Det er 2 dage siden jeg forlod Bali. Jeg føler mig ensom for første gang på min rejse. Jeg tog et tog fra Øst Java til Yogyakarta. Rejsen var 11,5 timer lang. Jeg var forberedt på en stille dag med vindueskiggeri, lydbog og refleksion. Det fik jeg også, men jeg faldt hurtigt i snak med en tysk medpassager. Igennem hele rejsen snakkede vi on/off i flere timer, spiste frokost sammen og efter togeturen gik vi hen til hans Airbnb før vi splittede op. På hostellet deler jeg rum med en ung pige. Vi lå og småsludrede i et par timer inden sovetid. Begge møder var afslappede, lidt sjove og meget hyggelige. Men ikke nok tid til rent faktisk at danne venskaber.

Noget af det jeg fandt ud af på Bali, var at de mennesker, som jeg dannede venskaber med, var et lignende sted i deres liv som mig. Brett fra Australien vil leve på Bali og få et nyt liv til at fungere der. Ella fra London har en kæreste på Bali, men søger efter en retning for sit liv. Pierluigi fra Italien er en skørtejæger og tog lidt tid for mig at forstå. Han sidder i et nemt, men kedeligt remote arbejde og drømmer om at lave noget mere meningsfyldt. Lignende historier for Aiman, Putu, Mo og Roos. Pol er bare utroligt sjov og lever på en anden planet end alle andre.

Der er som sådan ikke noget i vejen med en stille hyggelig samtale med en fremmed. Men jeg får meget mere ud af at have samtaler med folk, som jeg kan spejle mig selv i og snakke med dem omkring hvordan de griber deres situation an. Nogle har en plan og arbejder benhårdt efter den. Nogle kan ikke overskue, hvor de skal starte, så de nyder bare, hvor de er lige nu og tager det, som det kommer. Andre gemmer en dyb frustration og forvirring, som de aktivt prøver at glemme eller drukne i fest og farver.

Jeg dømmer ingen af dem. Jeg lytter, spørger og deler mine egne oplevelser og erfaringer. Nogle gange får de noget ud af samtalen. Nogle gange gør jeg. Nogle gange får vi bare sagt noget højt, som vi havde brug for at sige til en anden person.

De vigtigste samtaler har jeg med den person, som jeg er vokset tættest på, er min veninde Eline. Over et par år er vi gået fra venlige kollegaer til venner, og hun er nu blevet en af mine nærmeste venner. Hun repræsenterer en verden af nærvær og forståelse, som jeg ikke rigtigt har oplevet før. Hendes forståelse af verden og menneskelige relationer er utroligt dybdegående og frustrerende fremmed for mig. Vi kan tale om dybt personlige og svære emner gensidigt fra meget forskellige perspektiver. Nogle gange får hun mig til at føle mig som en komplet nybegynder, når det kommer til mennesker.

Samtidig er hun en springloppe, der er fuldstændig umulig at holde styr på, blandt andet fordi hun på ingen måde vil holdes styr på. Kun de allervigtigste tidsplaner og aftaler bliver knap nok overholdt. Alt andet er bare mulige steder, hvor hun måske dukker op. Hun går så meget imod min natur omkring orden, kontrol og påpasselighed, at jeg faktisk ikke forstår, hvordan jeg kan holde hende ud. Jeg tror oprigtigt, at hvis jeg ikke havde mødt hende på den måde, som jeg har, ville jeg synes, at hun var et umuligt menneske at holde af. Men hun er nok den veninde, der kender mig bedst, og jeg har lyst til at sige, at jeg nok også kender hende bedre end mange gør, også selvom hun er et meget åbent menneske. Og hun er helt klart også en stor grund til, at det er svært at forlade Bali.

Nu hvor jeg er kommet på afstand af Bali, kan jeg mærke, hvordan det fællesskab stadig trækker i mig. En blanding af forstående, tillidsfulde og hyggelige mennesker. Men stadig meget forskellige fra mig og fra hinanden. Normalt ville det få mig til at føle mig udenfor, at jeg ikke rigtig går op i yoga, natklubber, live musik, investering, surfing og spa/massage på samme måde, som de gør. Men på en eller anden måde er det blevet til en smeltegryde af mange forskellige oplevelser, som vi har kunnet mødes og fortælle hinanden om. Sjove historier og oplevelser. Invitationer til at komme med ud og prøve hinandens interesser.

Vi lever i en tidsalder, hvor man altid kan komme i kontakt med hinanden. Hop på Messenger, Instagram, WhatsApp eller noget andet og start en snak. Den mulighed har altid været der for mig, og jeg benytter mig af den i ny og næ, men må også bare konstatere, at den ikke rigtig giver mig nærvær med folk. Og det er nok min egen skyld, for jeg har en tendens til bare at snakke om, hvad jeg har set og oplevet, frem for at snakke om, hvad jeg har følt og mærket. Sjovt nok er det nemmere for mig i person. Der kan jeg ikke bare ligge røret på, når alle de nemme emner er blevet fortalt. Og min oplevelse er, at mange mennesker faktisk gerne vil spørges om de lidt sværere emner. Hvorfor rejser du? Er du tilfreds, hvor du er lige nu? Hvad har du lært fra din rejse?

Så hvor stiller det mig? Jeg har jo egentlig lyst til at tage tilbage til Bali igen snarest muligt. Tilbage til vennegruppen. Det kommer jeg nok også til at gøre før eller siden. Muligvis omkring september/oktober. Indtil da har jeg mere rejse foran mig. Først Sumatra, så Malaysia, og op til Thailand. Spørgsmålet er, om jeg vil gøre mere i at finde små enklaver af langtidsrejsende og hænge ud med dem, fokusere på at skabe digitale forretninger, få set de mindre turistområder af verden, eller dyrke min sundhed og min krop.

Da jeg startede min rejse, valgte jeg destinationerne uden en rigtig plan. Bare lande et sted og se, hvad der var at se. Men nu er der et træk. Et træk imod områder med digitale nomader og langtidsrejsende. Der hvor de er åbne og velkomne for nye mennesker, gerne med gode aftenunderholdningsmuligheder. Jeg har allerede et par destinationer i hovedet på tværs af Vietnam, Thailand, Indonesien, Filippinerne og Taiwan. Så meget som jeg godt kunne lide min tid på Bali og Canggu, var der også meget, der manglede for mig. Så spørgsmålet er, om jeg kan finde lignende, men bedre andre steder.

