Og på grund af mine valg i år står jeg pludselig et sted, hvor det at lære at dykke ikke bare er tilgængeligt og billigt, men er selve omdrejningspunktet for stedet. Så skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg forfulgte mine drømme.

Hydronauts

Da jeg sad i George Town i Malaysia og drak en øl med Andy, faldt snakken på, hvad vi gerne ville i Thailand. Jeg nævnte, at jeg havde tænkt på at lære at dykke. Med det samme kunne Andy fortælle, at han havde mødt flere dykkermestre og vistnok også nogen, der havde været mange år på Koh Tao.

Spol frem til Koh Pha Ngan, hvor jeg booker mit Open Water 20-dykkerkursus hos Hydronauts på anbefaling af Andys kontakt. Gennem en kort snak får vi koordineret kurset, der skal lære mig at dykke ned til 18 meters dybde, samt ophold og betaling af depositum. Den næste mail, jeg modtager, beder mig oprette en profil på DiveRaid.com, tilmelde mig et e-learningkursus og begynde at læse og tage de første fem af ti lektioner med tilhørende quizzer.

I al den tid, jeg har hørt om folk, der dykker, har jeg haft indtrykket, at det er en formalitet med nogen, der lige skal vise dig, hvordan en gastank fungerer, før du bliver smidt ned i dybet. Så jeg var ikke forberedt på at skulle studere fysik og biologi, før jeg kunne se en pool.

Kort fortalt handler undervisningen om at forstå, at dykning ligger tæt på en ekstremsport, og at du meget nemt kan skade miljøet, dig selv og din dykkermakker og i værste fald miste livet. Derfor skal man lære fysik for at forstå og kontrollere opdrift og biologi for at forstå tryk og påvirkning af kroppen. Der er mange andre vigtige emner, men overordnet set skal du undgå at drukne, undgå at skade havmiljøet ved at holde kontrollen og undgå at få skader, når du skal op igen.

Selvom undervisningen kom bag på mig, gjorde den mig også tryg i mit valg. Hydronauts var ikke det billigste sted. At blive mødt med tydeligt gennemarbejdet undervisningsmateriale og vigtige oplysninger helt fra starten gjorde et godt første indtryk.

Opstart

Mit forløb er tre dage plus en introduktionsdag. På introduktionsdagen møder jeg min instruktør, Axel. Han er en jævnaldrende tysk mand med over tusind dyk i logbogen. Vi klikker rimelig godt fra starten, hvilket er heldigt, for de næste tre dage er jeg mere eller mindre konstant i selskab med ham.

På introduktionsmødet gennemgår vi overordnet, hvad vi skal nå på den korte tid. Jeg skal til eksamen i dykkerteori på dag to, og inden da skal jeg en tur i poolen med udstyr på. Efter eksamen er der fire planlagte dyk på åbent hav. To på 12 meters dybde og to på 18 meters dybde.

Kort om undervisningen: det er helt tilbage på skolebænken med lektioner, lektier, quizzer og en eksamen. Vi sidder i et lille klasselokale med et whiteboard. Heldigvis er det kun en halv dag, før jeg skal prøve at dykke første gang. I en pool.

Det er interessant at tænke tilbage på den første gang, vi stod ved poolen og gennemgik gastank, regulatorer, opdriftsvest, vægte og så videre. Det var meget overvældende, abstrakt og samtidig rimelig bekymrende. Vi står og kigger på et stykke udstyr, som skal holde mig i live under vandet, og så forventes det, at jeg selv kan håndtere det?

Da jeg bliver bedt om at inspicere o-ringen, som skal forhindre, at der siver luft ud, må jeg nok erkende, at jeg ikke aner, hvad jeg skal kigge efter. Det er en sort ring. Den sidder på sin plads. Og åbenbart mener Axel, at den snart skal skiftes. Da jeg spørger, hvad han mener, peger han på ydersiden af o-ringen, hvor der er en lille smule krakelering. Ikke nok til, at jeg ser det selv, før han tager ringen ud og holder den op foran mine øjne. Han sætter den tilbage i tanken og fortæller, at den nok skal holde til træning i poolen. Okay Axel, hvis du siger det.

Pooltræning

Jeg får svømmet rundt i poolen i fuldt udstyr. Jeg har våddragt, maske, sko, svømmefødder, opdriftsvest (BCD), gastank, regulatorer og vægte på. Omkring 20 kg ekstra på kroppen. Det betyder heldigvis ikke så meget i vandet, og BCD’en hjælper mig med at flyde ved at fungere som en redningsvest, man kan fylde og tømme for luft.

Jeg får lært at trække vejret igennem en regulator, hvilket stort set er samme teknik som med en snorkel. BCD’en bliver fyldt og tømt for luft, og jeg får svømmet lidt rundt på bunden af poolen.

Den første og største ting, jeg skal lære, er bevægelse og opdrift. Du vil gerne holde din dybde under vandet, og det handler ikke bare om at få luft i din BCD. Din vejrtrækning er nøglen. En dyb indånding sender dig op. En dyb udånding sender dig ned. Så for at holde dig tæt på bunden uden at røre den, skal du trække vejret afslappet og kontrolleret. Meditativt. Hvilket bliver kompliceret, når Axel griber fat i min arm og giver mig tegnet på, at han ikke kan trække vejret.

Den anden vigtige del af pooltræningen er kommunikation og procedureøvelser. Hvad gør man, hvis ens dykkermakker mangler luft? Hvordan signalerer man, at man er træt? Hvad gør man, hvis man ikke kan finde sin makker? Jeg bliver kørt godt igennem de forskellige øvelser. Nok til, at jeg efter første dag er fuldstændig færdig og går nærmest direkte fra undervisning til aftensmad og i seng.

Første dyk

Dag to er eksamen og første dyk i åbent vand. Eksamen er 40 multiple choice-spørgsmål. Jeg har én enkelt fejl i spørgsmålet om, hvor mange gange større modstanden er i vand end i luft. Axel er godt tilfreds, og vi begynder at forberede os på at skulle dykke. En masse tasker med dykkerudstyr bliver slæbt ned i en lille motorbåd, som bringer os ud til skibet.

Det er et lille skib, som nok var bygget til fiskeri, men nu har dækket fyldt op med gastanke. En stige går op til det øverste dæk, hvor vi opholder os det meste af sejladsen.

I dag skal jeg dykke med Axel og en ældre mand ved navn Stefan. Axel er vores instruktør. Stefan er min makker, og det er ham, jeg kommer til at træne øvelser med.

Der er faktisk ikke så meget at sige om de første par dyk. Stedet, vi dykker, er forholdsvis lavt med en dybde mellem otte og tolv meter. Det er en sandbund med en lille smule koraller. Området er åbenbart et sted, hvor man forsøger at dyrke nye koraller. Der er nogle fisk, men ikke det vilde. Overordnet set var det lidt som at snorkle inde ved kysten.

Men de lidt kedelige omgivelser var pointen, for Stefan og jeg skulle stadig lære at holde vores opdrift neutral. Det er bedre at ramle ned i en sandbund end i et koralrev.

Vi får trænet nogle af teknikkerne. Nogle ting bedre end andre. Jeg har svært ved at vænne mig af med min tendens til at holde vejret, når regulatoren er ude af munden. Stefan har skullet vænne sig af med en række af sine gamle vaner. Man dykkede åbenbart meget anderledes for tredive år siden.

Vi slutter de to første dyk af og gennemgår planen for i morgen samt hvad vi skal øve os på hver især. For at være ærlig var dag to nok den værste dag. En halv dag med undervisning, en masse træning og et første havdyk, der ikke var specielt interessant. Da jeg gik træt i seng, var jeg en smule skuffet.

Skibsvrag og koralskove

Dag tre starter tidligt, da båden allerede sejler klokken 6.15. Vi skal ud, nærmest mens solen står op. Stefan kunne ikke komme, da han havde problemer med ørene, så det er Axel og mig alene på de sidste to dyk.

