En ting som jeg har gjort for lidt af, siden jeg kom til Bali, er at være i havet. Ud over min surfing lektion, så har jeg faktisk ikke brugt stranden og havet. Så da jeg blev foreslået at tage til en lille ø øst for Bali med rigtig gode snorkling muligheder, så kunne jeg ikke sige nej.

Det er om morgenen på min sidste dag på Nusa Penida. Det er snorkling og så tilbage til Bali. Vi tager afsted fra hostellet ved 10 tiden. Vi er en stor gruppe på 38. Nede ved havnen får vi et lille stykke papir, hvor vi fraskriver os retten til at klage, i tilfælde af at en haj spiser os og får udleveret svømmefødder, måske og snorkel. Vi bliver delt ud på 3 mindre både og sejler afsted.

Der er 3 planlagte stop og det første er 20 minutter væk. Pludselig imens vi sejler, bliver der råbt “Manta manta” og båden stopper. Der bliver peget på en stor brun klump i vandet nogle meter fra os. Oppe fra toppen af båden ligner det en stor brandmand bortset fra finnen, der stikker op. Folk gisper og får taget en masse billeder. Jeg tænker ved mig selv, at det nok var den Manta Ray, vi får at se i dag.

Vi ankommer til vores 1. ud af 3 snorkling steder. Inden motoren er stoppet, bliver der peget og råbt “Manta manta” igen. Folk får smidt udstyret på i en halv panik og vælter ud over rælingen. Jeg er selvfølgelig med iblandt dem. Lidt væk fra båden svømmer der en Manta Ray rundt i et stille og roligt tempo. Den er måske 10 meter væk. Med svømmefødder er det ikke et problem at nå hen til den, og jeg indhenter den. Det er et stort dyr med vingefang lidt større end mit og en stor krop. Det flyder lige så stille igennem vandet med dens store mund på vidt gab.

Jeg følger den lidt, men stopper efter lidt tid for ikke at komme for langt væk. Efter at den er svømmet væk, får jeg ordentligt kigget mig omkring og set alle de andre flotte fisk og koralrev. Vi er på dybt vand med 6-7 meter til bunden. Jeg er fint styr på min snorkel-dykke teknik, men efter 3-4 meter får jeg ørepine fra trykket, så jeg holder mig til overfladen.

Oppe ved overfladen får jeg orienteret mig. Jeg er forholdsvis alene, men der er en stor gruppe ikke så langt væk, og de svømmer efter noget. Da jeg kommer derover, kan jeg se en gruppe af 3 Manta Rays, der svømmer stille og roligt rundt om turisterne. Jeg spotter vores guide i hans våddragt. Han har et GoPro kamera med sig og deler de billeder, han tager af os. Han er godt i gang med at filme de andre fra vores båd, imens de svømmer helt tæt på en Manta Ray.

Jeg cirkler rundt i gruppen for at få en bedre udsigt til en Manta Ray. Som jeg gør det, er der en af dem, som drejer imod mig og svømmer i min retning. Den svømmer nærmest ind i mig, inden den dykker ned under mig med ganske få cm afstand, så jeg kan mærke vandet skifte. Jeg kunne have rakt ud og klappet den, men jeg har en ‘nok se, ikke rører’ politik, når det kommer til vilde dyr. Det er en lille frygt, når sådan et stort dyr kommer helt tæt på, for man ved ikke helt, hvad det kan finde på, men de virker fredelige og har lige kredset rundt om en masse turister, så frygten ligger sig hurtigt igen.

Efter mit lille møde svømmer jeg tilbage imod båden. Jeg er rimelig alene i vandet nu. Hvis jeg kigger op, så kan jeg så båden og mennesker, men under vandet er det bare mig. Ud fra min øjenkrog er der noget stort, der bevæger sig. Først tror jeg, det er en af de andre turister, men da den overhælder mig, ser jeg finnerne og den lange spidse hale. En stor Manta Ray er svømmet op på siden af mig med ganske lidt afstand. Jeg tager lidt af farten og lader den passere. Som den passerer mig og kommer nogle meter foran mig, så laver den en vending i vandet tilbage imod mig. Lige så stille svømmer vi på kryds af hinanden to-tre gange. Som vi passerer hinanden, laver vi begge en lille vending tilbage imod hinanden.