Man kan måske stille spørgsmålet; hvorfor så forlade Bali, hvis du var faldet så godt til? En ting, som jeg har erfaret over årene, er, at det kan være utrolig svært at træffe gode beslutninger, når jeg står midt i en oplevelse. Med lidt afstand, pause, tid til refleksion og følen efter bliver billedet tydeligere. Hvad var de vigtige dele, og hvad var bare højden af følelserne? Hvad var godt, fordi det betød noget, og hvad var bare overfladisk? Hvad var en god oplevelse, men ikke gentagelsesværdig, og hvad havde en dyb følelsesmæssig resonans med mig og min person? Det er hårdt at reflektere på den måde, jeg gør, for det kræver at sidde med nogle svære følelser i længere tid uden at få forløsning. Men min proces har indtil nu ikke svigtet mig.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Bali er ikke mit hjem. Jeg er heller ikke interesseret i at gøre det til mit hjem. Men jeg er kommet derfra med en følelse af, at jeg bliver nødt til at vende tilbage snart. Jeg har boet on/off på det samme hostel i en måned. Det har givet mig et helt andet forhold til området, de ansatte og gæsterne. Fordi hostellet har været hjemligt, har jeg også behandlet det som et hjem. Hilser og snakker med personalet. Rydder op efter mig selv frem for at vente og/eller forvente, at der er nogen, der kommer og gør det for mig. Været aktiv omkring de sociale aktiviteter og hjulpet nye gæster med at føle sig velkomne. På den måde har jeg også mødt mange flere mennesker end jeg ellers ville have og haft nogle helt andre oplevelser end på de andre ophold, jeg har været på.

Som et resultat har jeg haft en ultra social måned, hvor stort set hver dag har handlet om at tilbringe tid sammen med andre. Selvom vennegruppen har været en stor gave, så har det også bragt meget uro i mig. Det kræver mange kræfter fra mig at manøvrere rundt i et rimelig følelsesladet miljø. Nye folk slutter sig til gruppen og skal læres at kende. Kærestepar dannes og splittes. Folk rejser videre.

Vennegruppen er lidt speciel, netop fordi på grund af de mange rejsende. Så i stedet for en lille tæt gruppe af gamle venner, så er det en meget åben og bred gruppe, med folk der slutter sig til og rejser videre løbende. Folk vil gerne have det bedste ud af den tid, de har sammen. Hver aften er en potentiel bytur. Om det bliver en lang eller kort bytur, er ikke til at gætte. Så selvom jeg kun har kendt dem i kort tid, har det været forholdsvis nemt at vokse tæt på dem.

Det er mange år siden, jeg har brugt kræfter på at navigere denne type sociale scene. Blandet med mine egne følelser om vennegrupper, fællesskab og intimitet, har jeg lært meget om mig selv, om hvad jeg ønsker fra mit forhold til andre, hvor mine grænser går, og hvor jeg gerne vil gøre mere. Hvad får jeg fra disse tætte venskaber, og bør jeg stræbe efter flere? Når jeg rejser og møder mennesker, hvordan kan jeg bedre finde mig til rette i fællesskabet?

Jeg kommer til at øve mit sociale leje i den næste periode, hvor jeg endnu engang rejser afsted solo. Jeg rejser fra Bali med kurs mod Java og Sumatra. Mit visum udløber den 18. Juli, og i de resterende dage vil jeg være på den nordlige del af Sumatra med et lille stop midt på Java i området Yogyakarta.

Inden jeg tog afsted, havde jeg en debrief med Eline. Det har været en mærkelig måned for os begge. Jeg har haft svært ved at falde til og finde ud af, hvordan jeg bruger min tid. Hun har været ramt af sygdom, arbejdspres, venindestøtte og en håndfuld bejlere. Vi er begge enige om, at vi ser frem til at rejse sammen, men at det også må vente til Eline er færdig eller næsten færdig med sit remote arbejde. Jeg har en plan om, at til den tid har jeg fundet ud af en måde at forlænge mit rejsebudget på.

Tidligere har jeg gået og været bekymret for mit rejsebudget. Noget jeg har frygtet, er at løbe tør for penge til at rejse for, inden jeg havde set, hvad jeg ville se og tænkt mig om. Men fra Bali tager jeg et andet mindset med mig. Nu er det ikke længere en frygt, men et mål. Jeg vil have en løsning. En løsning der giver mig mulighed for at vælge. At rejse rundt er ikke fantastisk dyrt på den måde jeg gør det. For 200-300.000 om året kan jeg komme langt og opleve meget. Siden jeg forlod Danmark midt i februar, har jeg brugt 90.000 kr.

Jeg har ikke besluttet mig for, hvad jeg rent faktisk vil gøre. Om jeg vil rejse rundt og kun komme til Danmark 2-3 gange om året. Eller en 50/50 ordning imellem Danmark og udlandet. Måske lave en forretning et sted i verden, som jeg kan vende tilbage til. Måske bare slutte mig til digitalnomadeklubben og arbejde remote. Jeg er dog mere sikker, end da jeg startede min rejse, på at jeg kommer til at være herude i den vide verden længere end bare 10 måneder.

Min tid på Bali har vendt rundt på min dagligdag. Det har været en måned med en masse gode oplevelser, både spændende og afslappende. Der har dog også været en undertone af ubalance. Imellem den meget afslappede stemning på Bali, nye og gamle venner og en meget anden livsstil end de første 3 måneder af min rejse, så har jeg haft svært ved at finde plads til mine solo projekter og interesser.

Vennegruppen i Canggu er mildest talt kaotisk. Aftaler og tidspunkter holder i forholdsvis kort tid, før de bliver erstattet med noget andet. Der er meget typisk, at jeg når at høre om 2-3 forskellige planer for dagen og aftenen. Ofte ender det med en helt anden plan.

Det siger noget interessant om mig, at jeg slapper mest af, når jeg kender og kan stole på et tidspunkt og en deltagergruppe. Så når vi rammer klokken 20.30 om aftenen og vi stadig ikke har efterladt hostellet, selvom bandet vi skulle høre startede med at spille 19.00, bliver jeg restløs. Men det er sådan denne gruppe virker og nok Canggu i det hele taget. Det er meget normalt, at folk tager ud i små grupper, samles et fælles sted, for så at splittes op igen alt efter hvem der lige har lyst til hvad.

Derudover så er jeg stille og roligt blevet et A-menneske over årene. Jeg nyder at stå tidligt op og komme igang før de fleste andre. Canggu er ikke for A-mennesker. Det er meget normalt at være ude til klokken 3-4 om natten og stå op til middag. Når vi rammer 21-22 om aftenen, så er folk klar til at feste, og jeg er klar til at sove.

