Jeg cykler afsted om morgenen med en plan om at bruge 4-5 timer og søge ly fra middagssolen på en restaurant. Angkor Wat ligger som det første tempel på min rute og det var imponerende nok til, at jeg slår et smut forbi og genser lidt af det.

Efter Angkor Wat cykler jeg hen til det tempel, der hedder Preah Khan. Det ligger længere væk end nogle af de templer, jeg besøgte sidst. Der går en stor hovedvej hele vejen fra Siem Reap igennem, den royale by, forbi Bayon templet, op til Preah Khan. Det er en lang cykeltur, og jeg tager flere smut, forbi nogle af de små ruiner på vejen, specielt dem hvor man kan cykle rundt om ad små skovspor.

Der er flere af stierne og spor, som jeg har helt for mig selv. Alene ude i en jungle i Cambodja. Solen skinner ned igennem træerne, fuglene synger i toner, jeg aldrig har hørt før, og midt på sporet er der noget stort flyvende, der rammer ind i brystkassen på mig. 
Jeg har forberedt mig på det mentalt. Jeg kan ikke bare gå i panik og miste kontrollen. Men hvad end der ramte mig, kravler nu rundt på mit bryst. Det er stort nok til, at jeg er i tvivl om, hvorvidt det er et stort insekt eller en lille fugl. Det kravler fra mit bryst og op på min hals, hvor jeg får det dasket væk. Eftersom der ikke er sket noget, så fortsætter jeg uden at tænke mere over det.

Jeg når Preah Khan. Ligesom Ta Promh, så ligger den inde i en jungle, og man skal gå lidt fra parkeringen til at man kommer hen til templet. Templet har en voldgrav og en gammel stenbro henover. Der kunne nemt køre 4 biler side om side over broen. Selve templet ligger flere 100 meter længere inde efter voldgraven. Det er et stort tempel areal, men store dele af templet er brast helt sammen. Det har nogle helt utroligt lange korridorer. Står man i den ene ende kan man kun se et lille lys helt for enden. Efter at have set så mange templer på tværs af flere dage, er jeg ved at nå en vis mæthed. Derfor bruger jeg ikke alt for lang tid ved Preah Khan og cykler videre.

Fra Preah Khan vil jeg videre til en lille by med nogle restauranter. Jeg kan enten, vende om og cykle tilbage hvor jeg kom fra, cykle en lang omvej rundt om en kunstig sø, eller forsøge mig med en direkte passage igennem skoven. Jeg føler mig modig, så jeg går efter den direkte passage. Den starter ud som en velbetrådt skovsti, men sporet bliver mindre og mindre. Jeg begynder at cykle med græs og grene ind over sporet, som jeg skal aktivt undgå. Sporet går heller ikke i den retning, som jeg havde håbet på, og da jeg endelig stopper op, er jeg 3 km inde i midten af en jungle, uden en klar rute hen til min destination. Min GPS viser, at jeg ikke længere kører imod målet, men parallelt med det.

Jeg har ikke set et andet menneske, siden jeg startede på skovstien. Tanken strejfer mig, at jeg ikke har en god plan for, hvad jeg ville gøre, hvis jeg kom til skade og skulle bruge hjælp. Jeg spotter dog et skilt ikke så langt væk, hvor der står 500 meter til “Swing Bridge”. Jeg ved, at jeg skal over en flod for at komme hen til det næste tempel, så jeg fortsætter ned af det spor. Vejen drejer i den rigtige retning og bliver bredere, hvilket giver lidt trygheden tilbage. Svingbroen dukker op. Den ser solid ud og er bygget af tykke stålwires. Brædderne knirker under mig, som jeg trækker cyklen hen over broen. Ovre på den anden side fortsætter sporet, men begynder at snævre ind igen. Der er dog et skilt, der peger mod Ta Nei tempel. Ikke det tempel, jeg havde sigtet efter, men det ligger ud til en vej, og jeg er klar til at komme væk fra junglesporet.

Sporet mod Ta Nei tempel er smalt, men med mange skilte langs. Sporet ender i en lysning, hvor jeg kan se tempelruiner. Som jeg cykler mod lysningen, mærker jeg en tråd slå ind på min hals. Jeg er ikke i tvivl om, at det er spindelvæv, men det overrasker, hvor stærk tråden er. Jeg har dog fart på, så tråden bliver flået med, og jeg kan mærke, at det vikler sig om min cykelhjelm. Jeg har cyklet igennem spindelvæv mange gange hjemme i Danmark, så jeg tænker ikke mere over det og fortsætter.

