En meget kort opsamling på de sidste to uger. Jeg forlod Chiang Mai den 24. september. Efter nogen-og-tredive timer fordelt på fire fly landede jeg på Kreta. Jeg mødtes med de andre på resortet, hvor vi havde nogle gode solskinsdage med badning og drinks ved poolen, indtil det blev min fars fødselsdag, hvor vejret vendte til det værre med regn og især blæst. Det var faktisk så ekstremt, at flere steder på Kreta blev oversvømmet. Om aftenen, hvor vi skulle hjem, lød der en nødalarm fra alle telefonerne, der frarådede al unødvendig udendørstransport på grund af det voldsomme vejr. Vi satte os jo selvfølgelig ind i bussen og kørte mod lufthavnen.

Til trods for vejradvarslerne kom vi godt afsted. Der var nogle fly, der var forsinkede på grund af omdirigeret trafik. Der var vist en lufthavn, hvor flyene ikke kunne lande, så de blev sendt til vores. Derfor var der lidt proppet på landingsbanen. Men vi kom afsted. Også næsten til tiden. Dem, der skulle til København, skulle vist vente i mange timer. Godt, jeg ikke bookede det fly.

Og nu er jeg så hjemme i Silkeborg. Vejret er friskt med hvide, tottede skyer på himlen. Et godt efterårsvejr. Jeg har gået rundt i Silkeborg, i byen og ved søerne. Kan jeg finde noget af det samme, som jeg har nydt i min hverdag de sidste syv måneder? Ja, det kan jeg godt. For den nærmeste fremtid er min dagligdag markant forandret.

Min rejseblog bliver sat på pause. I kraft af at jeg ikke rejser lige pt., synes jeg, det er fair nok. Vinden er også gået af sejlene. Det var ligesom om, at da beslutningen om at rejse hjem var taget, så stoppede min inspiration og motivation for rejsebloggen også. Jeg har et par historier fra Chiang Mai, der kommer til at forblive uskrevne. I må spørge til dem, når vi ses igen.

Selvom jeg lige skal lande og finde ud af min kommende hverdag, så er jeg rimelig sikker på, at jeg ikke er færdig med at rejse. Lige nu tror jeg, at allerede næste år byder på endnu en længere rejse, men det må tiden vise. Og til den tid kan det være, at jeg genopliver denne blog.

Tak, fordi du læste mine fortællinger. Jeg håber, at jeg har bragt noget interessant til din hverdag. Hold dig ikke tilbage fra at række ud, hvis du gerne vil vide noget om min rejse, både om det praktiske og om mine oplevelser.

“At rejse er at leve.”
H.C. Andersen

Op langs bjerget kan der spottes enkelte små bygninger. Når man når toppen, er der et buddhistisk tempel markeret med sine forgyldte tårne. Og ja, man kan selvfølgelig komme derop med bil og ben.

Allerede inden jeg ankom til Chiang Mai, havde jeg ad to omgange fået fortalt, at templerne Wat Pha Lat og Wat Phra That Doi Suthep skulle man sikre sig, at man besøgte. Wat Pha Lat er halvvejs oppe ad bjerget, og Wat Phra That er på toppen. Faktisk blev jeg fortalt, at Wat Pha Lat skulle prioriteres, da færre turister besøger det.

Den magiske vandresti

Min tur starter midt på dagen. Planen er at nå til Wat Pha Lat til fods og så se an, om jeg vil gå resten af vejen. Jeg har allerede tjekket, at der går transport fra begge templer og derimellem, så jeg er ikke bekymret for hjemturen.

Fra Nimman, hvor mit hotel ligger, og over til foden af bjerget er der 3 km. Specifikt vil jeg gå “Monks trail” op til Wat Pha Lat, en vandresti brugt i hundredvis af år. Ingen motorkøretøjer og fint markeret.

Jeg når starten af sporet lidt over middag. Sporet starter ved en stor port. Der er 5 hunde, der ligger i skyggen af porten og sover middagslur. Det er en varm dag, og jeg er allerede småforpustet og let svedig fra at gå langs vejene op til starten.

Fra træerne langs sporet hænger der broderede munkeklæder, der hjælper med at markere stien. Stien er veltrådt og ikke overvældende stejl. Man går op konstant, men flere steder flader stien ud, så man får et lille hvil.

Sporet følger bjergsiden og varierer konstant. I starten er der et stykke, hvor sporet går langs en forhøjning, og en skrænt kan ses igennem buskadset. Sommerfugle gemmer sig midt på sporet, hvor de spiser fra faldne små frugter. Når man træder hen til dem, flyver de op om ørene på en.

Senere bliver frugttræerne skiftet ud med bambus, som har lagt sig i buer hen over stien og er blevet til et lille naturligt tag. På klippesiden dukker der et lille naturligt vandløb op fra siden af bjerget og forsvinder igen ned ad en passage væk fra sporet.

Tilsammen får jeg en vandretur, der føles som noget fra et eventyr. Det slår mig, at en lignende oplevelse, men mere kunstig, er fra Disneyland. Sporet her i Thailand virker som oprindelsen til nogle af de scener fra magiske skove, som jeg er blevet vist som barn.

I midten af bambusskoven er der pludselig en bro. Efter den bro er der en pavillon på en klippeside og en gangsti og en flod til et tempel. Jeg er ankommet til Wat Pha Lat.

Det stille og fredfyldte tempel byder velkommen med små tempelbygninger halvt dækket med mos, mat maling og en manglende næse eller anden imperfektion. Det er gammelt og brugt uden at være faldefærdigt. Et fint lille sted til at holde pause, sunde mig og nyde udsigten.

En stejl lerklippe

Allerede da jeg startede dagens tur, havde jeg i hovedet, at jeg skulle op til toppen. Spørgsmålet var ikke, om jeg gad, men om jeg kunne. Turen til Wat Pha Lat havde været forholdsvis nem. God sti, en jævn, men ikke voldsom stigning, og et virkelig smukt spor, der distraherede fra den fysiske aktivitet.

Fra Wat Pha Lat går turen ind i junglen igen. Jeg arbejder mig op ad nogle høje trin med et brusende vandløb gemt i buskadset ved siden af. Allerede her har sporet ændret karakter. Orange-brunt ler med formede trin fra gentagen betrædning. En snæver serie af trin op igennem krat på en stejlere og stejlere hikingpassage. Trinene bliver knæhøje, og et par steder bruger jeg stammer og rødder som gelænder.

En lille klatretur senere, og så står jeg på en større tresporet vej. Jeg kommer op igennem et hul i rabatten. Et af de der huller, som man mistænker for at være en gammel ulykke. Men her er altså en sti, og som jeg når toppen, kommer et ungt thaipar ned ad klippesiden i deres klipklapper.

Jeg vil ikke sige, at jeg fandt det ubehageligt at komme op til vejen, men jeg ville være meget ked af at skulle ned ad samme sti igen.

Men min rute er først lige startet. Jeg krydser vejen og går hen imod en lille åbning i junglen. Den eneste ledetråd, jeg har, er et skilt, der siger Doi Suthep og en pil op. Jeg fortsætter. Benene er stadig gode, og jeg har nu en vej som et punkt at vende tilbage til, fra hvor jeg kan blive hentet.

Det første segment er hårdt. Jeg klatrer op ad lersider igen. Ikke så stejlt som før, men stadig hårdt. Jeg er på det her tidspunkt fuldt bevidst om, at min t-shirt og shorts ikke længere er fugtige, de er våde. Sveden løber ned ad mig, og jeg har tømt 1 ud af mine to vandflasker.

Efter den indledende klatretur bliver stigningen mildere. Det er stadig stejlt, men ikke trappetrinsstejlt. Jeg når at gå rimelig længe i et fint tempo. Til sidst kan jeg regne ud, ca. fra distancen gået, at jeg er ved at være ved enden af sporet.

Enden af sporet skulle vise sig at være en god lang klatretur, der endte igen med krat. Men denne gang var der ikke trækroner hen over hovedet. Jeg kunne fornemme, at det var det sidste skub, til trods for de høje buske, som blokerede mit udsyn.

Jeg befinder mig på en lille holdeplads ved siden af vejen. Den lille familie, der lige er holdt ind for at tage billeder af udsigten, ser forbløffet på mig. Jeg må se frisk nok ud, for de smiler af mig og fortsætter med deres pause. Jeg er ikke frisk. Jeg er træt. Benene har det egentlig fint, men det sidste stykke har gjort mig helt forpustet og badet i sved.

Templet på toppen

Der er lidt vej endnu, men herfra er det en asfalteret vej. Jeg skal rundt om to sving, før jeg er fremme. Den første bod, jeg ser, går jeg hen til og vil købe vand. Den ældre thailænder kigger på mig og fisker en iskold flaske vand op fra bunden af kølerboksen. Jeg tager en stor slurk og tømmer resten over hovedet og nakken. Forfriskende.