Vores destination er et skibsvrag, der ligger på omkring 40 meters dybde. Vi står på det øverste dæk, og jeg får en briefing. Axel håber, at vi kan se vraget fra 18 meters dybde, da vi ikke må dykke dybere.

Derudover er listen over teknikker, vi skal træne, ganske lille og handler primært om reaktionstræning. Axel kommer spontant til at give mig signaler, der kræver, at jeg reagerer. Mangel på luft, ubehag, beskadiget udstyr. Tricket er at kommunikere under vand med håndsignaler.

Vi ankommer til det første stop. De første dykkere hopper i og melder tilbage, at vandet er krystalklart. Skibsvraget kan ses fra overfladen. Axel og jeg kommer i kort efter.

Der er dybt og klart. Selvom jeg ikke kan se bunden, kan jeg se langt ned i en mørk kløft. I de dybeste afkroge er klippesiderne kun synlige i kolde, mørke farver. Det føles som at svæve mange meter over et mørklagt landskab.

Og i midten af landskabet ligger der et stort skibsvrag. Dækket er groet til med alger, koraller og anden bevoksning, og små skoler af fisk svømmer rundt om vraget og ind og ud af åbningerne.

Vi begynder at dykke ned. På 18 meters dybde er vi stadig ikke helt nede ved skibets dæk. Men mange detaljer bliver meget skarpere. De mange forskellige fisk, der svømmer rundt. Vandmanden, der gemmer sig ved forstavnen. Og bunden, der lige akkurat kan ses som et mørkt lag under skibet.
Vi svømmer hen over skibet. Der er en stor klippe, som rejser sig fra havbunden, og som skibet læner sig op ad. Klippen er dækket af koraller. Efterhånden som vi kommer tættere på, kan jeg se alt det små liv, der bosætter sig i og omkring dem.

Axel giver mig et par øvelser, og vi vender tilbage til skibet efter 45 minutter i vandet. Jeg er henrykt. Selvom vi ikke kunne dykke helt ned til skibet, har jeg fået lige præcis den oplevelse, jeg havde drømt om. Og vi har stadig et dyk mere.

Vores andet og mit sidste dyk på turen er ved en koralskov. Tjeklisten med øvelser er komplet, så vi skal bare hyggedykke.

Vi er ikke på så dybt vand som ved skibsvraget, men bunden ligger stadig tyve meter nede. Til gengæld er den livlig og varieret. Det er et roligt dyk, hvor vi mere eller mindre fokuserer på at svømme stille og kontrolleret tæt på korallerne, mens vi korrigerer for en let strømning.

Vi spotter tre rokker, ser en masse små fisk blandt korallerne og anemonerne, og jeg får prøvet, om jeg kan lære en teknik til at svømme baglæns. Det går ikke så godt, så der er mere at lære senere.

40 minutter senere er vi ved overfladen igen. På båden bliver jeg sat til at registrere mine dyk og afslutte kurset. Jeg har nu en Open Water 20-certificering med fire dyk i logbogen.

Certificeret dykker

På vej tilbage med båden bliver jeg præsenteret som nycertificeret dykker til klapsalver fra de øvrige om bord. Tilbage ved dykkershoppen får jeg også lige taget et par billeder med et certificeringsbanner. Axel giver mig et skulderklap og fortæller, at han er tryg ved at lade mig tage ud og fortsætte med at dykke.

Hvilket jo rejser spørgsmålet: hvad så herfra? Jeg kan naturligvis certificere mig yderligere. Som fritidsdykker er 30- og 40-meterskurserne oplagte, med al mulig ekstra undervisning i nattedykning, grottedykning, dyk med specielle gasser og dyk med andet udstyr, som ændrer, hvor længe og hvor dybt man kan komme ned. Dykning er en vild verden, som man kan bruge både liv og formuer på.

Jeg ved ikke lige nu, hvor stor en del af min fremtid der indeholder dykning. Ud over at være dyrt er det også omfattende og potentielt skadeligt. Dykning er ikke ufarligt. Faktisk er det temmelig farligt. Selv på 18 meters dybde kan man nå at komme alvorligt til skade, med dykkersyge som den primære bekymring. Den menneskelige krop er ikke bygget til at have 20, 30 eller 40 meter vand til at trykke ned på sig og på de gasser, den indeholder.

Helbredet til side er det også en omfattende hobby. Man tager ikke lige ud og dykker, sådan som man tager løbesko på og løber en tur. Dykning kræver forberedelse, træning, vedligehold og oprydning. Det er hurtigt et flerdagsprojekt, som man samtidig skal forsøge at time efter vejr og vandforhold. Der er meget arbejde i at komme på et dyk.

Men når det hele klikker, og du ligger midt i det kæmpestore hav med magiske udsigter og fantastisk fremmed liv foran dig, så er det svært at afskrive arbejdet som spildt. Så jeg er nok ikke færdig med at dykke, og jeg har faktisk en plan om at kigge på, hvad danske dykkerklubber kan tilbyde. Jeg ved, at vi har en masse, så når jeg kommer hjem, er det en af de ting, jeg vil undersøge. Endnu en dyr hobby til listen. Måske.

Midt på ugen var det dog tid til at komme videre. Ikke fordi jeg ikke kunne være blevet på Koh Pha Ngan. Jeg kunne sagtens have set mig selv blive et par uger mere i den samme rille, og mit AI-projekt kunne godt have brugt et par ekstra ugers fokus. Men jeg besluttede mig for at rejse. Dels fordi jeg glædede mig til Koh Tao. Dels fordi jeg efter lidt over to uger i en meget ensformig hverdag havde brug for at komme afsted. Dels fordi de næste par måneder skal hænge sammen med Bali og Filippinerne senere.

Videre var til Koh Tao. Koh Tao havde for længst fået stemplet som dykkerøen, hvilket også var grunden til besøget. En ven af en ven, der havde været dykkermester på Koh Tao, havde foreslået selskabet Hydronauts, som jeg valgte at gå med. Mit ophold kommer til at handle om Open Water 20-certificeringen, som giver mig lov til at dykke ned til tyve meters dybde.

Da jeg tilmeldte mig, tænkte jeg naivt, at så var jeg klar, men jeg fandt hurtigt ud af, at kurset kom med lektier. Ti lektioner med tilhørende PDF og quiz. Fem af dem skulle jeg læse og være klar på inden første lektion. Det kom til at fylde mine sidste par dage på Koh Pha Ngan. Og ja, så måtte jeg sætte mit lille AI-projekt lidt på pause.

Til Koh Tao

Jeg fik sagt farvel til receptionisten, ejeren af morgenmadsrestauranten og personalet på arbejdscaféen. I et par uger var jeg blevet en del af deres daglige rytme lige så meget, som de var blevet en del af min.

Færgen til Koh Tao var meget simpel. Billetten kunne købes ved havnen, og afgangene lå fast i løbet af dagen. Halvanden til to timer på vandet. Jeg stod bare på det udendørs dæk i skyggen og nød brisen, mens jeg drømte om eventyr på det åbne hav.

Det første, jeg gjorde, da jeg ankom til Koh Tao, var at finde en læge. Dykkerkurset krævede en lægeerklæring på, at jeg kunne dykke uden problemer. Jeg havde oplyst, at jeg får migræne med jævne mellemrum, og det betød altså et lægebesøg til hundrede kroner, før de ville tage mig med ned under vandet.

Konkret skulle mine trommehinder tjekkes. For at kunne dykke skal du kunne regulere trykket i dine luftveje, og det kræver, at trommehinderne er intakte.

Jeg sætter mig ind hos lægen, en jævnaldrende kvinde, som begynder undersøgelsen. Hun kigger ind i mit ene øre og beder mig trykudligne. Pust blidt ud, mens du holder dig for næsen. Tjek, ingen problemer. I det næste øre kan hun ikke rigtig se trommehinden, fordi der er for meget ørevoks. Det skal lige renses. Rensningen kræver en briks, en særlig væske og at man venter på, at voksen bliver løsnet ordentligt op.

