Efter at have stået og viftet tuk-tuk chauffører væk, som var de fluer, ankommer bussen. Jeg venter kun i 10 minutter. Phnom Penhs busser kommer i to varianter. Den ene er den gamle, slidte bus, med hårde plastiksæder og en træt, højlydt motor. Den anden har god polstring i både sæder og affjedring, ingen mærkelige lugte og god A/C. Denne bus er den anden variant.

Vi kører afsted i 30 minutter, og jeg får en lille rundtur i en del af byen, som jeg ikke har set endnu. Pludselig drejer vi af hovedvejen og kører igennem en stor port, ned af en stor allé.

Der er nu store mure på hver side af vejen, tætklippet, grønne græsplaner og et bredt fortorv. Hver 100 meter er der en port i muren, med bom og vagter. Inde bag er der store, pæne villaer med europæiske facader, indkørsler, for- og baghave. Det fortsætter i en kilometer ned af vejen, indtil bussen når til mit stop.

Jeg står ved bus stoppet og kigger på, at bussen kører afsted imellem de pæne europæiske bygninger. En af de slidte busser havde set forkert ud i disse omgivelser. På den anden side af gaden kan jeg se starten på en lille kunstig kanal, med caféer og restauranter på hver side. Som jeg runder hjørnet på den første bygning ved kanalen, støder jeg på Eiffeltårnet.

Jeg er i tvivl om, jeg er ankommet til et resort eller en forlystelsespark. Hele området fra den indledende port ved hovedvejen ned til kanalen er plet frit, nyt og aktivt vedligeholdt. Der er gardnere og rengøringspersonale med jævne mellemrum, der går og nusser om alle de små detaljer. Niveauet er på højde med det royale palads, men bygningerne matcher ikke jungleplanterne rundt om. Det minder mig om mit besøg til Disney Land i Orlando. Det samme niveau af renlighed, til et punkt, hvor det virker kunstigt. Som om der ikke er nogen, der lever her. Alle portene og vagterne har fået mig til at overveje, om jeg skulle have betalt billet for at være her.

Der er meget få mennesker her. Det er som sådan ikke usædvanligt, da jeg er ankommet omkring middagstid, hvor solen står højt på himlen. På denne tid af dagen, hvor varmen er mest intens, holder folk sig i ro i skyggerne og inden for. Men det betyder dog, at jeg har oplevelsen af at gå rundt i en stor kunstig europæisk by, med stort set ingen mennesker. Det er en surrealistisk oplevelse. Ligesom at stå op klokken 5 om morgenen om sommeren og gå igennem Aarhus bymidte.

Området er kæmpemæssigt, og jeg er kun nået et lille stykke ind. Jeg har forvildet mig ind i det, der hedder “Borey Peng Huoth”, som groft oversætter til “Peng Huoths rige nabolag”. Det er dog mere end et nabolag. Det er nærmere mange rige nabolag, med dedikerede parker, indkøbscentre, butikstræder og monumenter. Et delvist lukket byområde for de rige og velhavende.

Euro Park 1, som jeg befinder mig i, er et af flere distrikter. Der er forbundet med store firesporede veje. Langs de store veje er der bygget 3 etagers rækkehusblokke. Det er sydøstasiatiske butikshuse, hvor bygningerne ligger helt ud til vejen med et stort vinduesparti, så huset kan laves om til en butik. Hele blokke står nybygget med en europæisk facade, der kunne tilhøre et rækkehusområde i en forstad til London, men facaden passer mærkeligt til butikshusets struktur.

Jeg går langsvejen en god 2 kilometer. Den firesporede vej ser kun ganske lidt trafik. Jeg kan nemt gå midt ude på vejen uden at være i nærheden af nogle af de forbi passerende biler. En gul Lamborghini kører forbi i samme retning, som jeg går. Jeg passerer Eco Park 2, 3 og 4, som er under konstruktion, før jeg ankommer til Eco Park 1. På kortet ligner det en lille park med en håndfuld huse rundt om. Parken indeholder en go-kart bane med 10 zoner, en kunstig ø omgivet af en lille flod, og et stort lukket område under konstruktion, med skilte om sportsaktiviteter. Hele vejen rundt om parken, er der en cykelbane med båse og distance markeringer. Jeg ser 1000 m markeringen uden at gå hele vejen rundt.