Fra Ta Nei er jeg endelig kommet tilbage til civilisationen, men jeg er også træt. Det var en lang og hård rute igennem junglen. Så jeg finder en lille restaurant på vejen, får frokost og vender tilbage mod Siem Reap.
Et par dage senere tager jeg på min sidste tur til Angkor. Vi skal forbi mange af de templer, jeg allerede har besøgt, men det er med folk fra hostellet og det er tidligt for at se solopgangen. Turen var super hyggelig, men ingen solopgang da det er overskyet. Til gengæld så fortæller vores guide om alle de mange farlige dyr, man kan støde på i junglen rundt om templerne og nogle gange inde i templerne. Fra giftige slanger, til giftige edderkopper og kæmpebier. Han minder os også om at tjekke for flåter, når vi kommer tilbage. Hvis jeg havde vidst, hvad der var ude i junglen, havde jeg nok truffet nogle andre valg på min cykeltur.

Da jeg ankom til Siem Reap, havde jeg allerede fået at vide fra alle mulige retninger, at Angkor Wat var en stor seværdighed. Ved My Son ruinerne i Vietnam var Angkor Wat refereret mange gange. Man kan ikke gå forbi en turistguide eller bare på gaden uden at se reklamer for at besøge Angkor Wat. Det cambodianske flag har Angkor Wat prominent placeret midt på flaget. Så alle tegnene på en større oplevelse har hele tiden været der.

På det hostel, jeg overnatter på i Siem Reap, kan man booke mange forskellige ture til Angkor. Området hedder Angkor og indeholder mange templer fordelt på 400 km2. Adgang til Angkor er lige som adgang til en større forlystelsespark, med muligheder for flere dagsadgang, årskort og specielle adgang. Jeg giver mig selv tre dage til at besøge Angkor.

Mit første besøg bliver via cykel. Det kom som et forslag fra Eline, og det lød som en rigtig god måde at komme rundt på. Cykelturen er guidet og sammen med en amerikaner og en australier. De er begge to solorejsende, og vi falder hurtigt i snak. Vores cykeltur er på nogle gode mountain bikes, og vi skal cykle omkring 30 km, med 4 stops.

Cykelturen er virkelig sjov. Fra Siem Reap og til Angkor Wat er der en asfalteret cykelsti igennem skoven. Cykelstien moser sig ikke bare igennem jungleskoven, men kanter sig rundt i små buer, sving og bakker. Det går hen og bliver næsten som at køre rutschebane. Området er fladt, så det er heller ikke en hård cykelrute.

Efter at have cyklet i 20 minutter, kommer vi til en lille bom, hvor vi får skannet vores billetter. Fra bommen krydser vi en flod, som viser sig at være en udgravet voldgrav for Angkor Wat templet. Floden er mindst 50 meter bred, og skalaen for området begynder at synke ind. På den anden side af floden er der en ruin. En stor mur med et hus i midten. Hver eneste sten er kampestenstørrelse og fyldt med dekorative mønstre og afbilleder af guder. Nogle overflader er slidt tæt på flade, mens andre stadig har en dybde i deres indgraveringer.

Kameraerne bliver fundet frem, og der tages masser af billeder, imens guiden fortæller. Vi er alle imponerede. Vores guide smiler. Han er tydeligvis stolt over at vise sit hjemland frem. Med et skævt smil minder han os om, at vi står og kigger på porten. Selve templet er 200 meter længere inde. Som vi står i døråbningen, kan vi se det store tempel dominere horisonten med sin størrelse. Træerne langs vejen ser små ud sammenlignet med templet, indtil man giver dem nok opmærksomhed til at se, at det er gamle 400-500 år tykke stammer på rad og række.

Vi bevæger os igennem den gamle skov hen imod Angkor Wat. Angkor Wat er et enormt tempelkompleks. Der er landsbyer i Danmark, som er mindre end dette ene tempel. Og templet er 1000 år gammelt. Det er ikke bare kæmpe sten stablet oven på hinanden. De fleste overflader har indgraveringer. De lange 6 meter høje vægge er klædt fra top til tå med fortællinger om hindu guder. Det hele er klædt i mange 100 års slidtage og forfald, men stadig stående, stadig forståeligt. Angkor Wat giver mig en ægte og oprigtig følelse af storslåethed.

Vi bevæger os op imod toppen. Angkor Wat er et mausoleum, og kongen er begravet i centrum. Trapperne er ubehageligt stejle, men for turisterne er der bygget nogle knap så stejle trapper. Oppe på toppen har vi en fantastisk udsigt. Vi er ankommet via den mindre brugte østindgang, og vi kan nu se ud over den flotte hovedindgang. En kilometer lang stenbelagt vej fra porten til templet. Området er ryddet for træer og står helt åbent. På kampestenvejen går en strøm af mennesker fra parking og ind imod templet. Mindre ruiner og palmer kan ses spredt ud over området.