Resultatet er, at mine rutiner er blevet fuldstændig vendt på hovedet eller glemt. Jeg kan ikke rigtig finde ro til at sidde ved computeren midt på dagen og om aftenen, hvor jeg ellers har været meget aktiv med at skrive eller lave projekter, er jeg ude med vennerne. Morgenen er blevet til workout/gym/brunch som varer ind til midt på dagen.

Det er på ingen måde dårlige dage. Jeg har det sjovt og har en masse gode oplevelser med folk, jeg holder af. Men jeg savner noget af rytmen fra mine tidligere dage på rejsen. Tid til bloggen og lidt spiludvikling. Det giver mig meget, at have nogle ting i kog. Små ting, jeg bygger for mig selv. Jeg føler, at hvis jeg finder den rigtige balance her, så rammer jeg noget, der kunne virke for mig på lang sigt.

Bali loop

I denne uge tog jeg på en solo tur i for at se de dele af Bali, som jeg ikke havde set før. Over 4 dage kørte jeg rundt på den nordlige del af Bali. Fra toppen af bjerget Batur, til vandfald, strande og snorkling. Her er små klip fra dagene.

Day 1

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Day 2

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Day 3

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Day 4

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Den sydlige del af Bali og specielt Canggu er ekstremt international og tiltrækker en masse mennesker, som jeg ikke rigtig kan identificere mig selv med. De samtaler jeg har med mange af dem på hostellet, handler typisk om deres eskapader fra natten; hvor meget de drak og hvem de fik med hjem i seng. Jeg opsøger ikke nattelivet. Vennerne går op i live musik, hvilket jeg gerne vil deltage i. Der er mange aftener, hvor vi lytter til live musik ind til 23.00. Vi snakker, danser og griner af hinandens mærkelige løjer. Dem der vil feste videre, tager ud på klubberne. Jeg er typisk iblandt dem, som tager tilbage og får en god nat søvn. Alligevel endte jeg til en ravefest.

Vi sad på en musikbar, som vi har besøgt mange gange. Musikbaren lukker klokken 1.00, og jeg var blevet, da det var en farvelfest for en fra gruppen, der skulle rejse videre. Da baren lukkede, var folk ikke helt klar til at gå hjem, så der blev foreslået at tage på en natklub. Vi er 5, der tager afsted. Alle bortset fra 1 af os har ikke drukket alkohol. Ude for musikbaren er natlivet i fuld gang. Festen drøner derudaf, og det ligner ikke, at den er på vej til at stoppe. Canggu er en af de byer, der aldrig sover. Hvis du vil feste hele natten og fortsætte med at drikke, når solen står op, så har du alle mulighederne.

Vi ankommer til natklubben. Den hedder Island Beach Canggu og ligger tæt nede ved stranden. Længe inden vi kan se klubben, kan vi høre musikken. Tung bas og technobeats. Det er langt fra den eneste klub, hvor musikken kan høres fra, men den er en af dem, der spiller højest. Da vi kommer ind, går vi direkte mod dansegulvet og op tæt på DJ-pulten. Trods at klubben er udendørs med kun et stråtag henover og det er midt om natten, så er der varmt inde i menneskemængden. Musikken er for høj til snak, så der er ikke andet at gøre end at slippe sig selv løs og danse med. Personligt kan jeg godt lide et godt teknobeat, så jeg har det sjovt med hænderne over hovedet.

Imens jeg har det sjovt på gulvet, kan jeg ikke lade være med at lytte til, hvordan DJen styrer flowet. Musikken er en blanding af hardcore techno og hardstomp. Kroppen sitrer med hvert beat fra den tunge bas. DJen spiller mange tracks, som jeg kender, men hans transitioner fra track til track halter fra tid til anden. Et track pauser nærmest midt i sit crescendo og skifter væk fra sit klimaks. I et andet skifte må han indsætte en 5 sekunders lydeffekt for at nulstille tempoet, fordi han misser overgangen. Umiddelbart tror jeg ikke, andre bemærker det. Folk er for påvirket til at fange det.

Det er lidt af en opgave at bevæge sig rundt på dansegulvet. På den ene side vil jeg gerne bruge armene og fødderne mere, men når alle andre bare hopper, så resulterer det kun i, at man vader inde i andre. Det er ikke alle, der hopper der. Imellem de dansene er der også nogle, der står og svejer med øjnene ufokuseret. De kurer lidt rundt inde i midten af det hele og lader sig skubbe rundt. De er enten komplet stive, på stoffer eller har fundet nirvana. Et par gange blev jeg nødt til at stoppe op og forsigtigt guide dem videre. Lidt ligesom en Roomba, der er blevet fanget i et hjørne.

Jeg holder ud i 45 minutter. Det er sent, og jeg sveder fra varmen og fra at bevæge mig. Nattelivet er meget aktivt i Canggu. Selvom klokken nærmer sig 2.00, så er der pakket med folk på gaden og i klubberne. Der er små madboder, hvor de fulde kan få stillet deres snackbehov. Lidt oppe af gaden starter den lange linje af scooter taxier, der holder i kø for at tage de fulde festaber hjem. Jeg bliver dog kørt hjem af en af vores venner, og efter et kort bad, kryber jeg ind under dynen. Jeg skal op og træne klokken 9.30 næste morgen.

Jeg kan tælle på min hånd antallet af raves, som jeg har været til, men aldrig ædru. Jeg er aldrig kommet fra et rave med et stærkt indtryk af, hvad jeg oplevede. Det er normalt bare en følelse af at have været kørt rundt i en vaskemaskine et par timer for så at ende med susen for ørene. Ædru kan jeg bedre nyde musikken, være mere sansende, opfange flere interessante detaljer og slå mig bedre løs. Raves er sjove for mig, når jeg kommer ud og tæsker luften lidt i rytme til musikken. I midten af et tæt pakket dansegulv, er der ingen, der kan se, hvor tumpet du bevæger dig. Men som ædru kan jeg få lidt mere ud af oplevelsen.

En ting som jeg har gjort for lidt af, siden jeg kom til Bali, er at være i havet. Ud over min surfing lektion, så har jeg faktisk ikke brugt stranden og havet. Så da jeg blev foreslået at tage til en lille ø øst for Bali med rigtig gode snorkling muligheder, så kunne jeg ikke sige nej.