På det her tidspunkt er jeg gået igennem 3-4 store porte for at komme igennem hele området. Der har været vagter ved dem alle, men det er åbenbart ikke mig, som de er på vagt over for. Husene nærmer sig palæer. Rækkepalæer, for de ligger side om side med kun deres 2 meter høje mure som adskillelse. Der er mange til-salg skilte her. For imellem $1.5m og $4.5m kan du lande en plads på på første række i dette stille rigmandskvarter. Nogle af de mindre yderligt liggende huse koster kun $200k – $350k, hvilket ikke er så langt fra at købe en lejlighed i Aarhus.

Det nærmer sig aften, og jeg går tilbage til Eiffeltårnet. Restauranterne her nærmer sig danske priser, så jeg nøjes med lidt fastfood. Der er kommet liv i Euro parken, med en god mængde mennesker, der går rundt og spiser på restauranterne. Tydeligere på dagen var jeg meget skeptisk omkring hvorvidt området var i brug, men her om aftenen er aktivitetsniveauet nået et fornuftigt niveau for en hverdagsaften.

Jeg bliver ikke så længe, for den sidste bus går forholdsvist tidligt. Busruterne er ikke til at gennemskue i dette område, fordi området er så nyt, at Google Maps ikke har opdateret, hvor busserne kører. Chaufføren virker overrasket over at se mig. Bussen er tom. Jeg har den for mig selv vejen frem til Phnom Penh bymidten, hvor jeg bor.

Det her er nok en af de sværeste fortællinger, som jeg har skrevet ind til videre.

For dem som ikke ved det, så pågik der et folkemord i Cambodja fra 1975 til 1979. En militant fraktion indtog Phnom Penh og drev byen på flugt. Omkring 2 millioner mennesker skubbet ud af deres hjem, ud i junglen. På 4 år døde omkring 1/4 af landet.

Cambodjas tragedie var forholdsvist ukendt for mig, inden jeg tog afsted på min rejse. Efter lidt grundlæggende data om omfang og listen af krigsforbrydelser, havde jeg overblikket. Det gjorde ikke mit besøg mere behageligt.

S21 var et fængsel, og Killing Fields var en af mange marker, brugt til systematiske henrettelser. En dagstur gør typisk et stop forbi begge. S21 er nådesløs i sin fremvisning. Du ser cellerne, torturredskaberne, gravstenene og meget grafiske illustrationer af begivenhederne. Tallene er uforståeligt store. 18.000 i dette ene fængsel på 4 år. Det er bare ord for dig som læser, men jeg græd flere gange den dag, ligesom jeg holder tårerne tilbage nu, imens jeg erindrer, hvad jeg så.

Jeg husker at blive helt paf, da rundvisningen var slut. Der var slet ikke plads til mere i mit hoved. En gammel mand sad ved entreen og solgte bøger med hans ansigt på. Det var først på vej videre, da jeg snakkede med de andre på turen, at jeg forstod, at manden var en af 12, som havde overlevet S21. Han var kun et barn på det tidspunkt.

Killing Fields ligger omkring 30 minutters kørsel fra byen. Nok tid til at trække vejret lidt. Jeg rejser med en lille gruppe: en tysker, en australier, en amerikaner, en etiopier og en brite. Jeg er den ældste med næsten 10 år. Undervejs taler vi med vores cambodjanske guide om forskelle i skolesystemer og opvækst.

Killing Fields er en mark med lidt træer og en lille sø. Midt på marken er der små fordybninger. Massegrave. Over 8.000 mennesker blev henrettet her. I midten af marken står der et stort tykt træ. Det er tildækket af hundredvis af små farverige armbånd. Træet hedder Killing Tree og blev brugt til at slå små børn og babyer ihjel.

Der er rejst et stort mindesmærke og mausoleum i midten. På et tidspunkt valgte man at bevare området i stedet for at forsøge at udgrave alle ofrene. Knogler og stof fra ofrene finder langsomt vej til jordoverfladen. I en af de små fordybninger er der en større afbrækket knogle, der stikker frem. En gang om måneden går de igennem området og fjerner det, der ligger i overfladen.

Det var en dag, der satte sig i mig, og har kastet Cambodja i et meget anderledes lys. Det er et land, der har måttet tilgive det utilgivelige i sig selv og hinanden, for at stoppe volden og lægge tragedierne bag sig. For mange voksne mennesker er det en levet virkelighed, ikke et kapitel i en historiebog. Da jeg kom til Cambodja fra Vietnam, kunne jeg mærke et synligt skifte i den generelle stemning. Ikke nedtrykt, men udmattet. Som et land, der er ved at finde sin energi og gejst igen.