På vej ud af Angkor Wat bliver vi ledt til et entréområde, hvor de religiøse kan komme og bede til deres guder eller Buddha. Vores guide har et stort smil på læben, imens han peger på en stor firkantet sten i gulvet i midten af rummet. Han tager sin smartphone frem, åbner kompasset, peger det mod nord og lægger den langs på stenen i retning af gulvets skillelinjer. Kompasset rammer 0 grader. Australieren er bygningsingeniør, og amerikaneren er maskiningeniør. Vi er alle målløse. Stenen hedder ‘center of the universe’ og var en af de første sten, der blev lagt, brugt som en rettesnor for hele tempelkomplekset.

Vi cykler videre fra Angkor Wat. Jeg er allerede godt tilfreds med turen, men vi er kun startet. Angkor Wat var bygget uden for den centrale royale by, som vi nu skal til. Den royale by dækker et meget større areal end Angkor Wat, med en masse små templer, en arena og et stort tempel i centrum. Det store temple hedder Bayon og er kendt for tårnene med ansigter. 54 tårne med 4 sider formet som ansigter. Hvert tårn symboliserer en af de 54 provinser og deres beskytter gud, som Khmerriget bestod af omkring 1200-tallet. Man går igennem en masse små korridorer og hver gang man kommer til et åbent område og kigger op, er der ansigter, der kigger tilbage på en. Langs ydremurene er der fortællinger om samfundet under den konge, der fik bygget templet. Krig med et andet daværende rige, Champa, handel med kineserne. Alle mulige små detaljer om små dagligdagsting, som transportmidler, parasoller, gambling og legene børnene.

Fra Bayon tager vi til Ta Promh, også kendt som Tomb Raider ruins, hvor scener fra 2001-filmen Tomb Raider med Angelina Jolie blev filmet. Vi stiller cyklerne ved vejen og går ind til templet. Ta Promh ligger dybt inde i jungleskoven med en bred grussti som adgang, overskygget af store træer og buskads. Selve templet er præcis det billede, jeg har i mit hoved, når jeg tænker jungle ruin. Træer er vokset fra toppen af tagene og er nu det bærende element for de murbrokker, der fortsat står. Rødderne bevæger sig ned langs siderne på stenmurene og dækker for vinduer og døre. Templet oser af historie og eventyr. Hvis det ikke var for mit nuværende spilprojekt, så ville jeg nok starte et nyt omkring dette tempel. Måske arbejder jeg nogle ideer ind i mit nuværende projekt.

Ta Promh er det sidste tempel, vi besøger. Herfra er der frokost og retur til Siem Reap. Vores frokost er et kæmpe stort fad af alle mulige retter. Da de bærer det ind, går vi igang med at dele retterne, indtil der kommer 2 fade mere ind. Vi sidder med maden foran os og kigger på hinanden. Det er alt for meget. Gestusen er følt, men vi kan ikke spise 1/3 af maden foran os. Vi sidder kollektivt og håber på, at vores rester bliver givet til nogle andre. Maden er fantastisk og ville være en skam at lade gå til spilde. Da fadene bliver båret væk, kommer der en dessert til hver af os.

Turen tilbage til Siem Reap er sjov, men hullede grusveje og ujævne asfaltstier gør det også hårdt for enden. Vi kører igennem en lille by, igennem en skovsti, over en flod med badende cambodianere og ned langs Siem Reap floden. Vi møder mange cambodianere på vejen. Specielt børnene vinker og råber “Hello” efter os. Da vi kommer tilbage til cykelbutikken, bliver vi budt på en stor frugtdrik med en hel honningklump. Imens vi drikker forfriskningen, får vi delt kontaktoplysninger og billeder. Både amerikaneren og australieren har købt 3-dags adgang til Angkor og skal tilbage i de kommende dage. Jeg beslutter mig for at leje en cykel, så jeg bare kan cykle rundt i mit eget tempo og til mine egne destinationer. Der er stadig mange templer og oplevelser at finde i Angkor.

Desuden så kan jeg sidde og kigge på landskabet med en dagsbus. Historien på landevejen er meget anderledes. Store hvide kvæg går rundt langs vejen og nogle gange ude på vejen. Markerne er overraskende grønne, for hvor tørt der har været, imens jeg har været her. Der er gadeboder langs stort set hele motorvejen. Du kan til hver en tid holde ind og købe noget at drikke, mad og benzin. Det er selvfølgelig ikke store butikker, blot små blikskure og telte.