Mens jeg lægger mig om på siden på briksen, kommer en af assistenterne hen og viser mig en regning på 3.000 baht, svarende til 520 kroner. Og hvad gør man, når man ligger på siden hos lægen og får at vide, at de altså skal kunne se ind i øret, hvis man vil dykke? Jeg når lige at tænke “så stik mig en vatpind og giv mig to minutter”, inden det lyder fra min mund: “Sure, I’ll pay.”

De hælder det dyre rensemiddel i øret på mig og lader mig vente i tyve minutter, før de kommer over til mig igen. Lægen og assistenten renser mit øre ved at spule lidt vand derind, skrabe forsigtigt og spule lidt mere. Det gør de i fire-fem minutter. Netop som jeg tænker, at de er færdige, mærker jeg en vatpind komme ind og køre en tur rundt i øret, før de fortæller mig, at trommehinden kan ses og er intakt.

Jeg forlader klinikken med min lægeerklæring og en lille bitter smag i munden. Skulle bare have bedt om vatpinden.

Dykkerøen

Koh Tao er fyldt med dykkere. Hver anden butik sælger dykkerture, dykkergrej eller dykkerkurser. Den anden halvdel bruger temaet til at sælge mad, drikke og souvenirs.

Jeg går fra hovedbyen og ned til sydkysten, hvor resortet ligger. Der er to kilometer. Koh Tao er en lille ø. Langs vejen fortsætter dykkertemaet. På Koh Pha Ngan var der reklameskilte for fester. Det er der også på Koh Tao, men i meget mindre omfang, og som jeg kommer til at lære i dykkerundervisningen, er blandingen af alkohol og dykning heller ikke særligt fedt.

Jeg ankommer til selve dykkerresortet. Jeg har booket overnatning det samme sted, hvor jeg skal tage certificeringen. Ikke det billigste valg, men her handlede det om at holde det simpelt, så jeg kunne fokusere på at dykke.

Resortet ligger helt ud til vandet. Der er en pool, en restaurant og en masse dykkerfaciliteter. Ikke overraskende. Jeg bruger min sidste dag inden kursusstart på at læse op og kigge på nogle af de andre, der træner i poolen.

Jeg havde en lille idé om, at jeg kunne nå at udforske Koh Tao ved siden af dykkerkurset. I stedet fyldte kurset tre fulde dage og lidt til, fra morgen til aften. Så frem for at jappe igennem det her, laver jeg en selvstændig historie om dykkerkurset, som jeg arbejder på at få ud i løbet af de næste par dage.

I denne uge har jeg ikke rejst rundt. Jeg har ikke udforsket. Jeg har heller ikke været ude og opleve. I denne uge har jeg begravet mig selv i et projekt på min computer og sat en rimelig struktureret rutine op omkring projektet.

Min dag starter i et lille privat rum i en bungalow på Koh Pha Ngan. Jeg har en god blød seng, rene håndklæder, mit eget badeværelse, et køleskab, et lille skrivebord, en hængekøje og generelt fred og ro. Jeg har booket bungalowen i 14 dage og kommer til at være der indtil den 30. august. Min morgen består af lidt morgenstræk, et par armbøjninger, et par squats og så ellers afsted. Jeg pakker min computer og forlader bungalowen.

På vej ind imod Thong Sala finder jeg et sted og spiser morgenmad. Der er flere gode caféer, men jeg har fundet en morgenmadscafé drevet af en portugisisk mand. Han bager sit eget brød, som smager fantastisk, og så tager han ikke meget for sin morgenmad. Hans katte kommer og siger godmorgen. De er utroligt glade for gæsterne, og hvis du giver dem opmærksomhed, skal du have hjælp til at få dem fjernet, når du på et tidspunkt gerne vil videre.

Jeg ankommer til min arbejdscafé. Personalet kender min ordre. En stor kop americano. Med min kop sætter jeg mig op til et skrivebord. Det er et IKEA-skrivebord med en IKEA-kontorstol, men det er stadig af langt højere ergonomisk kvalitet, end man finder på de fleste arbejdscaféer. Der sidder jeg så, indtil de lukker om eftermiddagen. Nogle dage går jeg lidt før, andre dage holder jeg helt til de lukker.

Derefter går jeg tilbage til bungalowen. Her sætter jeg noget underholdning på og arbejder lidt videre indtil aftensmadstid. Til aftensmad tager jeg ud og spiser på en af restauranterne i området. Bungalowhotellet har egentlig sin egen restaurant. Det kan gå, hvis jeg er træt eller virkelig bare vil tilbage til computeren, men ellers så går jeg ud og finder en restaurant, jeg ikke har spist på endnu.

Efter aftensmaden går jeg tilbage til bungalowen, hvor planen er bare at slappe lidt af og se videoer. Som regel ender det med, at jeg arbejder lidt videre, imens jeg ser mine videoer.

Omkring 00.00 beslutter jeg mig for, at jeg nok hellere må gå i seng. Bad, tænder, toilet og så i køjen. Det har været mine dage den sidste halvanden uge.

Ugens projekt

Så sidder der jo nok nogen og spørger: “Hvad pokker arbejder du dog på?” Det føles lidt pinligt at skrive om, fordi det er både utroligt nørdet, utroligt mærkeligt og en smule kontroversielt.

Jeg er i gang med at lave et selvforsynende AI-setup. Det koster penge at bruge de gode AI-modeller, men hvad hvis vi kunne få dem til at betale for sig selv? Det skal kunne skabe sin egen indkomst med lille til ingen involvering fra min side. Det skal kunne bedømme, hvad ting koster, og håndtere at betale for både sin model, sin infrastruktur, sine udgifter og sin øvrige vedligeholdelse.

Jeg har taget, hvad jeg ved om softwareudvikling, produktudvikling, organisationer og forretninger, og kogt det ned til et sæt regler, som tillader, at AI’er kan planlægge, designe, udføre og vedligeholde sig selv over en lang tidshorisont. Ligesom en organisation. Det er ikke en AI, der fungerer som en organisation, men AI’er, der bygger på en organisation. Skulle projektet nå til et punkt, hvor det kan betale for sig selv, så bliver det interessant at se, hvor langt vi kan skubbe organisationens beføjelser og selvstændighed.

Der ligger meget arbejde i at etablere projektet, men når først grundstrukturen er på plads, bliver det en opgave om at administrere AI-modellerne, da det bliver dem, der selv bygger videre.

Det lyder måske lidt mystisk og lidt sci-fi, men fra alt, hvad jeg har set og eksperimenteret med over det sidste halve år, så burde dette være mere end muligt på nuværende tidspunkt. De største udfordringer er at sikre, at regler og love bliver overholdt, da jeg ikke bare kan pege på AI-kassen og give den skylden. Det er ultimativt mig, der hæfter for dens handlinger. Så en stor del af arbejdet handler faktisk mest om at lave noget, der er sikkert nok til, at jeg tør sætte det i søen.

Mit håb er at have lavet den første version, inden jeg forlader Koh Pha Ngan, men projektet har grebet om sig og har allerede slugt mange flere timer, end jeg først troede, det ville, så lad os se.

Herfra

Det er rimelig typisk for mig, at jeg finder noget, som jeg bliver ultrafikseret på i en overgang. Projektet er specielt stimulerende, fordi det blander mange af mine interesser ind i en samlet enhed. På en måde bygger det oven på nogle af de tanker omkring midlertidige baser, som jeg har skrevet om tidligere. Derfor har jeg også ladet mig selv aktivt prøve en reel arbejdsuge af her på Koh Pha Ngan.

Uanset hvad der sker med projektet, så forlader jeg Koh Pha Ngan den 30. august og tager til Koh Tao. Det er stadig min plan at tage et dykkercertifikat på Koh Tao, før jeg tager videre.

