. Herfra er det en lang betonsti op til en hovedvej. Jeg var faktisk ikke sikker på, hvor tæt på min destination, jeg ville komme, men 10 m nede af hovedvejen er mit hostel. Regnen har på magisk vis holdt en lille pause, imens jeg steg af og fandt mit hostel, men kommer kraftigt tilbage, nærmest som jeg træder ind af døren.

Hostellet er tomt. Receptionen er tom, og den eneste anden person, jeg kan se, er en ung mand, der spiller pool med sig selv. Jeg ringer på klokken ved skranken, hvilket får en lille indonesisk kvinde til at kravle frem fra under disken. Hun gnider søvn ud af øjnene, imens hun gennemfører mit checkin. Mit værelse er bedst beskrevet som et lille kammer, med en seng og et vindue. Sengetøjet lugter, og savsmuld falder fra loftet.

Jeg går tilbage til receptionen, som også fungerer som restaurant, og får et menukort. Jeg har ikke spist meget på turen. Menukortet er stort med 5-6 sider fyldt med muligheder. Det bliver dog meget klart for mig, at det, der faktisk er til salg, er en meget lille del af kortet. Det giver mening, eftersom at holde på ingredienser til 2 beboere ville nok ikke være særligt billigt. Så resultatet er, at jeg spiser det samme som personalet. På ingen måde dårlig mad, men efter mange måneder kylling og ris, savner jeg lidt andet. Men efter en lang dag handler det bare om at få noget mad og falde til ro, inden jeg går i seng. Jeg gider ikke lave en større vurdering af mine omgivelser, før jeg har sollys og et friskt hoved. Det var en længere rejse, og selv med to dage i Yogyakarta som pause, så var det stadig en rimelig trættende rejse.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)