Ude i skyggerne af vandet kan jeg se 2 andre silhouetter, der kommer imod os. Det er 2 yderligere Manta Rays. Jeg er nu alene i selskab med 3 store dyr, der svømmer stille rundt om mig. Jeg kigger lige kort op over vandkanten og spotter, at jeg kun er 20 meter fra vores båd. Under vandet igen svømmer jeg stille og roligt rundt i små cirkeller sammen med de store dyr. En af dem svømmer helt tæt på mig, imens de 2 andre holder lidt afstand. Efter lidt tid beslutter jeg mig for at stoppe, imens legen er god, og svømmer tilbage til båden.

Jeg er den sidste ombord på båden. Der er god snak omkring oplevelsen. Alle så de store Manta Rays. En enkelt pige var blevet forskrækket og kravlede tilbage op på båden, kort efter at hun var kommet i. Jeg burde måske også have været mere forsigtig. Jeg havde taget mine forholdsregler om at holde mig tæt ved båden, men stadig var jeg måske lidt for modig. Det er vilde dyr trods alt. Oplevelsen var dog helt fantastisk.

Jeg var faktisk klar til at sejle hjem derfra. Men vi havde 2 stop mere inden retur. Der var stadig god snorkling tilbage, så da vi ankom til vores Crystal Bay, var jeg stadig en af de første i.

Vandet ved Crystal Bay var cirka samme dybde, med store klippestykker rundt omkring, hvor der vrimlede med fisk. Mange af de små farverige fisk holder sig til bunden, så hvis man gerne vil se dem op tæt på, er det med at dykke ned efter dem.

Som jeg svømmer rundt, ser jeg vores guide med kameraet jagte noget lidt længere væk. Han virker meget optaget af det, så jeg svømmer tættere på. Han har fundet en søskildpadde og filmer den meget ihærdigt. Vi svømmer med søskildpadden. Jeg tager flere ture ned på siden af den og svømmer med den. Søskildpadden er omkring en meter i længden. Den svømmer godt tæt på bunden i et helt stille tempo. Guiden cirkler rundt om den flere gange og får billeder fra alle vinkler.

Efter lidt tid kigger jeg tilbage og kan se, at det ikke længere er bare mig og guiden. Flere og flere folk samles og følger søskildpadden. Jeg bliver en smule selvbevidst om mængden af mennesker, der jagter det lille dyr, så jeg splitter fra gruppen og undersøger nogle af de andre dele af bugten. Området er super smukt, og jeg slapper af omkring båden, indtil vi skal videre.

Ved den sidste bugt er der kun 3 meter dybt, men til gengæld er der en masse små stimer af fisk. De svømmer rundt og gør deres bedste for at undvige turisterne. Nogle af bådene, der ligger til, smider lidt mad ud for at tiltrække fiskene, så turisterne kan komme helt tæt på fiskene.

Mine fødder må være bygget anderledes end alle andres, for jeg kan hverken have sandaler eller svømmefødder på uden at få kæmpe vabler. Jeg kan mærke, at de er godt møre, så det bliver kun en kort tur i vandet.

Fra det sidste stop er der kun nogle få minutter tilbage til havnen. Her bliver vi sat af og fragtet tilbage til hostellet. Jeg nyder virkelig at snorkle. Det er en af de aktiviteter, som jeg har mange gode minder fra og som stort set altid har en god oplevelse med. Der er smukt og spændende nede under overfladen. Vægtløsheden og den anderledes måde at bevæge sig på. Følelsen af størrelsen af den verden, der er under vandet, får mig til at føle mig både lille og eventyrlysten. Kan jeg dykke ned til den sten og måske se noget, som gemmer sig fra sollyset? Det vil nok aldrig blive kedeligt for mig.