Lige som i Vietnam, så går jeg rundt i Phnom Penhs gader.

I Vietnam var det svært at være fodgænger pga. tætte gader, med næsten ingen plads til fodgængere og en hektisk trafik lige ved siden af. Lidt ligesom at gå langs en travl dansk landevej med kun en smal rabat. Phnom Penh er det samme, men skruet ned. Der er mere plads til fodgængerne, og trafikken er mindre voldsom. Og mindre støjende.

Phnom Penh giver mig mere en følelse af troperne end Vietnam har gjort. Fra bygningsæstetikken til planter og bevoksning. Store grønne blade, palmer og frugttræer er en del af bybilledet. Det er integreret på en måde, hvor det føles naturligt. Som om byen er bygget i en jungle, og junglen er der stadig i baggrunden.

Phnom Penhs offentlige bygninger har et genkendeligt look. Gule farver, kegleformede toppe med små ringe, udskæringer, der afbilder hindi guder, og naga-statuer (mange hovedslanger) ved indgangspartier. Specielt naga-statuerne øger den tropiske følelse, når de er omringet af grønt buskads.

Mit hostel ligger tæt på floden, det royale palads og en række templer. Det er den rigere del af byen. Der er lange stræder fyldt med klubber og barer, hvor der bliver festet hver nat. Mange restauranter med gode asiatiske menuer er at finde på alle gader. Der er 20+ japanske restauranter inden for 500 meters afstand. Jeg har brugt flere penge, end jeg tør indrømme på caféer med live musik, internet og opladning. Phnom Penh føles som en rigtig storby. Masser af muligheder. Uren, klam, mørk og vild i kanterne og i gyderne. I Vietnam havde jeg det fint med at gå rundt om natten. Her føler jeg mig mindre sikker.

Hver dag, når jeg har gået rundt i gaderne, så kalder tuk-tuk chaufførerne efter mig. Det skete også i Vietnam, at Grab scooterne ville spørge om jeg havde brug for at blive kørt. Forskellen er dog, hvor vedholdende de er i Cambodja. Hver turist skal aktivt jages og overdynges med tilbud om billig kørsel, sightseeing og gode shopping tips. En enkelt gang oplevede jeg decideret bønfald om at bruge hans service, fordi hans familie ellers ville gå sultne i seng. Den ene gang, hvor jeg tog en tuk-tuk tur fra en på gaden, skulle jeg bruge 10 minutter på at diskutere prisen. Generelt er samtaler med cambodjanere mere transaktionelle end i Vietnam.

De ansatte på mit hostel er unge mennesker, der typisk studerer ved siden af. De er forholdsvis nemme at tage en sludder med og fortæller gerne om deres oplevelse som unge i Cambodja. Økonomien er presset for de fleste, og det er ikke gjort nemmere af balladen i Iran, der har fået oliepriserne på himmelflugt. Der er en reel fattigdomsbekymring for den store del af befolkningen, der har levet lige på grænsen af at kunne brødføde sig selv.

Jeg er nok farvet af mange år på internettet, hvor man konstant skal være på vagt over for scams, manipulation og folk, der prøver at tjene penge dig. Så mine parader ryger automatisk op, når jeg uopfordret bliver bedt om at købe noget. Men når jeg går rundt i Phnom Penh, så føles det underliggende motiv ikke drevet af kynisk opportunisme, men nærmere økonomisk desperation. Vietnam havde det også, men i en så lav grad, at jeg kun oplevede det enkelte gange. I Phnom Penh er det hver gang, jeg er ude. Det gør mit ophold lidt mere intenst og mentalt udmattende.

Ultimativt har jeg valgt at blive i Phnom Penh en lille uge længere end først planlagt. Det er vigtigt for mig, at jeg giver stederne, jeg besøger, en chance. Mit mål er ikke at finde den bedste by i Sydøstasien, men at opleve forskellighederne. Det har indtil videre gået godt, når jeg har tøjlet mit indre væsen og ladet områderne udfolde sig for mig.

Der er mange villaer, templer og paladser, rundt om hvor mit hostel ligger. Buddhisme templer, historiske biblioteker, mindesmonumenter, og det royale palads. Som jeg går på vejene, er der en skærende kontrast i de guldbeklædte bygninger og den tydelige fattigdom i bybilledet. Selv murerne, der isolerer de private hjem, er udsmykkede og dekadente. I forhold til Vietnam er skellet imellem rige og fattige mere tydeligt.