Tempelindgangen er nu foran mig. Ude foran er der et virvar af taxier, kiosker, souvenirs. Mit blik falder på en pose udskåret ananas, og aldrig i mit liv har jeg været så sikker på, at jeg skulle købe noget.

Efter to poser med ananas og endnu en vand, er jeg klar til at se templet. Jeg vandrer op ad trapperne til endnu et sæt af boder med endnu flere souvenirs. Det næste sæt af trapper leder hele vejen op til templet. To store grønne drager danner gelænder og følger mig hele vejen.

På toppen ankommer jeg endelig til templet. De store, prægtige porte leder ind til et stort tempelkompleks med mange farver, men primært guld. En stor gylden pagode står i midten af en stor plads. Indgange til bederum med Buddha-statuer kan findes i alle kardinalretninger. Langs siderne og i hjørnerne er der glasmontre med forgyldte buddhaer i menneskestørrelse.

Jeg spadserer igennem templet ud til bagsiden. Min præmie venter på mig, og jeg er lidt bekymret, da det er overskyet. Men terrassen med udsigten skuffer ikke. Et bredt panoramabillede ud over Chiang Mai fra mange hundrede meters højde. Fra templet, som jeg havde kigget op på om morgenen, står jeg nu og kigger ned over den store by. Med lidt hjælp fra zoomlinsen på min telefon får jeg fundet mit hotel i distancen. Skyerne ligger som et loft over udsigten i mørke og grå farver. Der går heller ikke længe, før det begynder at regne.

Hjem og i seng

Det regner ikke længe, men nok til at alt bliver godt vådt, og vandpytter dannes. Taxiholdepladsen er fyldt med røde, ombyggede pickuptrucks, hvor vognladet har fået to bænke og et tag på. Prisen viser sig også at være billigere end Grab.

Jeg venter lidt på, at flere kommer og skal med. Da to portugisiske fyrer ankom, bliver vi vinket ind i en vogn og kørt ned ad bjerget.

Bagsædet er nu helt mit eget. Turen er overraskende lang. Vejen, som bilerne tager, er åbenbart mange kilometer længere end hvis man bestiger klippesiden. Med musik i ørene og kun mit eget selskab, begynder jeg at synge med på min playliste. En egenskab ved, at jeg bliver træt, er, at jeg først nynner, så synger og så skråler i takt med, hvor træt jeg er. Vi er i stadiet imellem at synge og skråle på den tur.

Da jeg ankommer til hotellet, er planen tydelig for mig. Smid tøjet i en pose, tag et bad og find den nærmeste vaskemaskine. Efter 600 højdemeter og 16,5 kilometer har jeg brug for et måltid mad og så tidligt i seng. Jeg når knap nok at overveje dagen, jeg har haft. Der er ikke meget mere at give af.

Chiang Mais bymidte er stor nok til, at man ikke bare lige går på tværs af den, men omvendt er den ikke for stor til en godt forberedt ekspedition. Med vand i rygsækken har jeg gentagne gange vadet over voldgraven og ind til den tætbebyggede gamle by. Jeg foretrækker de små stræder. De er typisk mere fredelige, og oplevelsen af at dreje rundt om hjørnet for at blive mødt med et spektakel af et buddhistisk tempel har sin charme.

For den madglade rejsende har Chiang Mai et solidt udvalg. Selvom jeg er her i 3 uger, så kommer jeg ikke til at spise mig hele vejen rundt om byen. Men nu kan jeg også godt lide at dobbelttjekke, om den Khao Soi fra gutten med hjørnerestauranten virkelig var så god, eller om det bare var held.

Den gamle bydel af Chiang Mai holder mig underholdt i flere dage. Templerne, maden og markederne gør det til en forholdsvis kompakt og varieret oplevelse. Perfekt for gåben.

Mindet om Thailands markeder

Mine forældre tog mig og min lillebror til Thailand flere gange som børn. Det er mange år siden, og jeg var meget lille, specielt på den første rejse. Ikke desto mindre har jeg tågede minder fra steder som Phuket, Koh Chang og Koh Kood.

Jeg har stadig gamle souvenirs liggende derhjemme i flyttekasserne fra netop disse ferier. Nytårspynt, gamle klipklapper, et maleri. Selve det at gå rundt og souvenirshoppe står som et stærkt minde for mig. De mange t-shirts med skøre slogans, for eksempel hvor Puma er skiftet ud med Coma, og panteren har fået bandage på.

Jeg husker disse boder som værende overalt, med konstante tilbud og ting, der nærmest blev stukket i hånden på én i håbet om, at det blev købt. En del af den oplevelse var selvfølgelig at være et barn, der måske havde nemmere ved at overtale forældrene til at bruge penge end den smilende thailænder.

Jeg adskiller Chiang Mais markeder i to kategorier: pop-up og bazarerne. Pop-up markederne kan snige sig op på dig. En vej, du gik ned ad den ene dag, er pludselig fyldt med boder og proppet med mennesker. Typisk er forskellige gader eller et tempel på weekenddagene blevet fyldt med boder. Bunker og stativer med tøj, fra mønstrede t-shirts og bukser til små kjoler og tørklæder. Men interessant nok ikke de tryk-t-shirts, som jeg kan huske.

Smykker og nipssouvenirs kan man altid finde, men på pop-up markederne er det ofte en bod, der overrasker med noget unikt og typisk lokalt, som jeg ikke i forvejen har set hundredvis af gange allerede på tværs af Sydøstasien.

Håndværk og kunst er stort i Chiang Mai. Det kan ses i butikkerne og på markederne. Der er mange små, specielle boder og butikker med deres egne ting. Unikke t-shirt-tryk, malerier, poser med tegnede portrætter, håndskårne træfigurer, mikrobroderede figurer og meget mere.

Det er lidt svært at adskille følelsen fra virkeligheden, men interessant nok har det været i Vietnam og Bali, at minderne om souvenirshopping har matchet bedst. Masseproduceret legetøj og tøj. Mystisk lavprissatte Rolex-ure og smartphones.

Chiang Mai har også den slags marked. Det store kaldes natbazaren, og der kan man få sine skæve tryk-t-shirts og sketchy kopivarer. Her minder Thailand lidt om mine gamle minder igen.

Imellem de to typer markeder støder jeg på flest thaier på pop-up markederne. De virker til at være lige så meget kunder her, som turisterne er. Selvfølgelig, hvis jeg havde set på de samme dumme tryk-t-shirts i 20-30 år, så ville jeg nok også prioritere det sted, hvor folk rent faktisk havde noget nyt at vise.

Nimman-kvarteret

Nimman-kvarteret ligger en halv kilometer vest for den gamle by. Det er en meget moderne bydel. Væk med de rå boder og ind med de polerede butiksfacader, der lover moderne, høj kvalitet og dyre produkter. Flere bygninger er nye eller nyligt renoveret. Arkitekturen er varieret og modstridende. Hver bygning og butik er konstrueret som en salgstragt med blikfang, pitch og et produkt som en indbygget del af arkitekturen.

Jeg har set det før. Fra Vietnam til Bali og igen i Kuala Lumpur. De nyere og rigere dele af landene bliver opkøbt eller præget af moderne markedsføringsfilosofi og -principper. Det skaber en speciel kontrast mellem den gamle bydel og Nimman-kvarteret i, hvor meget butikkerne fylder i bybilledet.

Nimman er dyrere, men samtidig mere varieret og nemmere at leve i, hvis du har pengene. Det er nemlig også dobbelt eller tredobbelt prisen af, hvad ting koster i den gamle bydel. Jeg kan gå en kilometer og opleve, at min aftensmad nu koster det halve.

Det gode pejlemærke for, hvor dyrt et kvarter er, er priserne i forhold til 7-Eleven. Hvis du kan gå ind i 7-Eleven og købe en sodavand for en femtedel af den pris, de tager på dit spisested, så er du i den dyre del af byen.

Livet i Chiang Mai

Caféerne i Chiang Mai er rimelig gode. Jeg bruger stadig en stor del af mine dage på at hoppe fra café til café. Det holder mig lidt i bevægelse ved at give mig noget at gå efter, og så får jeg set noget af byen, som så mange bare drøner forbi.

Mit AI-projekt spiser en stor del af min koncentration og tid. Selvom den første del er færdig og kører, bliver jeg ved med at komme på nye idéer og tiltag. Caféerne hjælper både med fremdriften og holder mig fra at sidde fastlåst ved computeren. Min evne til at hyperfokusere på et projekt er både godt og skidt. Jeg kan virkelig få rykket på nogle ting, men samtidig kan jeg også miste en masse gode rutiner og sunde aktiviteter, når jeg bliver opslugt af projektet.