Jeg sagde farvel til Andy tidligere på ugen. Han tog videre til Koh Tao. Inden jeg selv ankommer dertil, så er han nok allerede taget videre. Det ligner dog, at vi måske er i Chiang Mai på samme tidspunkt. Vi har i hvert fald aftalt at holde kontakten og se, om vi kan mødes igen længere nede ad vejen.

Men de planer vil jeg ikke lægge nu. Det har hele tiden været min holdning at lægge planerne så løst som muligt. Når det så er sagt, så er jeg ved at have en overordnet holdning til, hvordan de sidste måneder af min rejse kommer til at forløbe. I slutningen af september tager jeg tilbage til Bali. Fra Bali rejser jeg øst og bruger det meste af oktober måned i den del af Indonesien. I november tager jeg til Filippinerne, og fra Filippinerne tager jeg tilbage til Danmark i starten af december. For nu dykker jeg tilbage ned i mit lille AI-projekt.

Thong Sala, kystbyen

Efter fire dage i mere eller mindre total ø-nedsmeltning tog jeg ind til byen Thong Sala. Jeg havde allerede besøgt den en af de første dage for at tjekke et andet hostel ud, men jeg havde på ingen måde dannet mig det overblik over byen, som jeg efterhånden gør de fleste andre steder, jeg besøger.

Thong Sala er en kystby. Det var her, færgen satte os af, og det er en havneby i en fin størrelse. Den er dog ikke større, end at man behageligt kan gå rundt i den uden at skulle pakke vandreudstyr og proviant.

Ganske tæt på færgelejet er der en stor åben plads, der bruges til forskellige markeder. I løbet af ugen har jeg set en spirituel øko-hippie-markedsdag med yoga- og meditationsboder, hjemmedyrkede grøntsager og vegansk mad. Senere på ugen blev pladsen lavet om til en pseudoindendørs markedsplads med telte og presenninger bundet sammen til et tag. Tonsvis af madboder, tøj og souvenirs samt en håndfuld tombolaer, skydetelte og børneforlystelser.

På pladsen står også en stor krigsskude på land, som man kan gå ind i og se indefra. Da jeg besøgte den, var der sat en kunstudstilling op med en lokal fotografs billeder fra Koh Pha Ngan gennem de sidste halvtreds år. Udstillingen tegner ikke et særligt genkendeligt billede. En grusvej med et optog af mennesker, der bærer en vogn med et par tomme stole på skuldrene. En ældre kvinde, der taler til en yngre pige, mens de laver mad i store skåle. Ikke primitivt eller fattigt, bare ikke-vestligt og uden fokus på rige turister.

Udstillingen viser en helt anden verden end den, jeg trådte ud i, da jeg forlod krigsskuden. Ud til en brummende vej med scootere, en taxachauffører der vil tage mig hvor som helst hen på øen og tre 7-Eleven-butikker.

Madekspedition

Igennem hele min rejse har jeg været lidt i sparemode, men her på Koh Pha Ngan har jeg besluttet mig for at løsne snøren lidt. For at sikre mig, at jeg havde forstået mit eget budskab, besøgte jeg en af de dyreste restauranter, jeg kunne finde: The Catch.

Jeg ankommer ved åbningstid og får et bord. Jeg er den eneste gæst i en ganske pæn og veludsmykket restaurant. Der er fire tjenere, der står bag kasseapparatet og kigger, og yderligere to, der vandrer rundt og småjusterer på borddekorationerne.

Jeg får menukortet i hånden og konstaterer, at en restaurant, der hedder “The Catch”, heldigvis specialiserer sig i fiskeretter. Jeg bestiller en grøn salat, en ret med laks og et glas hvidvin. Det er bestemt ikke billigt, men nu er vi her, og jeg synes selv, min sammensætning tegner til et lækkert måltid. Derudover beder jeg om lidt ekstra vand.

Maden kommer rimelig hurtigt. Jeg sidder og nyder den i forholdsvis fred og ro, bortset fra lidt småsnak fra personalet og et musikanlæg, der måske kunne være to decibel lavere. Det er en behagelig stemning, og jeg er glad for, at mine valgte retter både er veltilberedte og velsmagende. Laksen giver jeg mig selv lov til at sidde og nyde i små mundfulde og i forskellige kombinationer af sødkartoffelpureen, de grillede broccolistykker og flødekartoflerne. Hvidvinen skulle nok have været en Riesling i stedet for en Pinot.

Efter måltidet får jeg regningen. Jeg betaler den og tænker, at “ja, det var da lidt dyrt”. Omkring 300 kroner. Det er dog lidt mere, end jeg havde regnet mig frem til ud fra menukortet. Jeg kigger på regningen igen og opdager, at jeg har betalt 45 kroner for 750 milliliter importeret italiensk vand. Og hvad kan man gøre i den situation andet end at grine.

Pause på rejsen

Mit besøg på Koh Pha Ngan har været forholdsvis uplanlagt. Det gælder også, hvor jeg bor. Jeg har mere eller mindre forlænget fra dag til dag på strandhostellet, som Andy og jeg oprindeligt fandt. Problemet med at forlænge fra dag til dag er, at der kan holde op med at være ledig plads.

Det oplevede jeg i starten af ugen, hvilket tvang mig til at kigge mig om efter alternativer. På bookingappen fandt jeg et tilbud på en bungalow ikke så langt fra hostellet. To dage i en privat bungalow lød ualmindeligt tiltalende.

Da jeg ankom til bungalowen, fandt jeg ud af, at den var en del af et mindre resort med tilhørende restaurant, pool og taxa-, vaske- og turservice. Den komplette pakke. Selve bungalowen var også langt over forventning. Blød seng, god aircondition, privat toilet i ren og god stand, køleskab og et lille skrivebord.

Det tog ikke lang tid, før jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne forlænge mit ophold. Receptionisten, manageren og jeg kiggede på det. Vi kunne lave en okay billig aftale, hvis jeg blev i fjorten dage. Ikke helt så billig som mine to første nætter, da priserne var sat til at stige senere på måneden. Priserne følger festivalkalenderen, og en af årets største festivaler starter i den sidste del af august. Ikke desto mindre var prisen god nok til, at jeg sagde ja til fjorten dage i bungalowen.

Hvad skal tiden bruges på?

Jeg har nu fjorten dage i en bungalow på Koh Pha Ngan. Sidste dag er den 30. august. Fjorten dage lyder af meget på en lille ø, som jeg kunne nå at udforske på et par dage, hvis jeg satte mig for det. Men jeg glæder mig til en lille rejsepause. En periode, hvor jeg kan fordybe mig lidt i nogle af mine projekter, mens jeg stille og roligt stifter bekendtskab med de lokale.

Mine planer om et dykkercertifikat er ikke forsvundet. Bare udskudt til september.

Der er natklubber og festivaler i konstant rotation på øen, så hvis jeg har brug for lidt adspredelse, er der rig mulighed for det. Og nu hvor jeg alligevel er her under en af de større festivaler, kunne jeg måske finde på at tage ud og feste en nat eller to. Efter forrige uge med bajere og strand har jeg dog ikke haft den store trang til fest og farver. Vi må se, om lysten vender tilbage.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Når jeg tænker tilbage, mens jeg sidder i en pink sækkestol på stranden på Koh Phangan, så føles det ikke som en uge, hvor der er sket så meget. Men så kommer jeg i tanke om, hvor ugen startede.

Mandag sad jeg på færgen og så George Town glide væk. Andy og jeg har brugt ugen på at rejse op gennem Malaysia, krydse grænsen til Thailand, tilbringe én dag i Thailands tredjestørste by, Hat Yai, rejse videre til de sydlige øer i Den Thailandske Bugt og bruge en halv uge på Koh Phangan.