Jeg er på vej mod det royale palads. Der er en stor park ude foran paladset, som er fyldt med mennesker om aftenen. Det offentlige samlingssted, hvor cambodjanere kommer efter arbejde med deres familier og mødes og slapper af.

Selve paladsområdet er en indemuret byblok midt i Phnom Penh. Betaling for at komme ind med mulighed for at betale ekstra for rundvisning. Jeg lægger det ekstra beløb og får en guidet tur.

Mit besøg til det royale palads område er både godt og dårligt timet. Klokken er 11:30, ingen skyer, og paladsområdet er stort, fladt og åbent. Vi er nemt på 40 grader, og jeg er rimelig sikker på, at man kan stege spejlæg på fliserne. Omvendt så har jeg nærmest paladsområdet for mig selv. Der er få, der er dumdristige nok til at udfordre middagssolen.

Min guide er en midaldrende mand med ret godt engelsk. Jeg har ham helt for mig selv, så jeg bruger muligheden til at spørge ind til lidt forskelligt ved siden af fortællingerne om paladset.

Billedet om det cambodjanske kongehus minder mig meget om det danske kongehus. Et moderne kongehus, der har givet magten til folket, men fortsat har en stor rolle i det sociale billede. Ikke en guddommelig blodlinje, men nobilitet arvet igennem historien. Jeg ser malerier og kunstværker, traditionelle uniformer, donerede smykker og personlige genstande ophøjet til royale artefakter. Det går meget godt i tråd med buddhismen, som den primære religion.

Bygningerne, udsmykningerne og de spirituelle undertoner er det mest unikke. Cambodja har en meget smuk forbindelse til deres religiøse side, og det kan ses i alle aspekter. Alt fra tøj og udsmykninger til bygninger og monumenter vrimler med religiøs symbolik. Min guide fortæller mig om et mausoleum for en tidligere konge, som vi står foran. Det har en kegleform, og i spidsen er der 9 ringe, der åbenbart symboliserer de 9 himler. Men senere, da vi står og kigger på en trone, som også har en overbygning, så er der kun 6 ringe. Det betyder det så stadig himlene, men man skal lige tælle de 3 plateauer, som tronen står på. Og så får jeg også at vide, at de 4 hjørner på plateauerne svarer til de 4 elementer. Jeg tvivler ikke på min guide, men symbolik og fortolkning fremstår for mig som opspind.

Den sidste korridor før turen er slut, indeholder en masse billeder af kongehuset sammen med andre statsledere. Her snakker jeg lidt med guiden omkring moderne politik og verden. Min guide har været utrolig flink og venlig igennem hele turen, men bliver tydeligt skarp og frustreret i tonen, imens han forklarer, hvordan verden behandler Cambodja fra hans perspektiv. Der er en ægte følelse af, at verden ser ned på Cambodja, yder pres og stiller uretfærdige krav. Ifølge ham, så bliver Cambodja en stor magt i regionen og internationalt om kun få årtier, og det frygter især den vestlige verden.

Vi slutter turen ude ved porten. Jeg takker ham for hans indsigt og villighed til at svare på alle mine spørgsmål, også dem, som ikke var direkte relateret til paladset. Paladset var imponerende, men det var kontrasterne, der gjorde indtryk. Mellem rigdom og fattigdom, mellem symbolik og virkelighed, mellem min egen forståelse og min guides.

Can Tho har jeg allerede skrevet en række historier om, men opsummeret så er det en vietnamesisk by for vietnamesere, med lidt underholdning til de forbipasserende turister. Det var 4 spændende dage, men på 4. dagen havde jeg også set, hvad der var at se.

For lang tid siden besluttede jeg mig for at rejse ind i Cambodja via båd. Efter lidt research fandt jeg ud af, at en lille by nær grænsen, Chau Doc, havde daglig transport til Phnom Penh. Jeg bookede en overnatning på et hostel, som tilbød at arrangere bådturen.

Chau Doc er lidt ligesom Can Tho, bare mindre. Bygget for vietnamesere med en lille smule turisme passerende igennem, fokuseret rundt om en lille havn langs floden. Hostellet ligger lidt uden for bymidten. Jeg skulle bare bruge en billig overnatning, så jeg fandt noget til en lav pris med nogenlunde anmeldelser. Det er dog et ret fint hostel. Stort, rent og fredeligt.