Det er lykkedes mig at komme ud og løbe et par gange for første gang i en måned. Det er lidt mere omstændigt, mens jeg rejser, i forhold til derhjemme. Midt på dagen og om aftenen er det for varmt, så løb er en morgenaktivitet. Jeg har kun 3 sæt tøj, jeg roterer, så jeg skal enten løbe i beskidt tøj eller have planlagt at vaske lige bagefter. Men når jeg kommer afsted, er det typisk en fantastisk måde at komme ud i nogle afkroge af byen, som jeg ikke har været i endnu.

Selvom det er monsunsæson, har jeg ikke haft de store udfordringer med regn. Der kommer nogle hidsige byger en gang imellem, men så har jeg en god undskyldning for at dykke ind i en butik, jeg ellers normalt ikke ville bruge tid på.

Selvom min første halvanden uge i Chiang Mai ikke har været kedelig, har jeg primært været i byen. Der er både bjerget Doi Suthep, der hviler i udkanten af byen, og den fjerne tempelby Chiang Rai, som jeg også vil besøge, inden jeg skal hjem. Vi må se, om jeg kan få mig selv løsrevet længe nok fra mit projekt til at komme lidt ud af byen.

Da jeg havde taget den beslutning, blev det også klart for mig, at det var praktisk og måske endda fordelagtigt at tage hjem til Danmark efter Kreta. Jeg har været ude at rejse siden 21. februar. De 7 måneder har både været en kæmpeoplevelse og drænet min pengepung. Ikke fordi det har været dyrt. Min rejse i Sydøstasien har været langt billigere end at bo hjemme i Danmark. Men jeg har ikke tjent penge i et halvt år.

Selvom jeg har besluttet mig for at tage hjem lidt tidligere, så er min rejselyst stadig stærkt til stede. Jeg har fortsat mange destinationer i hovedet, og denne måde at rejse på, langsomt, med fokus på tilstedeværelse frem for sightseeing, har været et godt format for mig. Samtidig så tror jeg aldrig, det bliver svært for mig at vælge at rejse ud igen. Der er blevet fjernet en masse barrierer.

En tur med nattog

Jeg forlader Koh Tao en dag efter min dykkercertificering. Beslutningen om at afslutte min rejse i oktober ændrede ikke meget på den næste måneds planer. Efter Koh Tao skal jeg til Chiang Mai. Rejsen foran mig er lang. Jeg skal med færge til Chumphon, med nattog til Bangkok, tilbringe en dag i Bangkok og med nattog til Chiang Mai. Jeg springer mere eller mindre over Bangkok. Det føles som en by, man altid nemt kan komme til, og desuden har jeg fået så mange anbefalinger om Chiang Mai, at det kribler i mig for at komme dertil.

På dagen siger jeg farvel til resortet på Koh Tao og tager afsted fra havnen. Stefan, som jeg dykkede med den ene dag, møder jeg i receptionen, og vi får lige sagt god rejse til hinanden. Axel er på dyk, men jeg fik sagt farvel dagen forinden.

Jeg ender i Chumphon lidt over middag. Jeg har 9 timer, der skal bruges her, inden jeg skal med nattoget til Bangkok. Jeg er fortsat rimelig opslugt af mit AI-projekt, der er tæt på at nå en større milepæl, så i stedet for at undersøge byen finder jeg en lille café og slår lejr. Med en kat på mit skød fortsætter jeg ned i mit kaninhul af et projekt indtil aftentid.

Det er første gang, jeg skal rejse med nattog. Da jeg besluttede mig for at tage to nattog over to nætter, var det med en vis grad af bekymring for at ende med ingen nattesøvn. Natbusserne i Vietnam var utroligt hårde ved mig. Kørsel, dytten og varme, fastformede sæder sørgede for stort set ingen søvn til mig.

Da jeg kommer ind i toget og ser en kabine med en fin størrelse seng, friske lagner og plads til min bagage, ånder jeg lettet op. Efter at have fundet mig til rette i min fine lille seng og konstateret, at ja, toget er begyndt at køre, falder jeg temmelig hurtigt i søvn og sover stort set hele vejen til Bangkok.

Bangkok-gennembrud

På meget samme måde som med Chumphon skal jeg sådan set bare bruge en dag i Bangkok, før jeg tager næste nattog. Bangkoks togstation er enorm og af en eller anden grund fuldstændig desorienterende for mig. Der er basalt set en meget lang række haller, der går langs med togperronen, men med tre forskellige togtyper, der rejser afsted fra hver sin ende og etage.

Da jeg ankommer med toget om morgenen, stiger jeg ud i den store hal og navigerer imod madboderne. Hvad jeg ikke ved, er, at madboderne er i den modsatte ende af denne mere eller mindre halvkilometerlange station. Efter endelig at have slæbt min 20 kg tunge rygsæk ned til madboderne og købt lidt morgenmad begynder jeg at google efter en passende café. Med et par metrostop kan jeg komme hen til et lille sted, der lige er åbnet, lukker et par timer inden mit tog går og tilbyder både mad, drikke og stille arbejdszone. Metroen er selvfølgelig tilbage, hvor jeg stod af toget.

Efter at have lært Bangkoks metrosystem at kende ankommer jeg til caféen. Med “lært at kende” mener jeg at kigge meget forvirret på en informationsmedhjælper, indtil de lader mig igennem handikapporten. Caféen ligger nede ad en lille sidegade, i hvad jeg bedst kan beskrive som et lille, fredeligt beboelseskvarter. Alle husene er højst to etager. De 2 meter høje mure rundt om husene og den øde vej står i skarp kontrast til den ekstremt travle vej, som jeg lige er drejet væk fra. Her finder jeg dagens café.

Caféen er lige åbnet. Jeg er dagens første kunde. På 1. etage finder jeg et hjørnebord med stikkontakt og en god stol. Wifi spiller. Drikkevarer er på tilbud, da caféen har fødselsdag. Det hele går op i en højere enhed, der får dagen til at flyve afsted.

Det hjælper også, at mit AI-projekt nærmer sig sin første version og det meget hurtigere end først antaget. Efter et par timer på caféen indser jeg, at hvis jeg sætter skruen i vandet nu, så kan jeg blive færdig, inden jeg forlader Bangkok. Eller færdig med første version i hvert fald. Og kort tid inden caféen lukker, trykker jeg på startknappen.

Jeg læner mig tilbage i mit sæde. Kulminationen på 3 ugers intenst arbejde. Og hvis alt virker, som det skal, så vil ingen rigtig bemærke noget. Den lille dumme robot, som jeg har sluppet løs på internettet, skal sådan set bare klare sig selv, tjene lidt penge til at betale sine egne regninger og forhåbentlig lære og blive klogere.

Nattoget uden senge

Det er blevet tid til at rejse til Chiang Mai, så jeg pakker min computer sammen og forlader caféen. Robotten sender mig mails løbende, så jeg ved, hvad den går og foretager sig. Jeg er jo stadig ansvarlig for den.

Tilbage til togstationen og igennem den lange hal. Mit nattog til Chiang Mai går klokken 20.00 og ankommer kl. 08.00. Jeg stiger om bord på toget. Da jeg kommer til nummer 24, mit nummer, så er der ikke en seng, men to sæder over for hinanden. Jeg kigger mig lidt omkring. Det er en lang vogn med en midtergang. Ingen senge i hele vognen. På toget til Bangkok havde jeg en kabine.

Jeg spørger kontrolløren, om jeg er i den rigtige vogn. Hun nikker. Ok, men hvor er sengen? Der er 12 timer til Chiang Mai. Jeg dobbelttjekker min billet. Har jeg booket forkert? Nej, billetten siger sovevogn. Jeg vender tilbage til kontrolløren, der kigger på mig forvirret. Jeg laver det universelle tegn for at sove med to hænder på den ene kind og hovedet på skrå. “Yes, 10 minute.”

Jeg vender tilbage til mit sæde og kigger mig rundt. Så åbenbart bliver de to sæder over for hinanden til en seng om 10 minutter. Jeg kan ærligt talt ikke gennemskue, hvordan. Du kan slå en støtte op imellem dem og lave sengen, men der skulle være to senge. Jeg håber på, at jeg ikke skal sove i ske med en fremmed.

Men 10 minutter senere starter kontrolløren fra en ende og begynder at rykke rundt med paneler. Fra loftet åbnes, hvad jeg troede var bagagerum, ligesom på et fly. I stedet er det en hel seng, der folder sig ud med madrasser, puder og lagner. Lynhurtigt bliver sæderne foldet sammen og to køjesenge konstrueret. Jeg kravler ind i min seng og finder mig til rette. Der er stadig over 11 timer til Chiang Mai, men i det mindste skal jeg ikke sidde op hele vejen.