Det er om morgenen på min sidste dag på Nusa Penida. Det er snorkling og så tilbage til Bali. Vi tager afsted fra hostellet ved 10 tiden. Vi er en stor gruppe på 38. Nede ved havnen får vi et lille stykke papir, hvor vi fraskriver os retten til at klage, i tilfælde af at en haj spiser os og får udleveret svømmefødder, måske og snorkel. Vi bliver delt ud på 3 mindre både og sejler afsted.

Der er 3 planlagte stop og det første er 20 minutter væk. Pludselig imens vi sejler, bliver der råbt “Manta manta” og båden stopper. Der bliver peget på en stor brun klump i vandet nogle meter fra os. Oppe fra toppen af båden ligner det en stor brandmand bortset fra finnen, der stikker op. Folk gisper og får taget en masse billeder. Jeg tænker ved mig selv, at det nok var den Manta Ray, vi får at se i dag.

Vi ankommer til vores 1. ud af 3 snorkling steder. Inden motoren er stoppet, bliver der peget og råbt “Manta manta” igen. Folk får smidt udstyret på i en halv panik og vælter ud over rælingen. Jeg er selvfølgelig med iblandt dem. Lidt væk fra båden svømmer der en Manta Ray rundt i et stille og roligt tempo. Den er måske 10 meter væk. Med svømmefødder er det ikke et problem at nå hen til den, og jeg indhenter den. Det er et stort dyr med vingefang lidt større end mit og en stor krop. Det flyder lige så stille igennem vandet med dens store mund på vidt gab.

Jeg følger den lidt, men stopper efter lidt tid for ikke at komme for langt væk. Efter at den er svømmet væk, får jeg ordentligt kigget mig omkring og set alle de andre flotte fisk og koralrev. Vi er på dybt vand med 6-7 meter til bunden. Jeg er fint styr på min snorkel-dykke teknik, men efter 3-4 meter får jeg ørepine fra trykket, så jeg holder mig til overfladen.

Oppe ved overfladen får jeg orienteret mig. Jeg er forholdsvis alene, men der er en stor gruppe ikke så langt væk, og de svømmer efter noget. Da jeg kommer derover, kan jeg se en gruppe af 3 Manta Rays, der svømmer stille og roligt rundt om turisterne. Jeg spotter vores guide i hans våddragt. Han har et GoPro kamera med sig og deler de billeder, han tager af os. Han er godt i gang med at filme de andre fra vores båd, imens de svømmer helt tæt på en Manta Ray.

Jeg cirkler rundt i gruppen for at få en bedre udsigt til en Manta Ray. Som jeg gør det, er der en af dem, som drejer imod mig og svømmer i min retning. Den svømmer nærmest ind i mig, inden den dykker ned under mig med ganske få cm afstand, så jeg kan mærke vandet skifte. Jeg kunne have rakt ud og klappet den, men jeg har en ‘nok se, ikke rører’ politik, når det kommer til vilde dyr. Det er en lille frygt, når sådan et stort dyr kommer helt tæt på, for man ved ikke helt, hvad det kan finde på, men de virker fredelige og har lige kredset rundt om en masse turister, så frygten ligger sig hurtigt igen.

Efter mit lille møde svømmer jeg tilbage imod båden. Jeg er rimelig alene i vandet nu. Hvis jeg kigger op, så kan jeg så båden og mennesker, men under vandet er det bare mig. Ud fra min øjenkrog er der noget stort, der bevæger sig. Først tror jeg, det er en af de andre turister, men da den overhælder mig, ser jeg finnerne og den lange spidse hale. En stor Manta Ray er svømmet op på siden af mig med ganske lidt afstand. Jeg tager lidt af farten og lader den passere. Som den passerer mig og kommer nogle meter foran mig, så laver den en vending i vandet tilbage imod mig. Lige så stille svømmer vi på kryds af hinanden to-tre gange. Som vi passerer hinanden, laver vi begge en lille vending tilbage imod hinanden.

Ude i skyggerne af vandet kan jeg se 2 andre silhouetter, der kommer imod os. Det er 2 yderligere Manta Rays. Jeg er nu alene i selskab med 3 store dyr, der svømmer stille rundt om mig. Jeg kigger lige kort op over vandkanten og spotter, at jeg kun er 20 meter fra vores båd. Under vandet igen svømmer jeg stille og roligt rundt i små cirkeller sammen med de store dyr. En af dem svømmer helt tæt på mig, imens de 2 andre holder lidt afstand. Efter lidt tid beslutter jeg mig for at stoppe, imens legen er god, og svømmer tilbage til båden.

Jeg er den sidste ombord på båden. Der er god snak omkring oplevelsen. Alle så de store Manta Rays. En enkelt pige var blevet forskrækket og kravlede tilbage op på båden, kort efter at hun var kommet i. Jeg burde måske også have været mere forsigtig. Jeg havde taget mine forholdsregler om at holde mig tæt ved båden, men stadig var jeg måske lidt for modig. Det er vilde dyr trods alt. Oplevelsen var dog helt fantastisk.

Jeg var faktisk klar til at sejle hjem derfra. Men vi havde 2 stop mere inden retur. Der var stadig god snorkling tilbage, så da vi ankom til vores Crystal Bay, var jeg stadig en af de første i.

Vandet ved Crystal Bay var cirka samme dybde, med store klippestykker rundt omkring, hvor der vrimlede med fisk. Mange af de små farverige fisk holder sig til bunden, så hvis man gerne vil se dem op tæt på, er det med at dykke ned efter dem.

Som jeg svømmer rundt, ser jeg vores guide med kameraet jagte noget lidt længere væk. Han virker meget optaget af det, så jeg svømmer tættere på. Han har fundet en søskildpadde og filmer den meget ihærdigt. Vi svømmer med søskildpadden. Jeg tager flere ture ned på siden af den og svømmer med den. Søskildpadden er omkring en meter i længden. Den svømmer godt tæt på bunden i et helt stille tempo. Guiden cirkler rundt om den flere gange og får billeder fra alle vinkler.

Efter lidt tid kigger jeg tilbage og kan se, at det ikke længere er bare mig og guiden. Flere og flere folk samles og følger søskildpadden. Jeg bliver en smule selvbevidst om mængden af mennesker, der jagter det lille dyr, så jeg splitter fra gruppen og undersøger nogle af de andre dele af bugten. Området er super smukt, og jeg slapper af omkring båden, indtil vi skal videre.