Jeg havde en kort eftermiddag og aften i Chau Doc, som jeg brugte i midtbyen. Et stort hotel/restaurant er centrum for byens turisme. Det er placeret foran havnen, og det er her alle turisterne opholder sig. Rundt om hotellet er der de pæneste og dyreste caféer, restauranter og shoppingmuligheder. Gå 500 – 1000 meter væk fra hotellet for at betale det halve for næsten det samme. Jeg spiste aftensmad på hotellet og gik lidt rundt bagefter. Både i Can Tho og Chau Doc trak jeg opmærksomhed, som jeg vandrede rundt. En nysgerrighed omkring den her mærkelige fremmede mand, der går rundt på gaderne, når alle andre hopper på en scooter.

Næste morgen var det tidligt op og afsted for at komme på den 5 timer lange sejlads. Vi er omkring 20 turister, der skal til Cambodja. Vi er alle internationale, med de fleste oppe omkring pensionsalderen. Der er plads til 40 på båden, så der er godt med plads, hvilket er heldigt pga. varmen. Det er allerede 30 grader, da vi tager afsted om morgenen, og temperaturen stiger kun herfra.

Vi skal krydse grænsen, hvilket foregår i to skridt. Først sejler vi en time til det vietnamesiske grænsehus. Det er et lille bådhus med siddepladser, hvor vi bliver bedt om at vente, imens alle vores pas bliver tjekket og stemplet ud af Vietnam. Tilbage på båden for at sejle 5 minutter til det cambodjanske grænsehus. Det danske statsapparat har altså tryllet, fordi som dansker skal jeg bare stå og få taget et billede for at få et visum. De andre turister kommer med udskrevne dokumenter og billeder. Det tager yderligere 30 minutter, før alle har fået indrejsetilladelse. Derfra er det tilbage på båden og nyde de sidste 3 timers sejlads til Phnom Penh.

Vi ankommer til Phnom Penh midt på dagen, og allerede fra havnen kan jeg mærke forskellen. Cambodjanerne er meget vedholdende. De tager ikke et nej som et svar. Min plan var at finde noget at spise, før jeg tog til hostellet, måske lige gå en kort tur. Men jeg bliver forfulgt. Tuk tuk chaufførerne ser en ny turist med fuld oppakning og lugter blod i vandet. Jeg må søge tilflugt i en kiosk, hvor jeg køber noget vand og lægger en plan. Det er tydeligt, at jeg ikke får en fredelig eftermiddag, så længe jeg har alt mit grej med mig. Så jeg giver op på mine planer og tager til hostellet først for at lægge min rygsæk.

Nu skal jeg så rent faktisk bruge en tuk tuk, men jeg er 100% sikker på, at jeg får en dårlig pris ved dem uden for kiosken. Den første chauffør spotter mig og går igang med at sælge. Taktikken han bruger er simpel. Snak hurtigt og få mig ind i hans tuk tuk. Grab-appen viser mig, at turen bør koste omkring 5000 riel – $1.25. Han vil have 10000 riel for turen. Efter forhandling, så jeg ham med på Grab prisen. Det er stadig bedre for ham, end hvis jeg bruger Grab, fordi så tager Grab ikke en del af beløbet. Men her bagefter er det stadig lidt en bittersød sejr. Ja, jeg fik en nogenlunde fair pris, men vi snakker jo håndører for mig, og et beløb der reelt gør en forskel for chaufføren. Jeg må bare erkende, at jeg ikke har hård hud nok til at være forhandler.

Mad Monkey er navnet på mit hostel. Det er en kæde her i Sydøstasien og har et ret godt omdømme. Bar, restaurant, tours, fælles aktiviteter. Det er et ungt miljø, og selvom jeg ikke er den ældste, så trækker jeg gennemsnitsalderen op. Priserne er heller ikke super billige. Jeg er faktisk overrasket over, at jeg har fået et privat rum til min pris. Generelt så er booking bare et mareridt, hvis man vil have den gode pris. Jeg kan få 3 forskellige priser alt efter om jeg tjekker booking sites, Mad Monkey hjemmesiden og direkte i receptionen. Derudover er der forskellige rabatkoder og tilbud i spil. Fra bedste til værste pris er der $50 forskel for 7 dages ophold. Og når det kommer til store hostel kæder, har jeg ingen kvaler med at presse prisen helt i bund.

Phnom Penh er en spændende by, og jeg ser frem til at opleve den over de næste par uger. På bådturen til Phnom Penh lyttede jeg til podcasten Tyran om Pol Pot. Det gav en lille forsmag på nogle af de rædsler, der udspillede sig her for blot 50 år siden. Men Cambodjas historie er rig og strækker sig langt tilbage. Det føles som et naturligt næste kapitel i den bredere fortælling om regionen.