Fra Hat Yai

Andy og jeg besluttede os for at rejse til de sydlige thailandske øer, så vores stop i Hat Yai var tænkt som et stop på rejsen mere end en destination. Ikke desto mindre bookede vi to overnatninger, så vi ikke skulle skynde os alt for meget.

Hat Yai gjorde indtryk på mig fra det øjeblik, vi ankom. Det er en by, der føles alt for stor i forhold til, hvor livlig den er. Den er bestemt ikke øde. Der er folk på gaderne, spændende morgen- og aftenmarkeder, klubber og butikker. Men alt føles bare mindre, end byen er bygget til.

På vej til vores hostel går vi langs en stor firesporet vej med en eftermiddagstrafik, der knap nok har brug for to spor. Byens gader er bygget meget i stil med mange andre asiatiske byer. Stort set alle facader i gadeplan kan åbnes op, så der kan være en butik, restaurant eller noget andet. Jeg er vant til, at disse butikker næsten altid er åbne, måske med et lukket-skilt, hvis det er sent om aftenen. I Hat Yai er mange af facaderne med skodder og gitre lukkede, selv midt på dagen.

Andy og jeg brugte vores dag i Hat Yai hver for sig. Jeg tog ud og fandt en café, hvorefter jeg fandt et smukt buddhistisk tempel. Senere på dagen mødtes vi og tog på nattemarked. Markedet var levende og fyldt med billige madboder, souvenirs, tøj og alt muligt andet. Det var også livligt nok, hvilket endnu en gang fik mig til at tænke på kontrasten mellem markederne og resten af byen.

Efter vi havde fået lidt at spise og var på vej tilbage, begyndte jeg at lufte mine observationer for Andy. Jeg pegede på lejlighederne over butikkerne. Der var næsten ingen lys, ingen planter, intet tøj til tørre og ingen små tegn på, at folk boede der. Ikke bare i ét hus, men hele vejen ned ad gaden.
Andy gav ikke meget respons til mine observationer, så jeg undskyldte for mine tilfældige byobservationer. Der gik dog ikke mere end fem minutter, før jeg hørte ham sige: “Jeg har kigget videre. Du har ret. Det er mærkeligt.” Da vi kom tilbage til hostellet, måtte vi have det afklaret. Vores værtinde forklarede, at mange af de lokale havde forladt området efter en oversvømmelse tilbage i november.

Den døde fest og den levende strand

Det skal siges, at jeg godt kunne lide Hat Yai. Det føltes lidt som at være i en forlystelsespark uden for de travle timer. Så efter to overnatninger og kun én hel dag føltes det lidt tidligt at tage afsted. Men vi skulle hen til en pink sækkestol på en strand med en øl, og bussen var allerede bestilt.
Vi ankom til Koh Phangan om eftermiddagen efter en lang otte timers rejse. Vores hostel hedder Slumber Party Hostel. Som navnet antyder, markedsfører det sig som et partyhostel. Men af en eller anden grund ankommer vi til et forholdsvis stille hostel. Festen er vist allerede død.

Vi har en bar, en pool, en strand og alle de fysiske faciliteter, der skal til for at få en gruppe backpackere til at glemme, hvad klokken er. Alkoholen sælges selvfølgelig med et lille premium oveni, så det er ikke det billigste sted at slå sig ned. Men selv med premiumprisen er det ikke overvældende dyrt. Det svarer nogenlunde til, hvad en øl koster, hvis du køber en ramme i Brugsen derhjemme. Og her sidder jeg i en pink sækkestol under en palme i 30 graders varme og nyder den. Jeg hører dog, at vi efterhånden nærmer os de temperaturer hjemme i Danmar

Stranden ved Slumber Party Hostel er virkelig den del af min tur gennem Asien, som jeg ikke har gjort nok af. Det er ikke den bedste strand. Om morgenen ved lavvande skal man gå omkring hundrede meter ud, før vandet når anklerne. Man skal holde øje med, hvor man træder, da der ligger skarpe koraller og muslinger i klynger. Der er dog en sandrevle fra kysten og ud, som man tydeligt kan se ved lavvande. Om eftermiddagen er det den, man skal følge. Man skal stadig de hundrede meter ud, men vandet er højt nok til, at man kan komme ordentligt under.

Hvis man går i havet for at blive kølet af, bliver man skuffet. Vandet må være 25-26 grader. Man bliver mere kølet af ved at tage en dukkert og derefter blive ramt af den tropiske havbrise. Poolen er der, hvor man virkelig kan blive kølet lidt ned, så rutinen er: hop i havet, hop i poolen, drik en øl i sækkestolen og fortsæt, indtil det bliver mørkt.

Og sådan er mine dage på Koh Phangan gået indtil videre. Ud over lidt aftenfest, som jeg skrev om sidst, har jeg faktisk bare været en kedelig strandturist i nogle dage. Og planen er at fortsætte, indtil jeg ikke gider det mere, eller mit visum udløber.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Mødestedet: poolen

En eftermiddag ligger vi ved poolen og arbejder os igennem et “5 for 4”-øltilbud, som jeg har købt til os. Vi har ikke rigtig en plan for dagen, men vi snakker lidt om at tage ud til en natklub. Imens vi ligger der, kommer en af hostellets ansatte over til et par piger, der sidder lidt væk fra os. Jeg hører, at han spørger to britter, om de vil købe billetter til en større festival samme nat. De er ikke helt solgt på idéen. Billetterne er ret dyre.

Efter den ansatte går, falder vi i snak med de to britter. De er i midten af tyverne og har været ude at rejse i ti uger. Vi er alle enige om, at vi gerne vil til en af øens mange festivaler, men at den i aften virker for dyr. Mere eller mindre resten af eftermiddagen og aftenen går med øl, smalltalk og afslapning ved poolen.

Nærmest som om det var aftalt på forhånd rejser vi os alle omkring klokken otte om aftenen og bliver enige om at tage ud og spise sammen. Vi finder en thailandsk restaurant og bestiller pad thai. Ruby og Hanna har et par dage mere på Koh Phangan, før de tager videre til Phuket. Deres rejse er ved at være slut, med kun en uge tilbage, før de flyver hjem til England. Samtalen flyder nemt i timevis, mens vi bevæger os fra restauranten til et lille festhostel. Pludselig er klokken ét om natten, og baren på hostellet lukkede for en time siden.

Den sidste åbne natklub

Der er ikke rigtig nogen af os, der er færdige med aftenen, så vi bevæger os over til den natklub, der stadig fyrer på alle cylindre. Vi står udenfor, men kan ikke rigtig se, hvad der foregår inde i klubben. Der er et udendørs område med en bar, som ikke er særlig travl. Åbenbart er festen indenfor, så vi køber lidt at drikke og går ind.

Det er et mørkt rum fyldt med mennesker omkring en forhøjet scene, hvor et stort band står og spiller. Lydniveauet er absurd højt. Jeg har svært ved at vide, om der faktisk bliver spillet musik, eller om vi bare er kommet ind til otte mennesker, der går amok på hvert sit instrument. Jeg kan se, at der er en sangerinde, men jeg har ingen idé om, hvad hun synger, eller om hendes mikrofon overhovedet virker. Der er en gennemgående stortromme, der lige akkurat gør det muligt at bevæge sig i takt til musikken.

Ud over musikken er rummet et kaos af lyseffekter, dansende mennesker, tjenere, der kommer med drinks og rydder borde af. I et hjørne ligger baren, som på mystisk vis lykkes med både at modtage bestillinger og servere de rigtige drinks.

Efter tyve minutter kaster jeg håndklædet i ringen. Bandet er gået af scenen og blevet erstattet af en DJ. Larmen er ikke blevet mindre, men nu er der ikke længere et spektakel af unge thaier med hvert deres instrument, der står og headbanger. Jeg går udenfor. Det suser for ørerne. De andre slutter sig til mig rimelig hurtigt. Uden at sige det højt er vi vist alle enige om, at det er tid til at komme væk fra støjmaskinen.