Ved den sidste bugt er der kun 3 meter dybt, men til gengæld er der en masse små stimer af fisk. De svømmer rundt og gør deres bedste for at undvige turisterne. Nogle af bådene, der ligger til, smider lidt mad ud for at tiltrække fiskene, så turisterne kan komme helt tæt på fiskene.

Mine fødder må være bygget anderledes end alle andres, for jeg kan hverken have sandaler eller svømmefødder på uden at få kæmpe vabler. Jeg kan mærke, at de er godt møre, så det bliver kun en kort tur i vandet.

Fra det sidste stop er der kun nogle få minutter tilbage til havnen. Her bliver vi sat af og fragtet tilbage til hostellet. Jeg nyder virkelig at snorkle. Det er en af de aktiviteter, som jeg har mange gode minder fra og som stort set altid har en god oplevelse med. Der er smukt og spændende nede under overfladen. Vægtløsheden og den anderledes måde at bevæge sig på. Følelsen af størrelsen af den verden, der er under vandet, får mig til at føle mig både lille og eventyrlysten. Kan jeg dykke ned til den sten og måske se noget, som gemmer sig fra sollyset? Det vil nok aldrig blive kedeligt for mig.

Nusa Penida er en lille klippeø. Jeg tog afsted om morgenen, hoppede på en grab og blev sat af ved havnen i Sanur. Fra Sanur er der 45 minutter med speedbåd. På havnen på Nusa Penida bliver jeg mødt af en storm af sælgere. Alle mulige tours og kørselsservices bliver råbt i hovedet på os, der kommer fra speedbåden. Det er mig en gåde, hvordan det rent faktisk virker at storme turister på den måde. Det giver oplevelsen af et fiskemarked, hvor en ny fangst lige er kommet ind. Det er bare os, der er fangsten. I ren trods går jeg igennem menneskemængden. Selv da er der to, der følger efter mig og holder øje med mig, efter at jeg sidder mig i skyggen på en bænk. Jeg bryder mig ikke om at blive jagtet på den måde, specielt når jeg ikke er klar over mine muligheder. Det ender også med, at jeg tager en alt for dyr taxi hen til hostellet. Det giver bare et dårligt første indtryk.

Vejene er smalle og har store, dybe huller. Scooterne zigzagger rundt på kørebanen for at undgå hullerne, og lastbilerne bremser helt ned og triller, når hullerne bliver for store. Vi når op på maks 40 km/t på en nogenlunde lige strækning, men resten af vejen kører vi meget langsomt. Det gør den lille 7 km køretur noget længere, men sætter også forventningerne til, hvordan det er at komme rundt på øen.

Vi kører langs kysten. Sandstrand og turkise hav. Jeg får udpeget et par gode steder at spise og se solnedgangen, imens vi kører afsted. Min chauffør er en vældig karl. I det ene øjeblik har en familie, der skal brødfødes, i det næste hujer han over alle de smukke piger, der er på det hostel, jeg skal overnatte på.

Selve hostellet ligger oppe på en bakkeside, små 50 meter over vandoverfladen. Det er en række store cement plateauer, med udsigt ud over havet og Bali i horisonten. Ved poolområdet er der mange solbadende unge mennesker. Generelt er alderen i starten til midt 20erne. Smukke mennesker er der nok af, men efter at have rejst rundt og været på mange hostels, er jeg også ved at være forholdsvis vant til selskabet. Jeg slapper af ved poolen fra middag til eftermiddag, hvor jeg prøver og fejler i at blive brun. Min faktor 50 solcreme tager alt farven bortset fra ved buksekanten på låret, hvor jeg ikke fik smurt, så er der bare en fin rød markering af, hvor mine badebukser går til.

En af grundene til, at jeg tog scooterlektioner i Canggu, var fordi, jeg ville leje en scooter og køre rundt på Nusa Penida. Der er meget mindre trafik, så jeg skal egentlig bare køre efter vejene.
På hostellet kan man leje en scooter. Jeg fik udleveret en for 35 kr. og tankede den for 10 kr. Det er en godt brugt scooter, men den kører lige og bremser fint. Problemet er med min telefon. Jeg bruger min smartphone til navigation, men den passer knap nok i telefonspændet på styret.

Fra hostellet og ned til kysten er der 100 – 200 meter, men det går stejlt nedad. Vejen er smal, og slynger sig rundt om store træer og buske, så man kan ikke helt se modkørende. Med forsigtighed kommer jeg ned og kommer ud på den primære vej langs nordkysten. Her følger man bare trafikken. Hvis jeg ligger mig bag en scooter med en indoneser på, så ved de, hvor alle hullerne er, og jeg kan bare følge dem.

Jeg nyder solnedgangen den første aften på en lille restaurant ved navn Penida Colada. Det er happy hour, så jeg får et par billige mocktails og en snack imens solen går ned. Der er ved at blive stillet op til live musik, og musikkanterne chatter løs med forskellige gæster og venner, der kommer forbi. Stemningen er meget afslappet, og udsigten ud over vandet med Bali i baggrunden er smuk. Jeg bliver dog ikke til live musikken. Jeg har lovet mig selv ikke at køre efter det bliver mørkt, så jeg smutter tilbage til hostellet og tager en stille aften på værelset.

Næste dag er jeg ud på scooteren igen. Denne gang er det til østkysten af Nusa Penida, hvor der er store klipper, som man kan gå ned langs siden af for at komme ned til de crystal blå sand badestrande, som alle drømmer om, når de ser billeder fra tropperne.

Det er en lang køretur, men også utrolig smuk. Det første stykke er langs kysten, hvor det begynder at gå op og ned, som kysten rejser sig op og bliver til klipper. Vejene går fra lige og flade, snoede og stejle. Efter et godt stykke kystkørsel, så drejer vejen ind imod midten af øen, hvor det begynder for alvor at blive en bakket oplevelse. Den lille scooter kører i høje omdrejninger, imens jeg tager det ene hårnåle sving efter det andet. Det er nu, hvor hullerne begynder at blive rigtig farlige, for hvis man kommer ind på den forkerte vinkel af dem, imens man tager et sving, så skal der kæmpes for at holde på herredømmet. Nogle gange er hullerne placeret midt i en skygge fra palmerne, så de er næsten usynlige.

