Jeg cykler afsted om morgenen med en plan om at bruge 4-5 timer og søge ly fra middagssolen på en restaurant. Angkor Wat ligger som det første tempel på min rute og det var imponerende nok til, at jeg slår et smut forbi og genser lidt af det.

Efter Angkor Wat cykler jeg hen til det tempel, der hedder Preah Khan. Det ligger længere væk end nogle af de templer, jeg besøgte sidst. Der går en stor hovedvej hele vejen fra Siem Reap igennem, den royale by, forbi Bayon templet, op til Preah Khan. Det er en lang cykeltur, og jeg tager flere smut, forbi nogle af de små ruiner på vejen, specielt dem hvor man kan cykle rundt om ad små skovspor.

Der er flere af stierne og spor, som jeg har helt for mig selv. Alene ude i en jungle i Cambodja. Solen skinner ned igennem træerne, fuglene synger i toner, jeg aldrig har hørt før, og midt på sporet er der noget stort flyvende, der rammer ind i brystkassen på mig. 
Jeg har forberedt mig på det mentalt. Jeg kan ikke bare gå i panik og miste kontrollen. Men hvad end der ramte mig, kravler nu rundt på mit bryst. Det er stort nok til, at jeg er i tvivl om, hvorvidt det er et stort insekt eller en lille fugl. Det kravler fra mit bryst og op på min hals, hvor jeg får det dasket væk. Eftersom der ikke er sket noget, så fortsætter jeg uden at tænke mere over det.

Jeg når Preah Khan. Ligesom Ta Promh, så ligger den inde i en jungle, og man skal gå lidt fra parkeringen til at man kommer hen til templet. Templet har en voldgrav og en gammel stenbro henover. Der kunne nemt køre 4 biler side om side over broen. Selve templet ligger flere 100 meter længere inde efter voldgraven. Det er et stort tempel areal, men store dele af templet er brast helt sammen. Det har nogle helt utroligt lange korridorer. Står man i den ene ende kan man kun se et lille lys helt for enden. Efter at have set så mange templer på tværs af flere dage, er jeg ved at nå en vis mæthed. Derfor bruger jeg ikke alt for lang tid ved Preah Khan og cykler videre.

Fra Preah Khan vil jeg videre til en lille by med nogle restauranter. Jeg kan enten, vende om og cykle tilbage hvor jeg kom fra, cykle en lang omvej rundt om en kunstig sø, eller forsøge mig med en direkte passage igennem skoven. Jeg føler mig modig, så jeg går efter den direkte passage. Den starter ud som en velbetrådt skovsti, men sporet bliver mindre og mindre. Jeg begynder at cykle med græs og grene ind over sporet, som jeg skal aktivt undgå. Sporet går heller ikke i den retning, som jeg havde håbet på, og da jeg endelig stopper op, er jeg 3 km inde i midten af en jungle, uden en klar rute hen til min destination. Min GPS viser, at jeg ikke længere kører imod målet, men parallelt med det.

Jeg har ikke set et andet menneske, siden jeg startede på skovstien. Tanken strejfer mig, at jeg ikke har en god plan for, hvad jeg ville gøre, hvis jeg kom til skade og skulle bruge hjælp. Jeg spotter dog et skilt ikke så langt væk, hvor der står 500 meter til “Swing Bridge”. Jeg ved, at jeg skal over en flod for at komme hen til det næste tempel, så jeg fortsætter ned af det spor. Vejen drejer i den rigtige retning og bliver bredere, hvilket giver lidt trygheden tilbage. Svingbroen dukker op. Den ser solid ud og er bygget af tykke stålwires. Brædderne knirker under mig, som jeg trækker cyklen hen over broen. Ovre på den anden side fortsætter sporet, men begynder at snævre ind igen. Der er dog et skilt, der peger mod Ta Nei tempel. Ikke det tempel, jeg havde sigtet efter, men det ligger ud til en vej, og jeg er klar til at komme væk fra junglesporet.

Sporet mod Ta Nei tempel er smalt, men med mange skilte langs. Sporet ender i en lysning, hvor jeg kan se tempelruiner. Som jeg cykler mod lysningen, mærker jeg en tråd slå ind på min hals. Jeg er ikke i tvivl om, at det er spindelvæv, men det overrasker, hvor stærk tråden er. Jeg har dog fart på, så tråden bliver flået med, og jeg kan mærke, at det vikler sig om min cykelhjelm. Jeg har cyklet igennem spindelvæv mange gange hjemme i Danmark, så jeg tænker ikke mere over det og fortsætter.

Fra Ta Nei er jeg endelig kommet tilbage til civilisationen, men jeg er også træt. Det var en lang og hård rute igennem junglen. Så jeg finder en lille restaurant på vejen, får frokost og vender tilbage mod Siem Reap.
Et par dage senere tager jeg på min sidste tur til Angkor. Vi skal forbi mange af de templer, jeg allerede har besøgt, men det er med folk fra hostellet og det er tidligt for at se solopgangen. Turen var super hyggelig, men ingen solopgang da det er overskyet. Til gengæld så fortæller vores guide om alle de mange farlige dyr, man kan støde på i junglen rundt om templerne og nogle gange inde i templerne. Fra giftige slanger, til giftige edderkopper og kæmpebier. Han minder os også om at tjekke for flåter, når vi kommer tilbage. Hvis jeg havde vidst, hvad der var ude i junglen, havde jeg nok truffet nogle andre valg på min cykeltur.