Jeg ankom i Siem Reap lidt efter 15.00. Det giver mig stadig en hel aften til at gå rundt og få det første indtryk. Først tjekker jeg ind. Hostellet, Onederz, er et meget aktivt og stort hostel. 2 bygninger opdelt i 4 vinger, med bar, restaurant og 3 pools. Jeg har et privat rum, hvor jeg bliver budt velkommen, da jeg træder ind i mit værelse for første gang.

Siem Reap er en meget anden oplevelse end Phnom Penh. Jeg er i turistcentret i Siem Reap, og der er et meget aktivt byliv, med masser af varierede caféer, restauranter, massagesteder og markeder. Der er en flod, der løber igennem byen, som er både langt mere ren end noget andet stykke vand, jeg har set i Sydøstasien, og er også et samlingspunkt med en masse liv og aktivitet. Det vrimler med turister.

Om aftenen kommer jeg tilbage til et skænderi af en anden verden. Skænderi er måske det forkerte ord, for det er den unge, meget sure, franske kvinde, der råber, slår i bordet og smækker med døren. Så står hun ude på balkonen og snakker i telefon i 10 minutter, før hun så stormer ind og fortsætter med at skælle en høj ung mand ud. Værelser er typisk ikke isoleret i Sydøstasien grundet varmen, men det betyder også, at man kan høre alt, der sker i samtlige rum hele vejen ned af gangen. Alt fra skænderi til natlig tumult.

Floating village

Min første dagstur er et besøg til floating village. Vi er en lille gruppe, der tager afsted om morgenen og kører syd ud af byen. Floating village ligger op af Sydøstasiens største ferskvandssø, Tonlé Sap. Området, hvor byen ligger, er oversvømmet halvdelen af året. Derfor er byens bygninger primært bygget på 4+ meter høje søjler. Maj er starten på regnsæsonen, men det er ikke rigtig begyndt at regne endnu, så søerne og floderne er nær deres laveste. Derfor bliver vi mødt med mindre floating village og mere stylteby.

Vi er en lille gruppe på 6 europæere. 3 skotter, 1 brite, 1 tysker og mig. Det er hyggeligt selskab, og vi har en god, livlig snak under hele turen. De to skotter fejrer deres 5 års bryllupsdag, den tredje skotte og briten er to piger på backpackingrejse, og tyskeren er en solo rejsende i 40’erne. Da vi senere spiser frokost, finder skotterne ud af, at de bor i samme område og har en længere snak om at sælge mælkeprodukter til hinanden. Verden er lille.

Vi bliver vist rundt i byen. Det er en gammeldags by. Imellem 3000 og 4000 indbyggere, der primært lever af fiskeri og turisme på siden. Det er en by, der værner om sine traditioner. Man kan ikke bare flytte til byen uden at få tilladelse af borgmesteren. Det gælder også butikker. De lokale kan sælge ud af kølebokse fra vejsiden, men der er ikke en 7-Eleven i miles omkreds. Trods det, så virker det ikke kunstigt holdt i live. Det er bare fattigt og basalt. Hvis det ikke var for de pæne blå bygninger på stylter, så kunne vi lige så godt have besøgt et slumområde.

Internettet er ankommet til byen, hvilket gør det svært for dem at holde på de unge, samt holde fast i gamle traditioner, så som tvangsægteskab. Der er mange unge, der søger mulighederne enten via uddannelse eller job i de større byer. Der er meget få, der vender tilbage. Det er ikke svært at se forskel på generationerne. Dem, der har en mobil i hånden, og dem, der ikke har.

Fra byen bliver vi taget ud på søen via båd. Søen er helt stille. Det er overskyet, så himmel og hav går i ét. Nogle steder ligner det, at der er en tydelig horisontlinje, men så spotter man den flyvende båd. Det er en smule desorienterende. Vi holder en pause på en flydende restaurant. Det var nok meningen, at vi skulle have spist frokost, men det bliver kun til et par drinks og lidt snacks. Det er også en af de dyreste sodavand, jeg har fået i Cambodja, så det gjorde det ikke nemt for den nærige turist.

Fra søen sejlede vi tilbage til byen og hoppede direkte på bussen tilbage til Siem Reap. Det var et interessant besøg, og hvis jeg var lidt forfatterisk, så var det bestemt en dybere historie omkring uddøende traditionelle samfund, som kunne være skrevet, men I må nøjes med mine overfladiske observationer.

Jeg skal besøge Angkor Wat over den kommende uge. Jeg ser meget frem til det, men er også ret usikker på, hvad jeg skal forvente. Man kan købe flerdagsadgang, hvilket siger noget om størrelsen. Samtidig har Siem Reap masser af små afkroge, som jeg også glæder mig til at besøge. Første indtryk har været godt, så jeg ser frem til mit ophold her.