Chiang Mai-ankomst

Jeg ankommer til Chiang Mai efter 2 dage i transit. Jeg har sovet godt på rejsen, hvilket gør en kæmpeforskel fra f.eks. et 12 timers fly. Det har jeg til gode, når jeg skal tilbage til Europa. Men for nu er det Chiang Mai. Jeg kommer fra stationen til mit hotel i Nimman. På vejen kører vi rundt om den gamle bydel i Chiang Mai, som nemt kan kendes på borgruinerne og voldgraven, som vi kører langs med. Min chauffør og jeg chatter, imens jeg får lidt råd om lokale markeder og seværdigheder.

Mit hotel ligger i Nimman-kvarteret. Jeg har booket et fint lille privatværelse med egen balkon. Rummet spiller bare, med en god, stor seng, eget badeværelse, håndklæder, vand og snacks. Der mangler ikke noget. Det bliver en god base.

Foran mig er der et par gode uger i Chiang Mai, hvor jeg både skal opleve et spændende område og også stille og roligt gøre klar til turen hjem. En ting er det praktiske i at komme tilbage til Danmark, men jeg skal også lige have hovedet med. Jeg starter dog med at binde snørebåndene. Der er en ny by, der skal ses.

Og på grund af mine valg i år står jeg pludselig et sted, hvor det at lære at dykke ikke bare er tilgængeligt og billigt, men er selve omdrejningspunktet for stedet. Så skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg forfulgte mine drømme.

Hydronauts

Da jeg sad i George Town i Malaysia og drak en øl med Andy, faldt snakken på, hvad vi gerne ville i Thailand. Jeg nævnte, at jeg havde tænkt på at lære at dykke. Med det samme kunne Andy fortælle, at han havde mødt flere dykkermestre og vistnok også nogen, der havde været mange år på Koh Tao.

Spol frem til Koh Pha Ngan, hvor jeg booker mit Open Water 20-dykkerkursus hos Hydronauts på anbefaling af Andys kontakt. Gennem en kort snak får vi koordineret kurset, der skal lære mig at dykke ned til 18 meters dybde, samt ophold og betaling af depositum. Den næste mail, jeg modtager, beder mig oprette en profil på DiveRaid.com, tilmelde mig et e-learningkursus og begynde at læse og tage de første fem af ti lektioner med tilhørende quizzer.

I al den tid, jeg har hørt om folk, der dykker, har jeg haft indtrykket, at det er en formalitet med nogen, der lige skal vise dig, hvordan en gastank fungerer, før du bliver smidt ned i dybet. Så jeg var ikke forberedt på at skulle studere fysik og biologi, før jeg kunne se en pool.

Kort fortalt handler undervisningen om at forstå, at dykning ligger tæt på en ekstremsport, og at du meget nemt kan skade miljøet, dig selv og din dykkermakker og i værste fald miste livet. Derfor skal man lære fysik for at forstå og kontrollere opdrift og biologi for at forstå tryk og påvirkning af kroppen. Der er mange andre vigtige emner, men overordnet set skal du undgå at drukne, undgå at skade havmiljøet ved at holde kontrollen og undgå at få skader, når du skal op igen.

Selvom undervisningen kom bag på mig, gjorde den mig også tryg i mit valg. Hydronauts var ikke det billigste sted. At blive mødt med tydeligt gennemarbejdet undervisningsmateriale og vigtige oplysninger helt fra starten gjorde et godt første indtryk.

Opstart

Mit forløb er tre dage plus en introduktionsdag. På introduktionsdagen møder jeg min instruktør, Axel. Han er en jævnaldrende tysk mand med over tusind dyk i logbogen. Vi klikker rimelig godt fra starten, hvilket er heldigt, for de næste tre dage er jeg mere eller mindre konstant i selskab med ham.

På introduktionsmødet gennemgår vi overordnet, hvad vi skal nå på den korte tid. Jeg skal til eksamen i dykkerteori på dag to, og inden da skal jeg en tur i poolen med udstyr på. Efter eksamen er der fire planlagte dyk på åbent hav. To på 12 meters dybde og to på 18 meters dybde.

Kort om undervisningen: det er helt tilbage på skolebænken med lektioner, lektier, quizzer og en eksamen. Vi sidder i et lille klasselokale med et whiteboard. Heldigvis er det kun en halv dag, før jeg skal prøve at dykke første gang. I en pool.

Det er interessant at tænke tilbage på den første gang, vi stod ved poolen og gennemgik gastank, regulatorer, opdriftsvest, vægte og så videre. Det var meget overvældende, abstrakt og samtidig rimelig bekymrende. Vi står og kigger på et stykke udstyr, som skal holde mig i live under vandet, og så forventes det, at jeg selv kan håndtere det?

Da jeg bliver bedt om at inspicere o-ringen, som skal forhindre, at der siver luft ud, må jeg nok erkende, at jeg ikke aner, hvad jeg skal kigge efter. Det er en sort ring. Den sidder på sin plads. Og åbenbart mener Axel, at den snart skal skiftes. Da jeg spørger, hvad han mener, peger han på ydersiden af o-ringen, hvor der er en lille smule krakelering. Ikke nok til, at jeg ser det selv, før han tager ringen ud og holder den op foran mine øjne. Han sætter den tilbage i tanken og fortæller, at den nok skal holde til træning i poolen. Okay Axel, hvis du siger det.

Pooltræning

Jeg får svømmet rundt i poolen i fuldt udstyr. Jeg har våddragt, maske, sko, svømmefødder, opdriftsvest (BCD), gastank, regulatorer og vægte på. Omkring 20 kg ekstra på kroppen. Det betyder heldigvis ikke så meget i vandet, og BCD’en hjælper mig med at flyde ved at fungere som en redningsvest, man kan fylde og tømme for luft.

Jeg får lært at trække vejret igennem en regulator, hvilket stort set er samme teknik som med en snorkel. BCD’en bliver fyldt og tømt for luft, og jeg får svømmet lidt rundt på bunden af poolen.

Den første og største ting, jeg skal lære, er bevægelse og opdrift. Du vil gerne holde din dybde under vandet, og det handler ikke bare om at få luft i din BCD. Din vejrtrækning er nøglen. En dyb indånding sender dig op. En dyb udånding sender dig ned. Så for at holde dig tæt på bunden uden at røre den, skal du trække vejret afslappet og kontrolleret. Meditativt. Hvilket bliver kompliceret, når Axel griber fat i min arm og giver mig tegnet på, at han ikke kan trække vejret.

Den anden vigtige del af pooltræningen er kommunikation og procedureøvelser. Hvad gør man, hvis ens dykkermakker mangler luft? Hvordan signalerer man, at man er træt? Hvad gør man, hvis man ikke kan finde sin makker? Jeg bliver kørt godt igennem de forskellige øvelser. Nok til, at jeg efter første dag er fuldstændig færdig og går nærmest direkte fra undervisning til aftensmad og i seng.

Første dyk

Dag to er eksamen og første dyk i åbent vand. Eksamen er 40 multiple choice-spørgsmål. Jeg har én enkelt fejl i spørgsmålet om, hvor mange gange større modstanden er i vand end i luft. Axel er godt tilfreds, og vi begynder at forberede os på at skulle dykke. En masse tasker med dykkerudstyr bliver slæbt ned i en lille motorbåd, som bringer os ud til skibet.

Det er et lille skib, som nok var bygget til fiskeri, men nu har dækket fyldt op med gastanke. En stige går op til det øverste dæk, hvor vi opholder os det meste af sejladsen.

I dag skal jeg dykke med Axel og en ældre mand ved navn Stefan. Axel er vores instruktør. Stefan er min makker, og det er ham, jeg kommer til at træne øvelser med.

Der er faktisk ikke så meget at sige om de første par dyk. Stedet, vi dykker, er forholdsvis lavt med en dybde mellem otte og tolv meter. Det er en sandbund med en lille smule koraller. Området er åbenbart et sted, hvor man forsøger at dyrke nye koraller. Der er nogle fisk, men ikke det vilde. Overordnet set var det lidt som at snorkle inde ved kysten.

Men de lidt kedelige omgivelser var pointen, for Stefan og jeg skulle stadig lære at holde vores opdrift neutral. Det er bedre at ramle ned i en sandbund end i et koralrev.

Vi får trænet nogle af teknikkerne. Nogle ting bedre end andre. Jeg har svært ved at vænne mig af med min tendens til at holde vejret, når regulatoren er ude af munden. Stefan har skullet vænne sig af med en række af sine gamle vaner. Man dykkede åbenbart meget anderledes for tredive år siden.