Da jeg ankom til Siem Reap, havde jeg allerede fået at vide fra alle mulige retninger, at Angkor Wat var en stor seværdighed. Ved My Son ruinerne i Vietnam var Angkor Wat refereret mange gange. Man kan ikke gå forbi en turistguide eller bare på gaden uden at se reklamer for at besøge Angkor Wat. Det cambodianske flag har Angkor Wat prominent placeret midt på flaget. Så alle tegnene på en større oplevelse har hele tiden været der.

På det hostel, jeg overnatter på i Siem Reap, kan man booke mange forskellige ture til Angkor. Området hedder Angkor og indeholder mange templer fordelt på 400 km2. Adgang til Angkor er lige som adgang til en større forlystelsespark, med muligheder for flere dagsadgang, årskort og specielle adgang. Jeg giver mig selv tre dage til at besøge Angkor.

Mit første besøg bliver via cykel. Det kom som et forslag fra Eline, og det lød som en rigtig god måde at komme rundt på. Cykelturen er guidet og sammen med en amerikaner og en australier. De er begge to solorejsende, og vi falder hurtigt i snak. Vores cykeltur er på nogle gode mountain bikes, og vi skal cykle omkring 30 km, med 4 stops.

Cykelturen er virkelig sjov. Fra Siem Reap og til Angkor Wat er der en asfalteret cykelsti igennem skoven. Cykelstien moser sig ikke bare igennem jungleskoven, men kanter sig rundt i små buer, sving og bakker. Det går hen og bliver næsten som at køre rutschebane. Området er fladt, så det er heller ikke en hård cykelrute.

Efter at have cyklet i 20 minutter, kommer vi til en lille bom, hvor vi får skannet vores billetter. Fra bommen krydser vi en flod, som viser sig at være en udgravet voldgrav for Angkor Wat templet. Floden er mindst 50 meter bred, og skalaen for området begynder at synke ind. På den anden side af floden er der en ruin. En stor mur med et hus i midten. Hver eneste sten er kampestenstørrelse og fyldt med dekorative mønstre og afbilleder af guder. Nogle overflader er slidt tæt på flade, mens andre stadig har en dybde i deres indgraveringer.

Kameraerne bliver fundet frem, og der tages masser af billeder, imens guiden fortæller. Vi er alle imponerede. Vores guide smiler. Han er tydeligvis stolt over at vise sit hjemland frem. Med et skævt smil minder han os om, at vi står og kigger på porten. Selve templet er 200 meter længere inde. Som vi står i døråbningen, kan vi se det store tempel dominere horisonten med sin størrelse. Træerne langs vejen ser små ud sammenlignet med templet, indtil man giver dem nok opmærksomhed til at se, at det er gamle 400-500 år tykke stammer på rad og række.

Vi bevæger os igennem den gamle skov hen imod Angkor Wat. Angkor Wat er et enormt tempelkompleks. Der er landsbyer i Danmark, som er mindre end dette ene tempel. Og templet er 1000 år gammelt. Det er ikke bare kæmpe sten stablet oven på hinanden. De fleste overflader har indgraveringer. De lange 6 meter høje vægge er klædt fra top til tå med fortællinger om hindu guder. Det hele er klædt i mange 100 års slidtage og forfald, men stadig stående, stadig forståeligt. Angkor Wat giver mig en ægte og oprigtig følelse af storslåethed.

Vi bevæger os op imod toppen. Angkor Wat er et mausoleum, og kongen er begravet i centrum. Trapperne er ubehageligt stejle, men for turisterne er der bygget nogle knap så stejle trapper. Oppe på toppen har vi en fantastisk udsigt. Vi er ankommet via den mindre brugte østindgang, og vi kan nu se ud over den flotte hovedindgang. En kilometer lang stenbelagt vej fra porten til templet. Området er ryddet for træer og står helt åbent. På kampestenvejen går en strøm af mennesker fra parking og ind imod templet. Mindre ruiner og palmer kan ses spredt ud over området.

På vej ud af Angkor Wat bliver vi ledt til et entréområde, hvor de religiøse kan komme og bede til deres guder eller Buddha. Vores guide har et stort smil på læben, imens han peger på en stor firkantet sten i gulvet i midten af rummet. Han tager sin smartphone frem, åbner kompasset, peger det mod nord og lægger den langs på stenen i retning af gulvets skillelinjer. Kompasset rammer 0 grader. Australieren er bygningsingeniør, og amerikaneren er maskiningeniør. Vi er alle målløse. Stenen hedder ‘center of the universe’ og var en af de første sten, der blev lagt, brugt som en rettesnor for hele tempelkomplekset.