Nusa Penida er en lille klippeø. Jeg tog afsted om morgenen, hoppede på en grab og blev sat af ved havnen i Sanur. Fra Sanur er der 45 minutter med speedbåd. På havnen på Nusa Penida bliver jeg mødt af en storm af sælgere. Alle mulige tours og kørselsservices bliver råbt i hovedet på os, der kommer fra speedbåden. Det er mig en gåde, hvordan det rent faktisk virker at storme turister på den måde. Det giver oplevelsen af et fiskemarked, hvor en ny fangst lige er kommet ind. Det er bare os, der er fangsten. I ren trods går jeg igennem menneskemængden. Selv da er der to, der følger efter mig og holder øje med mig, efter at jeg sidder mig i skyggen på en bænk. Jeg bryder mig ikke om at blive jagtet på den måde, specielt når jeg ikke er klar over mine muligheder. Det ender også med, at jeg tager en alt for dyr taxi hen til hostellet. Det giver bare et dårligt første indtryk.

Vejene er smalle og har store, dybe huller. Scooterne zigzagger rundt på kørebanen for at undgå hullerne, og lastbilerne bremser helt ned og triller, når hullerne bliver for store. Vi når op på maks 40 km/t på en nogenlunde lige strækning, men resten af vejen kører vi meget langsomt. Det gør den lille 7 km køretur noget længere, men sætter også forventningerne til, hvordan det er at komme rundt på øen.

Vi kører langs kysten. Sandstrand og turkise hav. Jeg får udpeget et par gode steder at spise og se solnedgangen, imens vi kører afsted. Min chauffør er en vældig karl. I det ene øjeblik har en familie, der skal brødfødes, i det næste hujer han over alle de smukke piger, der er på det hostel, jeg skal overnatte på.

Selve hostellet ligger oppe på en bakkeside, små 50 meter over vandoverfladen. Det er en række store cement plateauer, med udsigt ud over havet og Bali i horisonten. Ved poolområdet er der mange solbadende unge mennesker. Generelt er alderen i starten til midt 20erne. Smukke mennesker er der nok af, men efter at have rejst rundt og været på mange hostels, er jeg også ved at være forholdsvis vant til selskabet. Jeg slapper af ved poolen fra middag til eftermiddag, hvor jeg prøver og fejler i at blive brun. Min faktor 50 solcreme tager alt farven bortset fra ved buksekanten på låret, hvor jeg ikke fik smurt, så er der bare en fin rød markering af, hvor mine badebukser går til.

En af grundene til, at jeg tog scooterlektioner i Canggu, var fordi, jeg ville leje en scooter og køre rundt på Nusa Penida. Der er meget mindre trafik, så jeg skal egentlig bare køre efter vejene.
På hostellet kan man leje en scooter. Jeg fik udleveret en for 35 kr. og tankede den for 10 kr. Det er en godt brugt scooter, men den kører lige og bremser fint. Problemet er med min telefon. Jeg bruger min smartphone til navigation, men den passer knap nok i telefonspændet på styret.

Fra hostellet og ned til kysten er der 100 – 200 meter, men det går stejlt nedad. Vejen er smal, og slynger sig rundt om store træer og buske, så man kan ikke helt se modkørende. Med forsigtighed kommer jeg ned og kommer ud på den primære vej langs nordkysten. Her følger man bare trafikken. Hvis jeg ligger mig bag en scooter med en indoneser på, så ved de, hvor alle hullerne er, og jeg kan bare følge dem.

Jeg nyder solnedgangen den første aften på en lille restaurant ved navn Penida Colada. Det er happy hour, så jeg får et par billige mocktails og en snack imens solen går ned. Der er ved at blive stillet op til live musik, og musikkanterne chatter løs med forskellige gæster og venner, der kommer forbi. Stemningen er meget afslappet, og udsigten ud over vandet med Bali i baggrunden er smuk. Jeg bliver dog ikke til live musikken. Jeg har lovet mig selv ikke at køre efter det bliver mørkt, så jeg smutter tilbage til hostellet og tager en stille aften på værelset.