Vi slutter de to første dyk af og gennemgår planen for i morgen samt hvad vi skal øve os på hver især. For at være ærlig var dag to nok den værste dag. En halv dag med undervisning, en masse træning og et første havdyk, der ikke var specielt interessant. Da jeg gik træt i seng, var jeg en smule skuffet.

Skibsvrag og koralskove

Dag tre starter tidligt, da båden allerede sejler klokken 6.15. Vi skal ud, nærmest mens solen står op. Stefan kunne ikke komme, da han havde problemer med ørene, så det er Axel og mig alene på de sidste to dyk.

Vores destination er et skibsvrag, der ligger på omkring 40 meters dybde. Vi står på det øverste dæk, og jeg får en briefing. Axel håber, at vi kan se vraget fra 18 meters dybde, da vi ikke må dykke dybere.

Derudover er listen over teknikker, vi skal træne, ganske lille og handler primært om reaktionstræning. Axel kommer spontant til at give mig signaler, der kræver, at jeg reagerer. Mangel på luft, ubehag, beskadiget udstyr. Tricket er at kommunikere under vand med håndsignaler.

Vi ankommer til det første stop. De første dykkere hopper i og melder tilbage, at vandet er krystalklart. Skibsvraget kan ses fra overfladen. Axel og jeg kommer i kort efter.

Der er dybt og klart. Selvom jeg ikke kan se bunden, kan jeg se langt ned i en mørk kløft. I de dybeste afkroge er klippesiderne kun synlige i kolde, mørke farver. Det føles som at svæve mange meter over et mørklagt landskab.

Og i midten af landskabet ligger der et stort skibsvrag. Dækket er groet til med alger, koraller og anden bevoksning, og små skoler af fisk svømmer rundt om vraget og ind og ud af åbningerne.

Vi begynder at dykke ned. På 18 meters dybde er vi stadig ikke helt nede ved skibets dæk. Men mange detaljer bliver meget skarpere. De mange forskellige fisk, der svømmer rundt. Vandmanden, der gemmer sig ved forstavnen. Og bunden, der lige akkurat kan ses som et mørkt lag under skibet.
Vi svømmer hen over skibet. Der er en stor klippe, som rejser sig fra havbunden, og som skibet læner sig op ad. Klippen er dækket af koraller. Efterhånden som vi kommer tættere på, kan jeg se alt det små liv, der bosætter sig i og omkring dem.

Axel giver mig et par øvelser, og vi vender tilbage til skibet efter 45 minutter i vandet. Jeg er henrykt. Selvom vi ikke kunne dykke helt ned til skibet, har jeg fået lige præcis den oplevelse, jeg havde drømt om. Og vi har stadig et dyk mere.

Vores andet og mit sidste dyk på turen er ved en koralskov. Tjeklisten med øvelser er komplet, så vi skal bare hyggedykke.

Vi er ikke på så dybt vand som ved skibsvraget, men bunden ligger stadig tyve meter nede. Til gengæld er den livlig og varieret. Det er et roligt dyk, hvor vi mere eller mindre fokuserer på at svømme stille og kontrolleret tæt på korallerne, mens vi korrigerer for en let strømning.

Vi spotter tre rokker, ser en masse små fisk blandt korallerne og anemonerne, og jeg får prøvet, om jeg kan lære en teknik til at svømme baglæns. Det går ikke så godt, så der er mere at lære senere.

40 minutter senere er vi ved overfladen igen. På båden bliver jeg sat til at registrere mine dyk og afslutte kurset. Jeg har nu en Open Water 20-certificering med fire dyk i logbogen.

Certificeret dykker

På vej tilbage med båden bliver jeg præsenteret som nycertificeret dykker til klapsalver fra de øvrige om bord. Tilbage ved dykkershoppen får jeg også lige taget et par billeder med et certificeringsbanner. Axel giver mig et skulderklap og fortæller, at han er tryg ved at lade mig tage ud og fortsætte med at dykke.

Hvilket jo rejser spørgsmålet: hvad så herfra? Jeg kan naturligvis certificere mig yderligere. Som fritidsdykker er 30- og 40-meterskurserne oplagte, med al mulig ekstra undervisning i nattedykning, grottedykning, dyk med specielle gasser og dyk med andet udstyr, som ændrer, hvor længe og hvor dybt man kan komme ned. Dykning er en vild verden, som man kan bruge både liv og formuer på.

Jeg ved ikke lige nu, hvor stor en del af min fremtid der indeholder dykning. Ud over at være dyrt er det også omfattende og potentielt skadeligt. Dykning er ikke ufarligt. Faktisk er det temmelig farligt. Selv på 18 meters dybde kan man nå at komme alvorligt til skade, med dykkersyge som den primære bekymring. Den menneskelige krop er ikke bygget til at have 20, 30 eller 40 meter vand til at trykke ned på sig og på de gasser, den indeholder.

Helbredet til side er det også en omfattende hobby. Man tager ikke lige ud og dykker, sådan som man tager løbesko på og løber en tur. Dykning kræver forberedelse, træning, vedligehold og oprydning. Det er hurtigt et flerdagsprojekt, som man samtidig skal forsøge at time efter vejr og vandforhold. Der er meget arbejde i at komme på et dyk.

Men når det hele klikker, og du ligger midt i det kæmpestore hav med magiske udsigter og fantastisk fremmed liv foran dig, så er det svært at afskrive arbejdet som spildt. Så jeg er nok ikke færdig med at dykke, og jeg har faktisk en plan om at kigge på, hvad danske dykkerklubber kan tilbyde. Jeg ved, at vi har en masse, så når jeg kommer hjem, er det en af de ting, jeg vil undersøge. Endnu en dyr hobby til listen. Måske.

Midt på ugen var det dog tid til at komme videre. Ikke fordi jeg ikke kunne være blevet på Koh Pha Ngan. Jeg kunne sagtens have set mig selv blive et par uger mere i den samme rille, og mit AI-projekt kunne godt have brugt et par ekstra ugers fokus. Men jeg besluttede mig for at rejse. Dels fordi jeg glædede mig til Koh Tao. Dels fordi jeg efter lidt over to uger i en meget ensformig hverdag havde brug for at komme afsted. Dels fordi de næste par måneder skal hænge sammen med Bali og Filippinerne senere.

Videre var til Koh Tao. Koh Tao havde for længst fået stemplet som dykkerøen, hvilket også var grunden til besøget. En ven af en ven, der havde været dykkermester på Koh Tao, havde foreslået selskabet Hydronauts, som jeg valgte at gå med. Mit ophold kommer til at handle om Open Water 20-certificeringen, som giver mig lov til at dykke ned til tyve meters dybde.

Da jeg tilmeldte mig, tænkte jeg naivt, at så var jeg klar, men jeg fandt hurtigt ud af, at kurset kom med lektier. Ti lektioner med tilhørende PDF og quiz. Fem af dem skulle jeg læse og være klar på inden første lektion. Det kom til at fylde mine sidste par dage på Koh Pha Ngan. Og ja, så måtte jeg sætte mit lille AI-projekt lidt på pause.

Til Koh Tao

Jeg fik sagt farvel til receptionisten, ejeren af morgenmadsrestauranten og personalet på arbejdscaféen. I et par uger var jeg blevet en del af deres daglige rytme lige så meget, som de var blevet en del af min.

Færgen til Koh Tao var meget simpel. Billetten kunne købes ved havnen, og afgangene lå fast i løbet af dagen. Halvanden til to timer på vandet. Jeg stod bare på det udendørs dæk i skyggen og nød brisen, mens jeg drømte om eventyr på det åbne hav.

Det første, jeg gjorde, da jeg ankom til Koh Tao, var at finde en læge. Dykkerkurset krævede en lægeerklæring på, at jeg kunne dykke uden problemer. Jeg havde oplyst, at jeg får migræne med jævne mellemrum, og det betød altså et lægebesøg til hundrede kroner, før de ville tage mig med ned under vandet.

Konkret skulle mine trommehinder tjekkes. For at kunne dykke skal du kunne regulere trykket i dine luftveje, og det kræver, at trommehinderne er intakte.

Jeg sætter mig ind hos lægen, en jævnaldrende kvinde, som begynder undersøgelsen. Hun kigger ind i mit ene øre og beder mig trykudligne. Pust blidt ud, mens du holder dig for næsen. Tjek, ingen problemer. I det næste øre kan hun ikke rigtig se trommehinden, fordi der er for meget ørevoks. Det skal lige renses. Rensningen kræver en briks, en særlig væske og at man venter på, at voksen bliver løsnet ordentligt op.

Mens jeg lægger mig om på siden på briksen, kommer en af assistenterne hen og viser mig en regning på 3.000 baht, svarende til 520 kroner. Og hvad gør man, når man ligger på siden hos lægen og får at vide, at de altså skal kunne se ind i øret, hvis man vil dykke? Jeg når lige at tænke “så stik mig en vatpind og giv mig to minutter”, inden det lyder fra min mund: “Sure, I’ll pay.”