Nøgenbadning

Jeg ved ikke, hvem der foreslog det, men nogen foreslog, at vi hoppede i vandet. Alle er straks enige om, at det er en genial idé, og efter et pitstop i 7-Eleven går vi mod stranden.

Da vi kommer ud fra 7-Eleven, bliver en flok hunde på parkeringspladsen interesserede i os. Et par af dem kommer hen. Jeg har set dem i området før, og en morgen så jeg en kvinde fodre dem på stranden, så jeg er rimelig tryg ved at have dem omkring os. Selvom de er nysgerrige på os, løber de mest rundt og leger med hinanden. Der er omkring seks af dem.

På vej mod stranden bliver vi eskorteret af hundene. Ud over at have kigget lidt på dem har vi ikke rigtig interageret med dem. Hanna har klappet én, der kom hen og satte sig foran hende, men det er også det hele. Ikke desto mindre er vi åbenbart blevet det mest interessante indslag i nattelivet for den lille flok. De følger os hele vejen ned til stranden. Nogle løber foran os, andre går ved siden af os, som om vi er deres ejere.

Vi kommer ned til vandet, smider tøjet og lægger det i en bunke, som nu bliver bevogtet af en gruppe hunde. De går ikke i vores ting, efter vi er gået ud i vandet. De løber bare rundt og leger i sandet, mens vi træder ud i det mørke hav. Der er lidt lys fra månen, men kun nok til at se hinandens silhuetter. Jeg leder os uden om revet, så vi undgår at træde på store koralstykker i mørket. Vandet er stadig varmt, selvom solen er gået ned. Til gengæld bliver man dejligt kølet ned af vinden.

Hundenes bedste ven

Hanna begynder at fryse, så jeg går ind med hende. Ruby og Andy hygger sig stadig, så dem lader vi blive i vandet. Hundene leger fortsat i sandet omkring vores ting. De mindst sky kommer hen og bliver hilst med klap og nus. Hanna og jeg trækker tilbage mod hostellet med hundene efter os. Vi sætter os i nogle liggestole og begynder at snakke, mens hundene holder os med selskab. På det her tidspunkt føles det nærmest

Der er et par hvide hunde, der nærmest kaster sig om på ryggen og viser maven, hvis man bare stryger dem over hovedet. Der er også en brun hund, som jeg døber Scooby. Den lægger sig op på mit skød. Den napper lidt i mit tøj, men efter en længere diskussion lykkes det mig at overtale den til at lade være. I hvert fald i fem-ti minutter.

Efter at have leget med hundene et stykke tid beslutter vi os for at gå op i 7-Eleven og købe lidt natmad. Hundene følger selvfølgelig med. Jeg køber en lille pose hundemad, og på vej tilbage fodrer jeg dem. Tilbage ved hostellet sætter vi os igen i liggestolene sammen med en flok glade hunde og snakker videre, indtil det bliver morgen.

Klokken er omkring halv syv, før Hanna endelig kigger på mig og siger, at hun har brug for at sove. Jeg må indrømme, at jeg også kun kører på meget lidt energi og et ønske om at holde fast i en magisk stund.

Vi har stillet vores rygsække ved en bænk og taget hver vores bænk ved siden af. Der er masser af plads. En etage længere nede ligger en lille indendørs café. Den har aircondition og er godt fyldt op med snacks og drikkevarer.

Målet har hele tiden været en strand og en øl. Det begyndte tilbage i George Town i Malaysia, hvor Andy og jeg snakkede om, hvorvidt vi skulle rejse sammen et stykke tid. Vi skulle begge til Thailand. Vi havde begge en plan om at bevæge os nordpå gennem landet ad land- og søvejen i stedet for at flyve, og vi regnede begge med at bruge et par måneder i Thailand. Andy havde en klar plan om at tage til Koh Tao, og han solgte idéen godt. Strande, fester, snorkling og dykning. Jeg har længe gerne villet tage et dykkercertifikat, så Koh Tao virkede som et oplagt sted at gøre det. Og frem for alt lød en sandstrand med en øl som præcis det, jeg havde brug for på det tidspunkt af rejsen.

Fra George Town rejste vi mod Thailand. To timer med tog. Derefter en grænseovergang og endnu en time med tog til Hat Yai. To nætter i Hat Yai, inden vi tog det sidste stykke mod øerne.

Selvom det lyder meget planlagt, var det alt andet. I løbet af mine rejser er jeg blevet mere og mere opmærksom på, at de ekstra gebyrer for at booke transport online kun er pengene værd cirka halvdelen af gangene. Det er lidt fifty-fifty, om man bagefter sidder tilbage med følelsen af, at man lige så godt kunne have planlagt det selv.

På grund af vores stop i Hat Yai og nogle gode oplevelser med den malaysiske offentlige transport pressede jeg derfor på for bare at møde op på stationen og købe billetterne samme dag. Hvis det hele gik galt, ville en taxa ikke ruinere os. Så vi tog toget til grænsen og købte billetterne på dagen.

Den første udfordring kom ved grænsen. Togstationen i Padang Besar fungerer også som immigrationskontor. Da vi ankom, var immigrationen dog lukket og ville først åbne fire timer senere. Derfor besluttede vi os for at gå over grænsen til fods og finde transport på den anden side.

Det var nemt nok at krydse grænsen til Thailand til fods, men det var også tydeligt, at det ikke er noget, ret mange gør. Grænseovergangen er bygget til biler og lastbiler, så vi gik langs en stor vej, hvor tung trafik konstant passerede. Selve immigrationen var meget ukompliceret. I hvert fald for mig. Endnu en gang må jeg takke det diplomatiske arbejde, Danmark har gjort gennem årene, for jeg skal nærmest ikke gøre noget for at krydse de fleste grænser i Sydøstasien. Andy blev derimod stoppet og bedt om at købe en udrejsebillet, før han fik lov til at komme ind. Han købte en næsten gratis busbillet til Laos, hvilket fik det hele til at virke mere som en diplomatisk magtdemonstration end en praktisk nødvendighed.

Fra den thailandske side af grænsen fandt vi transport til Hat Yai og ankom om eftermiddagen. Ikke den hurtigste rute, men meget billig sammenlignet med nogle af alternativerne. Vi brugte et par dage i Hat Yai, Thailands tredjestørste by, inden vi fortsatte mod øerne.

Opholdet i Hat Yai var faktisk delvist planlagt netop for at finde ud af den næste del af rejsen. Om eftermiddagen på vores anden dag sad vi på hostellet med nogle gode mikrobryggede øl og besluttede både, hvor vi ville bo, og hvordan vi ville komme dertil. Denne gang blev det en pakkeløsning booket online, fordi den thailandske offentlige transport virker lidt mere bedaget. Træsæder og en pålidelighed, der får de danske tog til at se punktlige ud. I stedet endte vi med en minibus, hvor færgebilletten var inkluderet.

Vi skal faktisk bo på Koh Phangan først, inden vi tager videre til Koh Tao. Der er tre hovedøer og en række mindre øer i området. Koh Samui er den store og mest populære ø. Koh Phangan er lidt mindre og mere en ferieø, mens Koh Tao er meget lille, men populær blandt snorklere og dykkere.

Andy har fundet et partyhostel på Koh Phangan, så jeg forbereder mig mentalt på nogle dage med fest. Når jeg ikke orker mere, tager jeg videre til Koh Tao, hvor Andy støder til, når han også har fået nok.

Jeg har virkelig nydt at rejse sammen med Andy et stykke tid. Vi er meget forskellige, men deler en ret afslappet tilgang til at komme fra A til B. Ifølge Andy har jeg stået for det meste af planlægningen. Han synes åbenbart, at jeg har løftet byrden. Selv føler jeg mest, at vi bare har taget tingene, som de kom. At møde op på en togstation, vælge et tog og først booke overnatning og transport eftermiddagen før, føles ikke specielt planlagt. Men måske er det bare, fordi jeg bruger offentlig transport langt mere end Grab eller andre taxaservices og derfor er mere tryg ved det.