Vi cykler videre fra Angkor Wat. Jeg er allerede godt tilfreds med turen, men vi er kun startet. Angkor Wat var bygget uden for den centrale royale by, som vi nu skal til. Den royale by dækker et meget større areal end Angkor Wat, med en masse små templer, en arena og et stort tempel i centrum. Det store temple hedder Bayon og er kendt for tårnene med ansigter. 54 tårne med 4 sider formet som ansigter. Hvert tårn symboliserer en af de 54 provinser og deres beskytter gud, som Khmerriget bestod af omkring 1200-tallet. Man går igennem en masse små korridorer og hver gang man kommer til et åbent område og kigger op, er der ansigter, der kigger tilbage på en. Langs ydremurene er der fortællinger om samfundet under den konge, der fik bygget templet. Krig med et andet daværende rige, Champa, handel med kineserne. Alle mulige små detaljer om små dagligdagsting, som transportmidler, parasoller, gambling og legene børnene.

Fra Bayon tager vi til Ta Promh, også kendt som Tomb Raider ruins, hvor scener fra 2001-filmen Tomb Raider med Angelina Jolie blev filmet. Vi stiller cyklerne ved vejen og går ind til templet. Ta Promh ligger dybt inde i jungleskoven med en bred grussti som adgang, overskygget af store træer og buskads. Selve templet er præcis det billede, jeg har i mit hoved, når jeg tænker jungle ruin. Træer er vokset fra toppen af tagene og er nu det bærende element for de murbrokker, der fortsat står. Rødderne bevæger sig ned langs siderne på stenmurene og dækker for vinduer og døre. Templet oser af historie og eventyr. Hvis det ikke var for mit nuværende spilprojekt, så ville jeg nok starte et nyt omkring dette tempel. Måske arbejder jeg nogle ideer ind i mit nuværende projekt.

Ta Promh er det sidste tempel, vi besøger. Herfra er der frokost og retur til Siem Reap. Vores frokost er et kæmpe stort fad af alle mulige retter. Da de bærer det ind, går vi igang med at dele retterne, indtil der kommer 2 fade mere ind. Vi sidder med maden foran os og kigger på hinanden. Det er alt for meget. Gestusen er følt, men vi kan ikke spise 1/3 af maden foran os. Vi sidder kollektivt og håber på, at vores rester bliver givet til nogle andre. Maden er fantastisk og ville være en skam at lade gå til spilde. Da fadene bliver båret væk, kommer der en dessert til hver af os.

Turen tilbage til Siem Reap er sjov, men hullede grusveje og ujævne asfaltstier gør det også hårdt for enden. Vi kører igennem en lille by, igennem en skovsti, over en flod med badende cambodianere og ned langs Siem Reap floden. Vi møder mange cambodianere på vejen. Specielt børnene vinker og råber “Hello” efter os. Da vi kommer tilbage til cykelbutikken, bliver vi budt på en stor frugtdrik med en hel honningklump. Imens vi drikker forfriskningen, får vi delt kontaktoplysninger og billeder. Både amerikaneren og australieren har købt 3-dags adgang til Angkor og skal tilbage i de kommende dage. Jeg beslutter mig for at leje en cykel, så jeg bare kan cykle rundt i mit eget tempo og til mine egne destinationer. Der er stadig mange templer og oplevelser at finde i Angkor.

Desuden så kan jeg sidde og kigge på landskabet med en dagsbus. Historien på landevejen er meget anderledes. Store hvide kvæg går rundt langs vejen og nogle gange ude på vejen. Markerne er overraskende grønne, for hvor tørt der har været, imens jeg har været her. Der er gadeboder langs stort set hele motorvejen. Du kan til hver en tid holde ind og købe noget at drikke, mad og benzin. Det er selvfølgelig ikke store butikker, blot små blikskure og telte.

Jeg ankom i Siem Reap lidt efter 15.00. Det giver mig stadig en hel aften til at gå rundt og få det første indtryk. Først tjekker jeg ind. Hostellet, Onederz, er et meget aktivt og stort hostel. 2 bygninger opdelt i 4 vinger, med bar, restaurant og 3 pools. Jeg har et privat rum, hvor jeg bliver budt velkommen, da jeg træder ind i mit værelse for første gang.

Siem Reap er en meget anden oplevelse end Phnom Penh. Jeg er i turistcentret i Siem Reap, og der er et meget aktivt byliv, med masser af varierede caféer, restauranter, massagesteder og markeder. Der er en flod, der løber igennem byen, som er både langt mere ren end noget andet stykke vand, jeg har set i Sydøstasien, og er også et samlingspunkt med en masse liv og aktivitet. Det vrimler med turister.

Om aftenen kommer jeg tilbage til et skænderi af en anden verden. Skænderi er måske det forkerte ord, for det er den unge, meget sure, franske kvinde, der råber, slår i bordet og smækker med døren. Så står hun ude på balkonen og snakker i telefon i 10 minutter, før hun så stormer ind og fortsætter med at skælle en høj ung mand ud. Værelser er typisk ikke isoleret i Sydøstasien grundet varmen, men det betyder også, at man kan høre alt, der sker i samtlige rum hele vejen ned af gangen. Alt fra skænderi til natlig tumult.