De hælder det dyre rensemiddel i øret på mig og lader mig vente i tyve minutter, før de kommer over til mig igen. Lægen og assistenten renser mit øre ved at spule lidt vand derind, skrabe forsigtigt og spule lidt mere. Det gør de i fire-fem minutter. Netop som jeg tænker, at de er færdige, mærker jeg en vatpind komme ind og køre en tur rundt i øret, før de fortæller mig, at trommehinden kan ses og er intakt.

Jeg forlader klinikken med min lægeerklæring og en lille bitter smag i munden. Skulle bare have bedt om vatpinden.

Dykkerøen

Koh Tao er fyldt med dykkere. Hver anden butik sælger dykkerture, dykkergrej eller dykkerkurser. Den anden halvdel bruger temaet til at sælge mad, drikke og souvenirs.

Jeg går fra hovedbyen og ned til sydkysten, hvor resortet ligger. Der er to kilometer. Koh Tao er en lille ø. Langs vejen fortsætter dykkertemaet. På Koh Pha Ngan var der reklameskilte for fester. Det er der også på Koh Tao, men i meget mindre omfang, og som jeg kommer til at lære i dykkerundervisningen, er blandingen af alkohol og dykning heller ikke særligt fedt.

Jeg ankommer til selve dykkerresortet. Jeg har booket overnatning det samme sted, hvor jeg skal tage certificeringen. Ikke det billigste valg, men her handlede det om at holde det simpelt, så jeg kunne fokusere på at dykke.

Resortet ligger helt ud til vandet. Der er en pool, en restaurant og en masse dykkerfaciliteter. Ikke overraskende. Jeg bruger min sidste dag inden kursusstart på at læse op og kigge på nogle af de andre, der træner i poolen.

Jeg havde en lille idé om, at jeg kunne nå at udforske Koh Tao ved siden af dykkerkurset. I stedet fyldte kurset tre fulde dage og lidt til, fra morgen til aften. Så frem for at jappe igennem det her, laver jeg en selvstændig historie om dykkerkurset, som jeg arbejder på at få ud i løbet af de næste par dage.

I denne uge har jeg ikke rejst rundt. Jeg har ikke udforsket. Jeg har heller ikke været ude og opleve. I denne uge har jeg begravet mig selv i et projekt på min computer og sat en rimelig struktureret rutine op omkring projektet.

Min dag starter i et lille privat rum i en bungalow på Koh Pha Ngan. Jeg har en god blød seng, rene håndklæder, mit eget badeværelse, et køleskab, et lille skrivebord, en hængekøje og generelt fred og ro. Jeg har booket bungalowen i 14 dage og kommer til at være der indtil den 30. august. Min morgen består af lidt morgenstræk, et par armbøjninger, et par squats og så ellers afsted. Jeg pakker min computer og forlader bungalowen.

På vej ind imod Thong Sala finder jeg et sted og spiser morgenmad. Der er flere gode caféer, men jeg har fundet en morgenmadscafé drevet af en portugisisk mand. Han bager sit eget brød, som smager fantastisk, og så tager han ikke meget for sin morgenmad. Hans katte kommer og siger godmorgen. De er utroligt glade for gæsterne, og hvis du giver dem opmærksomhed, skal du have hjælp til at få dem fjernet, når du på et tidspunkt gerne vil videre.

Jeg ankommer til min arbejdscafé. Personalet kender min ordre. En stor kop americano. Med min kop sætter jeg mig op til et skrivebord. Det er et IKEA-skrivebord med en IKEA-kontorstol, men det er stadig af langt højere ergonomisk kvalitet, end man finder på de fleste arbejdscaféer. Der sidder jeg så, indtil de lukker om eftermiddagen. Nogle dage går jeg lidt før, andre dage holder jeg helt til de lukker.

Derefter går jeg tilbage til bungalowen. Her sætter jeg noget underholdning på og arbejder lidt videre indtil aftensmadstid. Til aftensmad tager jeg ud og spiser på en af restauranterne i området. Bungalowhotellet har egentlig sin egen restaurant. Det kan gå, hvis jeg er træt eller virkelig bare vil tilbage til computeren, men ellers så går jeg ud og finder en restaurant, jeg ikke har spist på endnu.

Efter aftensmaden går jeg tilbage til bungalowen, hvor planen er bare at slappe lidt af og se videoer. Som regel ender det med, at jeg arbejder lidt videre, imens jeg ser mine videoer.

Omkring 00.00 beslutter jeg mig for, at jeg nok hellere må gå i seng. Bad, tænder, toilet og så i køjen. Det har været mine dage den sidste halvanden uge.

Ugens projekt

Så sidder der jo nok nogen og spørger: “Hvad pokker arbejder du dog på?” Det føles lidt pinligt at skrive om, fordi det er både utroligt nørdet, utroligt mærkeligt og en smule kontroversielt.

Jeg er i gang med at lave et selvforsynende AI-setup. Det koster penge at bruge de gode AI-modeller, men hvad hvis vi kunne få dem til at betale for sig selv? Det skal kunne skabe sin egen indkomst med lille til ingen involvering fra min side. Det skal kunne bedømme, hvad ting koster, og håndtere at betale for både sin model, sin infrastruktur, sine udgifter og sin øvrige vedligeholdelse.

Jeg har taget, hvad jeg ved om softwareudvikling, produktudvikling, organisationer og forretninger, og kogt det ned til et sæt regler, som tillader, at AI’er kan planlægge, designe, udføre og vedligeholde sig selv over en lang tidshorisont. Ligesom en organisation. Det er ikke en AI, der fungerer som en organisation, men AI’er, der bygger på en organisation. Skulle projektet nå til et punkt, hvor det kan betale for sig selv, så bliver det interessant at se, hvor langt vi kan skubbe organisationens beføjelser og selvstændighed.

Der ligger meget arbejde i at etablere projektet, men når først grundstrukturen er på plads, bliver det en opgave om at administrere AI-modellerne, da det bliver dem, der selv bygger videre.

Det lyder måske lidt mystisk og lidt sci-fi, men fra alt, hvad jeg har set og eksperimenteret med over det sidste halve år, så burde dette være mere end muligt på nuværende tidspunkt. De største udfordringer er at sikre, at regler og love bliver overholdt, da jeg ikke bare kan pege på AI-kassen og give den skylden. Det er ultimativt mig, der hæfter for dens handlinger. Så en stor del af arbejdet handler faktisk mest om at lave noget, der er sikkert nok til, at jeg tør sætte det i søen.

Mit håb er at have lavet den første version, inden jeg forlader Koh Pha Ngan, men projektet har grebet om sig og har allerede slugt mange flere timer, end jeg først troede, det ville, så lad os se.

Herfra

Det er rimelig typisk for mig, at jeg finder noget, som jeg bliver ultrafikseret på i en overgang. Projektet er specielt stimulerende, fordi det blander mange af mine interesser ind i en samlet enhed. På en måde bygger det oven på nogle af de tanker omkring midlertidige baser, som jeg har skrevet om tidligere. Derfor har jeg også ladet mig selv aktivt prøve en reel arbejdsuge af her på Koh Pha Ngan.

Uanset hvad der sker med projektet, så forlader jeg Koh Pha Ngan den 30. august og tager til Koh Tao. Det er stadig min plan at tage et dykkercertifikat på Koh Tao, før jeg tager videre.

Jeg sagde farvel til Andy tidligere på ugen. Han tog videre til Koh Tao. Inden jeg selv ankommer dertil, så er han nok allerede taget videre. Det ligner dog, at vi måske er i Chiang Mai på samme tidspunkt. Vi har i hvert fald aftalt at holde kontakten og se, om vi kan mødes igen længere nede ad vejen.

Men de planer vil jeg ikke lægge nu. Det har hele tiden været min holdning at lægge planerne så løst som muligt. Når det så er sagt, så er jeg ved at have en overordnet holdning til, hvordan de sidste måneder af min rejse kommer til at forløbe. I slutningen af september tager jeg tilbage til Bali. Fra Bali rejser jeg øst og bruger det meste af oktober måned i den del af Indonesien. I november tager jeg til Filippinerne, og fra Filippinerne tager jeg tilbage til Danmark i starten af december. For nu dykker jeg tilbage ned i mit lille AI-projekt.

Thong Sala, kystbyen

Efter fire dage i mere eller mindre total ø-nedsmeltning tog jeg ind til byen Thong Sala. Jeg havde allerede besøgt den en af de første dage for at tjekke et andet hostel ud, men jeg havde på ingen måde dannet mig det overblik over byen, som jeg efterhånden gør de fleste andre steder, jeg besøger.