Hvad der skulle have været 50 minutters kørsel bliver til 90 minutter, men jeg kommer sikkert fra. Stedet hedder diamond beach. Heldigvis har jeg kontanter med, for man skal betale entré. Efter jeg er kommet ind, støder jeg på både en zipline og en stor gynge. Der er en smal passage bygget på toppen af klipperyggen, som fører ud til en klippespids der står ude i vandet med en lille pagoda, et lille skur og nogle græssende køer. På passagen er der en lille café i 2 etager, hvor man kan sidde og få noget at drikke imens man nyder udsigten.
Der er langt ned til kysten. På hver side af passagen er der skæve trapper ned til små alkover med sandstrande og crystal blåt vand. Trapperne er hugget ud af klippesiden og rimeligt stejle med kun et lille reb på ydersiden. Hvis der ikke var en god strøm af mennesker, der bevæger sig op og ned af trapperne, så ville jeg måske af gå ned for at se på vandet. I stedet går jeg op til pagodaen og finder et sted i skyggen, hvor jeg bare kan sidde og drikke lidt vand og nyde udsigten.

Imens jeg er oppe på toppen af klippen, har jeg udsigt til den ene af trapperne. Det er ikke så meget en strøm af mennesker, som det er en lang række af foto studioer, med folk der blokerer de rimeligt små trapper ved at stå og pose for et kamera. Det ser i det hele taget ikke ud som en særligt fed oplevelse. Det er også højvande, så nede hvor trappen slutter, skylder vandet ind over, og det er ikke rigtig muligt at komme ned på sandstranden uden at blive våd.

Med udsigt over klipperne og stranden har jeg et kort opkald med Eline. Jeg viser hende udsigten og hun fortæller om situationen i Canggu. Vi er enige om, at det var ærligt at planerne måtte ændre sig, men også det rigtige valg i den givne situation.

Efter at have hængt lidt ud ved klipperne, tager jeg tilbage til hostellet og lader op til den næste dag, hvor jeg skal forlade Nusa Penida, men ikke før jeg er på en snorklingstur. Snorklingsturen er sit eget kapitel, som I får en anden gang, men det var en helt fantastisk tur.

Den originale plan var at være på Nusa Penida 4 dage, men efter 3 dage var jeg klar til at forlade øen. Det er en smuk ø, og jeg kunne helt sikkert have set flere helt fantastiske strande, vandfald, templer og udsigtspunkter. Der er dog langt imellem dem, med et dårligt vejnet, og mange turister. Der er kun en smule by at opleve og langt væk fra hostellet, så at gå ud om aftenen er mere involveret. Så hvis hostellet ikke fanger din interesse, så løber mulighederne hurtigt ud.

Det kan dog også være, at jeg ikke gav Nusa Penida en ordentlig change. Der er klart også et element af, at planerne tog en drejning. Det der var en forventet delt oplevelse, blev til en solotur. Så det kan være, at øen skal have en ekstra chance en anden gang.

Jeg er begyndt at være godt kendt med Canggu. Dagligdagsting som overnatning, tøjvask, hæveautomater, frisør er der styr på. Jeg har fundet mig et sæt spisesteder med billig og god mad. Som regel, hvis man går efter en Warung, så finder man noget billig god mad. De lokale hjælper også gerne, da de typisk også spiser på de billigere restauranter.

Surfing

På hostellet og generelt i Canggu, er der mange surfere. Jeg har aldrig surfet før. Heller ikke stået på ski, skateboard, rollerskøjter eller alt for meget balancekrævende. Jeg er vist kuret rundt på isskøjter før, men som jeg husker det, så øvede jeg kun at stå vaklende med én hånd på båndet og den siddende position.

Ikke desto mindre skal det prøves, og en af drengene fra hostellet vil gerne give mig en lektion. Vi mødes nede ved stranden, hvor jeg bliver trukket hen til en bod og får udleveret et surfbræt. Som begynder får jeg et foamboard. Det er nemmere at stå på, mere stabilt på vandet, men sværere at manøvrere. Det er stort. Højere og bredere end mig.

Vi kommer i vandet, og jeg starter at padle. Mo, min instruktør, siger, at størstedelen af surfing handler om at padle. Jo mere man padler, des flere bølger fanger man. Padling er lidt en øvelse. Man ligger på brættet, holder overkroppen oppe og roterer armene. Hvis overkroppen og armene er for langt nede i vandet, så kommer man ikke særligt hurtigt afsted.

Vi er ude på vandet i to timer. Jeg bliver skubbet afsted på 4-5 bølger. Stille og roligt går jeg fra at ligge til at stå og stå på hug. Når man først kommer afsted på en bølge, så går det stærkt. Du bliver bare skudt afsted ind imod stranden. Det føles mærkeligt at accelerere så hurtigt uden at have en motor, men selvfølgelig er bølgen motoren. At ride med bølgen er rimelig sjovt, men jo længere man gør det, jo længere skal man padle tilbage. Det tog mig 3-4 bølger, før jeg regnede ud, at min instruktør hoppede af noget før mig af en grund.

Det blev til 2 timers surfing. Jeg var kommet lidt dårligt forberedt, med for lidt at drikke og ikke spist nok. Midvejs under surfing kunne jeg mærke væskemanglen, og da vi ramte 2 timer, var der ikke et spek af energi tilbage til at padle. Men det var også en rimelig god første oplevelse af surfing, og klart noget jeg gerne vil gøre igen. Trods de blå mærker på ribbenene, slidte hud på benene og trætte arme.

Scooter lektion

Der er flere steder i Indonesien, hvor det giver mere mening at bevæge sig rundt med scooter, end på gåben. Til trods for at jeg altid prøver at med fødderne først, så er distancerne til nogle områder bare for langt væk. I mange tilfælde kunne jeg booke en Grab chauffør, men der er stadig en håndfuld af situationer, hvor det heller ikke er praktisk. Så jeg har besluttet mig for at prøve med at køre scooter selv.

Efter at have bevæget mig rundt i Sydøstasien i over 3 måneder, så føler jeg mig rimelig sikker ved tanken om at køre scooteren selv. Og for at komme godt i gang, så fandt jeg et 2 timers mini kursus, hvor man kort bliver introduceret til scooteren og kommer ud og kører med en instruktør.

Efter at have lavet 8-taller, bakke stop og start samt nødbremse øvelser, kørte vi ud i den travle Canggu eftermiddagstrafik. Man kører ikke særligt hurtigt på Bali. Det højeste jeg kom op på, var 35 km/t, og det var et meget kort stykke. Der er både for meget trafik og for dårlige veje til at køre hurtigere. Det er vigtigt at holde øje med dem der trækker ud fra butikkerne og indkørslerne. Det er ofte, at dem på scooters ikke kigger sig for, men bare ligger sig ud i rabat, får fart og fletter ind.