Floating village

Min første dagstur er et besøg til floating village. Vi er en lille gruppe, der tager afsted om morgenen og kører syd ud af byen. Floating village ligger op af Sydøstasiens største ferskvandssø, Tonlé Sap. Området, hvor byen ligger, er oversvømmet halvdelen af året. Derfor er byens bygninger primært bygget på 4+ meter høje søjler. Maj er starten på regnsæsonen, men det er ikke rigtig begyndt at regne endnu, så søerne og floderne er nær deres laveste. Derfor bliver vi mødt med mindre floating village og mere stylteby.

Vi er en lille gruppe på 6 europæere. 3 skotter, 1 brite, 1 tysker og mig. Det er hyggeligt selskab, og vi har en god, livlig snak under hele turen. De to skotter fejrer deres 5 års bryllupsdag, den tredje skotte og briten er to piger på backpackingrejse, og tyskeren er en solo rejsende i 40’erne. Da vi senere spiser frokost, finder skotterne ud af, at de bor i samme område og har en længere snak om at sælge mælkeprodukter til hinanden. Verden er lille.

Vi bliver vist rundt i byen. Det er en gammeldags by. Imellem 3000 og 4000 indbyggere, der primært lever af fiskeri og turisme på siden. Det er en by, der værner om sine traditioner. Man kan ikke bare flytte til byen uden at få tilladelse af borgmesteren. Det gælder også butikker. De lokale kan sælge ud af kølebokse fra vejsiden, men der er ikke en 7-Eleven i miles omkreds. Trods det, så virker det ikke kunstigt holdt i live. Det er bare fattigt og basalt. Hvis det ikke var for de pæne blå bygninger på stylter, så kunne vi lige så godt have besøgt et slumområde.

Internettet er ankommet til byen, hvilket gør det svært for dem at holde på de unge, samt holde fast i gamle traditioner, så som tvangsægteskab. Der er mange unge, der søger mulighederne enten via uddannelse eller job i de større byer. Der er meget få, der vender tilbage. Det er ikke svært at se forskel på generationerne. Dem, der har en mobil i hånden, og dem, der ikke har.

Fra byen bliver vi taget ud på søen via båd. Søen er helt stille. Det er overskyet, så himmel og hav går i ét. Nogle steder ligner det, at der er en tydelig horisontlinje, men så spotter man den flyvende båd. Det er en smule desorienterende. Vi holder en pause på en flydende restaurant. Det var nok meningen, at vi skulle have spist frokost, men det bliver kun til et par drinks og lidt snacks. Det er også en af de dyreste sodavand, jeg har fået i Cambodja, så det gjorde det ikke nemt for den nærige turist.

Fra søen sejlede vi tilbage til byen og hoppede direkte på bussen tilbage til Siem Reap. Det var et interessant besøg, og hvis jeg var lidt forfatterisk, så var det bestemt en dybere historie omkring uddøende traditionelle samfund, som kunne være skrevet, men I må nøjes med mine overfladiske observationer.

Jeg skal besøge Angkor Wat over den kommende uge. Jeg ser meget frem til det, men er også ret usikker på, hvad jeg skal forvente. Man kan købe flerdagsadgang, hvilket siger noget om størrelsen. Samtidig har Siem Reap masser af små afkroge, som jeg også glæder mig til at besøge. Første indtryk har været godt, så jeg ser frem til mit ophold her.

Efter at have stået og viftet tuk-tuk chauffører væk, som var de fluer, ankommer bussen. Jeg venter kun i 10 minutter. Phnom Penhs busser kommer i to varianter. Den ene er den gamle, slidte bus, med hårde plastiksæder og en træt, højlydt motor. Den anden har god polstring i både sæder og affjedring, ingen mærkelige lugte og god A/C. Denne bus er den anden variant.

Vi kører afsted i 30 minutter, og jeg får en lille rundtur i en del af byen, som jeg ikke har set endnu. Pludselig drejer vi af hovedvejen og kører igennem en stor port, ned af en stor allé.

Der er nu store mure på hver side af vejen, tætklippet, grønne græsplaner og et bredt fortorv. Hver 100 meter er der en port i muren, med bom og vagter. Inde bag er der store, pæne villaer med europæiske facader, indkørsler, for- og baghave. Det fortsætter i en kilometer ned af vejen, indtil bussen når til mit stop.

Jeg står ved bus stoppet og kigger på, at bussen kører afsted imellem de pæne europæiske bygninger. En af de slidte busser havde set forkert ud i disse omgivelser. På den anden side af gaden kan jeg se starten på en lille kunstig kanal, med caféer og restauranter på hver side. Som jeg runder hjørnet på den første bygning ved kanalen, støder jeg på Eiffeltårnet.

Jeg er i tvivl om, jeg er ankommet til et resort eller en forlystelsespark. Hele området fra den indledende port ved hovedvejen ned til kanalen er plet frit, nyt og aktivt vedligeholdt. Der er gardnere og rengøringspersonale med jævne mellemrum, der går og nusser om alle de små detaljer. Niveauet er på højde med det royale palads, men bygningerne matcher ikke jungleplanterne rundt om. Det minder mig om mit besøg til Disney Land i Orlando. Det samme niveau af renlighed, til et punkt, hvor det virker kunstigt. Som om der ikke er nogen, der lever her. Alle portene og vagterne har fået mig til at overveje, om jeg skulle have betalt billet for at være her.