Efter at have brugt det meste af rejsen alene har det været rart at have en rejsemakker et stykke tid. Bare det, at jeg kan lade mine ting ligge, når jeg skal på toilettet, er en stor fordel. Det er også rart altid at have nogen at snakke med, selvom ingen af os er specielt snakkesalige.

Til gengæld er vi helt enige om én ting.

Vi glæder os begge to til en øl på stranden.

Jeg ankom til George Town med den forholdsvis beskedne ambition at gå lidt mindre end i Kuala Lumpur. Måske omkring 10.000 skridt om dagen. Det er en sund og rimelig ambition, når man allerede har brugt flere uger på at undersøge, hvor langt man kan gå i 30+ graders varme.

Allerede den første dag gik jeg 25.000.

Mit hostel blev foreslået af min amerikanske ven, Andy. Det har gratis morgenmad, et håndklæde uden ekstra betaling og, meget vigtigt, en madras, der faktisk ikke var fuldstændig nedslidt. Min evne til at sove på hostels er direkte korreleret med kvaliteten af madrassen. Jeg kan sove igennem en masse støj, hvis jeg bare ligger ordentligt.

Hostellet er rimelig travlt. Hver aften inkluderer drukspil og pub crawls. Muligheden er rar nok, selvom jeg ikke benyttede mig af den. Til gengæld blev jeg gode venner med morgenholdet, der stod tidligt op og spiste morgenmad sammen.

George Town er en meget mere gangvenlig by end Kuala Lumpur. Bygningerne skifter mellem gamle, bevarede britiske kolonibygninger, kinesiske butikker, indiske distrikter og gyder med street art. Foran det store kolonitidsrådhus er der en kæmpe græsplæne efterfulgt af et fort med en promenade langs vandet. Det hele ligger så tæt, at man kan nå at opdage noget nyt, før man har glemt, hvad man gik efter.

Specielt byens street art er en hel skattejagt. George Town har meget af det, og når man følger et kort rundt i byen, ender man hurtigt med at opdage små gårdrum, butikker og gader, man ellers bare var gået forbi. Der er noget meget tilfredsstillende ved at have en løs retning, uden at dagen behøver at blive til et turistprojekt.

Promenaden er ikke så lang, men man kan hoppe hen over hegnet og gå langs kystsikringen et godt stykke. Hvis man fortsætter længe nok, ender man inde på et stort luksushotel, som er indrettet i endnu en af de fredede kolonibygninger. Skulle man komme til at forvilde sig derind og nyde udsigten ud over havet lidt, så kan man med lidt selvtillid bare gå igennem hotellet for at komme ud. Der er også en åben dør, der fører igennem hotellets personalekøkken. Nik og smil til personalet, mens du går igennem.

En stille Starbucks

Den første aften var jeg træt på den særlige måde, hvor man både har lyst til at ligge på sengen og samtidig ikke kan holde ud at blive liggende på sengen. Så i stedet for at blive på hostellet gik jeg til en Starbucks i nærheden.

Det lyder ikke som den mest romantiske rejseoplevelse. Jeg havde egentlig set for mig en lille lokal café, et bord ved gaden og måske en udsigt over noget, som kunne komme på et postkort. Men jeg havde tidligere spottet en Starbucks, der lå lidt for sig selv og ikke så særligt besøgt ud. Jeg valgte at give den en chance. Jeg kommer ind, og der er stille, køligt og lidt afslappet baggrundsmusik.

Jeg går op for at bestille en af de billige kaffer, der kan retfærdiggøre, at jeg bliver siddende den næste halvanden time. Baristaen peger på et lille whiteboard og et skilt ved siden af skranken, hvor der står, at man skriver sin bestilling og viser den til baristaen. Min trætte hjerne tager bare imod instruktionen og når ikke at tænke så meget over det. Jeg får bestilt og sætter mig hen i en behagelig stol.

Min kaffe bliver serveret kort tid efter. Baristaen sætter kaffen ned og laver en lille håndbevægelse, som jeg først tolker som, at hun blæser et kys. Det slår mig, at ingen har sagt et eneste ord, siden jeg ankom. Der er tre ansatte og to andre gæster. Der er ikke bare stille, men abnormt stille for Asien. Der er nærmest en uskreven regel i Asien om, at stilhed er forbudt og skal fyldes med noget, om så det kræver, at nogen begynder at synge højlydt for sig selv.

Der går lige et øjeblik, før jeg opdager, at personalet og flere af gæsterne kommunikerer på tegnsprog.

Hele aftenen havde jeg ledt efter et stille sted at slutte dagen af, og tilfældigvis trådte jeg ind i den absolut bedst mulige café, der kunne opfylde mit ønske.

Andys fødselsdag

Under hele mit ophold i Kuala Lumpur havde jeg et ønske om at være mere social. I George Town lander jeg så på et meget socialt hostel. Det hedder decideret “Ez Social Hostel”. Og i stedet for at dyrke fællesskabet bruger jeg de første tre aftener på bare at gå rundt og hygge mig alene. Det endte med, at jeg måtte skrive til Andy, at jeg altså ikke forsøgte at undgå ham. Vi havde kun set hinanden den første dag efter, at jeg ankom.

Samme dag, som jeg skrev til Andy, stødte jeg ind i ham. Jeg havde sat mig ind på en café, der tilhørte et hostel, og ned ad trapperne kommer Andy. Det viste sig, at imens jeg havde været ude at vandre rundt i gaderne, var han flyttet over på et nyt hostel.

Endnu mere tilfældigvis var det Andys fødselsdag, så jeg endte med at bruge resten af dagen sammen med ham og nogle af hans venner. Andy har været i George Town i fire uger, så han er godt kendt i byen. Aftenen endte med en god mængde øl oppe på en lukket tagterrasse, som vi brugte til en lille privat fejring.

En plan mod Thailand

Andy og jeg mødes igen et par dage senere til George Town Festival. Efter at have gået rundt, spist lidt street food og drukket et par øl sætter vi os ned foran scenen. I stedet for at fokusere på den fire meter høje lysende dukke, der bliver styret af dukkeførere til blid, stemningsfuld musik, begynder vi at snakke om at rejse til Thailand.

Andy tager snart til Thailand, og jeg har godt kunnet bruge en rejsemakker, i hvert fald for en periode. Så vi får aftalt at tage afsted sammen mod Thailand, først til Hat Yai og derefter Koh Samui. Ian og Brail, som jeg mødte til Andys fødselsdag, er også på vej mod øerne, og det tegner allerede til en lille genforening på en sandstrand i Thailand.

Jeg glæder mig ret meget til stranden. George Town er kommet meget højt op på listen over steder, jeg godt kunne vende tilbage til. Det er varmt, ja, men efter mange måneder i troperne er jeg ved at have vænnet mig til at blive bagt levende. Byen har været sjov at gå på opdagelse i. Der er stadig meget at se og mange områder, jeg slet ikke besøgte uden for byen. Derudover er det en meget behagelig by bare at være i. Lidt ligesom en dansk havneby midt om sommeren. Travl, men fyldt med alt muligt spændende. Nogle gode steder at slappe af. Nogle gode steder at møde folk. Nogle gode steder at sidde og fokusere. Den fungerer både som en kort feriedestination og som en mellemlang base.

Jeg kommer nok tilbage en anden god gang.

Men hvis jeg vil rejse lidt rundt med Andy, må jeg efterlade byen for nu. Det bliver dog også meget spændende at komme til Thailand. Og jeg glæder mig til nogle dage med rigtig sandstrand.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Det viser sig at være overraskende svært. George Town virker ikke til at tro på bænke. Ved havnefronten er der nogle stykker, og parkerne har også fået et par, men ellers forventes man tilsyneladende at købe en kop kaffe eller et måltid, hvis man har tænkt sig at lade benene hvile. Resten af byen er bygget til at gå igennem, ikke til at blive i. Jeg kender dog en stille bar, der normalt har sent åbent.