Næste dag er jeg ud på scooteren igen. Denne gang er det til østkysten af Nusa Penida, hvor der er store klipper, som man kan gå ned langs siden af for at komme ned til de crystal blå sand badestrande, som alle drømmer om, når de ser billeder fra tropperne.

Det er en lang køretur, men også utrolig smuk. Det første stykke er langs kysten, hvor det begynder at gå op og ned, som kysten rejser sig op og bliver til klipper. Vejene går fra lige og flade, snoede og stejle. Efter et godt stykke kystkørsel, så drejer vejen ind imod midten af øen, hvor det begynder for alvor at blive en bakket oplevelse. Den lille scooter kører i høje omdrejninger, imens jeg tager det ene hårnåle sving efter det andet. Det er nu, hvor hullerne begynder at blive rigtig farlige, for hvis man kommer ind på den forkerte vinkel af dem, imens man tager et sving, så skal der kæmpes for at holde på herredømmet. Nogle gange er hullerne placeret midt i en skygge fra palmerne, så de er næsten usynlige.

Hvad der skulle have været 50 minutters kørsel bliver til 90 minutter, men jeg kommer sikkert fra. Stedet hedder diamond beach. Heldigvis har jeg kontanter med, for man skal betale entré. Efter jeg er kommet ind, støder jeg på både en zipline og en stor gynge. Der er en smal passage bygget på toppen af klipperyggen, som fører ud til en klippespids der står ude i vandet med en lille pagoda, et lille skur og nogle græssende køer. På passagen er der en lille café i 2 etager, hvor man kan sidde og få noget at drikke imens man nyder udsigten.
Der er langt ned til kysten. På hver side af passagen er der skæve trapper ned til små alkover med sandstrande og crystal blåt vand. Trapperne er hugget ud af klippesiden og rimeligt stejle med kun et lille reb på ydersiden. Hvis der ikke var en god strøm af mennesker, der bevæger sig op og ned af trapperne, så ville jeg måske af gå ned for at se på vandet. I stedet går jeg op til pagodaen og finder et sted i skyggen, hvor jeg bare kan sidde og drikke lidt vand og nyde udsigten.

Imens jeg er oppe på toppen af klippen, har jeg udsigt til den ene af trapperne. Det er ikke så meget en strøm af mennesker, som det er en lang række af foto studioer, med folk der blokerer de rimeligt små trapper ved at stå og pose for et kamera. Det ser i det hele taget ikke ud som en særligt fed oplevelse. Det er også højvande, så nede hvor trappen slutter, skylder vandet ind over, og det er ikke rigtig muligt at komme ned på sandstranden uden at blive våd.

Med udsigt over klipperne og stranden har jeg et kort opkald med Eline. Jeg viser hende udsigten og hun fortæller om situationen i Canggu. Vi er enige om, at det var ærligt at planerne måtte ændre sig, men også det rigtige valg i den givne situation.

Efter at have hængt lidt ud ved klipperne, tager jeg tilbage til hostellet og lader op til den næste dag, hvor jeg skal forlade Nusa Penida, men ikke før jeg er på en snorklingstur. Snorklingsturen er sit eget kapitel, som I får en anden gang, men det var en helt fantastisk tur.

Den originale plan var at være på Nusa Penida 4 dage, men efter 3 dage var jeg klar til at forlade øen. Det er en smuk ø, og jeg kunne helt sikkert have set flere helt fantastiske strande, vandfald, templer og udsigtspunkter. Der er dog langt imellem dem, med et dårligt vejnet, og mange turister. Der er kun en smule by at opleve og langt væk fra hostellet, så at gå ud om aftenen er mere involveret. Så hvis hostellet ikke fanger din interesse, så løber mulighederne hurtigt ud.

Det kan dog også være, at jeg ikke gav Nusa Penida en ordentlig change. Der er klart også et element af, at planerne tog en drejning. Det der var en forventet delt oplevelse, blev til en solotur. Så det kan være, at øen skal have en ekstra chance en anden gang.