Der er meget få mennesker her. Det er som sådan ikke usædvanligt, da jeg er ankommet omkring middagstid, hvor solen står højt på himlen. På denne tid af dagen, hvor varmen er mest intens, holder folk sig i ro i skyggerne og inden for. Men det betyder dog, at jeg har oplevelsen af at gå rundt i en stor kunstig europæisk by, med stort set ingen mennesker. Det er en surrealistisk oplevelse. Ligesom at stå op klokken 5 om morgenen om sommeren og gå igennem Aarhus bymidte.

Området er kæmpemæssigt, og jeg er kun nået et lille stykke ind. Jeg har forvildet mig ind i det, der hedder “Borey Peng Huoth”, som groft oversætter til “Peng Huoths rige nabolag”. Det er dog mere end et nabolag. Det er nærmere mange rige nabolag, med dedikerede parker, indkøbscentre, butikstræder og monumenter. Et delvist lukket byområde for de rige og velhavende.

Euro Park 1, som jeg befinder mig i, er et af flere distrikter. Der er forbundet med store firesporede veje. Langs de store veje er der bygget 3 etagers rækkehusblokke. Det er sydøstasiatiske butikshuse, hvor bygningerne ligger helt ud til vejen med et stort vinduesparti, så huset kan laves om til en butik. Hele blokke står nybygget med en europæisk facade, der kunne tilhøre et rækkehusområde i en forstad til London, men facaden passer mærkeligt til butikshusets struktur.

Jeg går langsvejen en god 2 kilometer. Den firesporede vej ser kun ganske lidt trafik. Jeg kan nemt gå midt ude på vejen uden at være i nærheden af nogle af de forbi passerende biler. En gul Lamborghini kører forbi i samme retning, som jeg går. Jeg passerer Eco Park 2, 3 og 4, som er under konstruktion, før jeg ankommer til Eco Park 1. På kortet ligner det en lille park med en håndfuld huse rundt om. Parken indeholder en go-kart bane med 10 zoner, en kunstig ø omgivet af en lille flod, og et stort lukket område under konstruktion, med skilte om sportsaktiviteter. Hele vejen rundt om parken, er der en cykelbane med båse og distance markeringer. Jeg ser 1000 m markeringen uden at gå hele vejen rundt.

På det her tidspunkt er jeg gået igennem 3-4 store porte for at komme igennem hele området. Der har været vagter ved dem alle, men det er åbenbart ikke mig, som de er på vagt over for. Husene nærmer sig palæer. Rækkepalæer, for de ligger side om side med kun deres 2 meter høje mure som adskillelse. Der er mange til-salg skilte her. For imellem $1.5m og $4.5m kan du lande en plads på på første række i dette stille rigmandskvarter. Nogle af de mindre yderligt liggende huse koster kun $200k – $350k, hvilket ikke er så langt fra at købe en lejlighed i Aarhus.

Det nærmer sig aften, og jeg går tilbage til Eiffeltårnet. Restauranterne her nærmer sig danske priser, så jeg nøjes med lidt fastfood. Der er kommet liv i Euro parken, med en god mængde mennesker, der går rundt og spiser på restauranterne. Tydeligere på dagen var jeg meget skeptisk omkring hvorvidt området var i brug, men her om aftenen er aktivitetsniveauet nået et fornuftigt niveau for en hverdagsaften.

Jeg bliver ikke så længe, for den sidste bus går forholdsvist tidligt. Busruterne er ikke til at gennemskue i dette område, fordi området er så nyt, at Google Maps ikke har opdateret, hvor busserne kører. Chaufføren virker overrasket over at se mig. Bussen er tom. Jeg har den for mig selv vejen frem til Phnom Penh bymidten, hvor jeg bor.

Det her er nok en af de sværeste fortællinger, som jeg har skrevet ind til videre.

For dem som ikke ved det, så pågik der et folkemord i Cambodja fra 1975 til 1979. En militant fraktion indtog Phnom Penh og drev byen på flugt. Omkring 2 millioner mennesker skubbet ud af deres hjem, ud i junglen. På 4 år døde omkring 1/4 af landet.

Cambodjas tragedie var forholdsvist ukendt for mig, inden jeg tog afsted på min rejse. Efter lidt grundlæggende data om omfang og listen af krigsforbrydelser, havde jeg overblikket. Det gjorde ikke mit besøg mere behageligt.

S21 var et fængsel, og Killing Fields var en af mange marker, brugt til systematiske henrettelser. En dagstur gør typisk et stop forbi begge. S21 er nådesløs i sin fremvisning. Du ser cellerne, torturredskaberne, gravstenene og meget grafiske illustrationer af begivenhederne. Tallene er uforståeligt store. 18.000 i dette ene fængsel på 4 år. Det er bare ord for dig som læser, men jeg græd flere gange den dag, ligesom jeg holder tårerne tilbage nu, imens jeg erindrer, hvad jeg så.