Thong Sala er en kystby. Det var her, færgen satte os af, og det er en havneby i en fin størrelse. Den er dog ikke større, end at man behageligt kan gå rundt i den uden at skulle pakke vandreudstyr og proviant.

Ganske tæt på færgelejet er der en stor åben plads, der bruges til forskellige markeder. I løbet af ugen har jeg set en spirituel øko-hippie-markedsdag med yoga- og meditationsboder, hjemmedyrkede grøntsager og vegansk mad. Senere på ugen blev pladsen lavet om til en pseudoindendørs markedsplads med telte og presenninger bundet sammen til et tag. Tonsvis af madboder, tøj og souvenirs samt en håndfuld tombolaer, skydetelte og børneforlystelser.

På pladsen står også en stor krigsskude på land, som man kan gå ind i og se indefra. Da jeg besøgte den, var der sat en kunstudstilling op med en lokal fotografs billeder fra Koh Pha Ngan gennem de sidste halvtreds år. Udstillingen tegner ikke et særligt genkendeligt billede. En grusvej med et optog af mennesker, der bærer en vogn med et par tomme stole på skuldrene. En ældre kvinde, der taler til en yngre pige, mens de laver mad i store skåle. Ikke primitivt eller fattigt, bare ikke-vestligt og uden fokus på rige turister.

Udstillingen viser en helt anden verden end den, jeg trådte ud i, da jeg forlod krigsskuden. Ud til en brummende vej med scootere, en taxachauffører der vil tage mig hvor som helst hen på øen og tre 7-Eleven-butikker.

Madekspedition

Igennem hele min rejse har jeg været lidt i sparemode, men her på Koh Pha Ngan har jeg besluttet mig for at løsne snøren lidt. For at sikre mig, at jeg havde forstået mit eget budskab, besøgte jeg en af de dyreste restauranter, jeg kunne finde: The Catch.

Jeg ankommer ved åbningstid og får et bord. Jeg er den eneste gæst i en ganske pæn og veludsmykket restaurant. Der er fire tjenere, der står bag kasseapparatet og kigger, og yderligere to, der vandrer rundt og småjusterer på borddekorationerne.

Jeg får menukortet i hånden og konstaterer, at en restaurant, der hedder “The Catch”, heldigvis specialiserer sig i fiskeretter. Jeg bestiller en grøn salat, en ret med laks og et glas hvidvin. Det er bestemt ikke billigt, men nu er vi her, og jeg synes selv, min sammensætning tegner til et lækkert måltid. Derudover beder jeg om lidt ekstra vand.

Maden kommer rimelig hurtigt. Jeg sidder og nyder den i forholdsvis fred og ro, bortset fra lidt småsnak fra personalet og et musikanlæg, der måske kunne være to decibel lavere. Det er en behagelig stemning, og jeg er glad for, at mine valgte retter både er veltilberedte og velsmagende. Laksen giver jeg mig selv lov til at sidde og nyde i små mundfulde og i forskellige kombinationer af sødkartoffelpureen, de grillede broccolistykker og flødekartoflerne. Hvidvinen skulle nok have været en Riesling i stedet for en Pinot.

Efter måltidet får jeg regningen. Jeg betaler den og tænker, at “ja, det var da lidt dyrt”. Omkring 300 kroner. Det er dog lidt mere, end jeg havde regnet mig frem til ud fra menukortet. Jeg kigger på regningen igen og opdager, at jeg har betalt 45 kroner for 750 milliliter importeret italiensk vand. Og hvad kan man gøre i den situation andet end at grine.

Pause på rejsen

Mit besøg på Koh Pha Ngan har været forholdsvis uplanlagt. Det gælder også, hvor jeg bor. Jeg har mere eller mindre forlænget fra dag til dag på strandhostellet, som Andy og jeg oprindeligt fandt. Problemet med at forlænge fra dag til dag er, at der kan holde op med at være ledig plads.

Det oplevede jeg i starten af ugen, hvilket tvang mig til at kigge mig om efter alternativer. På bookingappen fandt jeg et tilbud på en bungalow ikke så langt fra hostellet. To dage i en privat bungalow lød ualmindeligt tiltalende.

Da jeg ankom til bungalowen, fandt jeg ud af, at den var en del af et mindre resort med tilhørende restaurant, pool og taxa-, vaske- og turservice. Den komplette pakke. Selve bungalowen var også langt over forventning. Blød seng, god aircondition, privat toilet i ren og god stand, køleskab og et lille skrivebord.

Det tog ikke lang tid, før jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne forlænge mit ophold. Receptionisten, manageren og jeg kiggede på det. Vi kunne lave en okay billig aftale, hvis jeg blev i fjorten dage. Ikke helt så billig som mine to første nætter, da priserne var sat til at stige senere på måneden. Priserne følger festivalkalenderen, og en af årets største festivaler starter i den sidste del af august. Ikke desto mindre var prisen god nok til, at jeg sagde ja til fjorten dage i bungalowen.

Hvad skal tiden bruges på?

Jeg har nu fjorten dage i en bungalow på Koh Pha Ngan. Sidste dag er den 30. august. Fjorten dage lyder af meget på en lille ø, som jeg kunne nå at udforske på et par dage, hvis jeg satte mig for det. Men jeg glæder mig til en lille rejsepause. En periode, hvor jeg kan fordybe mig lidt i nogle af mine projekter, mens jeg stille og roligt stifter bekendtskab med de lokale.

Mine planer om et dykkercertifikat er ikke forsvundet. Bare udskudt til september.

Der er natklubber og festivaler i konstant rotation på øen, så hvis jeg har brug for lidt adspredelse, er der rig mulighed for det. Og nu hvor jeg alligevel er her under en af de større festivaler, kunne jeg måske finde på at tage ud og feste en nat eller to. Efter forrige uge med bajere og strand har jeg dog ikke haft den store trang til fest og farver. Vi må se, om lysten vender tilbage.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Når jeg tænker tilbage, mens jeg sidder i en pink sækkestol på stranden på Koh Phangan, så føles det ikke som en uge, hvor der er sket så meget. Men så kommer jeg i tanke om, hvor ugen startede.

Mandag sad jeg på færgen og så George Town glide væk. Andy og jeg har brugt ugen på at rejse op gennem Malaysia, krydse grænsen til Thailand, tilbringe én dag i Thailands tredjestørste by, Hat Yai, rejse videre til de sydlige øer i Den Thailandske Bugt og bruge en halv uge på Koh Phangan.

Fra Hat Yai

Andy og jeg besluttede os for at rejse til de sydlige thailandske øer, så vores stop i Hat Yai var tænkt som et stop på rejsen mere end en destination. Ikke desto mindre bookede vi to overnatninger, så vi ikke skulle skynde os alt for meget.

Hat Yai gjorde indtryk på mig fra det øjeblik, vi ankom. Det er en by, der føles alt for stor i forhold til, hvor livlig den er. Den er bestemt ikke øde. Der er folk på gaderne, spændende morgen- og aftenmarkeder, klubber og butikker. Men alt føles bare mindre, end byen er bygget til.

På vej til vores hostel går vi langs en stor firesporet vej med en eftermiddagstrafik, der knap nok har brug for to spor. Byens gader er bygget meget i stil med mange andre asiatiske byer. Stort set alle facader i gadeplan kan åbnes op, så der kan være en butik, restaurant eller noget andet. Jeg er vant til, at disse butikker næsten altid er åbne, måske med et lukket-skilt, hvis det er sent om aftenen. I Hat Yai er mange af facaderne med skodder og gitre lukkede, selv midt på dagen.

Andy og jeg brugte vores dag i Hat Yai hver for sig. Jeg tog ud og fandt en café, hvorefter jeg fandt et smukt buddhistisk tempel. Senere på dagen mødtes vi og tog på nattemarked. Markedet var levende og fyldt med billige madboder, souvenirs, tøj og alt muligt andet. Det var også livligt nok, hvilket endnu en gang fik mig til at tænke på kontrasten mellem markederne og resten af byen.

Efter vi havde fået lidt at spise og var på vej tilbage, begyndte jeg at lufte mine observationer for Andy. Jeg pegede på lejlighederne over butikkerne. Der var næsten ingen lys, ingen planter, intet tøj til tørre og ingen små tegn på, at folk boede der. Ikke bare i ét hus, men hele vejen ned ad gaden.
Andy gav ikke meget respons til mine observationer, så jeg undskyldte for mine tilfældige byobservationer. Der gik dog ikke mere end fem minutter, før jeg hørte ham sige: “Jeg har kigget videre. Du har ret. Det er mærkeligt.” Da vi kom tilbage til hostellet, måtte vi have det afklaret. Vores værtinde forklarede, at mange af de lokale havde forladt området efter en oversvømmelse tilbage i november.