Så jeg går videre.

En bilbutik der sælger elbiler. Et øjeblik overvejer jeg, om jeg egentlig burde arbejde med udrulning af ladeinfrastruktur i Sydøstasien. Jeg når halvvejs gennem en potentiel forretningsidé, inden jeg kommer i tanke om, at jeg aldrig har været særligt god til hustle-kulturen.

En flok hvalpe løber over fortovet. Jeg kigger automatisk efter moderen. Hun holder øje med mig. Fair nok.

Jeg går videre.

Hostellet holder temaaften. Noget med udklædning. Jeg opdager, at grunden til, at jeg ikke har lyst til at gå tilbage, ikke er hostellet. Jeg har bare ikke lyst til organiseret hygge. Jeg har lyst til at sidde et sted og lade dagen falde lidt til ro.
Det er måske derfor, jeg altid ender ved rygerne. Jeg ryger ikke. Men rygere virker til at have forstået noget om samtaler. Ingen skal præstere noget. Ingen skal netværke. Man står bare der, indtil cigaretten er færdig, og hvis nogen siger noget, så siger de noget.

En 7-Eleven. Tid til at proviantere. Der er tilbud på kopnudler. Crazy Wednesday. Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvilken ugedag det er. Det er åbenbart onsdag. En pepsi zero og en 100Plus er hvad det bliver til.

Jeg går videre.

En gruppe drenge marcherer rundt bag et hegn med trommer og sækkepiber. Kirken ved siden af er belyst og ligner et gråhvidt middelalderslot. En motorcykel larmer nok til, at hele gaden burde sende den en regning. Jeg skal krydse gaden, men den er travl. Jeg kommer til at tænke på Vietnam. Mærkeligt nok føltes trafikken der tryggere. Ikke mindre vanvittig. Bare mere samarbejdsvillig. Her virker det, som om bilerne accepterer, at fodgængere eksisterer, men helst så, at de gør det et andet sted.

Jeg når til baren. Den har lukket. Ikke fordi klokken er mange. Bare fordi det er onsdag. Butikken ved siden af har også lukket. Det er faktisk lidt morsomt. Der er dog en food court rundt om hjørnet. Den kan da umuligt have lukket. Også selvom det er onsdag.

Jeg går videre.

Der er halvtreds retter at vælge imellem. Jeg orkede ikke flere beslutninger. Til sidst giver jeg op og sætter mig med den samme oksegryde, som jeg fik den anden dag. Jeg læner mig tilbage og kigger op i loftet. Over mig hænger enorme loftsventilatorer. De holder en række flag i konstant bevægelse. Historiske malaysiske flag? Delstater? Jeg ved det ikke. Det behøver jeg egentlig heller ikke. Fra moskéen begynder aftenbønnen. Ved nabobordet bliver der åbnet Carlsberg. Jeg sidder midt imellem med min oksegryde og dikterer til min telefon.

Det slår mig, at det her nok er den mest præcise beskrivelse af mine aftener.

Ikke sightseeing.

Ikke refleksion.

Bare en lang kæde af observationer.

En flok hvalpe.

En lukket bar.

En motorcykel.

En oksegryde.

Aftenbønnen.

Den ene tanke vælter ikke den næste.

Den næste driver bare forbi.

Georgetown skuffer ikke med udvalget. Her kan du få alt fra en billig rundbarbering til en bøjet femmer over til et luksuriøst spaophold, hvor der bliver kælet for hvert hår på dit hoved og ansigt. Efter at have spurgt lidt rundt, googlet og gået forbi flere saloner beslutter jeg mig for at forsøge med den højt anmeldte, men travle frisør. Jeg går forbi og får at vide, at jeg kan komme tilbage to timer senere. Super, tid til en klipnin
Da jeg kommer ind, møder jeg tilfældigvis et par fra hostellet. Med det samme har frisørbutikken vundet point ved at huse bekendte. Samtidig har de givet en rimelig god klipning, der har transformeret en langhåret hippie til en løvemanke.

Efter lidt fejning bliver det min tur. Lige på tungen ligger ordene: “Det samme som sædvanlig.” Jeg når dog at stoppe mig selv og får i stedet forklaret, at vi skal af med otte ugers hår. “Fate?” lyder det fra frisøren. “Ja,” svarer jeg, imens jeg tænker: “Lav du bare en spådom.”

Min frisør er en ung kinesisk mand. Han klipper mig nærmest i strakt arm. Han betragter mig på samme måde som en maler, der ofte træder tilbage for at se helheden. Det giver en lidt sjov dynamik, hvor det nærmest føles, som om mit hoved er ved at blive skulpteret, imens jeg sidder og kigger på det i spejlet. Sådan en lidt out-of-body-oplevelse. Vi snakker lidt, men for det meste sidder jeg bare og lader mine tanker vandre i stilhed, imens han koncentrerer sig om sit arbejde.

Pludselig spørger han, om jeg vil have vasket håret. Jeg får øjenkontakt med mig selv og opdager, at jeg er færdig med at blive klippet. Og mine sider er blevet klippet, så der er en fade. Det look har jeg ikke lige kørt så meget før, men det ser ikke dårligt ud. “Ja tak,” får jeg mumlet, hvorefter det slår mig: Vasket håret? Er det ikke noget, man gør, inden der klippes?

Jeg bliver nu ført med ud i et baglokale. Hvad jeg troede var en lille frisør med to stole, viser sig at være et større foretagende med fem-seks kunder i gang med forskellige langtidsprojekter som farve, permanent osv. Jeg får plads ved en vaskepult, helt ligesom hjemme i Danmark. Ligesom jeg begynder at tænke, at det virker bekendt igen, kan jeg mærke, at en hovedbundsmassage bliver påbegyndt. Derefter en nakkemassage. Spørgsmålet “Har jeg bestilt det?” når lige at melde sig, men bliver hurtigt forkastet til fordel for afslappende massage.

Mit hoved bliver viklet ind i et håndklæde, og jeg bliver ledt tilbage til, hvor jeg blev klippet, med en fugtig turban på hovedet. Efter klipningen er der ærlig talt ikke meget hår, der skal tørres, specielt sammenlignet med de andre, der er inde for at få taget lidt af det lange hår. Men jeg sætter mig og får fjernet håndklædet. Før jeg ved af det, bliver der båret et fad hen med et dampende, sammenrullet håndklæde. Det er så til ansigtet og halsen. Først tænker jeg: “Okay, slap af. Så beskidt er jeg heller ikke.” Men efter at have kørt håndklædet rundt og konstateret, hvor mange små hår der ender i kluden, sidder jeg nærmere tilbage og tænker: “Hvorfor gør vi ikke det her derhjemme?”

Ligesom jeg tænker, at nu mangler der kun voksen, kommer en gennemsigtig glaskrukke frem med en spraydyse på. Spray, spray, spray, og så har jeg også fået parfume på. Derefter kommer voksen i håret, der sammen med parfumen gør, at jeg ikke bare ser velklippet ud, men også lugter velklippet. Vi runder af med en flaske vand, imens jeg sidder og sunder mig oven på strabadserne.

Der er kun én tanke nu. Jeg har på intet tidspunkt set en prisliste. Imellem klipning, vask, massage og hårprodukter sidder jeg tilbage og kan ikke helt gennemskue, hvad der kostede ekstra, og hvad der bare var service. Jeg er som sådan ikke nervøs. Parret fra Ecuador var ikke rige eller luksusmennesker, så uanset hvad vidste jeg, at det ville blive en overkommelig pris.

50 RM skulle jeg af med, hvilket svarede til omkring 80 kr. Kunne jeg være blevet klippet for 30 kr.? Ja. Men jeg må indrømme, at det var en rimelig effektiv og behagelig klipning, imens alle de små frynsegoder, at jeg følte mig som en prins. Det kan også noget.