Jeg husker at blive helt paf, da rundvisningen var slut. Der var slet ikke plads til mere i mit hoved. En gammel mand sad ved entreen og solgte bøger med hans ansigt på. Det var først på vej videre, da jeg snakkede med de andre på turen, at jeg forstod, at manden var en af 12, som havde overlevet S21. Han var kun et barn på det tidspunkt.

Killing Fields ligger omkring 30 minutters kørsel fra byen. Nok tid til at trække vejret lidt. Jeg rejser med en lille gruppe: en tysker, en australier, en amerikaner, en etiopier og en brite. Jeg er den ældste med næsten 10 år. Undervejs taler vi med vores cambodjanske guide om forskelle i skolesystemer og opvækst.

Killing Fields er en mark med lidt træer og en lille sø. Midt på marken er der små fordybninger. Massegrave. Over 8.000 mennesker blev henrettet her. I midten af marken står der et stort tykt træ. Det er tildækket af hundredvis af små farverige armbånd. Træet hedder Killing Tree og blev brugt til at slå små børn og babyer ihjel.

Der er rejst et stort mindesmærke og mausoleum i midten. På et tidspunkt valgte man at bevare området i stedet for at forsøge at udgrave alle ofrene. Knogler og stof fra ofrene finder langsomt vej til jordoverfladen. I en af de små fordybninger er der en større afbrækket knogle, der stikker frem. En gang om måneden går de igennem området og fjerner det, der ligger i overfladen.

Det var en dag, der satte sig i mig, og har kastet Cambodja i et meget anderledes lys. Det er et land, der har måttet tilgive det utilgivelige i sig selv og hinanden, for at stoppe volden og lægge tragedierne bag sig. For mange voksne mennesker er det en levet virkelighed, ikke et kapitel i en historiebog. Da jeg kom til Cambodja fra Vietnam, kunne jeg mærke et synligt skifte i den generelle stemning. Ikke nedtrykt, men udmattet. Som et land, der er ved at finde sin energi og gejst igen.

Lige som i Vietnam, så går jeg rundt i Phnom Penhs gader.

I Vietnam var det svært at være fodgænger pga. tætte gader, med næsten ingen plads til fodgængere og en hektisk trafik lige ved siden af. Lidt ligesom at gå langs en travl dansk landevej med kun en smal rabat. Phnom Penh er det samme, men skruet ned. Der er mere plads til fodgængerne, og trafikken er mindre voldsom. Og mindre støjende.

Phnom Penh giver mig mere en følelse af troperne end Vietnam har gjort. Fra bygningsæstetikken til planter og bevoksning. Store grønne blade, palmer og frugttræer er en del af bybilledet. Det er integreret på en måde, hvor det føles naturligt. Som om byen er bygget i en jungle, og junglen er der stadig i baggrunden.

Phnom Penhs offentlige bygninger har et genkendeligt look. Gule farver, kegleformede toppe med små ringe, udskæringer, der afbilder hindi guder, og naga-statuer (mange hovedslanger) ved indgangspartier. Specielt naga-statuerne øger den tropiske følelse, når de er omringet af grønt buskads.

Mit hostel ligger tæt på floden, det royale palads og en række templer. Det er den rigere del af byen. Der er lange stræder fyldt med klubber og barer, hvor der bliver festet hver nat. Mange restauranter med gode asiatiske menuer er at finde på alle gader. Der er 20+ japanske restauranter inden for 500 meters afstand. Jeg har brugt flere penge, end jeg tør indrømme på caféer med live musik, internet og opladning. Phnom Penh føles som en rigtig storby. Masser af muligheder. Uren, klam, mørk og vild i kanterne og i gyderne. I Vietnam havde jeg det fint med at gå rundt om natten. Her føler jeg mig mindre sikker.

Hver dag, når jeg har gået rundt i gaderne, så kalder tuk-tuk chaufførerne efter mig. Det skete også i Vietnam, at Grab scooterne ville spørge om jeg havde brug for at blive kørt. Forskellen er dog, hvor vedholdende de er i Cambodja. Hver turist skal aktivt jages og overdynges med tilbud om billig kørsel, sightseeing og gode shopping tips. En enkelt gang oplevede jeg decideret bønfald om at bruge hans service, fordi hans familie ellers ville gå sultne i seng. Den ene gang, hvor jeg tog en tuk-tuk tur fra en på gaden, skulle jeg bruge 10 minutter på at diskutere prisen. Generelt er samtaler med cambodjanere mere transaktionelle end i Vietnam.

De ansatte på mit hostel er unge mennesker, der typisk studerer ved siden af. De er forholdsvis nemme at tage en sludder med og fortæller gerne om deres oplevelse som unge i Cambodja. Økonomien er presset for de fleste, og det er ikke gjort nemmere af balladen i Iran, der har fået oliepriserne på himmelflugt. Der er en reel fattigdomsbekymring for den store del af befolkningen, der har levet lige på grænsen af at kunne brødføde sig selv.