Vi kører rundt i 45 minutter i et langt bybillede. Igen går det op for mig, at det sydlige Bali er fuldstændig tilbygget og proppet med mennesker. Vejen er slet ikke dimensioneret til mængden af trafik, og hvis man ikke kører på scooter, så fordobler man snildt sin køre tid.

Men kørertimen ender uden problemer, og jeg føler mig rimelig tryg i at leje en scooter og køre rundt herfra.

Hygge aftenener

Hostellet er et godt sted at hænge ud. Om aftenen er det et samlingsspot. Folk samles omkring aftensmad, hænger ud og småsnakker indtil omkring 21. Omkring 21 er der som regel en aftenaktivitet, hvor folk på hostellet bliver inviteret ud til en bar, et spisested, livemusik eller andet.

Jeg har taget med til flere af aktiviteterne. Jeg foretrækker klart livemusikken. Der er en hyggelig stemning efterhånden er jeg rimelig godt kendt med musikkerne i Canggu området. Vi har også været på en klub et par gange. Det er umuligt at have en samtale, så jeg ender altid med at stå og danse lidt til musikken.

Mine aftener er rimelig aktive her i Bali. Samtidig, så står jeg senere op, træner om formiddagen, spiser en sen brunch / frokost, og har gerne et eller andet på programmet til eftermiddagen. Det minder lidt om en hverdag. For nu så giver den mig noget godt og holder mig glad og tilfreds.

Arbejdscafeer

Da Eline og jeg var i Ubud, mødte jeg en taiwaneser ved navn Gary. Han er meget chatty, lidt smart i en fart og har lidt en skæv humor. Vi hyggede os over noget fælles aftensmad og et par øl. Da han nævnte, at han skulle til Canggu, foreslog jeg ham Nyaman hostel, der hvor vi bor.

Gary ankom i denne uge. Han ved, at jeg godt kan lide at sidde med computeren, så efter morgenmad tog han mig med til en arbejdscafé, som han havde fået anbefalet. Jeg har prøvet at finde et godt sted at sidde og arbejde i Canggu, men det er enten dyrt, for langt væk eller for travlt. Garys café var rimelig passende og havde alt det meste.

Eline arbejder også fra en arbejdscafé. Konceptet er, at du kan sidde i caféen og komme på wifi, hvis du køber noget. Du kan også blive medlem med adgang til specielle stille zoner, møde bokse, gratis vand, og meget mere. Det er faktisk en helt ok arbejdsplads, man kan få sat op der. Medlemskab priserne er dog lidt høje, og hvis jeg gerne vil virkelig arbejde igennem, så gider jeg ikke tænke over, hvor mange timer jeg kan og ikke kan bruge i stillezonen.

Mine små projekter er gået hen og stagneret, siden jeg ankom til Canggu. Jeg havde en idé om, at jeg ville finde min produktive side her, men det modsatte er sket. Der er hele tiden noget, man kan deltage i eller have det sjovt med. En god arbejdscafé er kun så god, hvis man bruger den. De sidste par uger har jeg knap nok haft min computer fremme på daglig basis, hvilket er markant anderledes fra da jeg rejste rundt i Vietnam og Cambodja. Det er ikke forkert eller et problem. Det er bare anderledes, og ikke hvad jeg havde forventet.

Jeg er nu tilbage på Bali. Fra hvad de lokale fortæller mig, så selv hvis jeg kunne huske øen, ville jeg nok ikke kunne genkende den. Bali er gået fra en lille, lidt vild, lidt ukendt ferieø, til en moderne, optimeret turistattraktion. Det er dog dejligt her og jeg kan godt forstå, at folk ønsker at flytte hertil.

Ankomst

Min kære veninde Eline tog rigtig godt imod mig, da jeg ankom. Blandt mange ting, så har hun sørget for at få mig installeret på et godt hostel og introduceret mig til en masse venner. Det er et socialt hostel, hvor både gæsterne og personalet er super hyggelige at hænge ud med.

Nyaman hostel har meget tilfældes med Note hostel i Da Lat. Stemningen er varm, åben og hjælpsom. Der er et hold af semi-faste gæster, der har opholdt sig på hostellet flere gange og i længere tid. Her er Eline en af dem. De lokale ansatte er blevet til venskaber, der går ud over at bo på et hostel, men også at dele hobbyer, ses i fritiden, tage ud i byen sammen og lidt kæresteri. Det gør utrolig meget for oplevelsen af hostellet, da mange af gæsterne behandler det som et hjem frem for et hotel.

Canggu

Canggu er en international by, med mange muligheder for dem, der opholder sig i længere tid på øen og gerne vil feste om aftenen. Den indonesiske kultur i området er meget udvandet. Det meste er vestligt inspireret og fuldstændig bebygget. Vejnettet er presset og slet ikke dimensioneret til mængden af mennesker. Øen er primært klipper dannet af en masse vulkansk aktivitet i undergrunden. Jo længere ind på øen du kommer, des mere skrantet og bakket bliver vejene. Jeg er flere gange gået hen over, hvad jeg troede var en bro over en lille å, for så at kigge ned og se et fald på mange meter.

Endnu mere end i Vietnam og Cambodja, er jeg den eneste fodgænger. Alt hvad der er mere end 500 meter hen til, kalder man en Grab scooter til. Delvist fordi det er super varmt uden for, delvist fordi det er farligt at gå rundt pga. den voldsomme og tætte trafik og delvist fordi det koster 5 kr pr tur. Der er også nogle sidegader, der er et par meter brede med et konstant gennemløb af scooters i hver retning. Det er teknisk set ikke forbudt at gå der som fodgænger, men sjovt er det ikke, hverken for mig eller scooters.

Canggu har rigtig mange surfere. Der er en stærk strøm langs kysten, hvilket giver mange bølger, men mindre båd sjov. Langs hele stranden er der butikker med surfing grej og drikkevarer. Fra solopgang til solnedgang er der folk i vandet og surfe. Hvis vandet er stille, er der nogen ud at lære. Hvis bølgerne er høje, så er der 100-vis er surfere derude. Det er ikke kun langs stranden. Godt oppe i byen er der ikke langt imellem surf grej butikker eller surfing themed restauranter.