Den døde fest og den levende strand

Det skal siges, at jeg godt kunne lide Hat Yai. Det føltes lidt som at være i en forlystelsespark uden for de travle timer. Så efter to overnatninger og kun én hel dag føltes det lidt tidligt at tage afsted. Men vi skulle hen til en pink sækkestol på en strand med en øl, og bussen var allerede bestilt.
Vi ankom til Koh Phangan om eftermiddagen efter en lang otte timers rejse. Vores hostel hedder Slumber Party Hostel. Som navnet antyder, markedsfører det sig som et partyhostel. Men af en eller anden grund ankommer vi til et forholdsvis stille hostel. Festen er vist allerede død.

Vi har en bar, en pool, en strand og alle de fysiske faciliteter, der skal til for at få en gruppe backpackere til at glemme, hvad klokken er. Alkoholen sælges selvfølgelig med et lille premium oveni, så det er ikke det billigste sted at slå sig ned. Men selv med premiumprisen er det ikke overvældende dyrt. Det svarer nogenlunde til, hvad en øl koster, hvis du køber en ramme i Brugsen derhjemme. Og her sidder jeg i en pink sækkestol under en palme i 30 graders varme og nyder den. Jeg hører dog, at vi efterhånden nærmer os de temperaturer hjemme i Danmar

Stranden ved Slumber Party Hostel er virkelig den del af min tur gennem Asien, som jeg ikke har gjort nok af. Det er ikke den bedste strand. Om morgenen ved lavvande skal man gå omkring hundrede meter ud, før vandet når anklerne. Man skal holde øje med, hvor man træder, da der ligger skarpe koraller og muslinger i klynger. Der er dog en sandrevle fra kysten og ud, som man tydeligt kan se ved lavvande. Om eftermiddagen er det den, man skal følge. Man skal stadig de hundrede meter ud, men vandet er højt nok til, at man kan komme ordentligt under.

Hvis man går i havet for at blive kølet af, bliver man skuffet. Vandet må være 25-26 grader. Man bliver mere kølet af ved at tage en dukkert og derefter blive ramt af den tropiske havbrise. Poolen er der, hvor man virkelig kan blive kølet lidt ned, så rutinen er: hop i havet, hop i poolen, drik en øl i sækkestolen og fortsæt, indtil det bliver mørkt.

Og sådan er mine dage på Koh Phangan gået indtil videre. Ud over lidt aftenfest, som jeg skrev om sidst, har jeg faktisk bare været en kedelig strandturist i nogle dage. Og planen er at fortsætte, indtil jeg ikke gider det mere, eller mit visum udløber.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Mødestedet: poolen

En eftermiddag ligger vi ved poolen og arbejder os igennem et “5 for 4”-øltilbud, som jeg har købt til os. Vi har ikke rigtig en plan for dagen, men vi snakker lidt om at tage ud til en natklub. Imens vi ligger der, kommer en af hostellets ansatte over til et par piger, der sidder lidt væk fra os. Jeg hører, at han spørger to britter, om de vil købe billetter til en større festival samme nat. De er ikke helt solgt på idéen. Billetterne er ret dyre.

Efter den ansatte går, falder vi i snak med de to britter. De er i midten af tyverne og har været ude at rejse i ti uger. Vi er alle enige om, at vi gerne vil til en af øens mange festivaler, men at den i aften virker for dyr. Mere eller mindre resten af eftermiddagen og aftenen går med øl, smalltalk og afslapning ved poolen.

Nærmest som om det var aftalt på forhånd rejser vi os alle omkring klokken otte om aftenen og bliver enige om at tage ud og spise sammen. Vi finder en thailandsk restaurant og bestiller pad thai. Ruby og Hanna har et par dage mere på Koh Phangan, før de tager videre til Phuket. Deres rejse er ved at være slut, med kun en uge tilbage, før de flyver hjem til England. Samtalen flyder nemt i timevis, mens vi bevæger os fra restauranten til et lille festhostel. Pludselig er klokken ét om natten, og baren på hostellet lukkede for en time siden.

Den sidste åbne natklub

Der er ikke rigtig nogen af os, der er færdige med aftenen, så vi bevæger os over til den natklub, der stadig fyrer på alle cylindre. Vi står udenfor, men kan ikke rigtig se, hvad der foregår inde i klubben. Der er et udendørs område med en bar, som ikke er særlig travl. Åbenbart er festen indenfor, så vi køber lidt at drikke og går ind.

Det er et mørkt rum fyldt med mennesker omkring en forhøjet scene, hvor et stort band står og spiller. Lydniveauet er absurd højt. Jeg har svært ved at vide, om der faktisk bliver spillet musik, eller om vi bare er kommet ind til otte mennesker, der går amok på hvert sit instrument. Jeg kan se, at der er en sangerinde, men jeg har ingen idé om, hvad hun synger, eller om hendes mikrofon overhovedet virker. Der er en gennemgående stortromme, der lige akkurat gør det muligt at bevæge sig i takt til musikken.

Ud over musikken er rummet et kaos af lyseffekter, dansende mennesker, tjenere, der kommer med drinks og rydder borde af. I et hjørne ligger baren, som på mystisk vis lykkes med både at modtage bestillinger og servere de rigtige drinks.

Efter tyve minutter kaster jeg håndklædet i ringen. Bandet er gået af scenen og blevet erstattet af en DJ. Larmen er ikke blevet mindre, men nu er der ikke længere et spektakel af unge thaier med hvert deres instrument, der står og headbanger. Jeg går udenfor. Det suser for ørerne. De andre slutter sig til mig rimelig hurtigt. Uden at sige det højt er vi vist alle enige om, at det er tid til at komme væk fra støjmaskinen.

Nøgenbadning

Jeg ved ikke, hvem der foreslog det, men nogen foreslog, at vi hoppede i vandet. Alle er straks enige om, at det er en genial idé, og efter et pitstop i 7-Eleven går vi mod stranden.

Da vi kommer ud fra 7-Eleven, bliver en flok hunde på parkeringspladsen interesserede i os. Et par af dem kommer hen. Jeg har set dem i området før, og en morgen så jeg en kvinde fodre dem på stranden, så jeg er rimelig tryg ved at have dem omkring os. Selvom de er nysgerrige på os, løber de mest rundt og leger med hinanden. Der er omkring seks af dem.

På vej mod stranden bliver vi eskorteret af hundene. Ud over at have kigget lidt på dem har vi ikke rigtig interageret med dem. Hanna har klappet én, der kom hen og satte sig foran hende, men det er også det hele. Ikke desto mindre er vi åbenbart blevet det mest interessante indslag i nattelivet for den lille flok. De følger os hele vejen ned til stranden. Nogle løber foran os, andre går ved siden af os, som om vi er deres ejere.

Vi kommer ned til vandet, smider tøjet og lægger det i en bunke, som nu bliver bevogtet af en gruppe hunde. De går ikke i vores ting, efter vi er gået ud i vandet. De løber bare rundt og leger i sandet, mens vi træder ud i det mørke hav. Der er lidt lys fra månen, men kun nok til at se hinandens silhuetter. Jeg leder os uden om revet, så vi undgår at træde på store koralstykker i mørket. Vandet er stadig varmt, selvom solen er gået ned. Til gengæld bliver man dejligt kølet ned af vinden.

Hundenes bedste ven

Hanna begynder at fryse, så jeg går ind med hende. Ruby og Andy hygger sig stadig, så dem lader vi blive i vandet. Hundene leger fortsat i sandet omkring vores ting. De mindst sky kommer hen og bliver hilst med klap og nus. Hanna og jeg trækker tilbage mod hostellet med hundene efter os. Vi sætter os i nogle liggestole og begynder at snakke, mens hundene holder os med selskab. På det her tidspunkt føles det nærmest

Der er et par hvide hunde, der nærmest kaster sig om på ryggen og viser maven, hvis man bare stryger dem over hovedet. Der er også en brun hund, som jeg døber Scooby. Den lægger sig op på mit skød. Den napper lidt i mit tøj, men efter en længere diskussion lykkes det mig at overtale den til at lade være. I hvert fald i fem-ti minutter.

Efter at have leget med hundene et stykke tid beslutter vi os for at gå op i 7-Eleven og købe lidt natmad. Hundene følger selvfølgelig med. Jeg køber en lille pose hundemad, og på vej tilbage fodrer jeg dem. Tilbage ved hostellet sætter vi os igen i liggestolene sammen med en flok glade hunde og snakker videre, indtil det bliver morgen.

Klokken er omkring halv syv, før Hanna endelig kigger på mig og siger, at hun har brug for at sove. Jeg må indrømme, at jeg også kun kører på meget lidt energi og et ønske om at holde fast i en magisk stund.