Jeg er nok farvet af mange år på internettet, hvor man konstant skal være på vagt over for scams, manipulation og folk, der prøver at tjene penge dig. Så mine parader ryger automatisk op, når jeg uopfordret bliver bedt om at købe noget. Men når jeg går rundt i Phnom Penh, så føles det underliggende motiv ikke drevet af kynisk opportunisme, men nærmere økonomisk desperation. Vietnam havde det også, men i en så lav grad, at jeg kun oplevede det enkelte gange. I Phnom Penh er det hver gang, jeg er ude. Det gør mit ophold lidt mere intenst og mentalt udmattende.

Ultimativt har jeg valgt at blive i Phnom Penh en lille uge længere end først planlagt. Det er vigtigt for mig, at jeg giver stederne, jeg besøger, en chance. Mit mål er ikke at finde den bedste by i Sydøstasien, men at opleve forskellighederne. Det har indtil videre gået godt, når jeg har tøjlet mit indre væsen og ladet områderne udfolde sig for mig.

Der er mange villaer, templer og paladser, rundt om hvor mit hostel ligger. Buddhisme templer, historiske biblioteker, mindesmonumenter, og det royale palads. Som jeg går på vejene, er der en skærende kontrast i de guldbeklædte bygninger og den tydelige fattigdom i bybilledet. Selv murerne, der isolerer de private hjem, er udsmykkede og dekadente. I forhold til Vietnam er skellet imellem rige og fattige mere tydeligt.

Jeg er på vej mod det royale palads. Der er en stor park ude foran paladset, som er fyldt med mennesker om aftenen. Det offentlige samlingssted, hvor cambodjanere kommer efter arbejde med deres familier og mødes og slapper af.

Selve paladsområdet er en indemuret byblok midt i Phnom Penh. Betaling for at komme ind med mulighed for at betale ekstra for rundvisning. Jeg lægger det ekstra beløb og får en guidet tur.

Mit besøg til det royale palads område er både godt og dårligt timet. Klokken er 11:30, ingen skyer, og paladsområdet er stort, fladt og åbent. Vi er nemt på 40 grader, og jeg er rimelig sikker på, at man kan stege spejlæg på fliserne. Omvendt så har jeg nærmest paladsområdet for mig selv. Der er få, der er dumdristige nok til at udfordre middagssolen.

Min guide er en midaldrende mand med ret godt engelsk. Jeg har ham helt for mig selv, så jeg bruger muligheden til at spørge ind til lidt forskelligt ved siden af fortællingerne om paladset.

Billedet om det cambodjanske kongehus minder mig meget om det danske kongehus. Et moderne kongehus, der har givet magten til folket, men fortsat har en stor rolle i det sociale billede. Ikke en guddommelig blodlinje, men nobilitet arvet igennem historien. Jeg ser malerier og kunstværker, traditionelle uniformer, donerede smykker og personlige genstande ophøjet til royale artefakter. Det går meget godt i tråd med buddhismen, som den primære religion.

Bygningerne, udsmykningerne og de spirituelle undertoner er det mest unikke. Cambodja har en meget smuk forbindelse til deres religiøse side, og det kan ses i alle aspekter. Alt fra tøj og udsmykninger til bygninger og monumenter vrimler med religiøs symbolik. Min guide fortæller mig om et mausoleum for en tidligere konge, som vi står foran. Det har en kegleform, og i spidsen er der 9 ringe, der åbenbart symboliserer de 9 himler. Men senere, da vi står og kigger på en trone, som også har en overbygning, så er der kun 6 ringe. Det betyder det så stadig himlene, men man skal lige tælle de 3 plateauer, som tronen står på. Og så får jeg også at vide, at de 4 hjørner på plateauerne svarer til de 4 elementer. Jeg tvivler ikke på min guide, men symbolik og fortolkning fremstår for mig som opspind.

Den sidste korridor før turen er slut, indeholder en masse billeder af kongehuset sammen med andre statsledere. Her snakker jeg lidt med guiden omkring moderne politik og verden. Min guide har været utrolig flink og venlig igennem hele turen, men bliver tydeligt skarp og frustreret i tonen, imens han forklarer, hvordan verden behandler Cambodja fra hans perspektiv. Der er en ægte følelse af, at verden ser ned på Cambodja, yder pres og stiller uretfærdige krav. Ifølge ham, så bliver Cambodja en stor magt i regionen og internationalt om kun få årtier, og det frygter især den vestlige verden.

Vi slutter turen ude ved porten. Jeg takker ham for hans indsigt og villighed til at svare på alle mine spørgsmål, også dem, som ikke var direkte relateret til paladset. Paladset var imponerende, men det var kontrasterne, der gjorde indtryk. Mellem rigdom og fattigdom, mellem symbolik og virkelighed, mellem min egen forståelse og min guides.

Can Tho har jeg allerede skrevet en række historier om, men opsummeret så er det en vietnamesisk by for vietnamesere, med lidt underholdning til de forbipasserende turister. Det var 4 spændende dage, men på 4. dagen havde jeg også set, hvad der var at se.

For lang tid siden besluttede jeg mig for at rejse ind i Cambodja via båd. Efter lidt research fandt jeg ud af, at en lille by nær grænsen, Chau Doc, havde daglig transport til Phnom Penh. Jeg bookede en overnatning på et hostel, som tilbød at arrangere bådturen.