Daus fra vores hostel er musiker og spiller i et band, så jeg har nu været ud flere gange og høre ham spille i barer og klubber. En typisk aften er, hvor vi tager en gruppe afsted til en bar, lytter til live musik og hygger. Nogle får lidt at drikke, men der er flere i gruppen, der ikke drikker alkohol. Der bliver sludret og sunget med på sangene. Det er typisk southern rock and roll klassikere, der spilles, som House of the Rising Sun og Sweet Home Alabama. Live musikeren stopper typisk omkring 23.00, hvor natklubben starter med DJ og dance floor musik. Det er også der, hvor vi bryder op med nogle, der bliver og fester, imens jeg smutter tilbage og sover.

Dagligdag

Flere fra hostellet er med i et fitness center. Jeg er hoppet med, så nu bøffer jeg et par gange om ugen. Faktisk har jeg de sidste måneder kørt en lille træning rutine, imens jeg har rejst rundt i form af daglige push up, pull ups og plank. For en måned siden tog jeg min første fulde pull up, hvilket var en rimelig stor bedrift for mig personligt.

Jeg er langt fra den eneste, der træner i Canggu. Der er et væld af mennekser der sidder i træningscentrene. Folk går op i deres kroppe på Bali. Fra veltrænet, fedtfattig og muskuløs fysisk form, til kropstatoveringer, piercinger, hår og negle. Folk vil se godt ud til festerne og til Instagram.

For mange i vennegruppen, så er der en hverdag på Bali. Ikke fordi de nødvendigvis arbejder, men de har været her længe, og af flere omgange. De har et bredt netværk her, og dagene går i godt selskab. Jeg nyder godt af deres selskab og har fået nogle gode venner. Dagene triller afsted i en glad trop paradis boble. Venner, varme, vand og troperne blandet med billig mad, drikke og overnatning er en stærk kombination. Hvis dit ønske med livet er lav stress og semi-charter, så er det Bali, du skal til.

For mig er det bestemt et behageligt sted at være. Tidligere i mit liv har jeg jagtet bekvemmelighed og muligheder i nærområdet. Det passede godt med mit temperament, da jeg arbejdede fuldtid, kom hjem fra arbejde og skulle bare afkoble.

Det er dog ikke, hvor jeg er lige nu, og hvis jeg lykkes med mine små sideprojekter, så er det heller ikke den hverdag, jeg vil tilbage til. Derfor er Bali dejlig, og hvis jeg for et år siden var kommet hertil, så havde jeg drømt om at komme tilbage og bo her i lang tid. Men jeg er et andet sted nu, mere uafklaret, men også mindre presset og stresset.

Eline arbejder remote i hverdagene, så weekenderne står på udflugter. Den første gik til Ubud. Næste weekend er det Uluwatu med hele vennegruppen, hvor det står på live musik.

Jeg forlader Cambodja med et generelt godt indtryk af landet. Der er meget spændende historie i landet, både gammel og ny. Mad, ophold og transport har også været godt hele vejen igennem. Der er mange store og små byer, som jeg valgte ikke at besøge i denne omgang, men som jeg godt kunne tænke mig at komme tilbage til en anden god gang.

Jeg lander i Indonesien på Bali samme dag. Min veninde Eline skal vise mig rundt til alle de gode steder i Canggu og Ubud over de næste par uger. Hun har endda sørget for plads på et godt hostel for mig, så der bliver taget godt hånd om mig.

Først skal jeg dog igennem immigration. Jeg har bestilt mit visum 10 dage inden rejsen. Da jeg tager afsted om morgenen, er det fortsat ikke godkendt. Det er ikke et kæmpe problem, men det er bestemt træls. Min plan var at være i Indonesien de næste 2 måneder, og jeg havde derfor bestilt det forlængede visum på forhånd.

Jeg kommer af flyet på Bali, forbinder til wifi og tjekker visum status. Det er fortsat ikke færdigbehandlet. Jeg spørger ved visum kontoret inden immigration. Åbenbart så kan de ikke tjekke min status og beder mig om at stille mig i køen til manuel visum kontrol. Køen består primært af indere, da alle fra Europa, USA og Australien bare kan gå igennem de automatiske kontrol døre. Jeg står en time i kø. Da jeg endelig kommer frem til skranken, får jeg at vide at jeg skal gå til visum kontoret for at få mit visum. Jeg kan ikke få det, jeg har bestilt, så skal købe et nyt. Tilbage til visum skranken. Det tager 3 sekunder, så har jeg betalt og fået et visum til 30 dage.

Det nytter ikke noget at hisse sig op over det, så jeg tager mit visum og smutter igennem paskontrollen. Mit 30 dags visum kan forlænges med 30 dage, men det koster ekstra og kræver, at jeg møder ind på et visum kontor. Så bøvl men ikke ødelæggende.

Det er mørkt, da jeg kommer ud af lufthavnen. Der er en time til Nyaman hostel i Canggu, og jeg hopper ind i en Grab bil. Det er altid spændende at opleve trafikken i et nyt land. Min chauffør er meget aggressiv i sin kørsel. Der dyttes ikke som i Vietnam. I stedet blinkes der med de lange lys. Der er tung trafik på denne tid af dagen. Køresporene er et forslag til, hvor mange biler der er plads til side om side, men hvis man få plads til den ekstra bil, så gør man da bare det. Og hvis man vil køre imellem to spor, så gør man også bare det. Hold øje med scooters, for de overhaler bare indenom, udenom og på tværs.

Som vi kommer tættere på hostellet, så bliver vejene mindre og mindre. Trafikken bliver dog ikke mindre. Vi er nu på en-sporet vej med modkørende vejbane, og de hasarderede overhalinger får mig til at krumme tæerne. Der er en scooter foran, der ikke værdsætter sit eget liv nok. Den trækker ud for så hurtigt at trække ind igen gentagne gange og i små, snævre sving, hvor der er ingen udsigt. Samtidig ligger min chauffør helt oppe i nummerpladen på scooteren. Da scooteren endelig lykkes med at overhale, ånder jeg lettet op.

Jeg ankommer til hostellet og får en varm velkomst af Eline. Jeg bliver introduceret til både de andre gæster og personalet. Der bliver sørget for aftensmad til mig, og efterfølgende tager vi ud på en bar, hvor et lokalt band spiller “House of the rising sun og andet country rock. Tilbage på hostellet skal jeg sove i et fællesrum. Sengen er god, og jeg har mørklægningsgardiner, som jeg kan rulle ned og lave en lille hule. Det er helt ok.

Eline har arrangeret en tur til Ubud i den kommende weekend. Sound healing, yoga, riverrafting og naturudflugter. Jeg er meget spændt på, og jeg laver nok en video eller to over dagene, som I kan glæde jer til.