Chau Doc er lidt ligesom Can Tho, bare mindre. Bygget for vietnamesere med en lille smule turisme passerende igennem, fokuseret rundt om en lille havn langs floden. Hostellet ligger lidt uden for bymidten. Jeg skulle bare bruge en billig overnatning, så jeg fandt noget til en lav pris med nogenlunde anmeldelser. Det er dog et ret fint hostel. Stort, rent og fredeligt.

Jeg havde en kort eftermiddag og aften i Chau Doc, som jeg brugte i midtbyen. Et stort hotel/restaurant er centrum for byens turisme. Det er placeret foran havnen, og det er her alle turisterne opholder sig. Rundt om hotellet er der de pæneste og dyreste caféer, restauranter og shoppingmuligheder. Gå 500 – 1000 meter væk fra hotellet for at betale det halve for næsten det samme. Jeg spiste aftensmad på hotellet og gik lidt rundt bagefter. Både i Can Tho og Chau Doc trak jeg opmærksomhed, som jeg vandrede rundt. En nysgerrighed omkring den her mærkelige fremmede mand, der går rundt på gaderne, når alle andre hopper på en scooter.

Næste morgen var det tidligt op og afsted for at komme på den 5 timer lange sejlads. Vi er omkring 20 turister, der skal til Cambodja. Vi er alle internationale, med de fleste oppe omkring pensionsalderen. Der er plads til 40 på båden, så der er godt med plads, hvilket er heldigt pga. varmen. Det er allerede 30 grader, da vi tager afsted om morgenen, og temperaturen stiger kun herfra.

Vi skal krydse grænsen, hvilket foregår i to skridt. Først sejler vi en time til det vietnamesiske grænsehus. Det er et lille bådhus med siddepladser, hvor vi bliver bedt om at vente, imens alle vores pas bliver tjekket og stemplet ud af Vietnam. Tilbage på båden for at sejle 5 minutter til det cambodjanske grænsehus. Det danske statsapparat har altså tryllet, fordi som dansker skal jeg bare stå og få taget et billede for at få et visum. De andre turister kommer med udskrevne dokumenter og billeder. Det tager yderligere 30 minutter, før alle har fået indrejsetilladelse. Derfra er det tilbage på båden og nyde de sidste 3 timers sejlads til Phnom Penh.

Vi ankommer til Phnom Penh midt på dagen, og allerede fra havnen kan jeg mærke forskellen. Cambodjanerne er meget vedholdende. De tager ikke et nej som et svar. Min plan var at finde noget at spise, før jeg tog til hostellet, måske lige gå en kort tur. Men jeg bliver forfulgt. Tuk tuk chaufførerne ser en ny turist med fuld oppakning og lugter blod i vandet. Jeg må søge tilflugt i en kiosk, hvor jeg køber noget vand og lægger en plan. Det er tydeligt, at jeg ikke får en fredelig eftermiddag, så længe jeg har alt mit grej med mig. Så jeg giver op på mine planer og tager til hostellet først for at lægge min rygsæk.

Nu skal jeg så rent faktisk bruge en tuk tuk, men jeg er 100% sikker på, at jeg får en dårlig pris ved dem uden for kiosken. Den første chauffør spotter mig og går igang med at sælge. Taktikken han bruger er simpel. Snak hurtigt og få mig ind i hans tuk tuk. Grab-appen viser mig, at turen bør koste omkring 5000 riel – $1.25. Han vil have 10000 riel for turen. Efter forhandling, så jeg ham med på Grab prisen. Det er stadig bedre for ham, end hvis jeg bruger Grab, fordi så tager Grab ikke en del af beløbet. Men her bagefter er det stadig lidt en bittersød sejr. Ja, jeg fik en nogenlunde fair pris, men vi snakker jo håndører for mig, og et beløb der reelt gør en forskel for chaufføren. Jeg må bare erkende, at jeg ikke har hård hud nok til at være forhandler.

Mad Monkey er navnet på mit hostel. Det er en kæde her i Sydøstasien og har et ret godt omdømme. Bar, restaurant, tours, fælles aktiviteter. Det er et ungt miljø, og selvom jeg ikke er den ældste, så trækker jeg gennemsnitsalderen op. Priserne er heller ikke super billige. Jeg er faktisk overrasket over, at jeg har fået et privat rum til min pris. Generelt så er booking bare et mareridt, hvis man vil have den gode pris. Jeg kan få 3 forskellige priser alt efter om jeg tjekker booking sites, Mad Monkey hjemmesiden og direkte i receptionen. Derudover er der forskellige rabatkoder og tilbud i spil. Fra bedste til værste pris er der $50 forskel for 7 dages ophold. Og når det kommer til store hostel kæder, har jeg ingen kvaler med at presse prisen helt i bund.

Phnom Penh er en spændende by, og jeg ser frem til at opleve den over de næste par uger. På bådturen til Phnom Penh lyttede jeg til podcasten Tyran om Pol Pot. Det gav en lille forsmag på nogle af de rædsler, der udspillede sig her for blot 50 år siden. Men Cambodjas historie er rig og strækker sig langt tilbage. Det føles som et naturligt næste kapitel i den bredere fortælling om regionen.